Læsetid: 8 min.

Helle Helles nye roman ’Bob’ fortsætter og fornyer alt det, forfatteren er så god til

Det er, som om en række skikkelser fra Helle Helles Lolland er vandret fra de andre romaner og ind i ’Bob’. Måske med nye navne, måske iklædt små forskydninger, men ellers eminent genkendelige
I ’Bob’ brillerer Helle Helle både i situationernes og ordenes komik, virtuos som en cirkusakrobat, hvis store kunst er at få alle sine tricks fyret af med et ubesværet skuldertræk.

I ’Bob’ brillerer Helle Helle både i situationernes og ordenes komik, virtuos som en cirkusakrobat, hvis store kunst er at få alle sine tricks fyret af med et ubesværet skuldertræk.

Emilie Lærke Henriksen

8. januar 2021

Bob flytter med sin kæreste fra Lolland til København en gang i midten af 1980’erne, hun skal læse dansk eller måske litteraturvidenskab på universitetet. Han skal ikke noget specielt i byen, egentlig heller ikke i livet, han følger bare med.

Så enkelt er udgangspunktet i Helle Helles nye roman, Bob, hvor kæresten er den næsten usynlige fortæller, og Bob er den altdominerende, triste, umådeligt passive hovedperson, der rydder op og vasker tøj, tager afløservagter på et dovent hotel i Nyhavn, møder mere eller mindre tilfældige mennesker, prøver at slå tiden ihjel i og uden for den fælles etværelses i Vanløse.

Bob er ensom i København, kort sagt. Måske skulle han være blevet på Lolland, på den anden side: Hvad skulle han der? Som så mange af Helle Helles hovedpersoner befinder han sig i et limbo, ligesom fanget midt i rejsen væk fra provinsens og barndommens hjemstavn.

Og nok er det nyt, at den historie og den stemning nu fortælles om en mand, men den er en del af urstoffet i Helle Helles forfatterskab, ligesom firserne og Lolland og ungdomsårene – fra gymnasiet og et par år frem – er det.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • John Scheibelein
  • Steffen Gliese
  • Anders Olesen
Maj-Britt Kent Hansen, John Scheibelein, Steffen Gliese og Anders Olesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Alt så genkendeligt. Nu er det jo ærgerligt, at min boghandler ikke er åben i disse dage, for selvfølgelig skal den købes i Maribo.

Steffen Gliese

"Det er hverken sådan, at humoren bliver mindre overstadig, eller sådan, at tristessen bliver mere rund eller hyggelig. Der er ikke noget forsonende over mødet mellem komik og nærmest-depression, det er mere som en akkord med indbygget dissonans, to toner, der ligger ved siden af hinanden, men aldrig rigtig falder til ro med hinanden. De to toner skærper hinandens anslag, så de lyder ekstra skarpt og tydeligt."

Dette lyder som en formel præstation, hvor det, der var, præsenteres i de rammer, det udfoldedes under - en diskursiv 1:1 fremstilling af 'tidsånden's virke i verden.