Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Bog om de danske filmværksteder er fuld af interessante historier om ambitiøse drømmere

Jubilæumsbog om filmværkstederne i Danmark opruller historien om, hvordan det blev lettere at lave frie film for vordende instruktører som for eksempel Thomas Vinterberg, hvis karriere begyndte ved en pølsevogn. Kristen Bjørnkjær, der selv var en del af Filmværkstedet i København, har læst bogen
Fra filmen ’Danmark’, 2017, instrueret af Kasper Rune Larsen. En af de film, der bliver omtalt i ny bog om filmværkstederne i Danmark.

Fra filmen ’Danmark’, 2017, instrueret af Kasper Rune Larsen. En af de film, der bliver omtalt i ny bog om filmværkstederne i Danmark.

Fra filmen.

Kultur
11. januar 2021

Hvis man vil skrive en bog, kan man i princippet klare sig med kuglepen og papir, men ville man lave film, skulle der dyrere grej til, dengang for 50 år siden, da det første filmværksted, Workshoppen, blev åbnet i København, og hvem havde råd til det, hvis man blot var håbefuld? Vejen til kunstneriske og alternative film var tung og stenet.

Det blev der lavet om på.

En ung Jørgen Leth var ude med en sønderlemmende kritik af danske films elendighed, fordi de altid skulle kunne »betale sig«. Det skulle være lige så let at lave film som at sende et flyveblad ud.

»Alle skulle kunne lave film,« forklarer filmfotografen og instruktøren Ole John i den bog, Friheden til at lave hva’ fuck man vil, der netop er udsendt i anledning af jubilæet, og hvor instruktør og forfatter Sebastian Cordes interviewer en masse filmfolk, der har benyttet sig af værkstederne, som i dag kan nævnes i flertal, fordi ideen bredte sig til provinsbyerne.

Nogle oprørske unge besatte Den Danske Filmskole. De mente, at andre burde kunne låne filmudstyret, når eleverne ikke selv brugte det. De blev lukke ind af eleven Christian Braad-Thomsen, der havde en nøgle. Det blev så også nøglen til noget mere.

Fra filmen Slumstormerne, instrueret af Christian Braad Thomsen, 1971.

Fra filmen Slumstormerne, instrueret af Christian Braad Thomsen, 1971.

Fuglefilm

Statens Filmfond og Danmarks Radio var positivt stemt og skød penge i et sted, hvor talenter fra vækstlaget kunne prøve sig af, og så dyrt var det jo heller ikke, eftersom ingen af brugerne fik løn. De kunne låne udstyr, få adgang til klippebord, råfilm samt vejledning.

Alle skulle kunne lave film, ja, tak. I den meget billedrige bog kan man se en kortfattet ansøgning fra en Mogens Sørensen i Ullerslev: »Jeg vil gerne låne et kamrea til at filme nogle fugle med, hvis det er muligt.«

Ordlyden viser dilemmaet.

Værkstedet havde ikke kapacitet til alle, så der skulle laves regler og udvælgelsesprocedure. Det blev til, at et arbejdsudvalg af tidligere brugere, endelig ikke staten, skulle bestemme, hvem der fremover skulle have støtte.

Naturfilm? Ikke lige de blev prioriteret. Det gjorde politiserende film og film fra miljøer og intimsfærer, der ellers ikke blev dyrket. Der skulle være plads til æstetiske forsøg og til at begå fejl, for dem lærer man af. Kort- og dokumentarfilm handlede det mest om.

En nydelig rocker

Selv kom jeg hovedkulds ind i Workshoppen. Paul Hammerich, der var bestyrelsesformand i Det Danske Filminstitut, ringede og spurgte, om jeg ville være vikarierende leder, da Ole John havde bedt om orlov i et år. Han, der var filmfotograf og en af de første ledere, havde med sin lydhørhed skabt en god atmosfære. Det var nemt at tage over.

Workshoppen lå i en gade på Vesterbro, hvor prostituerede gerne ordnede deres forretninger med bilende kunder. En af dem, der var i gang med en film, var en rocker fra banden Vilde Engle, en pæn og nydelig mand. Der var en del hardcore-venstreorienterede, det var kunstnere jo som regel. De opførte sig også nydeligt og kastede ikke med molotovcocktails i værkstedet. Men de gik til stregen og nogle gange over, hvorfor der viste sig politisk modstand, når de formastelige kom i medierne. Især var Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti på krigsstien.

Jeg blev kaldt til møde med Folketingets kulturudvalg og argumenterede med, at flere af vores film havde været i fjernsynet, som om det var et succeskriterium.

Almindelige mennesker lave film? Det kom sjældent til at ske, eller også blev de almindelige ualmindelige i samme øjeblik, de lavede film.

Fra filmen Haiti. ’Uden titel’, 1996, instrueret af Jørgen Leth.

Fra filmen Haiti. ’Uden titel’, 1996, instrueret af Jørgen Leth.

Oscar-nominering

Friheden til at lave hva’ fuck man vil er en grundig interviewbog især for filmnørder, for der er næppe mange i den brede befolkning, der kender til filmværkstederne. Til gengæld har de hørt om mange af de senere anerkendte navne, der har haft glæde af dem og gjort deres første erfaringer her.

Thomas Vinterberg fortæller, at han ved en pølsevogn i Kødbyen hakkede med en ven om, hvem af dem, der skulle være fotograf, og hvem, der skulle være instruktør. De ville lave en biograffilm, men måtte lade sig nøje med en kortfilm. Pernille Fischer Christensen, Ole Bornedal og Jørgen Leth var inde over plus Per Kirkeby, Kirsten Justesen, Jytte Rex, Michael Kvium, Christian Lemmerz fra billedkunsten, som er i tæt familie med filmkunsten. Andre fandt ud af, at de skulle lave noget helt andet.

Enkelte af filmene er nået ud over rampen til Robert- og Cannes-priser og Oscar-nominering.

Goebbles

Sebastian Cordes’ bog er fuld af interessante historier om de ambitiøse drømmere, men også om fnidder og konflikter, som nødvendigvis måtte opstå, hvor der er kunstnere og politikere.

Tegnefilmmanden Jannik Hastrup mener, at Walt Disney gjorde for USA, hvad Goebbles gjorde for Tyskland. Ifølge instruktøren Morten Hartz Kaplers sammenlignede Pia Kjærsgaard til gengæld ham med Goebbles.

Den tekniske udvikling fra film til video og digitale muligheder afspejles i bogen. Der er kommet billigere måder at lave film på. Vejen er ikke længere så tung og stenet, og vægten ligger i dag mest på talentudvikling. Filmværksteder som de danske findes i øvrigt ikke i andre lande.

Sebastian Cordes: ’Friheden til at lave hva’ fuck man vil – øjeblikke i filmværkstedernes historie 1970-2020’. Filmværkstedet. 190 sider. 150 kr. Kan købes i Cinematkets boghandel. www.cinemateket.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her