Der er noget uendeligt kedeligt og forudsigeligt over identitetspolitik. Eller rettere: over det, der benævnes identitetspolitik.
De samme eksempler trækkes frem igen og igen. Der er flere journalister, der skriver om identitetspolitik, end der nogensinde har været identitetspolitiske aktivister. Ingen tanke ofres på at overveje, hvad der kunne være formålet med ’det identitetspolitiske’ i eksemplet – der ovenikøbet ofte er helt eller delvist fortegnet. Den totale katastrofe ekstrapoleres fra eksempel til helhed. Eksemplerne er både helt tossede og lige ved at vinde og ødelægge det hele.
Mere sigende og mere vigtigt, end hvad identitetspolitik egentlig handler om, er det måske at forstå, hvad identitetspolitikbegrebets allestedsnærvær siger om vores tid, og hvilke udviklinger dens konstante afspilning skaber. Identitetspolitik som symptom og faktor. Om sidstnævnte kan man roligt sige, at dens konstante og stadigt mere skingre gentagelse har skubbet de ’centrum-progressive’ kraftigt mod højre. Det synes i vid udstrækning at være formålet med at råbe identitetspolitik. Det er i hvert fald konsekvensen.
Centrum har altid let ladet sig skræmme af højrefløjens fremmaning af spøgelser. Om de så er kommet som revolutionære, kvinder, sorte, muslimer, radikalfeminister eller identitetspolitikere, så skal spøgelset bare nævnes højt tre gange, så går centrum i skjul bag højrefløjen, tror civilisationen og fornuften truet, maner til besindighed, føler, det går for langt, for vildt, for hurtigt.
Der er en særlig skøn ironi i, at de identitetspolitikforskrækkede næsten uvægerligt påkalder sig en forsødet og skrubbet udgave af Martin Luther King og en tårevædet ihukommelse på ikke at se hudfarve, hvorimod den rigtige Martin Luther King var radikal, antiimperialist og kapitalismekritisk. King var tiltagende træt af, som han udtrykte det, »hvide moderate, som har mere sans for ’ro og orden’ end for retfærdighed. De foretrækker en negativ fred, som er udmærket med spændingens fravær, frem for en positiv fred med retfærdigheds nærvær. De siger hele tiden: ’Jeg er enig med jer i jeres mål, men jeg er uenig med jer i jeres metoder’. De tror, at de alfaderligt kan bestemme, hvornår klokken skal slå for et andet menneskes frihed.«
Hyperpolitisering
Brugen af begrebet identitetspolitik er ikke bare en faktor i højredrejningen af centrum, men også et symptom på det, den selv kritiserer, nemlig hyperpolitiseringen af snart sagt alt.
Som Suzanne Brøgger helt præcist formulerede det her i avisen den 23. december sidste år:
»Nu indtager folk ’positioner’, som de forsvarer, mens de bekæmper andres positioner. Det gælder primært om at have og forsvare en identitet: Man er sort, rød, hvid eller blå, højre eller venstre, og så bekæmper man de andres position. Og det er i mine øjne ikke nogen kritisk, intellektuel proces. Det er mere sport.«
Suzanne Brøgger.
Identitetspolitik er ikke alt det, man ikke kan lide eller synes er for meget. Identitetspolitik er ikke venstrefløjen eller humaniora – der heller ikke er det samme. Alt det er for så vidt simpelt og ligetil at forstå. Men det ville man aldrig få indtryk af, hvis man læser den tsunami af bøger, der i disse år udkommer om identitetspolitik, og som er et symptom på det, forfatterne tror, de beskriver kun hos de andre, nemlig hyperpolitisering; politik som eksistentiel truethed; politik som sport, siger Brøgger, måske vi skulle sige legen krig.
Et eksempel på det er den engelske journalist Douglas Murrays bog Hordernes hærgen, der helt ublu påberåber sig den antidemokratiske tradition med at navngive sine modstandere som pøbel, horde, vilddyr. Den er velskrevet, til tider ret sjov, kører på fuld energi, sine steder er den endda i modsætning til langt de fleste andre identitetspolitikkritiske bøger informeret om de emner, som den går i lag med, særligt homoseksualitet og transkønnethed (Marianne Stidsens forord har ingen af Murrays dyder, men radikaliserer til gengæld alle dens mangler).
