I snart et år har musikbranchen været hårdt ramt af aflysninger, afventen og uudholdeligt rungende stilhed. Men på mirakuløs vis – og modsat så mange andre håbefulde, unge musikere verden over – er det lykkedes den nye, danske popkomet Dopha at gøre det forgangne år til det hidtil bedste i hendes karriere. Ganske upåvirket af samfundets fortsatte nedlukning indleder sangerinden nu 2021 i samme, fremadstormende stil ved at udgive sit debutalbum, The Game.
De største fortællinger i det usagte
Det lader til, at Sofie Daugaard Andersen, der laver musik under aliasset Dopha, kun ser fremad. Men ser hun sig alligevel over skulderen, kan hun betragte en brusende slipstrøm af populære singler, som har givet hende masser af rotationstid i radioen og desuden ladet hende spille på landsdækkende tv. Hvis man så konkluderer, at det går strygende for Dopha, har man allerede gentaget indholdet i størstedelen af de anmeldelser og artikler, der findes om hendes musik. Men heldigvis er der mere at sige om den unge sanger, end at hun lader til at være både godt og direkte på vej mod en stor karriere.
Dophas debutalbum The Game viser ikke kun hendes popmusikalske målrettethed – det afslører også, at hun ikke er bange for at tage afstikkere til enhver anden genre, der skulle fange hendes nysgerrighed undervejs. Åbnings- og titelnummeret »The Game« er en rocketballade, selvsikkert båret alene af elguitar og vokal. Og der opstår et musicalagtigt narrativ, når Dopha skiftevist hvisker og vrænger for så at bryde ud i storladne popomkvæd.
Også Dopha lader dog til at ligge under for, at guitar og vokal af mange stadig opfattes som den moderne musiks hovedingredienser. Når lyrikken bliver klichéfyldt som på numrene »Naked« og »Forget Your Name«, føles musikken derfor anderledes anonym. Men så snart Dopha benytter sig af alle de uskønne lyde, som velspillet guitar og engleblid vokal også kan indeholde, opstår der noget for hende unikt. Trompet, slagrytme og usnobbet lyrik på det akustiske indienummer »Happy For Me« skaber associationer til barokke enerartister som Feist og St. Vincent.
»Anti Breakup Song« beskriver den nagende tvivl, der kan ligge i et break-up, og som de fleste vælger ikke at skilte med – enten er man sikker, eller også er man ikke. Men Dopha er anderledes – hun henter netop de største fortællinger i det, der normalt forbliver usagt. Det giver debutalbummets umiddelbart tunge tematikker om kærlighed, venskab og coming-of-age en befriende lethed. At Dopha heller aldrig er bange for at vise sin selvironi, gør det endda for det meste uendeligt sjovt. »I was drunk ended up in your bed/ but I’m an A+ plus I was prepared/ I’d run through our conversation over, over in my head/ of course it didn’t go as planned«
De korte interludes »Voicemail 2007« og »Karaoke 2005« giver et særligt sug i maven – især det sidste, når man samtidig forestiller sig den dengang otteårige Sofie Daugaard Andersen stå på sit værelse med legemikrofonen i hånden. Et billede, der spøger i bevidstheden og gør de efterfølgende, dybt inderlige »New Year« og »3 Years« til debutalbummets mest uforglemmelige momenter.
På samme måde som sine amerikanske forbilleder Taylor Swift og Lana Del Rey høster Dopha de største frugter af sit arbejde, når hun udvider vokalens og instrumenternes umiddelbare begrænsninger – og når hun fylder sine klassiske indiepopsange med et væld af naturlige effekter, som gør de fleste af dem til unikaer fra start til slut.
Dopha: ’The Game’ (The Bank Music)
