Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Journalist Isabel Wilkerson i ny bog: USA er et kastesamfund på linje med det indiske

Isabel Wilkerson forsøger at forklare den strukturelle racisme i USA ud fra det indiske kastesystem
Isabel Wilkersons bog er meget læseværdig, oplysende og samler på fornem vis den afroamerikanske historie i et værk. Den minder os om, hvor grufuld og særskilt afroamerikanernes historie er. Her ses sorte i kø til fødevarehjælp i Minneapolis.

Isabel Wilkersons bog er meget læseværdig, oplysende og samler på fornem vis den afroamerikanske historie i et værk. Den minder os om, hvor grufuld og særskilt afroamerikanernes historie er. Her ses sorte i kø til fødevarehjælp i Minneapolis.

Kerem Yucel

Kultur
8. januar 2021

Pulitzer-prismodtageren Isabel Wilkerson har skrevet endnu en fængende bog om afroamerikanernes historie og liv. I Caste – The Lies That Divide Us bruger hun det indiske kastebegreb til at forstå og forklare den ulighed, vi i en dansk sammenhæng typisk kalder strukturel racisme.

Wilkersons mission er ikke først og fremmest at påvise den åbenlyse racisme, som foregår i det amerikanske samfund. Hun ønsker at forklare oprindelsen til det, hun ser som et moderne kastesamfund, det vil sige den forskelsbehandling, der foregår hver dag, og også udøves af velmenende amerikanere, som i egen selvforståelse er alt andet end racister.

For at få greb om den helt ’naturlige’ forskelsbehandling, hvor afroamerikanere gang på gang behandles som mindre værd end hvide, vælger hun den analytiske kasteprisme, der normalt ikke kædes sammen med USA. Wilkersons pointe er, at det amerikanske samfund vitterligt er et kastesamfund, og at der er mange flere fællestræk mellem USA og Indien, end man først skulle tro.

Hun er ikke den første til at betragte det amerikanske samfund som et kastesamfund bestående af tre overordnede kaster: De hvide, kaukasiske amerikanere, de asiatiske og latinamerikanske amerikanere og i bunden den ’urørlige’ kaste af afroamerikanere og oprindelige folk.

I 1930’erne og 1940’erne udkom en række antropologiske studier af livet i sydstaternes USA, der også anvendte kastebegrebet, når den formelle og uformelle forskelsbehandling mellem ’racerne’ blev beskrevet. Som Wilkerson minder os om igen og igen, er racebegrebet ikke et biologisk forankret begreb, hvilket videnskaben har påvist i efterhånden mange studier.

Racebegrebet er en betegnelse, der udspringer af en historisk forankret kategorisering af mennesker. Den gennemsnitlige ’hvide, kaukasiske’ amerikaner er for eksempel ikke så hvid som en gennemsnitlig japaner.

Ligesom en ’hvid, kaukasisk’ amerikaners herkomst sjældent er den kaukasiske bjergkæde i Rusland, Aserbajdsjan og Georgien, hvor den ifølge beretningerne ’smukke’ hovedskal, der senere har givet navn til ’racen’ ’kaukasisk’, engang blev fundet.

Det er altså historiske, vilkårlige forhold, der ligger til grund for for eksempel kategorierne ’hvide, kaukasiere’ og ’afroamerikanere’ og ikke biologisk forankrede forskelle. Pointen med kasteprismen er at påpege den naturlighed, hvormed amerikanere fra alle tre kaster accepterer og reproducerer den løgn om over- og undermennesker, der ligger til grund for deres forskellige vilkår.

Grundig historisk research

Som sort, Pulitzer-prismodtagende journalist har Wilkerson for eksempel skullet vise ID, når hun er mødt frem til et aftalt interview for The New York Times, for at den CEO, hun skulle interviewe, kunne blive bekræftet i, at det faktisk var hende, en sort journalist, som han havde aftalt et interview med.

Hun skal ofte, som den eneste på et fly, dokumentere, at hun faktisk har en pladsbillet i den forreste del af flyet; hun er som den eneste på businessflymorgenruterne på vej på arbejde blevet udpeget og afhørt af narkobetjente og så videre og så videre.

