Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

’Cancel culture’-fænomenet under voldsom beskydning i ny bog af Alan Dershowitz

Harvardprofessor Alan Dershowitz har skrevet en grundig, interessant og problematisk analyse af det fænomen, at man trækker støtten til personer, der i nutidens øjne repræsenterer en forkert kultur
Der er ingen tvivl om, at Alan Dershowitz sætter en ære i at forsvare kontroversielle personer. Her er han på vej ind i USA’s Senat for at forsvare Donald Trump i den første rigsretssag mod ham.

Der er ingen tvivl om, at Alan Dershowitz sætter en ære i at forsvare kontroversielle personer. Her er han på vej ind i USA’s Senat for at forsvare Donald Trump i den første rigsretssag mod ham.

J. Scott Applewhite

Kultur
22. januar 2021

Den kontroversielle 82-årige Harvard Law School-professor emeritus Alan Dershowitz har skrevet endnu en politisk-juridisk bog. Denne gang er det ’cancel culture’-fænomenet, han underkaster en grundig analyse.

Cancel culture betegner kort fortalt det fænomen, at man trækker støtten til personer, der i nutidens øjne repræsenterer en forkert kultur. De ’af-inviteres’ fra offentlige arrangementer, deres bøger trækkes tilbage fra forlag, deres koncerter aflyses, de bliver fyret og så videre. De udskammes, skandaliseres og ’deplatformes’, det vil sige fjernes fra den digitale verden.

Alan Dershowitz sammenligner nutidens cancel culture med 40’erne og 50’ernes mccarthyisme i USA, hvor kommunister og anderledes tænkende blev politisk forfulgt. Dershowitz har igennem hele sit arbejdsliv været glødende fortaler for ytringsfrihed og retfærdig rettergang.

Alan Dershowitz er selv en kontroversiel person. Han har været en del af forsvarsholdene for mange kendte – ofte også ildesete – amerikanere som Mike Tyson, O.J. Simpson og Claus von Bülow. Hans seneste sager tæller Jeffrey Epstein, Harvey Weinstein og Donald Trump (hans første rigsretssag). Dershowitz har for nylig udtalt, at det vil være en stor ære, hvis han kan blive del af Donald Trumps forsvarsteam i dennes anden rigsretssag.

Der er ingen tvivl om, at Alan Dershowitz sætter en ære i at forsvare personer, der nyder meget lille folkelig opbakning. Han er politisk kommentator og har især blandet sig i Israel-Palæstina-konflikten, som han også har skrevet mange bøger om.

Dershowitz delvist 'cancelled'

Endelig skal det nævnes, at han også selv har været (og delvist er), ’cancelled’ på grund af en påstået sexsag, der har været omtalt i Netflix-dokumentaren Filthy Rich om Jeffrey Epstein. Dershowitz afviser blankt anklagen, da han aldrig har mødt den kvinde, der hævder at have haft sex med ham, og han har desuden fremlagt bevis for, at han var på ferie med sin kone de dage, hvor det skulle have fundet sted.

Ifølge Dershowitz har Netflix fået forelagt al dokumentation, men har valgt ikke at præsentere den i sin dokumentar. Dershowitz hævder desuden, at kvindens advokat har udtalt, at sagen er »wrong … completly wrong«, og at advokaten mener, at Dershowitz er blevet uretmæssigt skandaliseret. Når jeg medtager Dershowitz’ egen skandalesag, skyldes det, at den kort omtales flere steder i bogen, og at der ingen tvivl er om, at den har været en væsentlig motivation for at skrive Cancel Culture.

Den røde tråd i Cancel Culture er den vingeskudte retssikkerhed, som følger af at blive ’cancelled’. Dershowitz fokuserer især på retten til at ytre sig frit og – hvis man bliver anklaget – at blive sikret en retfærdig rettergang. Derudover diskuterer Dershowitz, hvordan cancel culture nedbryder andre hjørnesten i demokratiet som meritokratiet (at du vurderes ud fra dine bedrifter eller meritter og ikke med afsæt i, hvem du er) og videnskabens fundament i forskningsfrihed (at forskere skal kunne forfølge alle ideer, også kontroversielle).

Alan Dershowitz. 'Cancel Culture: The Latest Attack on Free Speech and Due Process'.

