Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

To nye oversættelser af den antikke digter Sapfo er kommet næsten samtidig. Forskellene er for feinschmeckere

To forskellige oversættelser af Sapfo er ren overflod, simpelthen, af den allermest unyttige slags
De to digtere Sapfo (tv.) og Alcaeus under en koncert, sådan som maleren Lawrence Alma-Tadema har forestillet sig det.

De to digtere Sapfo (tv.) og Alcaeus under en koncert, sådan som maleren Lawrence Alma-Tadema har forestillet sig det.

Alma-Tadema, Sir Lawrence – Pictures Now Collection/Ritzau Scanpix

Kultur
23. december 2020

Det hører til en af de mere akavede sjældenheder, at to forlag på samme tid og uafhængigt af hinanden udgiver oversættelser af den samme litterære klassiker. Men nu er det altså sket, for både Jeg er grønnere end græs – udgivet på forlaget Klim – og Roser fra Piería fra forlaget Wunderbuch præsenterer danske læsere for en komplet oversættelse af det digt og de digtfragmenter, vi har overleveret fra den antikke digter Sapfo. Eller måske Sappho, for de to bøger staver hendes navn på hver deres måde og er på mange andre måder forskellige, dog mest i det små. Og hvad gør den interesserede læser så?

Først digteren: Sapfo (sådan bliver stavemåden i denne artikel) levede omkring år 600 f.Kr. på øen Lesbos. Her sang hun sine digte, akkompagneret af lyrespil – derfra ordet lyrisk – hvoraf mange af de overleverede handler om uopfyldt begær, gerne rettet mod en anden kvinde. Derfra ordet lesbisk, fra Lesbos, Sapfos fødeø. Eller måske er begær for fladt et ord, det græske eros dækker over noget, der ligger mellem seksuel tiltrækning, passion og (måske) kærlighed.

Alt det gjorde hun i vers, der allerede i antikken blev berømmet for deres skønhed. Platon kaldte hende den tiende muse, og Peri Hypsous, senantikkens vigtigste skrift om det sublime og ophøjede i litteraturen, citerer et af hendes digte som sit vigtigste eksempel. Og også for nutidens læser er der noget forbløffende friskt og direkte over den skrift, vi har overleveret fra hende.

Litteraturhistorisk set er Sapfo antikkens vigtigste lyriker. Men at sige det er egentlig at undersælge hendes betydning, at glemme de linjer, der løber fra hendes vers og helt frem til i dag.

Sapfo er det første knudepunkt i den europæiske, lyriske tradition, ophavskvinde til vores forestilling om, at eros bedst besynges – og det især, når den ikke gengældes – pr. digt. Den kobling løber fra hende videre over romerske Catul frem til italienske Petarca og fra ham op i renæssancen, romantikken og op til vor tid. At læse Sapfo er at læse en af den europæiske litteraturs urkilder, kort sagt. Samtidig er hun, selvfølgelig, den vigtigste kvindelige forfatter inden … ja, på sin vis nogensinde.

I hendes relativt korte digte møder man kort sagt noget så grundlæggende, at det kan være svært helt at få greb om. For i al deres skønhed er der også noget selvfølgeligt, næsten tilforladeligt, over Sapfos vers, og det især i disse to nye oversættelser, der begge vil gengive hende, så en nutidig læser kan føle, hvor direkte og ukunstlet hun åbenbart skrev i sin æoliske dialekt.

Sådan her lyder de to første strofer i et af Sapfos kendteste digte, fragment 31, i Lene Andersen, Lene Carlskov og Mille Søndergaards oversættelse, dvs. i Jeg er grønnere end græs:

»Jeg synes han ligner en gud/ den mand, der sidder foran dig/ og hører dig tale sødt/ nærved// og le længselsvækkende, det/ får mit hjerte til at hamre i brystet/ for når jeg kort ser på dig kan jeg ikke/ få et ord frem«

Det er jo som at læse urscenen ikke bare for mange kærlighedsdigte, men også for et helt repertoire af popsange: Den elskende, der ikke kan få et ord frem og forbløffet må se andre være upåvirkede, mens de går rundt og taler med hende. Derfor er han som en gud, manden i første strofe, for han er upåvirket af den elskedes nærvær, af den opmærksomhed hun retter mod ham. De næste strofers radikalitet er til gengæld genuint forbløffende også i dag. Hurtigt og uden omsvøb registrerer de, hvordan sanserne og selvet bryder sammen:

»men min tunge knækker, en tynd/ ild raser straks under huden/ med øjnene ser jeg intet/ ørerne brøler// kold sved løber af mig, en rysten/ griber mig fuldstændigt, jeg er grønnere/ end græs det er som om/ jeg er lige ved at dø«