Det er egentlig ikke, fordi Wilkersons egne oplevelser af diskrimination fylder meget i bogen, men der er ingen tvivl om, at disse oplevelser står centralt i forhold til hendes stærke engagement i at vise den historie og den vilkårlighed, der ligger til grund for den urimelige forskelsbehandling, som hun og hendes ’kastefæller’ oplever.

Caste er en utrolig godt researchet bog, som på mange måder ligner en klassisk forskningsmonografi. Den er baseret på en grundig historisk research, som går helt tilbage til slavetidens USA og frem til i dag. Den introducerer til og diskuterer, om end meget overfladisk, det indiske kastesystem (Varnas), og Wilkerson viser systematisk dets relevans i analysen af det amerikanske samfund.

Wilkerson introducerer desuden til den nazistiske ideologi, da hendes pointe er, at nazismen også bør betragtes som et kastesystem på linje med det indiske og det amerikanske. Derudover indeholder bogen gengivelser af massevis af veldokumenteret diskrimination i de sidste 400 år samt mange nutidige anekdoter, der påviser kastesystemet i aktion.

Vi hører om højesteretssager fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvor det afgøres, at en japaner for eksempel ikke kan få lov til at blive kategoriseret som hvid, til trods for at hans hudfarve er hvidere end hvide amerikaneres, og at en iransk ansøger ikke kan definere sig selv som ’kaukasisk’, selv om Iran geografisk ligger tættere på den forjættede bjergkæde, Kaukasus, end de mange fjerntliggende europæiske lande, hvorfra de kaukasiske amerikanere stammer. Intet er logisk. Diskrimination er ikke logisk.

Wilkerson interesserer sig for de mange eksempler på diskrimination, som udøves af personer, der ikke ser sig selv som racister, men som afslører, at deres handlinger holdes på plads i et sirligt kastesystem.

At være racist er at opføre sig åbenlyst hadefuldt over for et andet menneske eller gruppe af mennesker med særlige kendetegn. At være ’kaste-ist’ (casteist) afsløres i de tusindvis af små handlinger, der viser, at hvide ikke ser sig naturligt grupperet med sorte.

Når for eksempel en hvid kvinde eller mand henvender sig til en sort kvinde eller mand i en butik for at få hjælp, men overraskes over at finde ud af, at denne også er kunde. Eller når en hvid mand eller kvinde beder en sort mand eller kvinde til en reception om at hente en drink og overraskes over, at denne ikke deltager i rollen som tjener, men som gæst.

Wilkersons pointe er, at de fleste amerikanere er ’kaste-ister’, men ikke racister. Det skyldes den helt særlige afroamerikanske slavehistorie, der på en ubevidst og fundamental måde har skabt en adskillelse baseret på en løgn om, at afroamerikanere er undermennesker, præcis som jøderne i Nazi-Tyskland og dalitterner i Indien blev set (og ses) som undermennesker.

Neutralt ladet begreb

Spørgsmålet er naturligvis, om Indiens kastesystem Varnas har tilstrækkeligt mange fællestræk med den amerikanske diskrimination af afroamerikanere til, at Wilkersons analytiske greb giver mening.

Hvorfor ikke bare bruge ordet ’strukturel racisme’ kunne man indvende? Til det spørgsmål ville Wilkerson nok svare, at ’strukturel racisme’ er et så negativt ladet begreb, at det kun vil være den åbenlyse hadske behandling af afroamerikanere, som man vil komme til at tænke på (for eksempel politibrutalitet).

Det givtige ved kastebegrebet, vil hun mene, er, at det ud over at være et mere neutralt ladet begreb i en amerikansk sammenhæng, er et begreb, der dels peger på de historiske rødder til diskrimineringen af afroamerikanere og dels tydeliggør, at et kastesystem holdes på plads af alle i et samfund – i dette tilfælde også af afroamerikanere selv.

