Personerne i Steve McQueens film kæmper for overlevelse – både i helt bogstavelig og mere overført forstand. Det er marginaliserede mennesker, som undertrykkes af det omgivende, intolerante samfund, og for hvem hverdagen er en konstant kamp for at holde fast i deres identitet og kultur. Det er et tema, som den britiske filmskaber og kunstner borer sig dybt ned i i stort set alle sine film fra spillefilmdebuten Hunger (2008), der handler om sultestrejkende IRA-folk, over den oscarvindende slavefortælling 12 Years a Slave (2013) til hans nyeste, mest ambitiøse og aldeles fremragende projekt, antologifilmserien Small Axe.
Small Axe – der er lavet for BBC og fra i dag kan ses på DR TV – består af fem film af i alt cirka syv timers varighed og er på mange måder en unik størrelse, som giver McQueen mulighed for at fortælle om mange facetter af et miljø og et samfund. På den ene side minder det om den slags politiske og samfundskritiske tv-film, som McQueens landsmænd Ken Loach, Mike Leigh og Stephen Frears lavede op gennem 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne. På den anden side er de fem film, Magrove, Lovers Rock, Red, White and Blue, Alex Wheatle og Education, i høj grad McQueens egne og umiddelbart mere filmiske end kollegernes.
Steve McQueen er sort, og alle fem film handler om at være sort og af vestindisk afstamning i England, nærmere bestemt London, fra slutningen af 1960’erne og frem til begyndelsen af 1980’erne. Den 51-årige instruktør, hvis forældre ligeledes er fra Vestindien, er vred og oprørt og engageret på sine hovedpersoners vegne, og det er umuligt ikke at blive påvirket af de stærke følelser, der er på spil i de fem film. Han har selv skrevet manuskripterne i samarbejde med Alastair Siddons og forfatteren Courttia Newland, der har jamaicansk baggrund, og den overordnede titel, Small Axe, er taget fra et ordsprog: »Hvis du er det store træ, er vi den lille økse,« som reggaekongen Bob Marley bruger i en af sine sange, »Small Axe«. Det hentyder selvfølgelig til et folkeligt oprør af den slags, som kommer nedefra i et samfund.
Ikke blot tilskuer
Den første og længste film, Mangrove, er baseret på virkelige hændelser og personer og begynder i 1969 i Notting Hill-kvarteret i London. Den handler om en lokal restaurant, Mangrove, der serverer vestindisk mad, og som bliver et kulturelt centrum og omdrejningspunktet i noget, der ligner en krig mellem den sorte lokalbefolkning, mange af dem indvandrere fra Vestindien, og så myndighederne.
Mangrove ejes af Frank Chrichlow (Saun Parkes), der er fast besluttet på at holde sin sti ren og ikke få problemer med politiet. De lokale gadebetjente med den voldsomt racistiske Frank Pulley (Sam Spruell) i spidsen vil det dog anderledes, og de gør, hvad de kan for at chikanere Frank, hans kunder og hele det øvrige kvarter med ubegrundede razziaer og ransagninger, tilfældige arrestationer og brutal vold.
Ansporet af Altheia Jones-LeCointe (Letitia Wright), en af lederne af British Black Panthers, og forfatteren og aktivisten Darcus Howe (Malachi Kirby) arrangerer Frank en demonstration, der ender i et voldsomt sammenstød med politiet og en langvarig retssag, hvor han og de øvrige tiltalte, de såkaldte Mangrove Nine, ikke blot må forsvare sig mod de urimelige anklager, men også myndighedernes fordomme og systemets indbyggede, strukturelle racisme.
I filmen ’Mangrove’, der er baseret på virkelige hændelser, ender det i optøjer og sammenstød med politiet og en retssag mod de såkaldte Mangrove Nine.
Man lærer mange personer at kende i Mangrove, men det er især Frank, der er i fokus, og det er umuligt ikke at blive ramt af den samme vrede, fortvivlelse og afmagt, som griber ham, hver gang hans restaurant ransages og smadres, og han efterfølgende møder et system, der ikke kan eller vil hjælpe ham. Retssagen forvandler filmen til et retssalsdrama af de mere spændende – og absurde, idet dommeren i dén grad er en del af det hvide etablissement. Steve McQueen har evnen til at bore sig ind i hovedet på de mennesker, han skildrer, hvorfor man føler sig mere som deltager i end som blot tilskuer til deres historier. Det gør han ikke mindst i samarbejde med sin fotograf på alle fem Small Axe-film, Shabier Kirchners undersøgende og nærgående kamera.
