Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Gåsetårnet i Vordingborg giver stadig gåsehud, ligesom det gør det i Lundbyes maleri fra 1842

Hvad var det, guldaldermalerne så i Vordingborg i midten af 1800-tallet? Og hvad ser vi i dag, når vi går i malernes fodspor? Vores kunstkritiker konstaterer, at gåsetårnet indgyder samme form for ærefygt og ydmyghed på denne kolde gråvejrsdag, som det har gjort dengang. Hun må hen og røre
Johan Thomas Lundbye: ’Gåsetårnet i Vordingborg’, 1842.

Johan Thomas Lundbye: ’Gåsetårnet i Vordingborg’, 1842.

SMK Open

Kultur
29. januar 2021

Jeg lever i et maleri. Sådan oplever jeg det ofte, efter jeg er flyttet fra Vesterbro til Vordingborg. Jeg oplever det særligt, når jeg går tur på Borgterrænet, spadserer langs vandet ud mod én af godserne, der omkranser byen, eller når jeg løber en tur langs Oringepynten, hvor det psykiatriske hospital Oringe er placeret. Hospitalet er tegnet af Bindesbøl i 1852 og huser stadig et stort antal patienter. På Oringepynten er skoven oprindelig og gammel, og der er nærmest 360 graders udsigt til vandet. En våd, grå dag, bliver her i landskabet et nærmest turnersk syn: Disen indhyller hele scenen, vandet, himlen, skibene og broerne, i en nærmest magisk tåge. Landskabet ændrer sig hver eneste dag og forbliver alligevel det samme.

Det kan man helt konkret konstatere, hvis man genbesøger kunsthistorien og ser på de motiver af Vordingborg, som guldaldermalerne P.C. Skovgaard (1817-1875) og Johan Thomas Lundbye (1818-1848) har malet i midten af 1800-tallet, hvor den nationalromantiske stil var på sit højeste.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Henning Egholk

Skøn artikel, jeg må snart ned og besøge tårnet og borgruinen.