Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Nogle har altid ment, at demokratiet er i krise. Og at det er folkets skyld

Store dele af ’demokratiet i krise’-litteraturen, der masseproduceres i disse år, peger på folkets vrede, dumhed, angst, urolighed, faktaresistens etcetera som krisens årsag. Men nogle har altid ment, at demokratiet er i krise. Krise er en vedvarende demokratisk erfaring og fortolkning. Og folket lurer altid som dens årsag
Thomas Frank får i sin bog ’People Without Power’ vist, at populismen er en genuin politisk tradition, at Trump er en falsk populismes profet, og at den 150 år lange lærde udskamning af populismen mere handler om elitens massefrygt end om massen.

Thomas Frank får i sin bog ’People Without Power’ vist, at populismen er en genuin politisk tradition, at Trump er en falsk populismes profet, og at den 150 år lange lærde udskamning af populismen mere handler om elitens massefrygt end om massen.

ANDREW CABALLERO-REYNOLDS

Kultur
8. januar 2021

Op igennem vestlig historie har folket betegnet to dramatisk forskellige ting. På den ene side massen, pøblen, de beskidte og uvidende, de vulgære, de mange og urolige, gaden og opløbet. På den anden side suveræniteten, folkedybet, den ukunstlede fornuft, det stabile og varige, det almindeliges ophøjethed, politikkens udgangspunkt og omdrejningspunkt, agoraen og afstemningen. Denne basale spænding har skabt en lang litteratur, der enten har sværmet om eller afsværget folket, beskrevet det som den utålelige masse eller som den fornuftige almenhed.

Mestendels har den politiske idéhistorie beskrevet de mange – folket betegnede tidligere de ikke-adelige, de ikkeprivilegerede – som en pøbel, der ikke kan undværes, men som skal styres og begrænses. Som nominelt vigtige, men reelt for farlige til, at de må tælle(s) med.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her