Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Nogle har altid ment, at demokratiet er i krise. Og at det er folkets skyld

Store dele af ’demokratiet i krise’-litteraturen, der masseproduceres i disse år, peger på folkets vrede, dumhed, angst, urolighed, faktaresistens etcetera som krisens årsag. Men nogle har altid ment, at demokratiet er i krise. Krise er en vedvarende demokratisk erfaring og fortolkning. Og folket lurer altid som dens årsag
Thomas Frank får i sin bog ’People Without Power’ vist, at populismen er en genuin politisk tradition, at Trump er en falsk populismes profet, og at den 150 år lange lærde udskamning af populismen mere handler om elitens massefrygt end om massen.

Thomas Frank får i sin bog ’People Without Power’ vist, at populismen er en genuin politisk tradition, at Trump er en falsk populismes profet, og at den 150 år lange lærde udskamning af populismen mere handler om elitens massefrygt end om massen.

ANDREW CABALLERO-REYNOLDS

Kultur
8. januar 2021

Op igennem vestlig historie har folket betegnet to dramatisk forskellige ting. På den ene side massen, pøblen, de beskidte og uvidende, de vulgære, de mange og urolige, gaden og opløbet. På den anden side suveræniteten, folkedybet, den ukunstlede fornuft, det stabile og varige, det almindeliges ophøjethed, politikkens udgangspunkt og omdrejningspunkt, agoraen og afstemningen. Denne basale spænding har skabt en lang litteratur, der enten har sværmet om eller afsværget folket, beskrevet det som den utålelige masse eller som den fornuftige almenhed.

Mestendels har den politiske idéhistorie beskrevet de mange – folket betegnede tidligere de ikke-adelige, de ikkeprivilegerede – som en pøbel, der ikke kan undværes, men som skal styres og begrænses. Som nominelt vigtige, men reelt for farlige til, at de må tælle(s) med.

Den politiske idéhistorie er i vid udstrækning antidemokratisk og masse-fobisk. Det skyldes i ikke ringe grad, dem der skrev den: elitens mænd eller folk betalt og afhængig af dem (ikke meget nyt der). Folket som masse foragtes, udskældes, placeres på et sidespor, men dets kraft og antal tvinger det tilbage på dagsordenen igen og igen.

Den politiske tænknings historie kan med stor ret skrives som en endeløs række af forsøg på at tæmme og udnytte det store antals magt uden derfor at lade flertallet bestemme.

I Frykt og avsky i demokratiet giver den norske filosof og idéhistoriker Eirik Høyer Leivestad en forrygende og bredt belæst gennemgang af de vestlige eliters moderne masseangst de sidste 200 år. Som han skriver i indledningen: »En måde at reflektere over vores egne kriser på, er at studere, hvordan den moderne tidsalders lærde har grundet over demokratiets latente og manifeste krise.«

Det handler mindre om, hvorvidt demokratiet faktisk er i krise i dag og mere om, hvordan lærde hele vejen igennem det repræsentative demokratis tidsalder har overbevist sig selv om, at demokratiet lige præcis nu er i terminal krise. Og hvorledes de hver gang har fremmanet et mangehovedet uhyre, der er demokratiets iboende forudsætning og banemand, flertallet, massen, pøblen, gadens magt.

Hovedpersonen i denne fortælling, massen, kommer ikke selv til orde. Den er demokratiets subjekt, men denne historie handler om, hvordan den igen og igen er blevet gjort til objekt for kritik af dem, der har ment sig bedre og anderledes.

»Historien om masserne«, skriver Leivestad, »handler lige så meget om dem, der fortolker dem. Ikke mindst handler den om forholdet mellem masserne og de, som vil fortolke eller styre dem, oplyse eller kontrollere dem, smigre eller fornærme dem.«

Et andet spændende træk, som bogen overbevisende tager, er at vise, hvorledes massetænkning og offentlighed går hånd i hånd. Massekritikken er konstant, mange af dens temaer gentages i det uendelige, men den opdateres også løbende med nye udviklinger i offentligheden, nye medier, nye grupper, der kræver deres ret. Massen kommer til syne i offentligheden. Kritikken af den afspejler også ændrede offentligheder, der igen og igen kan beskrives som fordummende, nivellerende, farlige.

Den historie fortælles her fra omkring Den Franske Revolution og cirka frem til i dag. I de første fire kapitler, hvis overflod af velvalgte nedslag ikke kan nævnes her, får vi en bred og velskrevet fortælling om massetænkningens historie. Den eneste større mangel er fraværet af massen som kvinde, massen som ’indfødt’, det vil sige et større fokus på de kønsmæssige og koloniale aspekter i, hvorledes også den europæiske masse er blevet beskrevet og håndteret. Det til trods er de kapitler i sig selv en perfekt introduktion til moderne politisk idéhistorie i bredere forstand.

