’Dronning over verdens magter’ af Enheduana er ren 4.300 år gammel dynamit

Af et langdigt på bare 18 sider at være er det et gevaldigt historisk vingesus, som Dronning over verdens magter byder på. Historiens vingesus er en kliché, der normalt huserer i guidebøger og rejseannoncer, men ikke desto mindre det bedste forhåndenværende billede på oplevelsen af at blive skubbet eller puffet til, idet man bliver konfronteret med noget fra en fortid, der ellers virkede så fjern, at den næsten var fraværende.

Dronning over verdens magter er Sophus Helles imponerende oversættelse af et 4.300 år gammelt sumerisk digt fra Mesopotamien i det nuværende Irak (civilisationens vugge, for nu at bruge endnu en kliché). Digtet er skrevet af ypperstepræstinden og kongedatteren Enheduana fra oldtidsbyen Ur, og det skiftevis hylder gudinden Inana og appellerer til, at hun skal hjælpe Enheduana med at udradere de sumeriske oprørere, der prøver at tage magten over Ur fra hendes far. Han, Sargon af Akkad, tilskrives æren for at erobre oldtidens sumeriske bystater og grundlægge verdens første imperium, det Akkadiske Imperium.

Egentlig arbejder Enheduana som ypperstepræstinde for måneguden Nanna, men da han ikke reagerer på hendes henvendelse, påkalder hun sig gudinden Inana. Ifølge oversætteren Sophus Helles eksemplarisk velskrevne og perspektivrige forord er Inana kropsliggørelsen af »alt det, der ikke kan styres i verden – alle de kaoskræfter, der gør vores liv uforudsigeligt«.

Vild guddommelig vrede

Historiens såkaldte vingesus mærkes umiddelbart, fordi teksten ikke bare præsenterer en for Enheduanas ønske om at tromle oprørerne, men også for en datidig kosmologi, der baserer sig på ustyrligt kaos og guddommelig vrede i en grad, det som sekulær nutidsperson ville være svær at begribe, hvis ikke det var for tekster som denne.

Se for eksempel her, hvor glat overgangen fra at knuse sten med tænderne over iværksættelsen af et kæmpe uvejr til at bryde ud i harpe-akkompagneret klagesang er.

»Min dronning, med
din styrke kan tænder
knuse sten. Du stanger 
som den stangende
storm, du buldrer med
den buldrende storm, du
brøler med stormguden
selv. Du slider uvejrene
op, men dine fødder er
utrættelige: I takt med
klageharpen slår de
klagesangen an«.

At Inana simpelthen slider uvejrene er en fuldstændig forrygende metafor. Måden verslinjerne er brudt på, så de syntaktisk hænger sammen, og mange af linjeskiftene giver en lille cliffhanger-effekt, vidner om en poetisk begavet oversætter. Det er ingen overraskelse, at Sophus Helle er sådan en, det vidnede den nyoversættelse af oldtidshovedværket Gilgamesh, som han og hans far, digteren Morten Søndergaard, udgav på Gyldendal forrige år, også om.

Verdens første forfatter

Følesen af historisk vingesus udgår dog ikke bare fra tekstens beskrivelse af et heftigt rasende guddommeligt temperament, der bor i og styrer verden. Den fremkaldes også af det, Sophus Helle i forordet kan fortælle om Enheduanas status som litteraturhistoriens første navngivne forfatter. Man kender til litterære skrifter, fra cirka 500 år før Enheduana levede, men de er anonyme. Det er ikke faldet nogen ind at markere disse tekster som noget, der er udgået fra et særskilt individ.

I forordet skriver Sophus Helle meget rammende, at det forhåndenværende digt »er ophavet for en tanke, vi i dag tager for givet: at der bag hver tekst er et menneske, der taler til os gennem tiden«. I dette tilfælde altså gennem flere tusind år. Det suser også lidt, når man læser om tekstens lange og forskelligartede receptionshistorie, der blandt andet indebærer en plads på pensum (hvis man kunne tale om det dengang) i de oldbabylonske skoler omkring 1800 f.v.t., hvor de studerende kopierede hendes tekster på lertavler for at lære sumerisk.

Selve den oversatte tekst er imponerende i sig selv, men ligesom tilfældet også var med Gilgamesh, er ekstraudstyret og den grafiske tilrettelæggelse af bogen også storartet. Digtet fylder 18 sider og er trykt på bogens midterste højresider. På venstresiderne heroverfor er der viltre tuschtegninger af Johanne Helga Heiberg, som fabulerer over datidig mytologi og arkitektur. Bogen er også rigt udstyret med vignetter af samme tegner i samme stil. Ud over illustrationerne byder venstresiderne på en virkelig god og pædagogisk (men ikke det mindste belærende) indføring i tekstens vej fra kileskrift over allitteration til ord for ord-oversættelse og videre først til det, oversætteren kalder en nøgtern oversættelse til dansk sætningsstruktur og så nederst den færdige gendigtning. Derudover er bogen udstyret med en oversigt over persongalleriet (primært bestående af guder) samt oversætterens noter. 

Det snurrer behageligt i hovedet, når man heri læser om det sumeriske begreb »me«, der »dækker over både universets eksistens, religiøse ritualer, civilisationens indretning og gudernes beføjelser«, fordi det er udtryk for så radikalt anderledes et verdensbillede. Dronning over verdens magter er udkommet på mikroforlaget Uro, der sammen med Sophus Helle fortjener al mulig ros for at have viljen og evnerne til at udgive sådan en bog.

’Dronning over verdens magter’ af Enheduana. Gendigtet af Sophus Helle. Illustreret af Johanne Helga Heiberg. Forlaget Uro. 64 sider. 160 kroner