Jodie. Det er Jodie fra den kugleskøre, amerikanske sitcom Skum (Soap) fra 1977, som jeg husker allerbedst. Siden kom den mutte Steven Carrington i rigmandssoap-operaen Dollars (Dynasty). Og den generte Charles (Jeremy Irons) og den flamboyante Sebastian (Anthony Andrews) i upperclass-dramaet Gensyn med Brideshead (Brideshead Revisited), tv-filmatiseringen af Evelyn Waughs roman.
Alle sammen homoseksuelle mænd, der har sat sig fast i mit indre kulturelle landskab, som har givet ansigt og krop til den homoseksuelle erfaring. De blev alle en del af mit verdensbillede – sendt ind i mig fra det almægtige tv, som stadig den dag i dag fortæller os om livet.
Fiktionen kan flytte bjerge og hele kløfter. Den kan ære minder, og den kan åbne øjne og hjerter for andres, gerne anderledes, tanker og trængsler. Den homoseksuelle erfaring blev en del af mit præpubertære univers, det var invasive gaver i normaliteten foran 28 tommers B&O-fjernsynet derude i Holbæk.
I dag er homoseksualitet i høj grad blevet en del af selv det borgerlige Danmarks verdensbillede. Men en ny invasiv, homokulturel gave er alligevel ankommet. For den nye, britiske tv-serie It’s a Sin fra Channel 4 bringer noget vigtigt til torvs, som har fået overraskende lidt opmærksomhed i tv-serier. Nemlig aidspandemien. En helt central fortælling, som stadig virker underbehandlet – især fra et britisk perspektiv.
It’s a Sin foregår i 80’ernes London, årtiet, der fortsatte den promiskuøse homofest fra de frigjorte og aktivistiske 70’ere. Hvilket skabte optimale vilkår for hivsmittens pandemiske udbredelse og de urimelige mængder af aidsrelaterede dødsfald. I dag over 30 millioner.
Vi følger fem 18-årige i kollektivet The Pink Palace i London begyndende i 1981. Med vægt på fire af dem. Den sprudlende Ritchie (livligt forløst af Olly Alexander), som rejser fra en lille flække til storbyen og kaster sig gavmildt i armene på en hær af mænd.
Den naive, generte Colin (nuttekluntet inkarneret af Callum Scott Howells), der kommer i lære som skrædder på den legendariske herreskræddergade Saville Row.
Vi følger Roscoe (krukketsmukt realiseret af Omari Douglas) af nigeriansk oprindelse. Derhjemme forsøger familien at uddrive homodæmonen fra hans krop.
Og vi følger Jill (kærligt spillet af Lydia West), der dedikerer sit liv til kollektivets homoseksuelle mænd og festkultur. Hun har ingen romantiske eller seksuelle forbindelser i serien, men er tragediens altgivende epicenter.
Det er et slummet og fattigt London, der beskrives i ’It’s a Sin’
Over et årti følger vi kollektivets beboere – deres seksuelle og romantiske glæder og sorger; deres kvaler med og ofte hemmeligholdelser over for uforstående forældre og kolleger. Og rejser gennem årtiets aidskatastrofe og kort ind i 90’erne, hvor der kommer de første effektive behandlinger.
Blinde af sorg
I 1985 døde den første celeb til offentlighedens store chok af aids. Den amerikanske alfahan Rock Hudson udåndede. Det skete, mens han stadig gled over alverdens tv-skærme i den førnævnte soap opera Dollars. Det var samme år, en aidspatient i England blev låst inde på et hospital, isoleret – hvilket en hovedperson i It’s a Sin også bliver. Ingen menneskelig kontakt, et bækken på stuen og madbakken stillet på gulvet uden for døren.
En central location i It’s a Sin bliver snart den særlige hospitalsgang for aidspatienter, en sorgens mil, som familie, kærester, elskere, venner må drive ned ad blinde og vingeskudte af sorg. Og der er nogle helt utrolig gribende portrætter af sygdommens stadier, når først den får fat. Helt almindelige mennesker forvandlet til uforglemmelige karakterer i en fiktion om noget, der desværre er alt for sandt.
Alene disse elegiske scener gør It’s a Sin til et vigtigt værk.
