Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Der er flere journalister, der skriver om identitetspolitik, end der er identitetspolitiske aktivister

Identitetspolitik er idioti, der er ved at vælte civilisationen, hører man ofte. Alt, vi har kært, er åbenbart så skrøbeligt og ubeskyttet, at tre studerende i en Butler-læsekreds kan omstyrte ytringsfrihed, demokrati, retsstat, videnskab etcetera. Endnu en bog om identitetspolitik siger det samme som alle de andre
Der er en skøn ironi i, at de identitetspolitikforskrækkede næsten uvægerligt påkalder sig en forsødet og skrubbet udgave af Martin Luther King og en tårevædet ihukommelse på ikke at se hudfarve, hvorimod den rigtige Martin Luther King var radikal, antiimperialist og kapitalismekritisk.

Der er en skøn ironi i, at de identitetspolitikforskrækkede næsten uvægerligt påkalder sig en forsødet og skrubbet udgave af Martin Luther King og en tårevædet ihukommelse på ikke at se hudfarve, hvorimod den rigtige Martin Luther King var radikal, antiimperialist og kapitalismekritisk.

Ritzau Scanpix

Kultur
22. januar 2021

Der er noget uendeligt kedeligt og forudsigeligt over identitetspolitik. Eller rettere: over det, der benævnes identitetspolitik.

De samme eksempler trækkes frem igen og igen. Der er flere journalister, der skriver om identitetspolitik, end der nogensinde har været identitetspolitiske aktivister. Ingen tanke ofres på at overveje, hvad der kunne være formålet med ’det identitetspolitiske’ i eksemplet – der ovenikøbet ofte er helt eller delvist fortegnet. Den totale katastrofe ekstrapoleres fra eksempel til helhed. Eksemplerne er både helt tossede og lige ved at vinde og ødelægge det hele.

Mere sigende og mere vigtigt, end hvad identitetspolitik egentlig handler om, er det måske at forstå, hvad identitetspolitikbegrebets allestedsnærvær siger om vores tid, og hvilke udviklinger dens konstante afspilning skaber. Identitetspolitik som symptom og faktor. Om sidstnævnte kan man roligt sige, at dens konstante og stadigt mere skingre gentagelse har skubbet de ’centrum-progressive’ kraftigt mod højre. Det synes i vid udstrækning at være formålet med at råbe identitetspolitik. Det er i hvert fald konsekvensen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

"Der er flere journalister, der skriver om identitetspolitik, end der er identitetspolitiske aktivister"

Ikke min oplevelse for, når man ser i debatten,
så kan jeg ikke tale, fordi jeg er en mand, og jeg skal føle skyld på grund af, at jeg er hvid. Du, som kvinde, kan sige ting, som jeg ikke kan, og hvis du tilmed er sort, har du tilmed lov til at sige grimme ting om min hudfarve, mens man ikke må sige, at du er racistisk for, at det er i orden, at du bruger arvesynd imod mig. Dem man skal se op til eller ned til, er ikke grundet deres karakter og værdisæt, men deres hudfarve, seksualitet eller køn.

Eller hvor langt identitetspolitisk er inde i magtens tårn, som ses tydeligt i en tweet fra Biden, som er i den rette identitetspolitiske ånd
”"Our priority will be Black, Latino, Asian, and Native American owned small businesses, women-owned businesses, and finally having equal access to resources needed to reopen and rebuild." — President-elect Biden ”

Eller da de åbnede USA kongres med ”Amen and Awomen”,
fordi at sige amen efter en bøn var sexistisk.

Men identitetspolitisk ses også meget tydeligt i vores medier,
såsom hvor meget ens hudfarve betyder, når man læser forskellige artikler. Der er personen hudfarve med for at give deres ord vægt eller for at påpeger deres intentioner, så identitetspolitisk har et godt greb i verdenen og har et godt greb i vores måde at se verden på,

*host host* selvom fordomme skulle være en dårlig ting bare ikke indenfor identitetspolitik, for der giver fordomme magt.

Lidt mere identitetspolitiske fra magtens tårn.
"Biden sparks outrage after signing divisive executive order pushing schools to include transgender athletes in girls' sports"

Som igen tydelige påviser denne ideologiske kulturkamp der forgår.... for prøve at søge på Transgender weightlifter (for vi lever i en tid hvor biologi og fakta ikke betyder)

Steffen Gliese

Jens Jensen, reelt kræves der dog bare ét af dig: at du holder op med at identificere dig som flok og træder frem som selvstændigt individ. Det er nok det vigtigste i identitetspolitikkens credo.