Trættende forudsigelighed
Men den er også utrolig trættende i sin forudsigelighed, i den måde hvorpå et tydeligvis engageret og vidende menneske formår at skrive 390 sider uden på et eneste tidspunkt at være nysgerrig på dem, han skriver om. Det er i stedet »gift«, »falsknerier«, »vanvid«, »selvbedrag«, »vanvittige«, »afsindige« side op og side ned.
En væsentlig grund hertil er den klassiske konservative trope om, at der ikke er mere at kæmpe for. At vi er i mål. Påstanden hos Murray er, at kvinders rettigheder »syntes at have nået sin ønskede destination«, for homoseksuelle er »kampen vundet«, på racespørgsmålet er man »tæt på sejren«, og det samme gælder for transkønnede. Der må derfor ligge andet bag. Det er slet ikke lighed eller retfærdighed, der driver kampene og bevægelserne. Der må, antyder han flere steder, ligge noget andet bag. Det ’andet’ forbliver ret ubeskrevet, men synes at referere til rasende destruktionstrang. Hordernes hærgen, anticivilisation.
Lad ligge, at han på intet tidspunkt reflekterer over, at hans egen tanketradition i 200 år har beskrevet de ovenstående bevægelsers kamp for lige rettigheder med præcis de samme civilisationsomstyrtende betegnelser, som han nu tillægger identitetspolitik.
Murrays eksempler er velkendte fra utallige andre bøger om samme emne. Det gælder også tendensen til at ekstrapolere uden omtanke eller begrænsning. Enhver lille ting bliver løftet op til en enormitet. Intet er for småt til at blive gjort enormt. Man kommer til at tænke på Nietzsche: »Først må snogen gøres til en slange, før man kan blive en helt ved at besejre den«.
Identitetspolitik er både overalt og helt marginalt. Uden for enhver forstand og inficeret alle steder. Uden forbindelse med virkeligheden, men lige ved at vælte samfundet helt omkuld.
Derfor ser han heller ikke identitetspolitik andre steder end hos dem, han i forvejen ikke kan lide. Identitetspolitik fra højre nævnes én gang på andensidste side som noget, der fandtes engang, og selv når han rigtigt siger, at identitetspolitik handler om »politiseringen af alting«, så ser han hverken, at han selv bidrager dertil, eller at der er andre derude, der spiller det spil.
»Massernes amokløb«
Og når han går ind i en af de væsentlige acceleratorer af tidens hyperpolitik, nemlig sociale medier og techvirksomheder, så finder han forklaringen i (den fejlagtige påstand), at »det politiske miljø i Silicon Valley [er] endnu mere yderliggående end på de venstreorienterede humanistiske fakulteter«. Igen misses en mulighed for at analysere til fordel for at positionere.
En væsentlig diskussion at rejse i forhold til medier, sociale og traditionelle, er de måder, hvorpå ’identitetspolitik’ er blevet sensationaliseret, gjort til clickbait for de forargelsesparate. I stedet vælger Murray at forveksle en accelereret sensationsjournalistik med »massernes amokløb« til trods for, at der ingen faktiske masser er nogen steder at finde i hans tekst. Der er ingen hærgende horder eller pøbelopløb, ingen kogende masse, der løber rundt og ødelægger. Det meste, han finder, er folk, der diskuterer, kritiserer – rigtigt eller forkert, behersket eller overdrevent – men for hans indre blik er det hordernes hærgen, for det er hans fortolknings konklusion, før han kigger sig omkring.
Som Pierre-Joseph Proudhon angiveligt sagde engang: »Den, der siger menneskehed, ønsker at bedrage«. I dag må vi sige, at den, der siger identitetspolitik, kommer til at bedrage. Manuskriptet er så fast etableret, er gentaget så mange gange, er så let for dovne journalister og ivrige politikere at skrive af, at ingen egentlig nysgerrighed eller undersøgelse, ingen faktisk kritik eller afdækning, synes sandsynlig.
Vi misser i disse år at diskutere identitetspolitik, venstre, højre, centrum, oppe, nede, fordi det allerede er blevet afgjort og gentaget, hvad det er, hvem de er, og hvad de har læst. Det er derfor, det går så galt. Det meste af kritikken af identitetspolitik er mindst lige så meget – hvis ikke mere – fanget i den accelererende hyperpolitisering – hvor alt er positionering, intet er uskyldigt, alt er eksistentielt – som den beskylder identitetspolitikken for at være.
Megen råben, mange bøger, men kritiskintellektuelt en stampen på stedet.