Alan Dershowitz. 'Cancel Culture: The Latest Attack on Free Speech and Due Process'.

Hot Books
Bogen rummer desuden kapitler om, hvordan cancel culture har medvirket til at forstærke fordømmelsen af Israel (og jøder i al almindelighed), og hvordan det hænger dårligt sammen med nøglebudskaber i kristendommen og jødedommen. Bogen sidste kapitler handler om, hvordan cancel culture kan understøtte en vaccineskepsis, og hvordan cancel culture kan gøre det svært at gennemføre frie valg (nogle kandidater risikerer at blive ’deplatformet’). Bogens sidste kapitel bærer titlen »What it Feels Like to be Falsely Cancelled«, og det ridser Dershowitz’ egen sag op.

'Woke-generation' driver heksejagt

I modsætning til 40’erne og 50’ernes mccarthyisme er cancel cultures heksejagt ifølge Dershowitz i dag anført af folk fra den radikale venstrefløj, den såkaldte ’woke-generation’. Som hans meget lange liste af personer, der for nylig er blevet ’cancelled’, og som nævnes sidst i bogen, afslører, er det i dag nok at blive beskyldt for racisme, sexisme, homofobi, antimuslimsk bias eller manglende opbakning til Black Lives Matter eller #MeToo bevægelsen – især hvis man ikke tilhører en minoritetsgruppe.

Han trækker en direkte linje til Sovjetunionens og Nazitysklands bortretouchering af uønskede individer i det historiske arkivmateriale. Og han minder os om, at begrebet ’politisk korrekthed’ blev skabt i Stalintiden for at tydeliggøre, at der er grænser for, hvilke udsagn der er lovlige (politisk korrekte) at sige.

Dershowitz’ begreb Guilt by Accusation (som også er titlen på hans forrige bog) peger på en helt central juridisk problemstilling, nemlig den, at cancel culture betyder, at man er skyldig, alene fordi man er blevet beskyldt for at have gjort noget moralsk forkasteligt (som ikke behøver at være – og sjældent er – ulovligt). I den sammenhæng spiller internettet en afgørende rolle, da de sociale medier kommer til at fungere som både dommer og jury – og da de sociale medier er uregulerede og sjældent har mulighed for eller vilje til at slette urigtige beskyldninger.

Den juridiske pointe er, at frihed i vestlige demokratier især drejer sig om individets ytringsfrihed og mulighed for en retfærdig rettergang, når han/hun kommer under anklage for at have gjort noget ulovligt – i dette tilfælde muligvis bare noget moralsk forkert.

Som Dershowitz pointerer, drejer vestlige demokratiers frihedsbegreb sig også om en række andre rettigheder, men ytringsfriheden og retten til en retfærdig rettergang er to centrale rettigheder. Det er klart, som han skriver, at borgere i selv de mest demokratiske stater ikke har ubegrænset ytringsfrihed.

Når hadefulde udsagn kan antages at opildne til vold (jf. den verserende rigsretssag mod Donald Trump), er de ulovlige i mange demokratier. Selv om Dershowitz er uenig i en begrænsning af ytringsfriheden, er den begrænsning ikke en, han mener fundamentalt truer demokratiet.

Demokratiet truet

Demokratiet er derimod truet, når man som borger i et vestligt demokrati i dag risikerer at blive ’cancelled’ uden rettergang. Cancel culture-processerne gennemføres på baggrund af anklager, der – som Dershowitz skriver igen og igen med fokus på #MeToo-sagerne – i mange tilfælde formentlig er korrekte, men som dog ikke er prøvet i noget retligt system.

Det væsentlige her er, at selv om anklagerne ofte er korrekte, vil alle ikke være det. Det betyder, at uskyldige anklages, uden at de gives mulighed for at fremlægge deres sag, hvilket bryder med et helt centralt retsprincip om, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist.

Bogen indeholder mange eksempler på sådanne dybt problematiske processer. For eksempel når professor Steven Pinker bliver cancelled, fordi han i en undervisningssession med Dershowitz i faget ’tabuer’ præsenterer forskning, der forsøger at forklare grunden til den lave procentandel af kvinder, der arbejder inden for naturvidenskab og de tekniske videnskaber, med biologiske forskelle på de to køn.