Bjørn Pedersen

Det er sandt at der er en risiko indbygget i udtrykket "identitetspolitik". Det ser jeg af og til når det antydes eller antages af en skribent, at selve det at have et fokus på en given identitet, f.eks lgbt eller race, bliver benævnt identitetspolitik. Altså som i at kalde og problematisere selve det faktum, at der foregår vold og chikane, at der er forkerte antagelser om en given gruppe, for identitetspolitik og derigennem afvise at problematiseringen er legitim.

Jeg ville ønske der var et bedre og mere populært ord for de problemer, de logiske fejlslutninger og uvidende argumenter, jeg bekymrer mig over ved det der populært kaldes identitetspolitik. Personligt ser jeg problemet som hyperindividualisme, som er en konsekvens af neoliberalisme. Ved at fornægte vigtigheden af at være et fællesskab, ved at gøre det sociale til en hyperindividualistisk kamp hvor alle er i konkurrence med alle, nedbrydes nationen som fællesskab og muligt fællesskab, som et sam-fund. Denne tendens ses nu tydeligst i USA.

Og det er hyperindividualiseringen, der gør diskussioner om fakta, om virkelighed, til noget nær en umulighed. Det er den får folk til at storme deres parlament fordi de vitterligt tror på en konspirationsteori. Som de tror på fordi de ser deres individualitet som så vigtig, at alt ved den overgår alt andet og alle andre. Fortæller man en hyperindividualist, at hans fakta ikke er fakta, anklager han dig for at "undertrykke" ham.

Med andre ord, er det en identitets-ubalance, jeg selv og flere andre ofte problematisere. Uden i øvrigt at være højreorienteret..

Til sidst, en bemærkning til valget af overskrift og problematiseringen her: Det er ikke, og har aldrig historisk set været tilfældet, at fordi en idé kun er båret af et mindretal, at den så ikke har magt. Dette er netop den slags logiske fejlslutninger baseret på uvidenhed, jeg er så imod. For nu at tage nogle eksempler: Var det mon det store flertal af ikke-adelige, der kom på ideen om at de måtte være adelen underlegne? Var det i 1800-tallet flertallet af ikke-nord og -vesteuropæeres idé, at de var den såkaldt hvide race underlegen? Kom og kommer kvinders lige antal i forhold til mænd også til historisk og aktuelt, til udtryk som i at de har/havde lige meget at skulle sagt? Nej. Det er ikke et flertal, der skal til for forvandle en idé, uanset hvor sand eller usand eller hvem der vinder mest ved ideen, til en sandhed der dominerer i samfundet. Der skal blot magt og prestige til. Økonomisk, politisk eller kulturel magt og prestige.

Steffen Gliese

Men, Bjørn Pedersen, hyperindividualismen har ikke meget med identitetspolitik at gøre, det er den, vi ser udfoldet, når folk i en forkælelse af den anden verden ikke vil bøje sig for nødvendigheden under pandemien.
Derimod er det i allerhøjeste grad nødvendigt, at enhver borger i et demokrati er et selvbevidst, reflekterende og originalt individ, der kan bidrage til fællesskabet uden at skulle hjælpes for meget - i modsætning til en solipsistisk énspænder, der holder sig på afstand af de offentlige sfærer og i stedet for at give kun tænker på, hvad man kan tage.

"Der er en særlig skøn ironi i, at de identitetspolitikforskrækkede næsten uvægerligt påkalder sig en forsødet og skrubbet udgave af Martin Luther King og en tårevædet ihukommelse på ikke at se hudfarve, hvorimod den rigtige Martin Luther King var radikal, antiimperialist og kapitalismekritisk."

Martin Luther King blev af mange samtidige aktivister (fra Malcolm X til New Left m.fl.) betragtet som en konservativ håbsprædikant, og identitetspolitik var en nærmest integreret del af hans mission - ligesom den til dels har været dette for de historiske arbejderbevægelser, såvel i USA som globalt - hvilket både har gavnet og voldt problemer.

