Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Det var begrænset, hvad Aalborg Teater kunne tilbyde de 13.000, der livestreamede ’Tine’

Det kræver sin sag for et teater at sadle om og præsentere en forestilling digitalt. Aalborg Teater bør roses for forsøget, som trak over 13.000 skærmpublikummer til på en enkelt aften, men resultatet var tydeligvis ikke fra start skabt til det digitale medie
Indledningsvis ser det spændende ud i den streamede udgave af Aalborg Teaters opsætning af ’Tine’: Midt på scenen står tolv stole, hvor hvidklædte skuespillere en efter en træder ind og sætter sig. Visningen skifter mellem tre kameravinkler. Midtfor, højre og venstre. Som sad vi i salen og så med. Men teatret fik ikke i forestillingen som helhed udnyttet det digitale medies muligheder.

Indledningsvis ser det spændende ud i den streamede udgave af Aalborg Teaters opsætning af ’Tine’: Midt på scenen står tolv stole, hvor hvidklædte skuespillere en efter en træder ind og sætter sig. Visningen skifter mellem tre kameravinkler. Midtfor, højre og venstre. Som sad vi i salen og så med. Men teatret fik ikke i forestillingen som helhed udnyttet det digitale medies muligheder.

Emilia Therese

Kultur
26. januar 2021

Nedlukning, uvished og udskudte eller helt aflyste premierer er lige nu hverdag for de danske teatre. De kunstneriske hold knokler løs med at få iscenesættelser klar til premieredatoer, som med største sandsynlighed ikke kan afvikles. Det har den nordjyske landsdelsscene Aalborg Teater taget konsekvensen af, og lørdag aften havde hele Danmark mulighed for at se med, da teatret livestreamede deres premiere på Runar Hodnes iscenesættelse af Herman Bangs Tine. En livestreaming, der også blev indvielsen af AAT Stream – Aalborg Teaters nye, digitale scene.

Herman Bangs Tine er et interessant værk, som beskriver tiden på Als i 1864 før og efter det afgørende slag ved Dybbøl. Den unge hushjælp Tine, der forelsker sig i skovrider Berg, og som fejltolker skovridderens søgen efter trøst midt i krigens rædsler, lider en tragisk skæbne. Men hvor Bangs roman især er kendt for sine detaljerede, næsten filmiske beskrivelser af såvel omgivelser som følelser, griber Hodnes iscenesættelse historien noget anderledes an.

Instruktør Runar Hodne, der også selv har stået for dramatiseringen sammen med Cecilia Ølveczky, har valgt en meget enkel spillestil, hvor skuespillerne mere fortæller end spiller historien. Ulrik Gads næsten nøgne scenografi uden andre rekvisitter end stole og gulvspande med brunligt, snavset vand bidrager sammen med Maria Gyllenhoffs hvide kostumer til det enkle indtryk.

De seneste år har det næsten været mere reglen end undtagelsen, at instruktøren lader skuespillerne tale om deres rolle i tredje person i sætninger, der minder om regibemærkninger. Fx når Marcus Gad Johansen som bispen træder frem netop som krigen erklæres og siger: »Biskoppen følte sine øjne svie,« eller når Line Nørholt i titelrollen Tine står forrest på scenen med armene om sig selv og erklærer: »Hun kunne ikke sove.«

Selv om denne telling fremfor showing sommetider har en spændende effekt, har det også tendens til at skabe en vis distance mellem fortælling og skuespillere. Og når man ser iscenesættelsen på en skærm, skabes der blot yderligere distance. Ensemblet i Tine er både velspillende og velsyngende, men jeg fik alligevel en følelse af at se en genfortælling af en roman frem for en egentlig dramatisering.

Savnet af nærvær og vibrationer i kroppen

Indledningsvis ser det ellers spændende ud. Midt på scenen står tolv stole, hvor hvidklædte skuespillere en efter en træder ind og sætter sig. Visningen skifter mellem tre kameravinkler. Midtfor, højre og venstre. Som sad vi i salen og så med. Men når nu det er en filmet premiere, kunne teatret have valgt at udnytte de særlige muligheder, som mediet byder på. Flere vinkelskift eller måske nærbilleder, så følelserne bedre kunne fornemmes. Dette har man ikke valgt, og Tine er jo også primært skabt til at spille foran publikum i en teatersal.