Det er ikke kun hvide, kaukasiske amerikanere, der er med til at reproducere kastesystemets logik. Afroamerikanerne accepterer også i stort omfang den mindreværdige plads, de tildeles. Eller sagt lidt anderledes: En diskriminerende praksis behøver ikke at udspringe af en konflikt mellem to grupper, den kan blot være forankret i en fælles forståelse af, at man ikke tilhører samme gruppe (kaste) og derfor heller ikke kan forvente at kunne tilegne sig de privilegier, som en anden gruppe (kaste) har.

Bogen er meget læseværdig, oplysende og samler på fornem vis den afroamerikanske historie i et værk. Den minder os om, hvor grufuld og særskilt afroamerikanernes historie er. I Afrika, som Wilkerson skriver, findes der ikke sorte mennesker, der findes bare mennesker. I USA opstår de hvide først, da de sorte ankommer. Bogen minder os således om, at den kategoriseringspraksis, der er afsættet for enhver diskrimination, er historisk forankret og i den forstand vilkårlig.

Det betyder også, at man bør være varsom med at overføre amerikansk diskriminationspraksis til danske forhold i en til en-forståelse. Det giver ganske enkelt ikke mening. Dertil er afroamerikaneres grufulde historie for anderledes, som sociologer også har påpeget.

Jeg har også nogle kritiske indvendinger. Som jeg skrev indledningsvist, så ligner Caste en klassisk forskningsbaseret monografi, og så alligevel ikke. Der er nemlig en oplagt stor litteratur fra sociologien om reproduktion af strukturer og handlinger i et samfund, som jeg som sociolog savner inddraget.

Det kunne have ført til, at kasteprismen var blevet udfordret eller i det mindste nuanceret, måske endda erstattet med et begrebssæt, der ikke er så historiske og kulturelt forankret, som kastebegrebet er. Mit problem med kastebegrebet er, at jeg ikke er blevet overbevist om, at lighederne mellem Indien og USA er store nok til, at det giver mening at anvende det så konsekvent, som Wilkerson gør.

Kasteprismen fungerer som et litterært greb, men en nærmere analyse af det indiske kastesystem vil kunne opregne flere forskelle end ligheder til det amerikanske (og nazityske) samfund, er min vurdering.

En gruppe, som jeg for eksempel har meget svært ved at placere øverst i Wilkersons amerikanske kastehierarki, er nutidens hvide underklasse. Jeg er med på, at herkomst og farve udgør et stærkt dominerende hierarki i det amerikanske samfund, men det må socialklasse også gøre.

Caste havde i mine øjne været mere helstøbt, hvis analysen havde inkluderet den rolle, som økonomi spiller i Wilkersons amerikanske farvefunderede kastesamfund. Når jeg mener, at social klassehierarki burde være tænkt med, skyldes det, at jeg har svært ved at få den amerikanske hvide underklasse til at passe ind i Wilkersons ’dominerende kaste’.

Når det er sagt, så kan jeg stadig på det varmeste anbefale bogen. Man bliver så meget klogere på den helt særskilte afroamerikanske historie og den affødte strukturelle samt hadske racisme.

Caste hjælper til at se, hvorfor man ikke uden videre kan overføre den indgroede og forståelige store vrede, Black Lives Matter i USA udspringer af som afsæt til at forstå strukturel racisme i Danmark.

Isabel Wilkerson: ’Caste – The Lies That Divide Us’. Allen Lane, 2020. 20 britiske pund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

"Som Wilkerson minder os om igen og igen, er racebegrebet ikke et biologisk forankret begreb, hvilket videnskaben har påvist i efterhånden mange studier."

