Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Helle Helles nye roman ’Bob’ fortsætter og fornyer alt det, forfatteren er så god til

Det er, som om en række skikkelser fra Helle Helles Lolland er vandret fra de andre romaner og ind i ’Bob’. Måske med nye navne, måske iklædt små forskydninger, men ellers eminent genkendelige
I ’Bob’ brillerer Helle Helle både i situationernes og ordenes komik, virtuos som en cirkusakrobat, hvis store kunst er at få alle sine tricks fyret af med et ubesværet skuldertræk.

I ’Bob’ brillerer Helle Helle både i situationernes og ordenes komik, virtuos som en cirkusakrobat, hvis store kunst er at få alle sine tricks fyret af med et ubesværet skuldertræk.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
8. januar 2021

Bob flytter med sin kæreste fra Lolland til København en gang i midten af 1980’erne, hun skal læse dansk eller måske litteraturvidenskab på universitetet. Han skal ikke noget specielt i byen, egentlig heller ikke i livet, han følger bare med.

Så enkelt er udgangspunktet i Helle Helles nye roman, Bob, hvor kæresten er den næsten usynlige fortæller, og Bob er den altdominerende, triste, umådeligt passive hovedperson, der rydder op og vasker tøj, tager afløservagter på et dovent hotel i Nyhavn, møder mere eller mindre tilfældige mennesker, prøver at slå tiden ihjel i og uden for den fælles etværelses i Vanløse.

Bob er ensom i København, kort sagt. Måske skulle han være blevet på Lolland, på den anden side: Hvad skulle han der? Som så mange af Helle Helles hovedpersoner befinder han sig i et limbo, ligesom fanget midt i rejsen væk fra provinsens og barndommens hjemstavn.

Og nok er det nyt, at den historie og den stemning nu fortælles om en mand, men den er en del af urstoffet i Helle Helles forfatterskab, ligesom firserne og Lolland og ungdomsårene – fra gymnasiet og et par år frem – er det.

De bedste og mest typiske af hendes romaner trækker hårdt på det stof, fra Rødby-Puttgarden over Dette burde skrives i nutid til de, der kom i 2018, og som Bob er en art selvstændig fortsættelse til. I al fald ifølge den udleverede pressemeddelelse, ikke at man tænker over det som læser.

Bob er anderledes

Alt er så meget ved det gamle, at Bob i et af bogens ganske mange tilbageblik på hans lollandske teenageliv støder ind i Tine, søster til fortælleren Jane i Rødby-Puttgarden. De er kærester en måneds tid, åbenbart, så slår de udramatisk og akavet op i den lokale bus.

I det hele taget er det, som om en række skikkelser fra Helle Helles Lolland er vandret fra de andre romaner og ind i denne, måske med nye navne, måske iklædt små forskydninger, men ellers eminent genkendelige. Deres replikskifter er i al fald velkendte, på en gang slagfærdige og akavede og gennemmusikalske.

Alligevel er Bob er ikke helt som Helle Helles andre hovedpersoner. Han er mere trist, egentlig, nærmest depressiv, og det uden nogen ydre grund. Det er han, selv om Bob, romanen, er mere tydeligt komisk end Helle Helles forrige bøger.

Der er ingen traumer eller sorg, ingen død mor i Bobs fortid, tristheden er der bare som en blanding af græmmelse og en nærmest total mangel på fremdrift.

Bob vil ingenting andet end at ville noget med sit liv, men den vilje har han ikke. »Han ville så gerne begynde at tænke fremad, men et eller andet i ham trak hele tiden bagud,« som kæresten, fortælleren, konstaterer.

Samtidig magter han kun de mest flygtige kontakter, små hilsener i en bus eller hos grønthandleren, hurtige samtaler med en kollega. Bliver det til mere, så bliver det også for meget, så bruger han sin energi på at få viklet sig ud af situationerne.

Så er han til fest, men vil helst forsvinde før tid. Så går han en tur med Kola, en pige fra butikken ved siden af hotellet – Bob har gennem hele romanen et kvindetække, som han ikke helt ved, hvordan han skal håndtere – og opfinder en grund til at hoppe på en bus. Så flygter han ind i at gentage vejnavne eller finde den rette måde at sige »Hej. Velkommen« på, og hader lidt sig selv for det, fornemmer man.

