Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Amerikanernes kamp om Shakespeare er en fortælling om landets slagsmål med sig selv

Den amerikanske forsker James Shapiro har skrevet en vidunderlig bog om, hvordan englænderen William Shakespeare er USA’s nationale dramatiker
Det var gennem Shakespeare, Lincoln lærte den mand at kende, som blev hans morder:Den anerkendte  Shakespeare-skuespiller John Wilkes Booth. Lincoln beundrede ham. Men Booth hadede præsidenten.

Det var gennem Shakespeare, Lincoln lærte den mand at kende, som blev hans morder:Den anerkendte  Shakespeare-skuespiller John Wilkes Booth. Lincoln beundrede ham. Men Booth hadede præsidenten.

Historia/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Kultur
15. januar 2021

Abraham Lincoln, USA’s præsident under borgerkrigen, der leverede nogle af de smukkeste linjer om englene i det amerikanske fællesskab og holdt nogle af de største taler om, hvordan nationen skulle regeres af folket for folket, sagde selv som voksen, at han alt i alt kun havde gået i skole i et halvt år.

Der var i hans barndom ikke tid til mere end nogle ugers skolegang om vinteren, fordi der var brug for hans arbejdskraft på familiens landbrug i Indiana. Fra morgen til aften næsten hele året.

Men han læste ifølge sin stedmor alle de bøger, han kunne få fat i, og særligt én bog i hans barndomshjem læste han så intenst, at han kunne lange passager udenad.

Det var en populærudgave af William Shakespeares skuespil i udvalg.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Scenen med Booth gengives ikke in extenso i vor tids Shakespeare, Stephen Sondheims, og John Weidmans 'Assassins', der skildrer de strømninger i USA, der med mellemrum fører til attentater på præsidenter; man hører 'Sic semper tyrannis' og så følger et sceneskift til den lade, hvor Booth og hans medskyldige søgte tilflugt. En folkesanger begynder på 'Balladen om Booth'.
'Assassins' var en forestilling, der igennem tiden mødte en vis modstand, når den skulle sættes professionelt op: den oprindelige verdenspremiere off-Broadway faldt sammen med 1. Golfkrig, og da den endelig med 10 års forsinkelse skulle op på et stort teater, indtraf 9/11. Først i 2004 fandt man, at kysten var klar, og så blev det bare en beskeden succes.
I 2017 blev den derfor spillet semikoncertant i et forum for musicals, der fortjente en bedre skæbne - og nu skete der, netop omkring Booth-scenen, noget overraskende: folk jublede og hujede over Folkesangerens første vers med ordene: 'Someone tell the story /Someone sing the song / Every now and then the country goes a little wrong /Every now and then a madman's bound to come along /Doesn't stop the story - story's pretty strong / Doesn't change the song.'

Anders Reinholdt, Hanne Utoft, John Scheibelein og Lisbeth Glud anbefalede denne kommentar
Gitte Loeyche

Fremragende artikel! - Tak Rune

Jens Ole Mortensen

Interessant , men var det ikke demokraterne som gik ind for slaveri og republikanere som var imod ? Denne kovending må da, næsten, sige mere om den menneskelige natur. End selv Shakespeare teaterstykker.

"Julius Cæsar var i stykket klædt som Donald Trump med et langt rødt slips. Tanken var, at publikum skulle identificere sig med Brutus, der slog lederen ihjel, og på den måde blive bevidst om, hvor farligt det had til Donald Trump, der bredte sig blandt de liberale i storbyerne, kunne blive. De skulle opleve den umiddelbare forløsning ved det udemokratiske forsøg på at forsvare demokratiet og efterfølgende blive tvunget til at reflektere over, hvordan de selv ville kultivere deres foragt for Trump, så den ikke endte med længsler efter vold. Han havde placeret skuespillere blandt tilskuere, som protesterede mod henrettelsen og flyttede dramaet fra scenen ned til publikum. Men stykket endte som en skandale i højrefløjspressen, der skrev om henrettelsen af »Trump« i Central Park og et youtubeklip af den scene, cirkulerede og skabte opstandelse blandt Trumps tilhængere. Og de sidste opsætninger blev ifølge Shapiro gennemført under politibeskyttelse.

På en paradoksal måde blev kampen om USA således endnu en gang reflekteret gennem Shakespeare, og stykket blev endnu en episode i det amerikanske slagsmål med sig selv."

De amerikanske magters slagsmål med sig selv - mens de afmægtige og besiddelsesløse (op mod halvdelen af befolkningen) må affinde sig med udkommet. På samme måde som man kan anskue det romerske senat som en elitær, narcissistisk og på adskillige måder hensynsløs, magtmisbrugende og korrupt part i magtstriden med Cæsar og dennes narcissistiske, magtfuldkomne initiativer, kan man anskue det politiske etablissement i Washington som en korrupt, narcissistisk, magtmisbrugende, hensynsløs og kriminel part i striden med Trump et al.s ideologisk forstyrrede, narcissistiske, magtmisbrugende, kriminelle og hensynsløse politiske virke.

Den romerske befolkning havde i bedste fald marginal indflydelse på magtkampene; den blev ikke hørt eller inddraget - men derimod udsat for propaganda og tilskuerdemokratiske vilkår fra begge parter ... nogenlunde som det er tilfældet for den brede amerikanske (vælger)befolkning idag. Intriger og drama; brød og skuespil for folket. Historien gentager formentligt sjældent sig selv, men den reproduceres ofte symbolsk og dynamisk - hvorfor det kan være væsentligt at huske på, hvad der skete for det romerske civilsamfund efter Cæsars død.