Sanselighed og tekstur
Der er også en stor sanselighed og kropslighed i Steve McQueens film, en sjælden tekstur og taktilitet i hans billeder og måden at filme bevægelse og mennesker i forhold til hinanden på. Det får man virkelig lov til at nyde i den anden film, Lovers Rock, der har titel efter en romantisk afart af reggaemusikken. Mica Levi har komponeret musik til Small Axe-filmene, men lydsporet er i høj grad også fyldt med tidens og miljøets toner – fra Bob Marley og Junior English til The Investigators og The Revolutionaries.
Den gyngende, vuggende musik er med til at give personerne i filmene deres identitet, det samme er deres tøj – store joints – og den helt særlige vestindiske, næsten syngende dialekt, som der tales med, og som man som hvid midtjyde skal spidse ørerne for at følge med i og forstå. Man kan godt tale anderledes derhjemme, hos forældrene eller i skolen, fordi man er født og opvokset i England. Men i det øjeblik, man er sammen med vennerne eller går til koncert eller fest som i Lovers Rock, ja, så taler man ligesom alle de andre. Det er et spørgsmål om fællesskab og om at høre til, men også om stolthed over, hvem man er, og hvor man kommer fra.
Amarah-Jae St. Aubyn spiller Martha i filmen ’Lovers Rock’, der går tæt på fællesskabet i det vestindiske miljø i London.
Filmen foregår i 1980 til en husfest, hvor to unge mennesker, Martha (Amarah-Jae St. Aubyn) og Franklyn (Micheal Ward), mødes og forelsker sig. Festen er en næsten ritualistisk oplevelse, hvor DJ’erne taler hen over musikken og gejler dansegulvet op, så det bliver en form for ekstatisk stammedans, en eksorcisme eller katarsis, hvor frustrationer, vrede, sorg, glæde og kærlighed er dansens potente brændstof, ikke mindst for de macho unge alfahanner, som sætter sit umiskendelige præg på miljøet.
Kollektivt ansvar
Fordi det vestindiske miljø har så stærk en identitet, og fordi man i nogen grad definerer sig i opposition til det øvrige britiske samfund, ser man heller ikke med venlige øjne på de mennesker, som forsøger at bygge bro. Det må retsmedicineren Leroy Logan (John Boyega) sande, da han i den tredje film, Red, White and Blue – som også er baseret på virkelige begivenheder og mennesker – beslutter sig for at blive politimand. Han er en af kun få sorte betjente i politistyrken, og selv om han er dygtig og bliver frontfigur i en hvervekampagne, der skal få flere farvede mennesker ind i politiet, møder han masser af modstand.
Leroy Logan (John Boyega) bliver fanget i en loyalitetskonflikt, da han skifter jobbet som retsmediciner ud med et som betjent i ’Red, White and Blue’
Det gælder både racistiske kolleger, der ikke bakker Leroy op, når han er ude på opgave, og hans egen far, Ken (Steve Toussaint), som er en meget stolt mand med et mildest talt voldsomt temperament og problematisk forhold til politiet. Indimellem tvivler Leroy Logan selv på nytten af sit forehavende – og de reelle muligheder for at bygge bro og skabe tillid mellem det hvide samfund og det sorte miljø – men han holder fast og kæmper for sagen. Det handler nemlig ikke kun om ham, men i høj grad også om alle de andre sorte briter, som ikke føler, at de er ligeværdige medlemmer af samfundet, de lever i.
Og det er endnu en rød tråd gennem Small Axe-filmene: Ansvaret over for lokalmiljøet, for sin familie og sine venner og for fremtiden i skikkelse af ens egne og andres børn. Mangrove er for eksempel ikke kun en restaurant, men kvarterets bankende hjerte, som giver de lokale et sted at være og mindes deres baggrund. Og på den måde tilhører restauranten ikke længere kun Frank Chrichlow, men alle de mennesker, der spiser der og danser med i gaderne, når der er noget at fejre.
Værdien af uddannelse
De to sidste film i antologien, Alex Wheatle og Education, tager blandt meget andet også livtag med dette individuelle og kollektive ansvar. Alex Wheatle handler om titelpersonens (i filmen spillet af Sheyi Cole) vej fra ensom, vred og ulykkelig dreng og ung mand til respekteret forfatter og foredragsholder – også han er en virkelig person.