Douglas Murray: Hordernes hærgen. Køn, race, identitet. Forlaget Ellekær 2020. 389 sider. 295 kroner
"Der er flere journalister, der skriver om identitetspolitik, end der er identitetspolitiske aktivister"
Ikke min oplevelse for, når man ser i debatten,
så kan jeg ikke tale, fordi jeg er en mand, og jeg skal føle skyld på grund af, at jeg er hvid. Du, som kvinde, kan sige ting, som jeg ikke kan, og hvis du tilmed er sort, har du tilmed lov til at sige grimme ting om min hudfarve, mens man ikke må sige, at du er racistisk for, at det er i orden, at du bruger arvesynd imod mig. Dem man skal se op til eller ned til, er ikke grundet deres karakter og værdisæt, men deres hudfarve, seksualitet eller køn.
Eller hvor langt identitetspolitisk er inde i magtens tårn, som ses tydeligt i en tweet fra Biden, som er i den rette identitetspolitiske ånd
”"Our priority will be Black, Latino, Asian, and Native American owned small businesses, women-owned businesses, and finally having equal access to resources needed to reopen and rebuild." — President-elect Biden ”
Eller da de åbnede USA kongres med ”Amen and Awomen”,
fordi at sige amen efter en bøn var sexistisk.
Men identitetspolitisk ses også meget tydeligt i vores medier,
såsom hvor meget ens hudfarve betyder, når man læser forskellige artikler. Der er personen hudfarve med for at give deres ord vægt eller for at påpeger deres intentioner, så identitetspolitisk har et godt greb i verdenen og har et godt greb i vores måde at se verden på,
*host host* selvom fordomme skulle være en dårlig ting bare ikke indenfor identitetspolitik, for der giver fordomme magt.
Lidt mere identitetspolitiske fra magtens tårn.
"Biden sparks outrage after signing divisive executive order pushing schools to include transgender athletes in girls' sports"
Som igen tydelige påviser denne ideologiske kulturkamp der forgår.... for prøve at søge på Transgender weightlifter (for vi lever i en tid hvor biologi og fakta ikke betyder)
Jens Jensen, reelt kræves der dog bare ét af dig: at du holder op med at identificere dig som flok og træder frem som selvstændigt individ. Det er nok det vigtigste i identitetspolitikkens credo.
Det er sandt at der er en risiko indbygget i udtrykket "identitetspolitik". Det ser jeg af og til når det antydes eller antages af en skribent, at selve det at have et fokus på en given identitet, f.eks lgbt eller race, bliver benævnt identitetspolitik. Altså som i at kalde og problematisere selve det faktum, at der foregår vold og chikane, at der er forkerte antagelser om en given gruppe, for identitetspolitik og derigennem afvise at problematiseringen er legitim.
Jeg ville ønske der var et bedre og mere populært ord for de problemer, de logiske fejlslutninger og uvidende argumenter, jeg bekymrer mig over ved det der populært kaldes identitetspolitik. Personligt ser jeg problemet som hyperindividualisme, som er en konsekvens af neoliberalisme. Ved at fornægte vigtigheden af at være et fællesskab, ved at gøre det sociale til en hyperindividualistisk kamp hvor alle er i konkurrence med alle, nedbrydes nationen som fællesskab og muligt fællesskab, som et sam-fund. Denne tendens ses nu tydeligst i USA.
Og det er hyperindividualiseringen, der gør diskussioner om fakta, om virkelighed, til noget nær en umulighed. Det er den får folk til at storme deres parlament fordi de vitterligt tror på en konspirationsteori. Som de tror på fordi de ser deres individualitet som så vigtig, at alt ved den overgår alt andet og alle andre. Fortæller man en hyperindividualist, at hans fakta ikke er fakta, anklager han dig for at "undertrykke" ham.
Med andre ord, er det en identitets-ubalance, jeg selv og flere andre ofte problematisere. Uden i øvrigt at være højreorienteret..
Til sidst, en bemærkning til valget af overskrift og problematiseringen her: Det er ikke, og har aldrig historisk set været tilfældet, at fordi en idé kun er båret af et mindretal, at den så ikke har magt. Dette er netop den slags logiske fejlslutninger baseret på uvidenhed, jeg er så imod. For nu at tage nogle eksempler: Var det mon det store flertal af ikke-adelige, der kom på ideen om at de måtte være adelen underlegne? Var det i 1800-tallet flertallet af ikke-nord og -vesteuropæeres idé, at de var den såkaldt hvide race underlegen? Kom og kommer kvinders lige antal i forhold til mænd også til historisk og aktuelt, til udtryk som i at de har/havde lige meget at skulle sagt? Nej. Det er ikke et flertal, der skal til for forvandle en idé, uanset hvor sand eller usand eller hvem der vinder mest ved ideen, til en sandhed der dominerer i samfundet. Der skal blot magt og prestige til. Økonomisk, politisk eller kulturel magt og prestige.
