’Værksteder’ er en intelligent og inspirerende bog, som alle med interesse for litteratur bør få fingre i

Når en forfatter er aktuel, bliver hun eller han ofte spurgt ind til bogens indhold, og det kommer der som regel en god snak ud af. Forfattere har i sagens natur sat sig ekstra godt ind i, hvad de skriver om, så hvad de siger, er næsten altid værd at lytte til.

Men ekstra snert i stemmen får de tit, når talen bevæger sig bort fra det indholdsmæssige og mod en mere jordnær fagsnak om selve det at skrive. Bruger du notesblok? Hvor skriver du bedst? Har du et trick mod skriveblokering? Spørgsmål af den art ansporer ofte en kunstner til at fortælle en personlig anekdote – om en kaffekop, en skrivemaskine eller et maleri – der bringer os tættere på mennesket bag værkerne, end hvis forfatteren afkræves en mening om samfundet eller bliver bedt om at fortolke sin nye roman.

Heri synes Jeppe Bangsgaard at være enig. I Værksteder – at skrive i lys og mørke har han i selskab med fotograf Asger Mortensen besøgt otte nordiske forfatterer »dér, hvor de bor, og dér, hvor deres værker bliver til« for »at tale om litteraturen og hvordan den bliver til«. Således inviteres vi med ind på både det mentale og det fysiske kontor, og samtalerne bevæger sig i samklang hermed også ganske elegant mellem det abstrakte og det konkrete.

Per Petterson spiller guitar

Første vært er norske Per Petterson, der hver morgen ved sekstiden går fra sit hvidmalede hus i Hemnes ned til sin skrivehytte i baghaven. Han spiser ikke morgenmad, og på dårlige dage får han intet skrevet.

»Så sidder jeg bare og stirrer ind i maskinen. Jeg læser det, jeg allerede har skrevet og tænker: ’Nå ja’, det er meget fint, men then what?« siger Petterson, der ofte griber sin guitar, når han har ramt en udfordring:

»Jeg har det skidt med at forlade hytten, det er her, det skal ske. Også selv om alt er gået ad helvede til, så er det altså her. Guitaren ved siden af bordet står der, fordi jeg sidder og bliver rastløs, og så spiller jeg lidt for ikke at rejse mig og gå. Jeg prøver at skrive, men nogle gange spiller jeg mest guitar.«

Til samme formål har Lina Wolff en yogamåtte liggende på sit kontor, hvis dør er »isoleret med gummilister«, fordi den svenske forfatter, som Bangsgaard udtrykker det, »behøver ro for at kunne skrive. Ikke bare ro som i fravær af forstyrrelser. Stilhed«.

Jón Kalman Stefánsson oplever derimod tit, at en hindring i skriveriet »løsner sig« på en af hans lange løbeture, og i modsætning til Wolff og Petterson betyder det ikke længere så meget for den islandske forfatter, hvor han skriver.

»Når jeg er i gang, så forsvinder det hele, og da er det eneste, jeg tænker på, den verden, jeg er inde i,« siger den islandske forfatter, der suppleres af finske Sofi Oksanen, som godt kan lide at skrive på altaner, blandt andet »fordi det er nemmere at ryge der«, men dog tilføjer, at »min computer (er) det eneste, der er afgørende at have.«

Bangsgaard møder Naja Marie Aidt i hendes hjem på Frederiksberg. Før i tiden stolede Aidt på sin intuition, når hun skrev, men det ændrede sig efter hun mistede sin søn.

Asger Mortensen/fra bogen

Ødelagt som forfatter

Ud over disse forfattere portrætteres også svensk-finske Kjell Westö, islandske Auður Ava Ólafsdóttir samt danske Naja Marie Aidt og Helle Helle. Alle giver udtryk for, at hverdagen som forfatter er præget af rutiner, disciplin og en tålmodig søgen efter inspiration.

Hver morgen sætter Kjell Westö sig på arbejdsværelset i lejligheden i Helsingfors, fordi han, som han siger, »i begyndelsen må tvinge mig selv til at arbejde, også selvom jeg ikke har inspirationen. Jeg ved, at den kommer ud af at arbejde«.

Et lille trick har Westö dog. Som sine kolleger frygter han at gentage sig selv, og for ikke at gro fast i et bestemt mønster skiftede han i forbindelse med sin nye roman skrifttype fra Times New Roman til Calibri, og som han siger: »Det var befriende ikke at skrive med Times New Roman.«

Helt så let går det ikke for Naja Marie Aidt, som Bangsgaard møder i hjemmet på Frederiksberg. Før i tiden stolede Aidt på sin intuition, når hun skrev, men »det at min søn døde, og at jeg skrev Carls bog, ødelagde mig på en måde som forfatter. Jeg kan ikke fortsætte ad det spor, jeg har fulgt hele mit liv«, siger hun og spørger: »Hvad kan man overhovedet skrive om, som har samme nødvendighed eller vigtighed som det at skrive om døden?«

Aidt har en idé til en roman om venskaber, røber hun, men det fremgår tydeligt, at der skal mere end en yogamåtte til for at hjælpe projektet videre, og spørgsmålet om, hvorfor man i det hele taget skriver, betones derved ekstra stærkt i dette kapitel.

I sit forord skriver Jeppe Bangsgaard, at han har »tillid til, at læseren selv ser og forstår hvordan« samtalerne taler med og mod hinanden. Tak for det. Værksteder er endt som en intelligent og inspirerende bog, som enhver med interesse for litteratur bør skynde sig at få fingre i. Samtalerne stikker naturligvis dybere end mine citater afspejler, men flere af dem har jeg valgt for at pointere, at Værksteder trods sit vægtige emne (og mørke forside) er befriende let at gå til.

Jeppe Bangsgaard & Asger Mortensen: ’Værksteder – at skrive i lys og mørke’. Grønningen 1. 300 sider. 300 kroner