Glæden ved gammelt ragelse blusser op, når man ser DR’s ’Skattejagt på museet’

Misundelse plejer ikke at være en særlig dominerende følelse, når jeg ser historieprogrammer. Jeg var for eksempel fint tilfreds med ikke at skulle gætte med for rullende kamera i Historiequizzen på DRK, hvor Adrian Hughes i hvert afsnit tog to eksperter med til et nyt sted af stor historisk betydning og lod dem demonstrere deres fine viden om danmarkshistorien. Det nød jeg at lytte til, mens jeg i al fredsommelighed overvejede, om man en dag skulle tage på udflugt til det museum eller den bygning, de nu besøgte.

Med Skattejagt på museet har jeg det anderledes. Her skal et nyt makkerpar i hvert af de fire afsnit gå på opdagelse i et museums magasiner og finde inspiration og genstande til en lille udstilling, de så laver til sidst. Jeg er glad for, at programmet eksisterer, men ked af, at det ikke er mig, der medvirker i det og får lov at iføre mig hvide handsker og rode rundt i alt det dejlige, gamle ragelse, der findes derude.

Genstande som hvalknogler, tugtelsesinstrumenter og helt tidlige højtalere er endnu mere dragende, når de står opmagasineret, end når de er udstillede og gennemformidlede. Programmet spiller effektivt på, hvor hemmelighedsfulde og topsikrede magasinerne er, og de medvirkende museumsfolk stråler så tilpas meget af stolthed, når de pakker en genstand ud, at man ikke er i tvivl om, at det er vigtige sager. 

’Socialkvalmende korrekthedsudstilling’

Makkerparrene er kendte mennesker, der godt kan lide hinanden, og programmets grundstemning er lystig og lidt drillesyg. Alle går ivrigt til opgaven og lytter andægtigt efter, når forskellige museumsfolk viser dem rundt og finder klenodier frem til dem. Undervejs bliver det for nogle af makkerparrenes vedkommende tydeligt, at det er ret forskelligt, hvad de er ude efter.

Hella Joof erklærer fra begyndelsen, at det hun leder efter på Naturhistorisk Museum i København er »gudsbeviser«, mens hendes makker Nikolaj Koppel hellere vil lave noget pædagogisk og opbyggeligt, der får folk til at forstå, at man skal passe godt på sin planet. Den ambition giver Hella Joof akut lyst til at »styrte ud og købe en dobbeltwhopper af ren give me a break-hed.« Sådan sludrer de sig gennem magasinerne (primært dem, hvor de zoologiske samlinger befinder sig), hvor det for min skyld godt måtte gå lidt langsommere, så kameraet kunne nå at panorere hen over flere ting og sager.

Men Skattejagt på museet er et underholdningsprogram, så der skal ligesom ske noget. En tur til Stevns Klint bliver det også til. Hella Joof beskriver sin kurateringsmetode som at tage »en følelsesmæssig indkøbskurv« og mimer, hvordan hun på intuitiv vis plukker løs af forskellige fænomener, der får noget frem i hende:

»Fod. Hud. Gevir. Alle slags dyr.«

Det er godt stenet og repræsentativt for et program, der på en nærmest overgearet måde skildrer mennesker, der kigger på ting og taler om dem.

Claus Rosenløv

Fællessangspianisten Phillip Faber og satirikeren Frederik Cilius, der kender hinanden fra Den klassiske musikquiz på DR2, har også hver sin idé om, hvad deres udstilling på Holbæk-afdelingen af Vestsjællands Museum skal gå ud på. Og også her er det spørgsmålet om, hvorvidt den skal formidle et moralsk eller politisk budskab, der skiller dem ad. Det, der får Frederik Cilius til at hvine af fryd, er sådan noget som de bevarede rester af det såkaldte hovsa-missil, som ved en fejl blev affyret fra en fregat i Kattegat den 6. september 1982 og ramte et heldigvis på det tidspunkt ubeboet sommerhusområde.

En udstilling om legendariske bommerter former sig tydeligvis i hans hoved. Phillip Faber vil, som den ærkegode dreng han er, bare gerne komme så tæt på Jens Vejmand som muligt. Med Frederik Cilius’ ord drømmer han om at lave »en socialkvalmende korrekthedsudstilling om, hvor hårdt nogle har haft det, og hvor godt andre har haft det.«

Udskammer fornæret museumsdirektør

Sangeren Pernille Rosendahl og forfatteren Knud Romer lader til at være meget på linje med hinanden, men gør så fælles front mod Moesgaards stakkels museumsdirektør, fordi han i stedet for at give dem et rigtigt rum til deres udstilling har markeret en firkant midt i en stor foyer, som de kan udfolde sig på.

»Ej, hvor er du bare fornæret,« udbryder Knud Romer og udpensler et scenarie, hvor museumsdirektøren skal sidde på en faldlem i en bod på bakken, hvor man kaster bolde mod en plade, der udløser hans fald ned i en kold balje vand. Museumsdirektøren krymper sig og slår blikket ned, men ombestemmer sig ikke. 

