Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Gåsetårnet i Vordingborg giver stadig gåsehud, ligesom det gør det i Lundbyes maleri fra 1842

Hvad var det, guldaldermalerne så i Vordingborg i midten af 1800-tallet? Og hvad ser vi i dag, når vi går i malernes fodspor? Vores kunstkritiker konstaterer, at gåsetårnet indgyder samme form for ærefygt og ydmyghed på denne kolde gråvejrsdag, som det har gjort dengang. Hun må hen og røre
Johan Thomas Lundbye: ’Gåsetårnet i Vordingborg’, 1842.

Johan Thomas Lundbye: ’Gåsetårnet i Vordingborg’, 1842.

SMK Open

Kultur
29. januar 2021

Jeg lever i et maleri. Sådan oplever jeg det ofte, efter jeg er flyttet fra Vesterbro til Vordingborg. Jeg oplever det særligt, når jeg går tur på Borgterrænet, spadserer langs vandet ud mod én af godserne, der omkranser byen, eller når jeg løber en tur langs Oringepynten, hvor det psykiatriske hospital Oringe er placeret. Hospitalet er tegnet af Bindesbøl i 1852 og huser stadig et stort antal patienter. På Oringepynten er skoven oprindelig og gammel, og der er nærmest 360 graders udsigt til vandet. En våd, grå dag, bliver her i landskabet et nærmest turnersk syn: Disen indhyller hele scenen, vandet, himlen, skibene og broerne, i en nærmest magisk tåge. Landskabet ændrer sig hver eneste dag og forbliver alligevel det samme.

Det kan man helt konkret konstatere, hvis man genbesøger kunsthistorien og ser på de motiver af Vordingborg, som guldaldermalerne P.C. Skovgaard (1817-1875) og Johan Thomas Lundbye (1818-1848) har malet i midten af 1800-tallet, hvor den nationalromantiske stil var på sit højeste.

Den guldgrube af skøn natur og dansk historie, som Vordingborg byder på, er desværre gået lidt i glemslen siden, selv om det hele ligger lige for næsen af os. Da jeg voksede op på Sydsjælland, blev byen kaldt »Vordinghul«. Kedelige kommunale løsninger i byrummet har sat et større præg på indtrykket af byen, end fordums storhed og den skønne natur kan hamle op med. Eller hvad? Forleden gik jeg en tur i malernes fodspor for at lave en simpel »sammenlignende analyse« imellem nutidens virkelighed og datidens maleri.

På vandring med guldaldermalerne

Et af P.C. Skovgaards berømte malerier, Bøgeskov i Maj, er malet ved Iselingen-skoven i 1857 og viser en fornem familie på spadseretur i den nyudsprungne bøgeskov – et symbol på liv, fremdrift, romantik og velstand. Iselingen er ét af tre godser, der omkranser Vordingborg, og det besidder stadig et stort skovstykke, selv om noget i dag også er udstykket til parcelhuse. Et andet maleri, Parti ved Iselingen. I baggrunden Vordingborg Kirke og Gåsetårnet. Septemberaften er malet i 1865 og viser et blik ind mod Vordingborg – det må være malet omtrent dér, hvor den gyselige nybyggede svømmehal er i dag. Det er fra en tid før sørgelige kommunale bygninger – her er kun træer og dyr, en mølle, tårnet og kirken i horisonten.

’Bøgeskov i Maj’ af P.C. Skovgaard, 1857.

’Bøgeskov i Maj’ af P.C. Skovgaard, 1857.

SMK Open

Det er derfor først, når jeg går ned ved Gåsetårnet og vandet, at følelsen af at bevæge sig i et maleri bliver stærk, fordi så lidt er forandret her. Gåsetårnet har stået dér strunk og rundt siden 1300-tallet og er Nordens bedst bevarede middelaldertårn. Da borgen udgjorde Vordingborg Slot og var kong Valdemar Atterdags hjem, var der hele ni tårne af samme størrelse. Hér på slottet voksede Dronning Margrethe 1. op, indtil hun blev giftet væk som tiårig i 1363 til kong Håkon af Sverige. Her på slottet blev én af danmarkshistoriens vigtigste fredsaftaler underskrevet og Jyske Lov nedfældet. Herfra regerede først Valdemar den Store, der grundlagde slottet i 1100-tallet, siden Valdemar Sejr og mest betydningsfuldt Valdemar Atterdag, der fik bygget borgen med de ni tårne i midten af 1300-tallet.

Når man står oppe på ruinterrænet og skuer ud over Storstrømmen, oplever man at være lidt hævet over al jordelivet – mægtig, fri og stærk. Det har været en perfekt lokation for magten.

I malerens fodspor

Derfor er det heller ikke et tilfældigt motiv, Johan Thomas Lundbye valgte i 1842. Gåsetårnet er en vigtig del af dansk nationalhistorie, som for guldaldermalerne var lige så vigtig som naturen.