Nogle pointer skal i glas og ramme
Det er et slummet og fattigt London, der beskrives – de betaler 20 pund hver i husleje. Det musikalske soundtrack er nostalgisk med tonsvis af 80’er-klassikere med vægt på de homoseksuelle og queer kunstnere, som årtiet var så rigt på. Bronski Beat, Wham!, Culture Club, Queen, Dead or Alive og selvfølgelig Pet Shop Boys med klassikeren »It’s a Sin«.
Seriens skaber og manuskriptforfatter Russell T Davies går til fortiden i nogenlunde samme form, som han gik til fremtiden i forrige års fine familiekrønike Years and Years, der fremskrev den højreorienterede og fremmedfjendske udvikling i Storbritannien.
Som Years and Years’ seks episoder fordelt over halvandet årti begynder It’s a Sins fem episoder også i hvert sit nye år (eller måned) lynzappende fra 1981 til 1991.
Davies har så også videreført unoder fra Years and Years. Der er noget lidt forceret over de store sociale sammenhænge, og han lader sine skuespillere forklare kompleksiteter med usandsynligt velformulerede udbrud.
Tag bare Jill, der til sidst i serien skælder ud på Ritchies bornerte mor Valerie (sublimt sammenbidt spillet af Keeley Hawes). Hun siger, at deres kærlighedsløse hjem har gjort Ritchie skamfuld. »Det er, hvad skam gør. Hospitalsstuerne er fulde af mænd, der tror, at de fortjener det,« siger hun. »De dør alle sammen på grund af dig.«
Det virker som et efterskrift i stedet for en del af en samtale. Men hvilket efterskrift. Og således bøjer man sig for Davies’ lidt klodsede budskabsbærere, for er det ikke en fin ambition at få også dem på de bagerste rækker med? Jo, det er. Det hele kan jo ikke være signerede pissoirkummer og parterede heste. Nogle gange skal pointer i glas og ramme.
Rimming i to versioner
57-årige walisiske Russell T Davies er ikke ny udi homoseriens kunst. Ud over at have genoplivet og genopfundet Dr. Who i en mere jordbunden udgave fra 2005 til 2010 har han leveret en række serier med fokus på LGBT+-liv såsom Bob & Rose, Cucumber, Banana. Men før disse – og mest berømt – er der hans skelsættende, sexede og morsomme serie Queer as Folk (1999-2000, senere også en amerikansk udgave), der satte en ny standard for bramfri homoseksualitet i tv.
Ja, i It’s a Sin nikker han humoristisk til sin gamle serie. I første afsnit af Queer as Folk er der en legendarisk rimming-scene (anal oralsex), som dengang var talk of gay town. Hjemme hos den lidt ældre Stuart (irske Aidan Gillen kendt fra The Wire og Game of Thrones) ligger den unge Nathan på maven. Stuart lader sin tunge glide ned over hans balder og så ind mellem dem. Klip til den unge mand i ekstase, så Stuart, der triumferende siger »Det var der ingen, der havde fortalt dig om, hva’?«
I den langt mere ædruelige og socialrealistiske nye serie introduceres rimming også i første afsnit, nu mindre lyksaligt. Ritchie har scoret den bedårende Ash, som snart vil stikke tungen ind i ham. Han spreder Ritchies balder, men stopper op. »Du er nødt til at vaske dig,« siger Ash noget mellemfornøjet. Ritchie må i bad, og bagefter er gejsten ikke til at genfinde.
En søn slettes
Således trænger virkelighedens bøvl sig på i It’s a Sin. Og alt som vi bevæger os ind i 80’erne, begynder de hivsmittede at brede sig i omgangskredsen, og serien gør sig umage med at formidle de varierede reaktioner: angst, kondomer, konspirationsteorier, hysteriske forholdsregler og/eller ren og skær fornægtelse.
Forældregenerationen var heller ikke lige forstående og vekslede mellem fornægtelse, raseri, væmmelse og komplet annullering af deres børn. I en brutal scene brændes alle ejendele og al memoribilia henhørende til en afdød søn. Han slettes.
Det er første gang, at Russell T Davies for alvor behandler aids. I Queer as Folk blev sygdommen slet ikke nævnt. »For på dét tidspunkt, i 1999, nægtede jeg at lade vores liv blive defineret af sygdommen,« skrev den homoseksuelle Davies for nylig i et essay i The Guardian.