Brødrene Lund Madsen har man placeret på Danmarks Tekniske Museum, som viser sig at have været et fast udflugtsmål i deres barndom. Deres far var opfinder af blandt andet den termiske mannequin, som er en menneskeformet temperaturmåler, der ligner en robot fra en gammeldags sci-fi-film. Med sådan en kan man for eksempel tjekke kvaliteten af soveposer. Brødrene er både professionelle sludrechatoller og vidende teknikentusiaster, der ender med kun halvt i spøg at udtrykke et håb om, at deres udstilling skal inspirere en lille pige til at vokse op og blive ingeniør og opfinde en maskine, der kan køre på havvand.

Som de andre deltagere i programmet lægger brødrene ud med at være ellevilde over alt, hvad de ser, helt elektriske faktisk. Efterhånden sætter præstationspresset ind, og selv om de nyder synet af verdens første højtaler (som virkelig også er smuk), er hver genstand, de bliver præsenteret for, også bare en påmindelse om, at de endnu ikke har fået den helt gode idé til udstillingen.

Men en ting er, hvad Anders og Peter Lund Madsen selv gerne vil vise frem og formidle, en anden ting er, hvad de gode museumsfolk har planlagt at præsentere dem for fra deres store samlinger.

Før brødrene finder deres fokus, tager programmet en gevaldig omvej og bruger lang tid på at skildre opfinderen Valdemar Poulsen, som havde en finger med i spillet i udviklingen af radioteknologien. Den historie kræver en udflugt til Kongens Nytorv og Stærekassen ved Det Kongelige Teater. Her kigger de i selskab med en historiker på den mosaik, man kan se under scenetårnet der, og diskuterer, hvad det mon har gjort ved Valdemar Poulsens ego at blive foreviget på linje med Ole Rømer, H.C. Ørsted og Niels Bohr.

Generelt er Skattejagt på museet tilrettelagt med god tid til at sætte magasin-udforskningen på pause til fordel for et indslag med grafik og arkivmateriale, som forklarer, hvad de taler om. Tilrettelæggerne har også haft øje for, at mange af museumsfolkene også bare i sig selv er nogle formidlingsværdige pragteksemplarer. Programmerne er klippet, så man ikke får lov at overse deres entusiasme.

Indiana Jones-fornemmelsen

I tre ud af Skattejagt på museets fire afsnit bliver arbejdsprocessen beskrevet som en rejse. De er ikke blege for at smøre tykt på og være lidt pompøse i det, hverken deltagerne eller tilrettelæggerne. Underlægningsmusikken er noget så svulstig og leder tankerne hen på Indiana Jones-filmene. Det samme gælder programmets brunlige grafik, der lader gamle kort og videnskabelige figurer flyde sammen med en masse latinske ord.

Indiana Jones er vel nok den førende populærkulturelle heroisering af det forskningsbaserede indsamlingsarbejde, der danner grundlaget for ethvert museum, så det er oplagt at læne sig op ad deres æstetik. Men især underlægningsmusikken virker anmassende.

Det er distraherende, at musikken så ivrigt fortæller en, at man nu bør gøre store øjne. I mange af tilfældene endda bedst som man skulle til at gøre det helt af sig selv. Programmets speaker (Ib van Deurs, som også er speaker på X Factor) gør også sit for at styrke fornemmelsen af kulørt underholdningsprogram, men når man lige har vænnet sig til hans tegnefilmsdramatiske stemmeføring, fungerer den som en ret sjov indramning af programmets uundgåeligt støvede hovedindhold: De potteskår, knogler og dimser, som deltagerne ser på. 

Selv om Skattejagt på museet læner sig meget op ad de kendte deltageres charme, er det først og fremmest en overbevisende fejring af museet som institution. Det er kun rimeligt, at man går på jagt efter gode historier på museerne. Det har BBC også haft held med i radioprogrammet A History of the World in 100 Objects, der i hvert afsnit præsenterede en udstillingsgenstand fra British Museum. Helt tørt og helt vildt godt. Verdens største museumskompleks, amerikanske The Smithsonian Institution, har også lavet podcasten Sidedoor, der også trækker på det, de har i deres mange forskellige samlinger.

Den store attraktion ved Skattejagt på museet er, at man får lov til at se alt det, man ikke normalt har adgang til. Selv om det er dejligt, at nogle har gjort sig den ulejlighed at udvælge det væsentligste og stille det flot frem, når man går på museum, er magasinerne næsten mere overvældende og interessante. Det er her, man får en fornemmelse af, hvor åndssvagt mange ting der findes, og som kloge mennesker kan få noget ud af at granske.

Magasinerne gør sig også godt på tv med deres lidt uhyggelige kompaktreoler, som man kan skille ad og samle ved at dreje på et håndtag, og med titusindvis af fortidslevn og døde dyr. Den brede palet af entusiastiske museumsfolk, man møder gennem de fire programmer, er også med til at gøre det seværdigt. Man ville for eksempel gerne vide mere om hende Pauline, der delte værelse med Grauballemanden en nat, han var indskrevet på hospitalet for at blive scannet til forskningsbrug. Og man vil gerne besøge alle mulige museer og se den top af isbjerget, de der har valgt at udstille. Midt i en nedlukning er det bare endnu en grund til at være misundelig på programmets deltagere.  

’Skattejagt på museet’ vises søndag klokken 20 på DR1. Alle fire afsnit er tilgængelige på dr.dk.