Emil Kruses debutalbum 'December' er befolket af nutidens festaber og fortidens spøgelser

For de fleste af os er årsskiftet kommet som en lettelse. At blive tilbudt en billet tilbage til december 2020 virker derfor ikke som den tidsrejse, man har allermest lyst til at tage på. Men det er den, som Emil Kruse kan tilbyde på sit debutalbum, December. Albummet handler ikke om at flygte fra fortiden, men tværtimod om at se tilbage på den og bruge den til at blive mere livsklog. Samtidig er December også godt forankret i nuet, hvor det er helt sikkert, at der er gang i den. Og derfor kan man godt drage med den unge danske rapper, uden at behøve at frygte at sidde fast i enten den ene eller den anden tidszone – hverken til en uendelig forfest eller i et ubærligt minde sammen med fortidens spøgelser.

Intet ud over det sædvanlige

Emil Kruse er blevet kendt som en af de følsomme fyre på den danske hiphopscene. Det betyder noget i retning af, at hans tekster rummer mere poesi end pik og patter. Et af Decembers bedste eksempler på denne poetiske tilbøjelighed er titelnummeret, der lægger ud med et dystert tilbageskuende, men også ukueligt vers.