Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Dansk-færøsk debutant tiltvinger sig adgang til lytterens blodbaner

Brimheim træder ind på den danske musikscene med en selvterapeutisk EP, der har en naturkrafts selvfølgelighed og en dybt menneskelig tvivl
Brimheim træder ind på den danske musikscene med en selvterapeutisk EP, der har en naturkrafts selvfølgelighed og en dybt menneskelig tvivl

W.A.S. Entertainment

Kultur
5. januar 2021

Ud af det blå, klædt i sortrandet musik ankommer den dansk-færøske sanger, sangskriver og guitarist Brimheim. En mørk, fyldig røst, der klinger som mahogni i mellemtonen, glas i diskanten og sneforstøvet luft i falsetten. En ordentlig karburator, der med gotisk stolthed hæver sig over fem viljestærke numre, der rumsterer i rytmikken og drives indædt fremad af bas og elguitar plus det løse på debut-EP’en Myself Misspelled.

Helena Heinesen Rebensdorff står der på hendes sygesikringsbevis, men i årerne strømmer også moderens færøske familie Brimheims blod.

Efternavnet betyder »brændingens hjem«, som vel må være kysten. Dér, hvor en af de største naturkræfter i vores liv – vandet – bryder sammen.

Driver gennem blodbanerne

»Fuck, hvor er jeg bare dårlig til at leve livet,« står der som overskrift på pressemeddelelsen til Myself Misspelled. Well, hvis det forholder sig sådan, kan man i stedet forsøge at finde sig til rette i drømmene eller i kunsten for at behandle virkelighedens genvordigheder. Og det gør Brimheim.

Hun synger om at være i kronisk ubalance: »Why is everything always too much / Why Is everything never enough,« lyder det på den rytmisk opløftende »Kafka«, hvor strengeinstrumenterne er mast helt op om ørerne på lytteren, så det føles som en klanglig kvælning.

Hun fører også en journal over de dage, hvor hun ikke er bange og ikke går i panik, og på »Exquisite Bliss« synger hun duet med sig selv om et held, hun ikke kan tro på.

Der arbejdes måske lidt for meget med lette modsætninger, men på titelnummeret rammer hun med denne strategi SoMe-ensomheden lige på kornet: »If I can’t be seen by someone / Then I want to be seen by everyone.«

Pressefoto: W.A.S. Entertainment

Pressefoto: W.A.S. Entertainment

Det modsatte af Swift

Musikalsk er Myself Misspelled benådet med fem åndsbeslægtede, men distinkt formulerede sange. Der er tænkt over hver elguitarbehandling, hvert beat har sit egen beskidte groove, og den rocknaturalistiske lyd er til forhandling og opløses hele tiden i lækre produktionsdetaljer. Som når trommerne filtreres ned under en dyne som optakt til omkvædet på »Four Chambers«. Eller når hendes stemme samme sted pludselig kommer inde fra en gammel radio.

Der er forbindelser til den tidlige PJ Harveys rytmisk frække, råt rockede bekendelser. Også vokalt i de mere rasende fraseringer, ikke mindst på titelnummeret. Det gotisk storladne i hendes stemme vækker mindelser om gothrockpioneren Siouxsie Sioux i front for The Banshees. Og så har Brimheim en muskuløs kraft og stout klang a la en stor popsanger som Sia.

Jo, det er de store referencer, der kan hives frem under påvirkning af Myself Misspelled, som heldigvis aldrig lyder som kalkeringer af ikonerne.

Hun er omgivet af et stramt, fåmælt band, og sammen pisker de med enkle midler store dramaer op og tilbyder dermed det modsatte af den lunkent følsomme muzak, som Taylor Swift har præsteret på hele to albummer og under stor ståhej i år. Her er lykkeligvis en modgift. En strålende, blodig singersongwriterrock, der tiltvinger sig adgang til lytterens krop og følelsesregister.

I ord måske bedst udtrykt med Brimheims egne – givetvis stilet til en elsker, men lige så præcise i fald de var til lytteren. »I’m swimming through your arteries,« synger hun. »I can always feel the blood rushing through / the four chambers of your beating heart.«

Brimheim: ’Myself Misspelled’ (W.A.S. Entertainment).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her