Han griber ud og kan alligevel ikke rumme andre mennesker. Han er distræt på en måde, der også ligner en flugt. Undervejs viser fortælleren Bobs sind frem for læseren, for eksempel her:

»Lange tankerækker udsprang konstant fra alt, han oplevede, hørte og stødte på, fra et smattet stykke græstørv til kløe i øret. Pludselig sad han i frikvarteret en tåget morgen, uforberedt til dansktimen, og blev budt sukkerknalder direkte fra en pakke. De spiste store håndfulde. Munden helt tør og klæbrig, da undervisningen gik i gang.«

Det »pludselig« fortæller om, hvor Bob er henne i sine tankerækker, hvordan de knopskyder væk fra det øjeblik, han faktisk befinder sig i. »Han havde godt set at tiden gik, men af en eller anden grund koblede han det ikke til biografen, han sad og tænkte på muskatnød,« som der står et andet sted.

Men passagen viser så også, hvordan prosaen har udviklet sig hos Helle Helle. På en måde ligger romanens største fornyelse dér, i det sprog, hun er så berømt for.

Ikke at noget er galt, det er virkeligt skønne sætninger, musikaliteten og suveræniteten er der som altid, de er stadig en meget stor fornøjelse at læse. Men engang skrev hun minimalistisk, hvilket for hende betød: uden sprog for sine skikkelsers indre og uden krumspring og forsiringer. Det var enkelt sprog, korte sætninger, få tillægsord, fokus på de mest almindelige ord.

Hen over de sidste romaner har hun bevæget sig længere og længere bort fra det udgangspunkt. Og nu er hun så et andet sted. Nu skriver hun, som man kan se i citatet ovenfor, tre næsten-synonymer i rad, ødselt og henkastet – »oplevede«, »hørte«, »stødte på« – og krænger Bobs tankerækker ud i veritable sætningsguirlander.

Trist og komisk

Med årene er hun også blevet en mere og mere åbenlyst sjov forfatter, en forfatter, der er mere komisk end inderlig i sin realisme, og som gerne malker sine bipersoner for farceagtige spjæt og sjove formuleringer. 

I Bob brillerer hun både i situationernes og ordenes komik, virtuos som en cirkusakrobat, hvis store kunst er at få alle sine tricks fyret af med et ubesværet skuldertræk. Ser man efter, er Bob fyldt af en næsten manisk glæde ved at opfinde skæve situationer og bruge let sære ord på måder, der er nærmest upassende sjove.

Her hører vi om Bobs første kæreste, helt tilbage fra folkeskolen, læg mærke til ord som »egenhændigt« og »mundhuggedes«, de havde næppe optrådt i Helle Helles første bøger.

»Hun var ellers ikke bange af sig, havde engang egenhændigt skræmt en indbrudstyv væk. Hun havde været alene hjemme en sommernat og hørt ham pusle i det halvåbne vindue, hun var sprunget op fra sengen og havde råbt.

– Hvad tror du, du laver?

En anden gang spiste hun et helt franskbrød.

Forholdet varede to måneder og syv dage, de var også på endagstur til Lübeck, mundhuggedes lykkeligt over en kirschtorte.«

Der er noget show-off over bogen i de øjeblikke, på den anden side fungerer de jo. I lange stræk er Bob en virkeligt morsom bog, og også åbenlyst skrevet for at få læseren til at grine. Noget af det mærkelige og uafklarede ved den – det, der gør, at man undervejs bliver usikker på, præcis hvad det er for en slags bog, man læser, men også det, der gør, at den bliver hængende i ens tanker efter endt læsning – er så, at al den komik befinder sig side om side med netop Bob, denne hjerteskærende skikkelse.

Det er svært at sætte ord på, præcis hvordan det fungerer sammen. Det er hverken sådan, at humoren bliver mindre overstadig, eller sådan, at tristessen bliver mere rund eller hyggelig. Der er ikke noget forsonende over mødet mellem komik og nærmest-depression, det er mere som en akkord med indbygget dissonans, to toner, der ligger ved siden af hinanden, men aldrig rigtig falder til ro med hinanden. De to toner skærper hinandens anslag, så de lyder ekstra skarpt og tydeligt.