Men, Bjørn Pedersen, hyperindividualismen har ikke meget med identitetspolitik at gøre, det er den, vi ser udfoldet, når folk i en forkælelse af den anden verden ikke vil bøje sig for nødvendigheden under pandemien.
Derimod er det i allerhøjeste grad nødvendigt, at enhver borger i et demokrati er et selvbevidst, reflekterende og originalt individ, der kan bidrage til fællesskabet uden at skulle hjælpes for meget - i modsætning til en solipsistisk énspænder, der holder sig på afstand af de offentlige sfærer og i stedet for at give kun tænker på, hvad man kan tage.
"Der er en særlig skøn ironi i, at de identitetspolitikforskrækkede næsten uvægerligt påkalder sig en forsødet og skrubbet udgave af Martin Luther King og en tårevædet ihukommelse på ikke at se hudfarve, hvorimod den rigtige Martin Luther King var radikal, antiimperialist og kapitalismekritisk."
Martin Luther King blev af mange samtidige aktivister (fra Malcolm X til New Left m.fl.) betragtet som en konservativ håbsprædikant, og identitetspolitik var en nærmest integreret del af hans mission - ligesom den til dels har været dette for de historiske arbejderbevægelser, såvel i USA som globalt - hvilket både har gavnet og voldt problemer.
Mikkel Thorup foretager en helt uholdbar generalisering, når han anfører at al kritik af identitetspolitik udpeger sidstnævnte som hovedtruslen mod civilisationen - dette gælder jo kun store dele af dén kritik som gives fra konservativt hold. Andre kritiserer primært at den samtale, som ethvert demokratisk samfund kontinuerligt bør føre med sig selv om sit fundament, udsyn og formål - for derigennem bl.a at varetage almenvellets væsentligste interesser - drukner i meningsmarkeder, som typisk tager afsæt i konstruerede, individuelle trangs- og impulssystemer.
@Steffen Gliese
" reelt kræves der dog bare ét af dig: at du holder op med at identificere dig som flok"
Vi mennesker er et social flok dyr, der har bruge for et tilhørsforhold(identitet) i så mange af livets aspekter. Men samtidig er vi glade for vores egen selvstændighed og søger den. Så man vil altid have en indre og yder kamp om fællesskabet imod individet..
For i identitetspolitik er vi mennesker ikke lige, (selv arvesynd er tilladt) jeg er godt klar over at opnå at vi ser mennesker lige er utopi, og der altid vil være kræfter i os og udefra, der vil se ting i identitet.
Mit problem er at det er blevet i orden(næsten påkrævet) at man skal se personer i deres sex, race og seksualitet, og at dette har vægt i deres ord, og ikke sandheden...
@Steffen Gliese
Individualisme er ikke lig hyperindividualisme. Det er netop det selvbevidste som følge af at man reflekterer mere over resten af det samfund, man er en del af, der adskiller individualisme fra den hyperindividualisme jeg taler om. Jeg tænkte at solipsisme var for stærkt et ord for det, fordi man godt kan relatere til andre mennesker som hyperindividualist....hvis de er (reelt eller forestillet) ligesom én selv. Det er også netop "refleksions"-evnen, der er svagere eller uønsket for en der er hyperindividualist kontra en der bare er individualist.
Selvom jeg ser hyperindividualisme som at stamme fra neoliberalisme, fra fokus på at alle et menneskers problemer er individuelle af karakter, og at "samfundet" ikke eksisterer, så tror jeg årsagen til hvorfor det virker skyldes noget så (af nogle påstået) "primitivt" som hensynet ære. Eller værdighed. At frygten for at tabe ansigt er så stor i dag, pga. alle fejl jo lever videre online til næsten "evig" (eller forestillet evig) tid, at man hellere graver sine grøfter dybere.
Mikkel Thorup! Tusind tak for den artikel/anmeldelse. Specielt tak for: "Identitetspolitik er, modsat hvad der nervøst siges hver dag i Politiken og hver uge i Information (og råbes i andre aviser), ikke et venstrefløjs- men et tidsfænomen".
Mikkel Thorup kunne måske tage tage sine egne - velvalgte citater op til eftertanke: »Først må snogen gøres til en slange, før man kan blive en helt ved at besejre den«.
