Tænk, hvis man kunne opleve fortiden i stedet for kun at læse om den i historiebøgerne.
Det kan man – næsten – med BaggårdTeatrets stedsspecifikke lydfortælling Under isen, der er skrevet af Jannie Schjødt Kold. Her inviteres lytteren til at gå en syv kilometer lang rute fra havnen i Faaborg gennem byens gader og videre nordpå forbi sø og gennem skov, hvor landskabet er formet af istidens vældige naturkræfter.
Konceptet er det samme som forgængeren Sundets stilhed, der sender lytteren gennem Svendborg. Eller som i Aarhus Teaters podwalk Jeg er her!, hvor man med stemmer fra byens hjemløse i ørene kommer på tur gennem Aarhus.
På turen guides lytteren gennem ruten af små pile på lyserøde skilte og af skuespiller Sofie Torp, der i rollen som arkæologen Sofie fortæller om landskabet og de mennesker, der har boet i det.
»I gamle dage, dér hvor vi skal hen,« siger hun indledningsvis og beskriver byen, som den så ud i 1800-tallet, da købmanden Voigt og hans familie boede her.
Det, der nu er en intetsigende, asfalteret parkeringsplads, var dengang et grønt område uden for den voigtske gård midt i Faaborg, hvor jeg nu bevæger mig ind til turens første stop.
Midt i den brostensbelagte gård omkranset af skagensgule bygninger med grønmalede døre introduceres jeg for købmandsdatteren Riborg Voigt og digteren H.C. Andersen. Med Rosalinde Mynster og Elliott Crosset Hoves stemmer kan jeg lytte til det første møde mellem de to, hvor en spirende forelskede hos Andersen tydeligt mærkes.
Længere fremme på ruten ved Faaborg Museum møder jeg malerparret Anna og Fritz Syberg, der gives liv i lydfortællingen af Sonja Richter og Pilou Asbæk. Det hele i Jacob Schjødts instruktion, som ubesværet veksler mellem længere monologer, der har form som fortællinger fra for eksempel lydbogsformatet, og dialoger, der med sin dynamik mellem de to skuespillere i højere grad minder om dramatik.
Historiefortælling og motion i ét
Gennem hele ruten skifter fortællingen mellem de to par – deres liv og skæbner – og arkæologen Sofies beretninger om landskabet. At Sofie Torp præsenteres som arkæolog virker egentlig unødigt, for hendes fortælling ville fungere fint uden dette ekstra lag. Ud over selve stemmerne indeholder Mathias Sørensens lyddesign en lydkulisse, der byder på tordenvejr, silende regn, kvidrende fugle, leende børn, bølgeskvulp, raske skridt i grus og den brusende lyd af glade menneskestemmer.
Jeg går måske nok turen helt alene, men det føles på intet tidspunkt ensomt. Fra den coronalukkede bys mennesketomme gader bevæger jeg mig ud i landskabet langs en stor sø. I korte sekvenser, hvor fortællingen om den kvindelige maler Anna Syberg, der kæmper for sin berettigelse midt i en mandsdomineret kunstverden, ledsages af musik, går det hele op i en højere enhed. Ubevidst tilpasser jeg mine skridt til musikkens rytme, mens jeg lytter til fortællingen og betragter flokkene af ænder på vandet på min venstre side.
Enhver port kan være en portal til en anden tid, forklarer Sofie Torps stemme mig. Og skiftene mellem personer såvel som tider forløber ubesværet. Efter turen rundt langs søen sendes jeg op ad en overraskende stejl sti langs grønne områder. Op, op, op går det, mens Elliott Crosset Hoves stemme i mine ører beskriver H.C. Andersens dybtfølte kærlighedskvaler, efter at hans elskede Riborg giftede sig med en anden.
På toppen må jeg standse op for at give mig selv tid til at kapere såvel fortællingen som den smukke udsigt, der breder sig bag mig, før ruten fortsætter langs »de bølgende, grønne« marker, som Sofie Torp beskriver dem i mine ører.
De er ikke særligt grønne lige nu i januar, hvor temperaturen på intet tidspunkt når over tre grader. Men beskrivelserne og den heftige fuglekvidder, der høres bag fortællerstemmen, får mig alligevel til at føle, at de kunne have været det.
Ikke kun til sommer og sol
Under isen er skabt med henblik på vandringer i foråret og sommeren, hvorfor det virker helt sjovt, at Sofie Torp foreslår, at jeg skal plukke en buket blomster. Og det hele vil sikkert også tage sig anderledes og mere frodigt ud i varme.
Men lige her, hvor jorden mange steder er dækket af sne og en pløret masse skabt af is og mudder, har jeg det hele næsten for mig selv. Turen langs brombærkrat og stendiger i skoven, der er præget af vinterens farver. Et varmt, gyldent lysskær falder ned mellem nøgne trækroner og forstærkes af det tætte, orangebrune bunddække af visne blade og nåle med enkelte grønne mostotter hist og her.
Netop som jeg efter et par timers vandring når foden af Lerbjerg, der er det sidste af rutens i alt 17 stop, begynder det at sne. Hvide snefnug daler ned fra den hvide vinterhimmel, mens lyden af et buldrende tordenvejr dukker op i mine ører.
Det virker næsten, som om vejret har tilpasset sig fortællingen. Landskabet er mere hvidpudret her, og kombinationen af snesjap, is og den lerede undergrund gør sidste del af ruten temmelig glat.
Ordentligt fodtøj og varm påklædning er en forudsætning for at gå BaggårdTeatrets Under isen her i vintermånederne, men ellers er der absolut intet til hinder for at tage af sted og få et skud kultur lige ind i øregangen. Det kan på ingen måde erstatte en teatertur, men det kan alligevel noget. Det foranderlige landskab, de fine historiske bygninger i byen og især den forrygende udsigt til sidst fra toppen af Lerbjerg er hele turen værd.
At man dertil også får rørt sig og flere gange får pulsen op på bakkerne er blot en bonus.
På den anden side betyder det jo også netop, at lydfortællingen medfører øget salg for det lokale erhvervsliv. Det er i det store billede positivt.
’Under isen’. Produceret af BaggårdTeatret. Idé: Jakob Engmann. Tekst: Jannie Schjødt Kold. Instruktion: Jacob Schjødt. Lyd: Mathias Sørensen. Musik: Mathias Sørensen og Morten Winther Nielsen. Danske stemmer: Sofie Torp, Rosalinde, Elliott Crosset Hove, Sonja Richter og Pilou Asbæk. Kan opleves på ubestemt tid via appen BaggaardTeatret
