Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Nogle gæster græder i podcasten Tårekanalen. Men det er ikke kun derfor, den er bevægende

»Hvad har rørt dig til tårer,« spørger værten Rikke Collin sine gæster i Tårekanalen. Med udgangspunkt i svar om både Safran Foer og ’Titanic’, bliver man som lytter mindet om, hvad kulturen kan rykke i os
I Rikke Collins ’Tårekanalen’ er det ingen skam at græde. Det er tværimod vejen til et nyt syn på forskellige kunstværker.

I Rikke Collins ’Tårekanalen’ er det ingen skam at græde. Det er tværimod vejen til et nyt syn på forskellige kunstværker.

Dalva Skov

Kultur
25. januar 2021

Når det bliver koldt, så græder jeg. For når luftfugtigheden er tilpas lav, flyder mine øjne i vand, og som var jeg en kropumulig vejrstation, indikerer to glinsende løbebaner ned ad mine kinder, at nu, nu er det altså blevet vinter.

Og når jeg så går rundt der som et offentligt tudefjæs, føler jeg mig på én gang afsløret og som en snydepels. For andre kan jo ikke se, at det bare er biologien, der er grådlabil.

Måske det ikke kun er biologien, men også kulturen, der kan være det.

Det indtryk kan man i hvert fald få, hvis man lytter til Tårekanalen, en samtalepodcast tilrettelagt af radiovært Rikke Collin, som handler om alt det, der rører os til tårer. Med de forløsende ord »Hvad skal der til, for at du bliver rørt?« har Collin siden 2017 inviteret gæster ind i sit hjemmestudie, hvor de med udgangspunkt i et værk eller fænomen, der har haft særlig betydning for dem, kommer godt omkring i følelsesregistret.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her