Mikkel Thorup foretager en helt uholdbar generalisering, når han anfører at al kritik af identitetspolitik udpeger sidstnævnte som hovedtruslen mod civilisationen - dette gælder jo kun store dele af dén kritik som gives fra konservativt hold. Andre kritiserer primært at den samtale, som ethvert demokratisk samfund kontinuerligt bør føre med sig selv om sit fundament, udsyn og formål - for derigennem bl.a at varetage almenvellets væsentligste interesser - drukner i meningsmarkeder, som typisk tager afsæt i konstruerede, individuelle trangs- og impulssystemer.

@Steffen Gliese
" reelt kræves der dog bare ét af dig: at du holder op med at identificere dig som flok"

Vi mennesker er et social flok dyr, der har bruge for et tilhørsforhold(identitet) i så mange af livets aspekter. Men samtidig er vi glade for vores egen selvstændighed og søger den. Så man vil altid have en indre og yder kamp om fællesskabet imod individet..

For i identitetspolitik er vi mennesker ikke lige, (selv arvesynd er tilladt) jeg er godt klar over at opnå at vi ser mennesker lige er utopi, og der altid vil være kræfter i os og udefra, der vil se ting i identitet.

Mit problem er at det er blevet i orden(næsten påkrævet) at man skal se personer i deres sex, race og seksualitet, og at dette har vægt i deres ord, og ikke sandheden...

Bjørn Pedersen

@Steffen Gliese
Individualisme er ikke lig hyperindividualisme. Det er netop det selvbevidste som følge af at man reflekterer mere over resten af det samfund, man er en del af, der adskiller individualisme fra den hyperindividualisme jeg taler om. Jeg tænkte at solipsisme var for stærkt et ord for det, fordi man godt kan relatere til andre mennesker som hyperindividualist....hvis de er (reelt eller forestillet) ligesom én selv. Det er også netop "refleksions"-evnen, der er svagere eller uønsket for en der er hyperindividualist kontra en der bare er individualist.

Selvom jeg ser hyperindividualisme som at stamme fra neoliberalisme, fra fokus på at alle et menneskers problemer er individuelle af karakter, og at "samfundet" ikke eksisterer, så tror jeg årsagen til hvorfor det virker skyldes noget så (af nogle påstået) "primitivt" som hensynet ære. Eller værdighed. At frygten for at tabe ansigt er så stor i dag, pga. alle fejl jo lever videre online til næsten "evig" (eller forestillet evig) tid, at man hellere graver sine grøfter dybere.

Mikkel Thorup! Tusind tak for den artikel/anmeldelse. Specielt tak for: "Identitetspolitik er, modsat hvad der nervøst siges hver dag i Politiken og hver uge i Information (og råbes i andre aviser), ikke et venstrefløjs- men et tidsfænomen".

Jakob Hammer-Jakobsen

Mikkel Thorup kunne måske tage tage sine egne - velvalgte citater op til eftertanke: »Først må snogen gøres til en slange, før man kan blive en helt ved at besejre den«.
Det her er da mest et frådende selvoptaget angreb baseret på egne forestillinger - måske vi skulle sige legen krig . I forhold til denne fremførelse bliver jeg helt opløftet når jeg læser den efterfølgende anmeldelse af Nanna Mik-Meyer.

"Og når han går ind i en af de væsentlige acceleratorer af tidens hyperpolitik, nemlig sociale medier og techvirksomheder, så finder han forklaringen i (den fejlagtige påstand), at »det politiske miljø i Silicon Valley [er] endnu mere yderliggående end på de venstreorienterede humanistiske fakulteter«."

Kender Thorup folkene i Silikonedalens inderste politiske kompas? Han skriver i hvert fald "fejlagtig", som om han gjorde. Kynisk produktion af og økonomisk udnyttelse af sindsyg chauvinismedebat eller -skyttegravskrig er også et politisk standpunkt.

Eller, hvis der ikke er silicon-folk, der producerer, så reproducerer de i hvert fald.

...reproduktion er lidt et vidt begreb.
Man kan i stedet sige mediering, formidling, leverance eller ageren sendebud. De sociale medier frasiger sig ansvar over for de US-amerikanske ‘myndigheder’ i et skuespil, hvor politikere påstår, at det liberale demokrati ikke vil bøje sig for nogen adel og at de selv sørger for opretholdelse af lige muligheder på den frie verdens marked.
Medier kender deres magt og stræber ofte efter mere indflydelse. Vi modtagere forledes konstant af skuespillets susen som om, vi små enkeltdele havde forskellige interesser og maskeraden var til gavn for os :)
Artiklen er forresten god og relevant