Korrekt, men dem der i sin tid dømte f.eks. at japaneren i artiklens eksempel ikke var "hvid", troede selv på (eller insisterede af magtpåliggende grunde på at de troede på) at det var et biologisk-videnskabelig forankret begreb. Det var reelt en pseudovidenskab fra dets spæde start til raceslaveri, og til kulminationen i systematiske folkemord, "medlidenheds"-drab, og Jim Crow. Og når dem med magt, tror på at en afrikaner er det laveste, et halv-menneske, og påstår at det er "videnskaben", at de har "fornuften" på deres side... ja, så bliver det gjort til en social virkelighed uanset om det er en videnskabelig uvirkelighed. I klasse-kontekst blev kapitalejerne indenfor de nordeuropæiske lande under industrialiseringen også placeret øverst i hierakiet. Det man kalder socialdarwinisme. Det er denne pseudovidenskabelige rod, der ikke er mange der idag tror på, men der har været så dominerende, at den har og har haft en historisk-kulturel "trickle-down"-effekt på de folk den var i daglig kontakt med. Altså slaverne og slaveejerne, og deres respektive efterkommere. Der eksisterer stadigvæk fortællingen om "det primitive Afrika" i dag, også selvom denne ahistoriske myte, ikke tilskrives en biologisk årsag længere. Men "trickle-down" effekten, fortællingen om at afrikanere ikke er i stand til at skabe eller have civilisation, lever stadig, præsenteres stadigvæk i reklamer, selv af dem der prøver at hjælpe afrikanere i Afrika. Og det er gennem identificeringen af hvilke historier, der er myter, hvilke historier fra Historien, der er race-myter skabt i og af, racelæren, at man kommer racisme til livs.

Og selvom jeg også ville være skeptisk mht. at kalde den amerikanske racetro og dét den medfører, for et "kastesamfund", så er det netop biologiseringen af, racialiseringen af, klasseskellene i USA der startede, og stadig videreføre, den amerikanske racetro. Amerikanere, selv på (den midt/liberale/Demokratiske) venstrefløj, er generelt tilbageholdene over at tale om deres samfund som et klassesamfund. De tror at "klasse" er lig sådan noget med britiske "lords", altså en formaliseret, snævert defineret, juridisk legitimeret, stændersamfund. Det er i hvert fald min personlige erfaring med at diskutere med mange amerikanere om klasse.

Det skal også nævnes at der genetisk set er tegn på at det indiske kastesamfund kan have en genetisk rod, de øverste kaster har mere genetisk tilfælles med indoeuropæere og de lavere kaster mere genetisk tilfælles med andre asiatiske folkeslag. I dette forhistoriske tilfælde, har det selvfølgelig ikke været (pseudo-)"rationelle" eller (pseudo-)"videnskabelige" grunde der har ligget til grund for formel adskillelse, men simpelthen at man som invaderende stamme underlagde sig folk i det nuværende Indien, der talte anderledes og nok også har set noget anderledes ud end de invaderende stammer fra det forhistoriske kaukasus, hvor også de fleste europæiske folkeslags stammer kom fra.

Det USA reelt mangler, er en nation kaldet "amerikanere". Nation, altså folk eller etnicitet, og ikke ment som nation værende lig et land eller stat. De har været "hvide/sorte/asiatiske/ amerikanere" så længe, at de ikke kan tænke sig som ét folk, og de har reelt slet ikke haft én historie som ét folk de kan skabe en sådan nation på. For der var en magtpåliggende grund til at man ville skelne mellem det at være "rigtig" amerikaner og så alle de grupper ("racer"), man formente adgang til at være jævnbyrdige amerikanere.

Det er aldrig for sent at skabe nye nationer. Danskere var ikke altid en nation. Vi var i sin tid en del af den "suetonske" (oldtidssvenske, om man vil) stamme. I modsætning til indernes kastesystem, er den amerikanske racelære allerede i opbrud i kraft af man holdt op med at tro på den oprindelige racetro. Det man kæmper med og mod er "trickle-down" effekten, dens historisk-kulturelle efterkommer. Det virker på mig som en "lettere" kamp der er nået længere, der dog selvfølgelig kræver at amerikanerene stadig bliver bedre til at tænke på sig selv som ét folk, og at klasseskel skal tages alvorligt som klasse-skel og ikke racialiseres.

(I øvrigt spøjst at skrive at bogen koster 20 britiske pund. Jeg foreslår brug af https://www.xe.com/currencyconverter/ til næste gang, men ellers en interessant anbefaling)