Her slutter digtet ikke, men det gør – bortset fra en enkelt verslinje – det fragment, vi har overleveret. Det er ikke til at sige, hvor teksten ville bevæge sig hen, og heller ikke, faktisk, hvor meget længere den oprindeligt var. Måske var der ti strofer til? Nå ja, i det mindste kan man her læse en længere, velbevaret passage, og også mærke alt det, der gjorde Sapfo så berømmet i antikken. Men sådan er det desværre kun med et fåtal af de sapfiske fragmenter, for langt størstedelen af den skrift, vi har overleveret, består af en enkelt verslinje eller to, nogle gange bare et ord eller to, nogle gange en række halve verslinjer, hvor kun venstre- eller højresiden af noget papyrus er blevet bevaret. I oversættelsen i Jeg er grønnere end græs lyder fragment 87a-e i deres helhed:

»fletning/samtidig/ mand«, »bekymring/ jorden«, »at vove«, »ungdom«, »dronning«

Der er tale om resterne fra fem forskellige digte. I de græske fragmenter er disse forståelige ord omkranset af bogstaver og bogstavrester, der ikke samler sig til ord og derfor ikke kan oversættes. For fuldstændighedens skyld hører den slags selvfølgelig hjemme i de to bøger, men mere end at vække læserens forestillingsevne vækker de en futil ærgrelse, en sorg over alt det, der er tabt. Hvornår det så kipper over og bliver en fornøjelse mere end en frustration at sidde med de mange fragmenter og enkeltlinjer, ja, det er nok op til den enkelte.

En art lejlighedsdigtning

I sit meget oplysende og fyldige efterord til Roser fra Piería skriver oversætteren Rasmus Sevelsted om farerne ved at læse Sapfo helt ind i nutiden. Det er værd at huske, skriver han, at Sapfos digte formodentlig blev opført som del af kollektive ritualer, som korsang, måske med tilhørende dans, og det selv om de for os meget let læses som udtryk for en inderlig, subjektiv erfaring. Mange har formodentlig haft karakter af en art lejlighedsdigtning knyttet til for eksempel bryllupper eller andre af bystatens riter. De er i øvrigt, sådan er Sevelsteds udlægning, fyldt af en aristokratisk foragt for det folkelige og er gennemstrømmet af svært afkodelige spor efter politiske kampe og rivaliseringer på datidens Lesbos. Det ser man ikke som forudsætningsløs læser.

Han skriver også fint om sit oversættelsesideal. Målet er at gøre Sapfo tilgængelig for nutiden, men samtidig bevare det fremmede i hendes tekst og den verden, den udspringer fra. Resultatet er så, at oversættelserne i Roser fra Piería er en smule mere kantede i det end dem i Jeg er grønnere end græs og også lidt mere omstændelige. Her en strofe fra fragment 16, først i versionen fra Jeg er grønnere end græs, så i versionen fra Roser fra Piería:

»jeg vil hellere se hendes dejlige gang/ og lyset der spiller på hendes ansigt/ end lydiske stridsvogne og rækker af/ fodfolk med våben« – »Jeg ville hellere se hendes elskede trin/ og det lyse glimt fra hendes ansigt/ end alle Lydiens krigsvogne og våbenklædte/ fodsoldater«

Det er små forskydninger, der især handler om tonefald, og hvor nær man vil lægge sig et dansk hverdagssprog. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvilken der lægger sig tættest op ad originalen; for mig føles oversættelsen i Jeg er grønnere end græs mere nærværende og musikalsk, som læser føler man sig tættere på digtenes stemme i den. Til gengæld markerer Jeg er grønnere end græs ikke, når der er uforståelige ord eller bogstaver, der er skåret fra, og så kommer mange af de meget ufuldstændige fragmenter til at ligne halvdårlige moderne digte. Her første del af fragment 18:

»Enhver/ at fortælle/ min tunge/ fortælle myter«

Så foretrækker jeg alligevel Rasmus Sevelsteds markering af alt det, der mangler:

»Alt … ville …/ at fortælle …/ min tunge …/ … fortælle historier …«

Begge udgaver er i øvrigt rigt illustreret, også Jeg er grønnere end græs har et fint – men noget kortere, knap så historisk informerende – efterord ved Elisabeth Friis og optrykker i øvrigt de græske originaltekster side om side med oversættelserne. Den største forskel er næsten, at Roser fra Peiría er en hardback og er trykt på noget nærmest demonstrativt tykt og lækkert, men også nærmest ujævnt papir.

Herfra skal der ikke lyde en anbefaling af den ene over den anden udgivelse, og da især ikke fordi Gyldendal til næste sommer vistnok også udgiver en fuldstændig oversættelse af Sapfos fragmenter. Det er ren overflod, simpelthen, af den allermest unyttige slags.

Sapfo: ’Jeg er grønnere end græs. Fragmenter af Sapfo’, på dansk ved Signe Andersen, Lene Carlskov og Mille Søndergaard. Klim

Sappho: ’Roser fra Piería’. Oversættelse og efterord ved Rasmus Sevelsted. Forlaget Wunderbuch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad sker der med billedet? Rendte folk rundt og tag'ede grafitti i det gamle Grækenland?