Der er markant forskel på de digitale teatertilbud, som er skabt til formålet og de, som er optagelser af traditionelle forestillinger. De førstnævnte, som for eksempel tæller Teater V’s digitale platform Future V, hvor forestillingerne er skrevet direkte til mediet, formår at skabe en helt anden grad af nærvær og interaktion.

Ensemblet i Tine er både velspillende og velsyngende, men anmelder Trine Wøldiche fik alligevel en følelse af at se en genfortælling af en roman frem for en egentlig dramatisering – en følelse, der blev forstærket af stream.formatet.

Ensemblet i Tine er både velspillende og velsyngende, men anmelder Trine Wøldiche fik alligevel en følelse af at se en genfortælling af en roman frem for en egentlig dramatisering – en følelse, der blev forstærket af stream.formatet.

Emilia Therese

Når så mange mennesker ser med på samme livestream, er det næsten uundgåeligt, at det indimellem påvirker lyd eller billede. Jeg havde klart billede hele vejen, men desværre en del kortvarige udfald af lyden, der i det hele taget var præget af en del statisk støj, som gjorde det svært at høre ordene. Især Maria Henriksens Tinka var stort set umulig at forstå, når hendes norske blev hakket i stykker.

For ikke at tale om en uheldig hændelse halvanden time inde i forestillingen, hvor en mandsstemme – netop som Line Nørholts Tine står i sit livs dybeste krise – siger »Ja, for fanden, der er flere end 7.000« – en henvisning til antallet af seere på det pågældende tidspunkt. Denne begejstrede mand burde have vidst, at han stod et sted, hvor mikrofonerne ville fange hans udråb og forstyrre forestillingen.

Desuden var det især i scenerne med den til forestillingen nykomponerede musik skabt af Lydmor (Jenny Rossander), at manglen på nærvær mærkedes. Lydmors elektroniske musikunivers har den fantastiske virkning, at den kan mærkes rent fysisk, når man hører den live. Det stod knivskarpt i Runar Hodnes egen iscenesættelse af Orestien på Aarhus Teater (2019), hvor Lydmor optrådte på scenen. Her blev musikken en fuldstændig fysisk – næsten håndgribelig – del af forestillingen, der kunne mærkes i hele kroppen som en vibrerende puls.

Og åh, hvor ville jeg gerne have siddet i salen ved Store Scene denne lørdag aften. Have mærket vibrationerne fra musikken og følt sansebombardementet fra Ulrik Gads pulserende stroboskoplysshow, mens skuespillerne kastede sig omkring på scenen. For selv om det rent visuelt tager sig spændende ud på en skærm, så kan de to oplevelser på ingen måde sammenlignes.

En nyligt offentliggjort undersøgelse fra Applaus viser, at en tredjedel af danskerne svarer, at kulturen har fået større betydning under COVID-19. Og det ser ud til at stemme overens med virkeligheden. For ved forestillingens start kl. 19 lørdag aften, var der – ifølge det lille tal, der flankerer det røde LIVE-logo i skærmens øverste venstre hjørne – intet mindre end 13.100 seere.

Og selv om dette tal i løbet af de knap to timer, forestillingen varer, næsten blev halveret til 6.800, så er det stadig et flot resultat. Selv med det laveste tal, svarer det til næsten 15 udsolgte forestillinger på Aalborg Teaters Store Scene, hvor der – uden coronarestriktioner – er plads til 460 publikummer.

Men uagtet hvor teaterhungrende man er, kan en gengivelse af en teaterforestilling på en skærm på ingen måde sammenlignes med den ægte vare. Den levende kunst, der udspiller sig foran én i salen her og nu. Så jeg håber, at Tine kommer til at spille live i salen, og at jeg også får mulighed for at opleve den der.

’Tine’ på AAT Stream. Romanforlæg: Herman Bang. Dramatisering: Runar Hodne og Cecilia Ølveczky. Instruktør: Runar Hodne. Scenografi og lys: Ulrik Gad. Lyd: Aske Bergenhammer Hoeg. Komponist: Lydmor. Med: Line Nørholt, Thomas Kristian Bek, Annika Johannessen, Jørgen W. Larsen, Bolette Nørregaard Bang, Maria Henriksen, Østen Borre Simonsen, Marie Knudsen Fogh, Steffen Berenthz Eriksen, Marcus Gad Johansen, Ferdinand Falsen Hiis og Lars Topp Thomsen. Oplevet som livestream 23. januar. Spiller efter planen på Aalborg Teater fra genåbning og frem til 27. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jeg så den og giver Trine fuldstændig ret, det var nogle gange svært at holde koncentrationen ( især med lydudfald og frossen skærm indimellem), men det opvejedes til slut med Tines og fru Bøllings gribende spil. Tak for oplevelsen