Det her er da mest et frådende selvoptaget angreb baseret på egne forestillinger - måske vi skulle sige legen krig . I forhold til denne fremførelse bliver jeg helt opløftet når jeg læser den efterfølgende anmeldelse af Nanna Mik-Meyer.
"Og når han går ind i en af de væsentlige acceleratorer af tidens hyperpolitik, nemlig sociale medier og techvirksomheder, så finder han forklaringen i (den fejlagtige påstand), at »det politiske miljø i Silicon Valley [er] endnu mere yderliggående end på de venstreorienterede humanistiske fakulteter«."
Kender Thorup folkene i Silikonedalens inderste politiske kompas? Han skriver i hvert fald "fejlagtig", som om han gjorde. Kynisk produktion af og økonomisk udnyttelse af sindsyg chauvinismedebat eller -skyttegravskrig er også et politisk standpunkt.
Eller, hvis der ikke er silicon-folk, der producerer, så reproducerer de i hvert fald.
...reproduktion er lidt et vidt begreb.
Man kan i stedet sige mediering, formidling, leverance eller ageren sendebud. De sociale medier frasiger sig ansvar over for de US-amerikanske ‘myndigheder’ i et skuespil, hvor politikere påstår, at det liberale demokrati ikke vil bøje sig for nogen adel og at de selv sørger for opretholdelse af lige muligheder på den frie verdens marked.
Medier kender deres magt og stræber ofte efter mere indflydelse. Vi modtagere forledes konstant af skuespillets susen som om, vi små enkeltdele havde forskellige interesser og maskeraden var til gavn for os :)
Artiklen er forresten god og relevant
Hvad er vigtigst for de sociale medier, mennesket eller kapital?
https://www.technologyreview.com/2021/03/11/1020600/facebook-responsible...
I følge den store danske ordbog er identitetspolitik: "politik der tager udgangspunkt i en bestemt (minoritets)gruppes religion, etnicitet, seksualitet el.lign., og som først og fremmest søger at varetage netop denne gruppes interesser". I den udstrækning man er enig i den definition så har jeg svært ved at se rigtigheden i overskriften: "Der er flere journalister, der skriver om identitetspolitik, end der er identitetspolitiske aktivister." (det er måske sarkastisk?) Fordi så kan alle, som gennem et angegement i en gruppe, søger at fremme en eller anden sag, vel karakteriseres som identitetspolitiske aktivister, da alt kan karakteriseres som værende politisk og alle sager på en eller anden måde kan forbindes med en minoritet, som de kan identificere sig med, i den udstrækning minoritet betyder ’en mindretals gruppe, som har noget til fælles, som adskiller dem fra majoriteten’, eller hvad?
Jeg troede ideen med at hver eneste lille gruppe af mennesker, som har en eller anden sag de ønsker fremmet, kaster sig ud i at organisere sig for at opnå det, er en slags ’checks and balances’ ide hvor de forskellige gruppers indbyrdes konkurrence, om at få lige netop deres sag fremmet, skulle, i hvert fald i teorien, skabe en slags balance, som betyder at alle får lidt af deres sag fremmet?
Hvis det er rigtigt så er det vel naturligt (men ikke nødvendigvis godt), at det er som Suzanne Brøgger også siger i citatet: "Nu indtager folk ’positioner’, som de forsvarer, mens de bekæmper andres positioner. Det gælder primært om at have og forsvare en identitet: Man er sort, rød, hvid eller blå, højre eller venstre, og så bekæmper man de andres position. Og det er i mine øjne ikke nogen kritisk, intellektuel proces. Det er mere sport."
Man kunne vel fremhæve følgende, som et af beviserne på at identitetspolitik ikke er et venstrefløjsfænomen: at minoriteten ’de velbjergede’ i mangel af bedre navn, arbejder intenst på at fremme lige præcis deres sag, ja der er flere, men én af dem er i hvert fald at sænke skatten så meget som muligt, fordi det angiveligt skulle være lige med slaveri at betale skat, så man ønsker at befri sig fra de lænker man føler det er, at bidrage gennem skatten til den helhed man selv er en del af og nyder godt af, samfundet. Her består gruppens kampenhed, som arbejder for at fremme gruppens sag, af tænketanke, medievirksomheder man ejer eller politiske partier med La og NB som eksempel, i stedet for en lille broget flok i en snusket kælder, der bliver glade fordi de har fået råd til at anskaffe sig en printer. I princippet er det jo det samme.