Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Fremragende biografi om den iranske ’skyggekommandør’, der blev likvideret af amerikanerne

Qassem Soleimanis historie er på mange måder Irans moderne socio-politiske historie
Kæmpe begravelsesoptog for generalmajor Qassem Soleimani og leder af den pro-iranske Kataib Hezbollah-milits i Irak Abu Mahdi al-Muhandis, som var blandt de dræbte i et luftangreb på lufthavnen i Teheran den 6. januar 2020.

Kæmpe begravelsesoptog for generalmajor Qassem Soleimani og leder af den pro-iranske Kataib Hezbollah-milits i Irak Abu Mahdi al-Muhandis, som var blandt de dræbte i et luftangreb på lufthavnen i Teheran den 6. januar 2020.

Reuters/Ritzau Scanpix

Kultur
15. januar 2021

For et år siden vågnede verden op til en nyhed, der fik #WorldWarIII til at trende globalt på sociale medier. Irans berygtede »Shadow Commander«, som magasinet The New Yorker havde døbt ham, var blevet likvideret af amerikanerne i Iraks hovedstads lufthavn. En likvidering, der breakede på toppen af nyhedstrømmen verden over og chokerede de observatører, der havde fulgt med i det forværrede forhold mellem Iran og USA under præsident Trump. Og allerede i november 2020 udkom The Shadow Commander; den første biografi om en generalmajor, der var kendt for at bevæge sig frit under radaren hen over landegrænser fra Afghanistan til Libanon. Hans primære opgave var at styrke Irans position blandt naboerne i regionen og svække modstandernes.

Ikke mange kendte til generalmajor Qassem Soleimani, eller Hajj Qassem’, som var hans nom de guerre iblandt hans tilhængere i Mellemøsten. Men Arash Azizi blev særligt chokeret over nyheden om hans død, for Azizi var i færd med at skrive Soleimanis biografi. Arash Azizi er ph.d.-studerende på New York University, hvor han forsker i venstrefløjens revolutionære sociale historie i Iran og i den arabiske verden under Den Kolde Krig. Og netop hans store viden om de revolutionære ideer, der kastede deres lange skygger på tværs af nationale grænser, er med til at sætte scenen for den verden, som skyggekommandøren kom til at vokse op i.

Qassem Soleimani blev født på en iransk nytårsdag i 1956 i Qanat Molk, en landsby tæt på en ubetydelig by ved navnet Rabor, i provinsen Kerman – et af landets mest forarmede områder bedst kendt for sine ørkner. Han blev født i en familie af bønder i en lille landsby, hvor alle andre også hed Soleimani til efternavn – opkaldt efter Kong Salamon. Her gik han i skole, og senere fortsatte han sin skolegang i Rabor, mens han tjente penge ved siden af som bygningsarbejder. Han flyttede til Kerman med en diplomuddannelse i hånden som 18-årig og begyndte at arbejde på det lokale vand- og kloakkontor. En offentlig arbejdsplads, som introducerede ham til en hel anden verden end den, han var født i. Selv om Kerman lå i udkanten af de store moderniseringer, som Teheran oplevede i disse år, så måtte denne flytning have været meget overvældende for den unge Soleimani. Han kom trods alt fra en simpel landsby, som ikke engang havde elektricitet.

Azizi portrætterer Soleimani som en mand, der ikke var synderligt inspireret af samtidens politiske ideer, som ellers rullede ind fra øst, vest og nord i takt med Irans buldrende økonomi. Den unge Soleimani holdt fast i sine hyppige besøg i moskeen i Kerman, og i disse år indledte han sit livslange kærlighedsforhold til kamp – via karate.

En af bogens absolut mest dragende styrker er de utallige fun-facts, der beretter om, hvordan ideer har rejst langt og genetableret sig med succes. Karate er en af dem: Omkring 1975, cirka samtidig med at Soleimani rykker til Kerman, åbner den første karateklub i byen. Til trods for at karate var udviklet i Rukuyu-kongeriget, bliver kampsporten brandet som japansk efter Japans overtagelse af øerne i slutningen af 1800-tallet. Og i 1960’erne bliver karate en populær eksportsvare, som tiltrækker sportsudøvere hele vejen fra Østen til Vesten.

Undervejs lander karate i Iran i 60’erne ved hjælp af en mand ved navnet Farhad Varaste. Varaste var en iraner, som lige havde afsluttet sin kemiuddannelse i Schweiz, og med sig importerede han sin passion for karate. Han åbnede landets første karateundervisning i sin fars kælder i Teheran, og allerede et år efter havde Iran et nationalt karatehold, som deltog i VM i Paris og vandt bronze. Kerman blev senere en af de provinser, der producerer flest nationale karatemestre i Iran.

Soleimanis historie er på mange måder Irans moderne socio-politiske historie. Fra en gældsat familie i periferien arbejder Soleimani sig til at blive en af Irans mest magtfulde mænd og den vigtigste soldat, som kun svarer direkte til Den Åndelige Leder. Det enorme sociale spring var umuligt uden Iran-Irak-krigen (1980-1988). For soldater, der overlevede krigen, var levende martyrer. En status, der gav nogle af dem gunstige forhold og social mobilitet.

I sit gravearbejde har Azizi blandt andet brugt lokale historiekilder på persisk, som beskriver, hvordan revolutionen i 1979 og krigen i det efterfølgende årti påvirkede en marginal provins som Kerman. Og de tre vigtigste grunde til, at Soleimani steg i graderne og blev Skyggekommandøren, er ifølge Azizi hans frygtløse kærlighed til kamp, hans evne til at mobilisere frivillige unge mænd til at følge ham i krig og martydom og hans karismatiske image som en ydmyg soldat. Det sidste ændrede sig dog, eftersom hans ansigt blev en heltefigur i kampen mod Islamisk Stat i 2013-2014.