Poul Erik Pedersen

Jeg er også enig i analysen af forestillingen - det var svært at holde koncentrationen to timer i træk.
Når det så er sagt, så er det også rigtigt at fremhæve at forestillingen arbejdede sig op imod et gribende klimaks i afslutningen. Jeg tænkte efterfølgende på at forestillingen klart fik demonstreret det traume og den rædsel, det må være at opleve og være indblandet i krigens gru. Et aspekt der jo ikke så ofte bliver taget med, når historien om krigene 1848 - 1850 og 1864 formidles. Alene det gjorde at det faktisk blev en meget stærk teateroplevelse, kritikken til trods.
I forlængelse af dette, så ligger der så vidt jeg kan se det både et politisk udsagn fra Bangs side og sådan set også et fra Aalborg Teaters side. Nemlig: i den historiske sammenhæng at krigen i 1864 var et traume på, mindst, to planer. Dels for de der faktisk blev berørt af krigen og dels for Danmark som helhed, i kraft af de individuelle omkostninger krigen havde. Det er jo et andet blik, end det vi får præsenteret i formidlingen af det historiske begivenhedsforløb. Det må så også have været en chokerende oplevelse, på den tid da romanen udkom (-uden at jeg dog har belæg for denne tanke).
I tillæg vil jeg så også mene at der ligger et politisk udsagn af aktuel karakter: nemlig at det er vigtigt at være sig bevidst om, at krig og krigsførelse har ufattelige menneskelige omkostninger. Det er også gældende for de aktioner, vore politikere har engageret dansk militær i de senere mange år.
Så - på mange måder var det vel teater til tiden og i tiden. Undertegnede kunne i alt fald ikke undgå at blive berørt, derfor: tak for oplevelsen.
mvh. poul.

Steffen Gliese

Jeg tror nu også, at det er en vane at se teater på skærmen - en vane, vi voksede op med i gamle dage, men som forsvandt, da DR i stedet begyndte at lægge filmiske kriterier til grund for sin drama-produktion. Det betød også, at man i meget højere grad leverede originale, nyskrevne værker i stedet for at være en bro til den eksisterende dramatik - ligesom man, som teatret nu i stor stil, og som fremhævet af Trine om 'Tine', kastede sig over skønlitteraturen som forlæg fremfor den originale dramatiske litteratur.
Det kan ikke undgå at hæmme forståelsen for tidens scenekunst, at man holder sig fra det, teatret gør bedst: ophæver realismen og sætter et forstørrelsesglas for tilskuerens øjne.

Ejvind Larsen, Charlotte Obel og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Steffen Gliese: jeg har senere overvejet noget af det samme. Diskussionen her har jo, for så vidt, en del år på bagen. Jeg husker i alt fald at det blev diskuteret, om det var en god ide at DR transmitterede direkte fra Det Kongelige Teater (da man gjorde det). Så vidt jeg husker det, var teaterfolkene ikke helt så begejstrede - vist bla. fordi en transmission kræver andre lysforhold end en almindelig teaterforestilling gør det. En løsning der, i nogle tilfælde blev valgt, var i stedet at overføre en forestilling fra en teaterudgave til en studieoptagelse. Det mener jeg man gjorde med et af Tjekhovs stykker (Tre Søstre - vist), som ligger på DRs hjemmeside.
Man kan så, som passioneret teatermenneske, ærgre sig lidt over, at DR ikke prioriterer denne type af dramatik - dels fordi der jo faktisk var tale om dramatik af høj kvalitet og dels fordi det gav mulighed for at tidens forfattere kunne nå ud til et større publikum og skabe vedkommende teater. Man kunne da håbe at DR ville genoverveje politikken på området, den aktuelle situation med lukkede teatre taget i betragtning!
mvh. poul.

Christian de Thurah

Steffen Gliese og Poul Erik Pedersen
Anbefal-funktionen er desværre stået af lige nu, men jeg er meget enig. DR’s TV-Teatret var ikke det samme som levende teater, men en rigtig god erstatning, der gav mange mennesker mulighed for at stifte bekendtskab med god dramatik, de nok ellers aldrig havde fået at se. Det var en skam, at man opgav det, men der var stor modstand mod det, ikke mindst fra Det Kgl.Teater. Jeg er ikke overbevist om, at modstanden alene var kunstnerisk begrundet.