»Dræber alle de rigtige«
Hvor vigtigt det var at give aids krop og ansigt i fiktionen dengang i 80’erne bliver tydeliggjort i den strålende Apple TV+-doku-serie Visible: Out On Television, der så også behandler talkshows og nyheds-tv.
I tredje episode – The Epidemic – ser vi betydningen af at sprede ordet på fjernsynsskærmene.
Den første film om aids var tv-filmen An Early Frost på NBC i 1985 – det var otte år, før Tom Hanks spillede aidssyg i Philadelphia. De to manuskriptforfattere Ron Cowen og Daniel Lipman interviewes i Visible: »Vi skrev filmen til Kansas. Den var til folk, der ikke vidste noget om aids eller om bøsser,« siger Cowen.
34 millioner amerikanere – en tredjedel af alle seere – så den, og filmen slog Monday Night Football den uge. NBC kunne dog kun sælge én reklame til serien. For Bibelen.
Janet Mock, transkønnet forfatter, tv-producer og instruktør, i ’Visible: Out on Television’
Meget få skuespillere og tv- og filmselskaber ønskede at røre aids med en ildtang. Men der var undtagelser. Designing Women (1986-1993), husede kvindelige og mandlige homoseksuelle, inklusiv den aidssyge Kendall. Seriens skaber Linda Bloodworth-Thomason baserede en dialog på en oplevelse på hospitalet, hvor hendes mor var indlagt – hun havde fået aids ved en blodtransfusion. Hun så mænd dø ensomme af aids foran tv’et på hver deres hospitalsværelse, og så hørte hun en sygeplejerske sige, at aids »dræber alle de rigtige mennesker«. En ytring, der lægges i munden på en karakter i Designing Women – i afsnittet »Killing All The Right People«.
Visible martres af et sentimentalt klaver- og strygersoundtrack, men det er centralt tv om moderne homohistorie og om den konstante dialog mellem fiktion og virkelighed.
Gravsten for alle de udstødte
It’s a Sin trækker også delvist på Davies’ egne erfaringer og bekendtskaber. Jill var hans virkelige veninde, der netop boede i et summende homokollektiv ved navn The Pink Palace. Og virkelighedens Jill spiller mor til seriens Jill.
It’s a Sin er en fiktiv legemliggørelse af homokulturens massive lidelser i 80’erne. Den beviser fiktionens styrke som – mere eller mindre upræcis – hævdholder af historien. Som det også skete tilbage i Holbæk på B&O-fjerneren. Først med den amerikanske tv-serie Rødder (Roots, 1977) om den amerikanske slavegørelse af afrikanere. Åh, vi led med Kunta Kinte (LeVar Burton) og hans fæller. Siden med Holocaust (1978), der trods kritik for kvaliteten af formidlingen sendte nazisternes udåd ind i den offentlige bevidsthed igen – med Meryl Streep i en hovedrolle. Den fik jeg ikke lov til at se.
Så jeg så i stedet på Jodie, der med enorm grounding og uden skam kæmpede for accept i den amerikanske middelklasse i Skum. I dag en vidt og bredt anerkendt kamp, ikke mindst takket være tv og film.
Med It’s a Sin rejses nu et smukt og tåretrækkende monument over de faldne for aids. Og i en sen scene gør det ekstra ondt. Jill har gjort det til en rutine at besøge de ensomme, dem som ingen vil kendes ved på hospitalets dødsgang. Hun spørger, hvad han hedder. Han svarer: Marcus. »Jeg sætter mig nok lige her et stykke tid, hvis ikke du har noget imod det.« Hun sætter sig og tager ham i hånden. »Er det okay?« »Ja.«
Det er en knusende scene.
Således bliver It’s a Sin også en gravsten for alle de ukendte og udstødte ofre.
’It’s a Sin’ – Instruktion: Peter Hoar. Manuskript: Russell T Davies. Fotografi: David Katznelson. Alle fem episoder tilgængelige på HBO Nordic.
’Visible: Out On Television’ – Instruktion: Ryan White. Fotografi: Bret Curry og David Paul Jacobson. Fem episoder på Apple TV+