Her i avisen læste jeg Kristen Bjørnkjærs artikel om guldalderdanmark, hvor han gør sig forestillinger om, hvordan Lundbye står med sit staffeli og sine pensler på slotstorvet, og kommer i snak med »unge blonde piger«. Ligesom guldaldermalerierne selv ofte var stærkt idylliserende – altid er det sommer og solskin – så er den forestilling det også, viser det sig. For Lundbye har nok slet ikke selv været i Vordingborg for at male Gåsetårnet, men har malet sit motiv efter en tegning af P.C. Skovgaard. Sådan fremgår det i hvert fald af lokalarkivets oplysninger.

’Parti ved Iselingen. I baggrunden Vordingborg Kirke og Gåsetårnet. Septemberaften’ af  P.C. Skovgaard, 1865.

’Parti ved Iselingen. I baggrunden Vordingborg Kirke og Gåsetårnet. Septemberaften’ af  P.C. Skovgaard, 1865.

SMK Open
Den første påfaldende forskel mellem Lundbyes 179 år gamle maleri og nutiden er vejrliget. Maleriet forestiller en solskinsdag, hvor der går græssende får og endda en ko på borgterrænet, mens det i nutidens virkelighed er januarkoldt og overskyet, den slags vejr, min far kalder »selvmordsvejr«, og her er ingen dyr foruden et par hunde i snor.

Selve tårnet ser anderledes ud i maleriet, mest bemærkelsesværdigt er der ingen guldgås på toppen, ligesom tårntaget har en anden form. Maleriet er malet i 1842, og på det tidspunkt var der ingen guldgås, for den var efter sigende blevet stjålet af Erik af Pommern i 1439. I 1871 kom det nuværende kobbertag på tårnet inklusive en ny gås, der er forgyldt med to kilo guld. Den famøse guldgås var i sin tid ment som en datidens fuckfinger rettet mod de 77 hansestæder, der havde erklæret kongen krig. Kongen anså dem som en flok skræppende gæs, og gåsen skulle symbolisere, hvor ligeglad han var med deres trusler og pres.

Gåsehud og tykke mure

Sådan at gå midt i historien, blandt ruiner af fortidens sejre og fald, kan godt give mig gåsehud. Jeg går rundt om tårnet på afstand for at finde det nøjagtige sted, det er malet fra. Jeg finder frem til en position helt for enden af Algade yderst på Borgterrænet. Mit pejlemærke er dels den rest af den oprindelige borgmur, der udgår fra tårnet, dels de aflange vinduer, der løber i mønstre rundt om tårnet.

Jo, det må være lige her, han har stået og skitseret. Her dukker det lille gule hus i maleriets højre side også op bag nogle træer, når jeg tager et fotografi på min iPhone. Placeringen er fundet. Hvad er forandret? Først og fremmest fremstår terrænet i Lundbyes maleri langt mere bart. Her er græs og får og tårnet på bakken. Det er først og fremmest et portræt af Gåsetårnet. Enkelte små træer ses også. Måske er det de samme træer, der i dag løber langs voldgravens kant. De ser i hvert fald tudsegamle og krogede ud. Men det slår mig, at tårnet indgyder samme form for ærefygt og ydmyghed på denne kolde gråvejrdag, som det har gjort i 1842. Et historisk symbol på magt og vælde.

Gåsetårnet i Vordingborg anno 2021.

Gåsetårnet i Vordingborg anno 2021.

Emilie Lærke Henriksen

Jeg må hen og røre ved tårnet. Befamle det lidt. Én ting er at kigge, noget helt andet er at mærke. De røde mursten er grove og uensartede tæt på, men de føles massive, robuste. Tårnets mure er 3,5 meter dybe i bunden og bliver tyndere længere oppe. Tårnet blev en overgang brugt til fængsel, og der findes vilde historier om fanger på flugt derfra. For et par år siden vovede jeg mig indenfor. Idéen var at komme helt op i toppen og spejde ud. Jeg lider af højdeskræk, men jeg har trods alt været oppe i Rundetårn flere gange, og det er ti meter højere. Jeg nåede ikke hele vejen den dag og har ikke forsøgt siden. Tårnet er i forvejen højt placeret, og udsigten over vandet fra de små vinduesposter gjorde mig svimmel, det samme gjorde de stejle trapper, der modsat muren ikke forekom helt stabile. Det bliver en anden gang snart, når verden åbner igen, og jeg trænger til noget mere udsyn. Og at føle, at verden ligger for mine fødder.

Serie

I kunstnernes fodspor

Der er meget, kunstelskere ikke har adgang til for tiden. Men ture kan man gå. Også til de særlige steder, som kunstmalere har skildret. Hvad ser vi der nu? Hvad så kunstnerne i stedet dengang? Hvordan ser vi deres malerier i dag?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Egholk

Skøn artikel, jeg må snart ned og besøge tårnet og borgruinen.