Alex har haft en ikke særlig rar opvækst på et børnehjem langt fra London, men da han omkring 1980 som ung mand sendes til hovedstaden og bydelen Brixton, forvandles han fra naiv landmus til cool storbykat, der hustler sig igennem tilværelsen, mens han drømmer om at blive noget ved den musik, han elsker så højt og bruger alle sine få penge på at købe. Men efter uroligheder i Brixton ryger han i spjældet, hvor han lærer rastafarien Simeon (Robbie Gee) at kende.
Simeon tror på værdien af uddannelse og af at læse bøger og derigennem få en indsigt i alt det, der har formet ens vej gennem livet. Det får stor betydning for den rodløse Alex, som aldrig har kendt sine forældre, og som mangler nogen eller noget at gribe fat i.
Svigtede børn
På samme måde får det stor betydning for drengen Kingsley Smith (Kenyah Sandy), at nogen interesserer sig for hans uddannelse – eller mangel på samme – i Education. Kingsley er en begavet dreng, der gerne vil være astronaut, men han har problemer med at læse, og ingen tager sig af det. Hverken i skolen, hvor især eleverne med vestindisk baggrund svigtes, eller derhjemme, hvor hans forældre, ikke mindst hans mor, Agnes (Sharlene Whyte), arbejder hele tiden og intet overskud har, når de er hjemme.
’Education’ handler om drengen Kingsley (Kenyah Sandy), der må overvinde megen modstand og mistillid, før han finder den rette plads og den rette lærer i det britiske uddannelsessystem.
Da han en dag laver ballade i sin skole, bliver Kingsley smidt ud og i stedet sendt til en såkaldt ’speciel’ skole. Det viser sig dog at være et frygteligt sted, hvor man parkerer de elever, mange af dem børn af indvandrere, der har brug for hjælp, men ikke får det, og som efterfølgende ikke har de store muligheder for at komme tilbage til en normal skole – eller i det hele taget få en ordentlig uddannelse.
Heldigvis findes der en organisation, som gerne vil hjælpe, og som tager kontakt til Kingsleys mor. Til at begynde med lytter hun kun meget modvilligt, men det går op for hende, at Kingsley egentlig ikke er en ballademager, men en kvik og livlig dreng, som har brug for støtte og ordentlig undervisning.
Et bedre menneske
Og således slutter Small Axe på en håbefuld tone. Ikke at der ikke er håb i de andre film også, men de sidste scener i Education, hvor Kingsley endelig har fundet en lærer, der kan og vil hjælpe ham, og både hans utålmodige forældre og storesøster er begyndt at forstå ham, er sjældent bevægende og opbyggelige. Børnene er fremtiden, og de skal have en ordentlig uddannelse for at kunne bevæge sig ud og op i verden, lyder det fra den organisation, som hjælper Kingsley og andre som ham, især i et miljø, hvor nogle forældre og bedsteforældre aldrig selv har lært at læse eller skrive.
Der er produceret masser af film om den racisme, strukturel og personlig, og de modbydeligheder, hvide mennesker har udsat USA’s sorte befolkning for – Steve McQueen har selv instrueret en af dem, 12 Years a Slave. Der findes meget færre skildringer af, hvordan det er at være sort i Storbritannien – og hvordan det har været gennem de seneste 40-50 år. Det har McQueen nu i dén grad rettet op på med de fem film, der udgør Small Axe, og som sætter yderligere en streg under, hvor markant og begavet en billedmager han er.
Det er fem dramatiske, smukke, oprørende, håbefulde, vrede, sanselige, poetiske, musikalske, velskrevne, velspillede og passionerede film, og tilsammen er de noget af en bedrift – en kulturel og kunstnerisk kraftudladning og en milepæl i britisk film- og tv-historie. Jeg er blevet klogere af at se de fem film – kan det ligefrem tænkes, at jeg også er blevet et bedre menneske af det? – fordi de giver mig et indblik i, hvordan det var engang, men også en bedre forståelse af, hvorfor det i nogen grad stadig er sådan i dag.
’Small Axe: Mangrove, Lovers Rock, Red, White and Blue, Alex Wheatle, Education’ – Instruktion: Steve McQueen. Manuskript: Steve McQueen, Alastair Siddons og Courttia Newland. Fotografi: Shabier Kirchner. Kan ses på DR TV. Bliver siden sendt på DR2
