Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Nogle gæster græder i podcasten Tårekanalen. Men det er ikke kun derfor, den er bevægende

»Hvad har rørt dig til tårer,« spørger værten Rikke Collin sine gæster i Tårekanalen. Med udgangspunkt i svar om både Safran Foer og ’Titanic’, bliver man som lytter mindet om, hvad kulturen kan rykke i os
I Rikke Collins ’Tårekanalen’ er det ingen skam at græde. Det er tværimod vejen til et nyt syn på forskellige kunstværker.

I Rikke Collins ’Tårekanalen’ er det ingen skam at græde. Det er tværimod vejen til et nyt syn på forskellige kunstværker.

Dalva Skov

Kultur
25. januar 2021

Når det bliver koldt, så græder jeg. For når luftfugtigheden er tilpas lav, flyder mine øjne i vand, og som var jeg en kropumulig vejrstation, indikerer to glinsende løbebaner ned ad mine kinder, at nu, nu er det altså blevet vinter.

Og når jeg så går rundt der som et offentligt tudefjæs, føler jeg mig på én gang afsløret og som en snydepels. For andre kan jo ikke se, at det bare er biologien, der er grådlabil.

Måske det ikke kun er biologien, men også kulturen, der kan være det.

Det indtryk kan man i hvert fald få, hvis man lytter til Tårekanalen, en samtalepodcast tilrettelagt af radiovært Rikke Collin, som handler om alt det, der rører os til tårer. Med de forløsende ord »Hvad skal der til, for at du bliver rørt?« har Collin siden 2017 inviteret gæster ind i sit hjemmestudie, hvor de med udgangspunkt i et værk eller fænomen, der har haft særlig betydning for dem, kommer godt omkring i følelsesregistret.

I podcasten tages tårer alvorligt, uanset om de er blevet fremprovokerede af film som Titanic og The Notebook, af Cat Powers musik eller Jonathan Safran Foers roman Extremely Loud and Incredibly Close. Som helhed er podcasten dermed en påmindelse om, hvordan kulturen kan forandre os. Skiftende gæster fortæller om, hvordan de har fundet styrke, inspiration eller håb i at blive rørt af alt fra tv-serier til bøger.

I et afsnit fortæller journalist Kevin Shakir om at have set Alene hjemme som fireårig og at være så optaget af filmens syvårige hovedperson, Kevin McCallister, at han beslutter sig for selv at skifte navn til Kevin. »Det har måske været den vigtigste film i mit liv,« fortæller Shakir, der griner ad sig selv, imens han siger det. »Fordi den har været et gennemgående tema i min opdagelse af mig selv.«

I et andet afsnit fortæller radiovært Mathias Helt, hvordan han spejler sin egen relation med sin far, der er gået bort, i forholdet mellem Fedtmule og hans søn i A Goofy Movie. Grådkvalt siger han i podcasten ’undskyld’ til lytteren. Ikke fordi han græder, understreger han, men fordi det kan være svært at høre, hvad han siger med bævende ansigt. Den bemærkning karakteriserer, hvilket forhold man får til tårer af at lytte til Tårekanalen: De er helt okay.

Nogen vil måske kende Kevin Shakir fra sit værtskab på Radio LOUD, eller Mathias Helt fra det nu hedengangne program Er du sunshine?, der blev sendt på Radio24syv. Men at kende gæsterne er slet ikke en forudsætning for at få noget ud af podcasten. Det, det er podcastens store styrke, er nemlig ikke dens portrætter, men at den med tårerne som greb kan åbne værker på nye måder.

Det er ikke farligt at afsløre sig selv

Jovist, i sig selv er tårer vel en tvivlsom kvalitetsmarkør. For indimellem græder man nok mest af alt på grund af noget inde i sig selv. Som radiovært Susanna Sommer pointerer, da hun er gæst i podcasten, er mange produkter i mainstreamkulturen ligefrem skabt med det formål at trykke på ens mest følsomme knapper. Sådan er tårer ikke kun et udtryk for følsomhed, men indimellem også et produkt af god fortælleteknik.

Men det følger alt sammen med i Collins univers. I Tårekanalens til tider lidt lange afsnit er tårer ikke bare noget, man italesætter. Det er noget, man forsøger at forklare og forstå ved at sætte ord på, hvad det er, der rører én i selv det mest klichéfyldte og tårepersermålrettede kulturprodukt.

I værtsrollen er Collin generøs: »Jeg græder hver dag,« siger hun til den ene gæst, til den anden fortæller hun om sin spiseforstyrrelse. I Tårekanalen er det ikke farligt at afsløre sig selv, hverken som vært eller som gæst. Et greb, som man også ser andre steder i podcastlandskabet anno 2021, eksempelvis i samtalepodcasts som Fries Before Guys og A Seat At The Table, hvor værterne med forskellige udgangspunkter bringer egne erfaringer ind i deres podcast. De bruger dem til at skabe noget, der kunne være podcastmediets svar på en basisgruppe: Et rum, hvor erfaringsdeling er vejen til forandring.

At podcasten insisterer på det, er det allermest bevægende ved at lytte til Tårekanalen.

Tårekanalen. Vært og tilrettelægger: Rikke Collin. Kan findes via Taarekanalen.dk og på de store podcastplatforme.

Serie

En podcast om dagen 

Der kommer hele tiden flere podcasts og flere danske podcastlyttere til. Under nedlukningen vil Information kritisk lytte sig igennem det populære medies kriblende undergrund og brusende hovedstrøm. Vi starter med de danske.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her