Der sker noget i fortællingen, når vi fra kapitel fem og fremefter kommer op i 1960’erne og frem til i dag. Den tætte kommentering på tekster, den kritiske empirisk funderede analyse, erstattes i et vist omfang af det, man lidt frækt kan kalde en frihåndstegning, en mere fritstående, teoretisk-diskuterende analyse præget af lidt mere tilfældige tekstnedslag.

Det er måske uundgåeligt i en kronologisk fortælling, der skal helt frem til i dag. Del af udviklingen i offentligheden er jo en eksplosion i medier, deltagere, udtryksformer. Det er mindre oplagt og mindre rimeligt at skrive de seneste 50-70 års historie som de lærdes, akademikernes, filosoffernes historie. Men det giver en ændring i tone og tilgang, der ikke kommenteres på, men hvis årsag kan siges at være del af fortællingen.

I de sidste tre kapitler aktualiseres fortællingen altså. På spændende vis bruges førstedelens indsigter til at belyse og diskutere to retninger i massetænkningen i dag: Populisme, der tænkes som massernes rasen, og digitalisering eller nye medier, der tænkes som enten massens kollektive intelligens eller fordummelsens generalisering. Som Leivestad meget præcist skriver, »fremstår massedynamikken i dag nærmest som dataingeniørernes værk«. Tænk ekkokamre, onlineradikalisering, clikbait, post-fakta etcetera.

Populismebegrebets vaghed, skriver Leivestad i kapitel seks, »gør det måske til en værdig arvtager for det, som før blev kaldt massen«. Den massens idéhistorie, han har skrevet frem, virker ikke forældet, netop fordi »vi kan genfinde flere af de samme motiver i aktuelle bevægelser og former for kollektiv adfærd«, herunder populisme, men man kunne også nævne ’den arabiske gade’ eller ’gadeprotester’ mere generelt som fænomener, der aktiverer den dybe massefortælling med alle dens troper, billeder, symboler og fortolkninger.

»I hvert fald er der en sammenhæng mellem genkomsten af spøgelset kaldet massen og det, vi beskriver som en oplevelse af demokratiets krise.«

I starten af kapitel et citerer han historikeren James McClelland: »Man kan næsten sige, at politisk teori blev opfundet for at vise, at demokratiet, menneskets styring af sig selv, nødvendigvis bliver et pøbelvælde«. Leivestad dokumenterer til fulde og med stor vid sandheden i den betragtning. Det bliver dog også en ret kontinentaleuropæisk historie. John Stuart Mill, der døde i 1873, er nærmest den sidste britiske for slet ikke at nævne amerikanske tænker, der behandles.

I People Without Power – The War on Populism and the Fight for Democracy giver den amerikanske kulturkritiker og journalist Thomas Frank en fortælling fra den anden side af Atlanten. Den handler også om elitens massefrygt, om hvordan ideer om frihed, demokrati og politik er blevet udviklet netop for at undgå, indhegne og besværliggøre folkets magt: Elitens produktive angst for folkets selvregeren.

Frank går tilbage til den amerikanske populismes opkomst i 1870’erne, som han ser som USA’s oprindelige og mest ægte politiske tradition. Den kortvarige populistiske bevægelse »var et glimt af, hvorledes borgere i et demokrati, født med en tro på lighed, en gang imellem kan reagere, når det konventionelle systems brutale hierarki ikke længere kan tolerere dem«.

Frank fortæller historien om populismens stadige genkomst op igennem USA’s moderne historie, når uligheder og uretfærdigheder bliver for store, og som Leivestad hvorledes eliten, den politiske, økonomiske og lærde, igen og igen har affejet massen og populismen som uvidenhed, indskrænkethed, fejltagelse.

Særlig vrede har han over for Det Demokratiske Parti, der i hans fortælling er det sande populistiske parti, hvis arv partieliten igen og igen fornægter og undertrykker. Her kunne man ønske, han var bedre til at skelne mellem partitoppen og partibasen såvel som mellem partiet og venstrefløjen generelt. Han får malet med for bred en fordømmende pensel, hvilket går afgørende ud over analysen af de seneste årtier.

Dét, han dog får vist, er, at populismen er en genuin politisk tradition, at dens hovedbudskab altid har været økonomisk lighed og reel medbestemmelse, at den ikke er de dummes revolte imod fornuften, men derimod de undertryktes revolte imod de velbjærgede, at Trump er en falsk populismes profet, og at den 150 år lange lærde udskamning af populismen mere handler om elitens massefrygt end om massen.

På den måde supplerer de to bøger på fineste vis hinanden. De handler begge om, hvordan demokratisk praksis af folket selv – det nominelle ideal – får dem, der mener sig kaldet og egnet til at regere, til at føle frygt og afsky, til at råbe krise, og til at foreslå sig selv som løsningen på den krise, de selv har fremmanet.

Eirik Høyer Leivestad: ’Frykt og avsky i demokratiet’. Vagant, 2020. 192 sider. 198 norske kroner

Thomas Frank: ’People Without Power – The War on Populism and the Fight for Democracy’. Schribe, 2020. 320 sider. 8,19 pund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her