Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Glenn Bechs debutroman er en stor og overvældende kraftudfoldelse

’Farskibet’ er en 552 sider lang voldsom konfrontation med forfatterens fars selvmord og med den forkvaklede maskulinitetsopfattelse, der gjorde livet umuligt for faren
Glenn Bech med en præcis metafor sit projekt som en djævleuddrivelse.

Glenn Bech med en præcis metafor sit projekt som en djævleuddrivelse.

Laerke Posselt

Kultur
22. januar 2021

Glenn Bechs debutroman Farskibet er voldsom i sit ærinde og udtryk. Ikke voldsom i den betydning af ordet, der nævnes som den første i Den Danske Ordbog: »brutal og voldelig i sin fremfærd«, men ret præcist voldsom i den tredje betydning af ordet, som ordbogen opremser. Den »bærer præg af stor eller overvældende kraftudfoldelse, store anstrengelser, stort besvær el.lign.«

Over 552 sider gør forfatteren op med sin fars selvmord, der fandt sted, da han selv var fem år og hans bror var tre. Selvmordet ses aldrig som en isoleret ulykke, men som et udtryk for en indskrænket og forkvaklet opfattelse af, hvad det vil sige at være mand. En opfattelse, det ikke var muligt for Glenn Bechs far at leve i, og som heller ikke er til at være i for hverken ham selv som homoseksuel eller hans heteroseksuelle Justin Bieber-elskende bror.

Opgøret med det formative traume, som farens selvmord er, er samtidig et opgør med det, der på bagsiden af bogen benævnes giftig maskulinitet. Den giftige maskulinitet er netop karakteriseret ved at være brutal og voldelig i sin fremfærd, og den viser sig romanen igennem af de kærester, forfatterens mor får efter sin mands død, og af de adfærdsmønstre, der udspiller sig mellem Glenn, broren René og deres venner.

Man hører om den decideret ultravoldelige, sadistiske stedfar Erik, der voldtager moren regelmæssigt, og om hans efterfølger, Søren, som praktiserer en mindre korporlig, mere bøvet form for brutalitet. En slags demonstrativ hensynsløshed kunne man kalde den, en måde hele tiden at positionere sig på som den, hvis behov er vigtigst.

Glenn Beck: 'Farskibet'. 

Glenn Beck: 'Farskibet'. 

Gyldendal
Farskibet skildrer forfatterens opvækst og familiens udvikling springende mellem forskellige tider, men har hele tiden blikket fokuseret på der, hvor den giftige maskulinitet sætter ind og mindsker det eksistentielle mulighedsrum. Også når det sker i form af homofobisk mundlort blandt venner, familiemedlemmer og World of Warcraft-spillere, eller en vane med at se skævt til alt, der falder uden for en snæver kønsnorm, som aktiverer en frygt for afvisning og i yderste konsekvens vold hos hovedpersonen.

Djævleuddrivelse 

I pressemeddelelsen beskriver Glenn Bech med en præcis metafor sit projekt som en djævleuddrivelse. I den allermest sekulære, umystiske forstand hviler der en forbandelse over den måde at være mand på, som driver faren til selvmord, stedfædrene til vold og hensynsløshed og Glenn og hans bror til fortvivlelse. Farskibet er en konfrontation med denne eksistentielle forbandelse – og med den kæmpemæssige sorg og vrede, den har affødt. Som sådan en overvældende kraftudfoldelse, hvis nødvendighed er indlysende, og hvis litterære udtryk er engagerende.

At det litterære udtryk er engagerende forhindrer det ikke i samtidig at være forvirrende, flosset, henkastet og kaotisk. Som læser er man tit desorienteret, fordi teksten på et overordnet plan flakker mellem forskellige former, tider og steder. Og også fordi den i de enkelte passager ofte er tøvende, famlende, hakkende og famlende, bestående af hele, halve og trekvarte sætninger føjet sammen med tankestreger og tøveprikker. Denne måde at lade skriften lede efter ordene på minder om et andet værk, hvori en ung mand konfronterer et tab og en sorg, nemlig Rolf Sparre Johanssons langdigt Begravelse fra 2016.

På nogle sider står en enkelt sætning (såsom »Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel« og »Holdt der mon en ambulance«), på andre sider kværner teksten afsted, hvad enten det er i form af monolog eller dialog. Eller af alt muligt andet for den sags skyld, for Glenn Bech udnytter i Farskibet til fulde romangenrens radikale rummelighed.