Revolutionsgarden blev etableret kort efter revolutionen og havde den vigtige opgave at vogte revolutionens idealer med alle nødvendige midler. Da Soleimani først ansøger om at blive medlem, bliver han afvist. Men senere bliver han optaget takket være hans atletiske fysik. De anti-intellektuelle og folkelige aspekter af IRGC mobiliserede og tiltrak mange unge i krigsårene. Det hjalp naturligvis, at tv-imamer, krigssangere og religiøse musikere hyldede revolutionen i offentligheden uden modspil. Da krigen mellem Irak og Iran brød ud, viste det sig, at Soleimani var dygtig til at tiltrække unge til at kæmpe på fronten, især på grund af sit kendskab til de lokale stammer i Vestiran. Nationale narrativer om kærlighed til Gud, fædrelandet og martyrdøden imod de imperialistiske kræfter gjorde arbejdet nemt for ham. Han imponerede sine ledere, og allerede som 25-årig var han leder af to bataljoner i Kerman.

I de otte år, krigen varede, steg Soleimani i graderne. Han var dygtig i kamp, veg ikke fra konfrontation og vendte straks tilbage til fronten, selv efter alvorlige skader. Han var ikke en intellektuel tænker eller politiker, men en strateg og senere et diplomatisk talent, der var dygtig til at udføre ordrer og skabe relationer.

Da krigen sluttede i 1989, fik mange af hans nærmeste soldaterkammerater vigtige poster bag tunge skriveborde i Teheran. Revolutionsgarden manglede en raison d’etre efter krigen i 90’erne. Og mens staten outsourcede alt fra byggeopgaver og sikkerhedsoperationer til organisationer ledet af revolutionsgardister, drog Soleimani tilbage til Kerman. Han fravalgte en karriere som industribaron og vendte tilbage til det vilde, vilde Vestiran, som grænser op til Afghanistan og Pakistan. Herfra gik opiummens silkerute mod Europa og Afrika, kontrolleret af lokale mafiastammer. I kampen mod de lokale lovløse gjorde Soleimani, hvad ingen tidligere regering havde haft held med. I start-90’erne ledede han jagten på en række narkobaroner, og det skabte en lokal myte om ham. Myten blev kun styrket med tiden, og i 1998 blev Soleimani udnævnt til leder af Qods-styrken, som betyder Jerusalem-styrken på arabisk. En regional styrke med snuden rettet mod Israel, som blev etableret i 1988, men som under Soleimani bredte sin indflydelse helt fra Beirut til Kabul.

Iranerne var hurtige til at fordømme angrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Det stillede sjovt nok Iran på samme side som USA, hvad angik operationerne i Afghanistan. For det var i Irans interesse at komme af med talebanernes ekstremisme. Javad Zarif, Irans nuværende udenrigsminister, var dengang Irans repræsentant i FN. Han var Irans diplomatiske ansigt udadtil i samarbejdet med amerikanerne om at samle en ny regering i Afghanistan. I mellemtiden var Soleimani Irans skjulte ansigt, der kendte de lokale stammer, terrænet og de relationer og informationer, som amerikanerne havde brug for. Mens Zarif var uddannet i USA og vant til New Yorks bonede gulve, så var det Soleimanis første møde med amerikanerne – og så var de sjovt nok på samme side i en krigszone.

Samarbejdet med amerikanerne i Afghanistan var en direkte hands-on-operation mellem Soleimanis mænd og Amerikanske repræsentanter. Ingen kendte Afghanistans grænseland bedre end Soleimani, fordi han havde brugt årevis på at bekæmpe og fange smuglere i Vestiran. Ryan Crocker, den amerikanske repræsentant, skrev senere i sin biografi, at han anså det for sit »vigtigste bidrag [...] at sikre iranerens hjælp«. Der var nemlig en uskreven pagt mellem Iran og USA, indtil præsident Bush Junior i sin famøse tale fra 2002 kaldte Iran for en del af »ondskabens akse« i selskab med Irak og Nord Korea. En chokerende tale i iranernes ører.

I nullerne formåede Soleimani at mobilisere sine mænd i stor stil »til at beskytte« de hellige valfartsteder i Irak. I virkeligheden opbyggede han alliancer for at bekæmpe amerikanernes indsats og styrke Irans magt. Faktisk har iranerne og amerikanerne officielt været fjender de sidste to årtier med en hel del fælles interesser. Soleimani styrede også slagets gang i Syrien, da Bashar al-Assad ikke formåede at undertrykke revolutionen imod sig i 2011. Men det var ikke før 2014, da Soleimani befandt sig side om side med amerikanerne i kampen mod Islamisk Stat i Syrien og Irak, at hans ansigt blev verdenskendt: Skyggekommandøren blev født og rykkede dermed gradvis ud af skyggen.

Arash Azizis portræt giver en fremragende forudsætning for at forstå manden, myten og mordet på Qassem Soleimani, set fra det politiske lederskab i Iran.

Arash Azizi: ’The Shadow Commander – Soleimani, The U.S., and Iran’s Global Ambitions’. One World Publications

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Christensen

Det eer n helt rigtigt at Soleimai var ukendt. David Petreus tidligere chef i Iraq har da mange gange omtalt ham. I forbindelse med den iranske skyggekrig mod USA i Iraq. Petreus opfattede ham som 'hovedfjenden' , men de gange hvor USA næsten havde ham på sigtekornet lod de være; ligesom israelerne også før har fået nej til at likvidere ham. Det var nok dumt.

Preben Kaarsholm

'det vilde, vilde Vestiran, som grænser op til Afghanistan og Pakistan' - du må mene Østiran...