Eller når (den sorte) marxistiske professor Aldolph Reed bliver cancelled, fordi han mener, at social klasse bedre forklarer ulighed i et samfund som det amerikanske end forskelle i farve. Eller når vicepræsident Kamala Harris var tæt på at blive cancelled i sin valgkampagne, fordi hun efter sigende som anklager ikke havde været aggressiv nok i forhold til at få hvide politimænd dømt.

I USA bruger man i dag begrebet ’Acosta’-effekten for at minde anklagere om, at de bør gå efter særligt hårde straffe til magtfulde personer. Det drejer sig om at undgå at blive cancelled, ligesom Alex Acosta gjorde, da han efter manges opfattelse var gået med til en al for mild straf til Jeffrey Epstein. Det fik Acosta til at trække sig fra posten som arbejdsminister i Donald Trumps regering.

Jeg har medtaget dette mere problematiske eksempel, for at minde læseren om, at Dershowitz jo ikke selv nødvendigvis er det bedste sandhedsvidne. Men det rokker ikke ved bogens helt centrale pointe, nemlig den at den nuværende cancel culture-bevægelse på helt afgørende vis udfordrer vores demokratier, da den enkeltes ytringsfrihed og retten til en retfærdig rettergang er begrænset henholdsvis ikke eksisterende.

Dershowitz bringer eksempler fra sin egen mangeårige undervisning af jurastuderende på Harvard Law School. Og det er underholdende læsning. Gennem konkrete forsøg bliver de studerende mindet om, at selv om de principfast tilslutter sig et abstrakt princip om, at ytringsfrihed er en helt central demokratisk værdi, viser det sig, at de alle har lyst til at censurere nogle. Ikke mange, men nogle ytringer. Problemet er, at de ikke kan blive enige om, hvilke udsagn der burde være undtaget ytringsfriheden. Det betyder, at listen på tavlen bliver længere og længere, og det bliver dermed en påmindelse om, at der naturligvis er ytringer, der er stødende for mange, og at det er meget vanskeligt i praksis at bakke op om fuldstændig ytringsfrihed.

Ikke desto mindre er det læren af Dershowitz’ undervisning. Han gengiver en episode, hvor ledelsen på Harvard Law School havde besluttet, at studerende med oprindelse i Palæstina ikke måtte hejse det palæstinensiske flag på campus, da Yasser Arafat døde – også selv om det var almindelig praksis at lave en lille mindehøjtidelighed og hejse flag for betydningsfulde afdøde personer.

Dershowitz gik med til at tale de studerendes sag over for universitetsledelsen, men på den betingelse, at han selv ville deltage og dele foldere ud, der beskrev Arafats »morderiske baggrund«, som Dershowitz skriver. Dershowitz vandt sagen. De studerende hejste flaget og holdt en mindehøjtidelighed, og Dershowitz sørgede for, at deltagerne fik lidt læsestof med hjem.

’Circle of civility’

Dershowitz’ begreb ’circle of civility’ præciserer, hvilke to principper der bør gælde i forhold til ytringsfrihed. Det første princip er, at næsten alle ytringer bør tillades. Det andet princip er, at hvis der undtagelsesvist skal indføres restriktioner, skal de være både neutrale indholdsmæssigt og politisk. Pointen er, at den nuværende cancel culture-bevægelse vil afmontere de udsagn, der understøtter en kultur, man ikke længere bryder sig om. Det betyder, at ytringsfriheden i praksis – om end ikke juridisk – er begrænset både i forhold til en subjektiv vurdering af, om man bryder sig om indholdet i ytringen, og i forhold til, om man bryder sig om det politiske ræsonnement, ytringen udspringer af.

Det er i den kontekst, at Dershowitz gengiver en anden lille episode, hvor Harvard-studerende fremsætter et ønske i den lokale avis, Harvard Crimson. De foreslår, at det centrale begreb i forskningsverdenen om ’forskningsfrihed’ (forskerens frihed til at vælge emne, metoder mv.) bliver erstattet af begrebet ’akademisk retfærdighed’ (universitetet bør forhindre forskning, der ikke fremmer ’det gode’ i samfundet).