Sær fortællerkonstruktion

Den tredje tone i romanen handler så om Bob og kærestens forhold. På en måde forbliver det forhold lukket for læseren, egentlig er hun væk det meste af tiden, på studiet, på rustur, til læsegruppemøder. Alligevel kan hun skrive detaljeret om, hvad Bob gør og laver, mens hun ikke er der, og også bevæge sig ind i hans tankeverden og erindringer.

Vil man lege psykolog, kan man læse det som udtryk for dårlig samvittighed – i virkeligheden er kæresten der ikke for Bob, i skriften kompenserer hun for sit fravær – men jeg tror ikke, man skal bore for meget i den sære fortællerkonstruktion. Så ender bogen med at falde fra hinanden.

Andre gange virker de som et gammelt ægteskab, Bob og hans kæreste, med en indforstået fortrolighed, der jo er smuk, men også lidt ildevarslende i en roman, der handler om mennesker i begyndelsen af tyverne.

Deres glæde sammen skrives frem på en diskret, nærmest blufærdig måde. Her sker det i en lyrisk passage, der lige så godt kunne være en ønskedrøm som en erindring, og også – meget typisk for forfatterskabet – handler om at rejse hjem til barndomslandet:

»Kunne man sidde en rejse lang og sige blide sætninger som: Se der. Vi skulle iagttage Farøbroen stige som ål, køre i jordslået bus mod Raadvad. Med dobbelte øjne, tæt op ad hinanden. Men ønsket om at kende så godt faldt ned i en frysepose, hver sin madpakke på søndagsudflugt. Med fødderne dyppet i åen fablede vi om Fiskars. Bob var da ikke alene med sin drøm om kalecheophæng, at skubbe en lille pige mod Skovriderkroen. Vi kaldte hende Rosa, kaldte hende Piv. Sigende blikke ved kaffen med wienerbrød, tiden før brunch. Og det var ikke gravøl, det var en fejring, i familiens skød.«

Så er man tilbage i det urstof, der altid bobler under denne forfatters romaner. På trods af sine forskydninger og fornyelser er Bob nemlig en klassisk Helle Helle-roman. Den varierer de temaer og motiver, hendes læsere allerede kender, den udvider hendes sprog og stil på en måde, der både virker fornyende og ligger i forlængelse af det sidste ti-femten års bøger. Man skulle være et skarn, hvis man ikke bare lænede sig tilbage og lod sig underholde og imponere, smilende og medfølende.

Og hvis man skarnsagtigt så alligevel tænker, at dansk litteratur da må kunne noget andet og mere end disse intime sædeskildringer fra ungdommens land – udfolde episke panoramaer fulde af tordenskrald og verdenshistorie, fabulere om ufoer, der lander midt i for eksempel firsernes Lolland, sætte tidens problemer til debat, det være sig klimakrisen eller #MeToo eller de asylansøgere, der rådner op i Kærshovedgård – så må svaret være, helt enkelt: Det kan den godt, det gør den også. Bare ikke hos Helle Helle. Den slags bøger har hun aldrig skrevet.

Helle Helle: ’Bob’. Gutkind, 160 sider, 260 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Alt så genkendeligt. Nu er det jo ærgerligt, at min boghandler ikke er åben i disse dage, for selvfølgelig skal den købes i Maribo.

Steffen Gliese

"Det er hverken sådan, at humoren bliver mindre overstadig, eller sådan, at tristessen bliver mere rund eller hyggelig. Der er ikke noget forsonende over mødet mellem komik og nærmest-depression, det er mere som en akkord med indbygget dissonans, to toner, der ligger ved siden af hinanden, men aldrig rigtig falder til ro med hinanden. De to toner skærper hinandens anslag, så de lyder ekstra skarpt og tydeligt."

Dette lyder som en formel præstation, hvor det, der var, præsenteres i de rammer, det udfoldedes under - en diskursiv 1:1 fremstilling af 'tidsånden's virke i verden.