Eva Schwanenflügel

Jeps, Morten ;-)

Morten Balling og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Ordet graffiti (i ental graffito) stammer fra italiensk og betyder dekoration af mure. Graffiti er kendt før Kristi Fødsel. Nogle ser det første graffiti i hulemalerier lavet af stenalderfolk.[1] Dog på en noget mere primitiv facon som politiske slagord malet med pensler, mens man i dag man bruger spraymaling. Graffiti er i dag slagord, kunstværker, billeder og lignende malet af anonyme på mure, S-tog osv.

På siderne af både Osebergskibet og Gokstadskibet er der graffiti, til dels af høj håndværksmæssig kvalitet. Igennem tiden har graffiti været brugt mange gange."

Morten Balling og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Wikipedia

Søren Kristensen

Sapfo duo.

Jørgen Mathiasen

Det lyder meget smart, at graffitti går tilbage til hulemalerierne, men jeg hæfter mig mere ved forskellene. Når franskmændene har bygget kopier af originale huler, så er grunden, at man vil holde mennesker væk fra originalerne og dermed beskytte vægmalerierne. Vi må altså antage, at hulemalerierne er forblevet gennem titusindvis af år, fordi der ikke har været noget publikum, og her behøver man bare at kigge det regulære hærværk, ejere af spraydåser har foretaget for at få opmærksomhed, for at se forskellen. Det sidste er larm for øjet, det første sætter en ved synet af perspektivtegning, som er mere end 30.000 år gammel, i en nærmest andægtig tilstand.

Eva Schwanenflügel

@ Jørgen Mathiasen

Jeg har ikke hæftet mig ved kvaliteten - eller manglen på samme - af graffiti, blot kommenteret på Morten Ballings overraskelse.

I det antikke Grækenland eller Rom ville du sikkert også have kunnet finde delte meninger om graffiti..

Morten Balling, Bent Nørgaard og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

@Eva Schwanenflügel
- na klar, jeg forholder mig til Wikipedia. Det er en meget praktisk indretning, men nogle gange går det lovligt hurtigt.
Vi ved jo ikke meget om, hvorfor hulemalerierne er blevet lavet, men de ligner udpræget en blanding af besværgelse og ritual og besindelse på jagten: Så har jeg undgået at skrive religion og kunst. Ganske vist har de magiske hulemalerier været forseglet i overordentlig lang tid, men selv uden må man antage, at den meget intelligent lavet farve holder længere end sprayfarven... Til gengæld var det nattens gerninger, og det er da en lighed mellem begge.

Eva Schwanenflügel

@ Jørgen Mathiasen

Spændende observation om 'mørkets gerninger'.
Georg Metz begik just en julekalender-klumme den 22/12, hvor mørket blev hyldet som det bortglemte:

"Giv os dog mørket tilbage.

I menneskets fjerne fortid, hvorfra vi ikke har kilder eller andre levn end en stump flint i ny og næ, må man forestille sig en mørklægning og stjernefortrolighed, vi står fattige foruden. I skyfrie nætter viste en blændende himmel sig: myriader af lys, hvor Vejby Strand selv i gunstigste nætter ikke kan konkurrere.

Her opfandt de gamle gud."

https://www.information.dk/kultur/2020/12/moerket-faar-skyld-moerket-dyb...

Men hér glemte Metz ganske de forbilledlige, gamle graffitier, hulemalerierne ;-)
Dog holder inspirationens muser, himlens stjerner, ganske godt.

Ret så mange digte indeholder netop referencer til himmellegemer.
Det er vist ikke helt stjernetosset..

Jørgen Mathiasen

Metz er jo også et teatermenneske, men undskyld Frau Schwanenflügel for at komme tilbage til artiklen, så ser det for mig ganske ud som om maleriet benytter et for marmoren meget flatterende diffust lys, - hvis der er skygger, er de meget svage, og ellers er jeg til det røde og det blå lys og en sol, der ikke står i zenit.

@Jørgen Mathiasen

"Vi ved jo ikke meget om, hvorfor hulemalerierne er blevet lavet..."

Helt enig. Mon ikke bare det var ligesom med nutidskunst, at nogle mennesker simpelthen bare ikke kunne lade være? Og at de andre syntes at "Det så da sjov ud. Det skal vi da have op at hænge".

En anden spøjs ting i den sammenhæng: "Gamle" billeder som dette bliver ofte brugt som "dokumentation" for hvordan det var at leve i gamle dage. De er dog i høj grad malet i "nutiden", og f.eks. følger damernes mode på billedet mere den Empire periode billedet er malet i end hvordan man reelt gik klædt i antikken. Det er lidt som at se en scifi film fra 50'erne, hvor rumskibe selvfølgelig havde drejeskive telefoner og katoderør. Det sidste nye :)

Eva Schwanenflügel og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Hvis nogen vil dykke ned i de nærmere omstændigheder omkring Lawrence Alma-Tadema billede fra 1881, så er der en begyndelse her:
https://en.wikipedia.org/wiki/Sappho_and_Alcaeus

Der er et og andet at overveje i forbindelse med den fotograferende vitorianske maler, men vi kan måske blive enige om, at Alma-Tadema ikke ligefrem betegner vejen frem i maleriet i 1881, hvor Monet står på spring til at blive anerkendt.