Som Dershowitz skriver, ønsker de studerende, at universitetsledelsen stopper forskning og ytringer, der generer de studerende. Det er i sagens natur en subjektiv afgørelse, hvad der i en given kontekst af specifikke studerende betragtes som problematisk, og hvad der ikke gør. Det, som en gruppe studerende eller forskere opfatter som passende og fint, vil en anden gruppe studerende eller forskere opleve som upassende og problematisk.

Det er klart, at nogle af bogens eksempler ikke er relevante i dansk kontekst, for eksempel  problematiseringen af, at anklagere og dommere vælges i USA og i mange tilfælde ønsker en politisk karriere, hvilket oplagt udfordrer ambitionen om politisk uafhængige domstole. Man kan også indvende, som man ofte gør hertillands, at cancel culture-sagerne lige præcis ikke er retssager, men sager der ’afgøres’ af den almene befolkning på de sociale medier og i pressen.

Jeg har selv delvist forsvaret det synspunkt og hævdet, at når for eksempel cancelled #MeToo-personer mener, at de bliver uretmæssigt behandlet, må de jo prøve deres sag ved en domstol. Jeg er dog blevet lidt mere ydmyg i forhold til skråsikre holdninger, i takt med at vi i Danmark også ser flere og flere af disse cancel culture-sager. De har så store personlige omkostninger, at det kun er et spørgsmål om tid, før man i hvert fald lokalt må udvikle et system, hvor den ’anklagede’ også får mulighed for at fremlægge sine argumenter. Fordi cancel culture handler om både en problematisk, moralsk forankret begrænsning af ytringsfriheden med skandalisering af personer til følge (vi ser i dag en stadig mere censurerende offentlighed) og et helt legitimt ønske om at gøre personer ansvarlige for forkerte handlinger (mange af #MeToo-sagerne), er der ikke én løsning på, hvordan man kan løse de problemer, som cancel culture legitimt peger på, men også illegitimt skaber.

En ting er jeg dog sikker på efter at have læst Cancel Culture, og det er, at det er svært at finde et eneste godt argument for, at vi skal understøtte en begrænsning af ytringsfriheden i medier, på arbejdspladsen og i uddannelsessystemet. Det er svært at få øje på en eneste god ting ved, at personer med anderledes holdninger end den dominerende ikke skal have ’lov’ (moralsk set) til at dele deres verdenssyn med deres medborgere i et demokrati.

I forhold til de mange grænseoverskridende handlinger, som #MeToo-sagerne afslører, må man håbe på, at der snart ligger et normsæt klar på alle arbejdspladser, så det i fremtiden aldrig kan komme som en overraskelse, hvis man mister sit job på grund af upassende adfærd.

Alan Dershowitz. Cancel Culture: The Latest Attack on Free Speech and Due Process. Hot Books. 156 sider, 26 USD

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Alan Dershowitz er vist det, man på vendsysselsk kalder en “tværing”, og den slags kan et levende demokrati ikke undvære.

Dershowitz har selv gjort sig skyldig i 'cancelling' - nemlig af Norman Finkelstein, som han i 2006 gjorde alt for at få fyret fra DePaul University. Det lykkedes som bekendt.

Hanne Utoft, Steffen Gliese, Jes Kiil og Mikael Aktor anbefalede denne kommentar
Lars Eriksson

Jeg betragter mig selv som venstreorienteret - osse selvom jeg har meget svært ved at genkende vesntrefløjen, der i dk og resten af verden pt. drukner i identitetspolitik, og hvor den socioøkonomiske og vigtige dagsorden om stigende ulighed nærmest er forsvundet...det er SÅ trist. Cancel Culture rummer en klar antidemokratisk dagsorden, hvor retslige principper - via afhængighedsskabende sociale medier - er sat ud kraft. Velkommen til den nye virkelighed. Vi går en grum tid i møde...

Mikael Velschow-Rasmussen, Jens Jensen, Niels Christensen, Hanne Utoft og Torben S Rose anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Eller også, Lars Eriksson, er det bare nogle andre, der nu ryger ud, efter at have været beskyttet af forældede normer.

Niels Christensen

Forældede normer. Yttrings og forskningsfrihed bliver aldrig forældet.

"Identitetspolitik er, modsat hvad der nervøst siges hver dag i Politiken og hver uge i Information (og råbes i andre aviser), ikke et venstrefløjs- men et tidsfænomen".
citat fra: flere journalister skriver identitetspolitik identitetspolitiske aktivister