Personlige erindringer 

En stor del af teksten kan karakteriseres som personlige erindringer og optegnelser, der på et mere eller mindre direkte metaplan kredser om erindring og om, hvordan man former og formes af sine erindringer. I de førnævnte passager, hvor sætningerne står for sig selv på siderne, fungerer teksten som den type indestængt desperate, uforfængelige lyriske minimalisme, den nu afdøde svenske digter Ola Julén skrev. En række af bogens tekster står på grå baggrund, heraf er nogle sat op som digte skrevet i versaler.

Bogen er delt op i tre dele (hvis anden del, for at det ikke skulle blive for velordnet, er delt op i to) og i en række kapitler, der nogle gange er opkaldt efter en vej, som familien har boet på, og nogle gange også angiver alderen. Andre gange er kapiteloverskriften mere tematisk som for eksempel »Om begyndelsen på din angst fire år tidligere«, der vildt ømt og med en vrede, der rimeligvis er rettet mod bogens hovedfjende, den giftige maskulinitet, beskriver, hvordan angstanfald slog nogle sprækker i brorens selvopfattelse, der paradoksalt nok har gjort det muligt for ham at forholde sig bare lidt mere åbent og smidigt til sine følelser.

Eller en anden favorit, der demonstrativt lader være med at vælge mellem den apatiske og den forceret optimistiske attitude: »Dagene går/Livet går videre«. »’Den sociale arv til Glenn’« er titlen på en kursiveret tekst i teksten, som angiveligt (og troværdigt) er Glenns mors egne skriftlige erindringer, der bringes i uddrag og gør bogen endnu mere perspektivrig.

Midt i romanen finder man en lang række kommenterede gengivelser af hjemmevideoer fra en familieferie til Kreta med den braldrende stedfar Søren og hans forældre, da Glenn og broren René var halvstore drenge. Glenn kan genkende sin egen kameraføring, der kredser om en køn dreng ved poolen, men er på det tidspunkt endnu ikke sprunget ud og tager – forståeligt nok ud fra den generelle stemning i familien og i opvæksten generelt – brorens beskyldning om at være bøsse som en trussel, der må besvares med vold.

Gengivelsen af disse videooptagelser er indlejret i en scene i romanen, hvor hele familien sidder på et tidspunkt for ikke så mange år siden og ser og reagerer på dem sammen. Det er ret fremragende, sådan som familiedynamikken dengang i fortiden og dengang i den lidt nærmere fortid spejler sig i hinanden. Men som i resten af bogen er der absolut intet gjort for, at det skal fremstå raffineret eller elegant. Det er snarere to skildringer af relationskaos, der står side om side og gnubber sig op ad hinanden.

Dynamikgenererende kaos 

Farskibet kan umiddelbart virke som en pærevælling af tekst. Også fordi tegnsætningen mange steder er aparte med ekstremt mange anførselstegn, tankestreger, kursiveringer, accenter og andre grafiske markeringer. Men det, der virker uoverskueligt og kaotisk, er også hele tiden sært dynamikgenererende. Kontrasten er markant til den ellers tematisk beslægtede erindringsbog Sørgekåben (2019) af Mikkel Frey Damgaard, som på en helt anden køligt reflekterende, dokumentaristisk og formfuldendt formuleret måde forholder sig til forfatterens fars selvmord. 

Hjemmevideoerne fra Kreta er ikke det eneste andet medie, Glenn Bech inkluderer i Farskibet. Her er også scener, der foregår inde i computerspillet World of Warcraft, som både han selv og hans bror spiller. Der er beskrivelser af youtubevideoer og også bare scener, hvor Glenn og René dyrker deres respektive passioner for Madonna og Justin Bieber. Selv om Farskibet er centreret om familien og de skiftende barndomshjem, skildrer den også en opvækst, der finder sted i populærkulturen.

Med andre ord er kvaliteterne ved Farskibet forvirrende. Man kan ikke slå op et tilfældigt sted og regne med at finde en velformuleret indsigt eller en dygtigt komponeret overgang. Som roman fungerer den som en beholder for et kaotisk og smertefuldt stof, der bliver præsenteret på en måde, der rykker i en. Egentlig er det vel optimalt, når man sidder med en debutbog, at dens måde at være spændende på er så uvant for en, at det forvirrer. 

Glenn Bech: ’Farskibet’. Gyldendal. 552 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her