Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Katrine Marie Guldager skriver klart og usentimentalt om smerte i sin nye roman

Katrine Marie Guldagers nye roman ’Det samme og noget helt andet’ handler om den kamp for at overleve og blive til, som vi alle på hver sin måde bliver nødt til at gennemføre
Romanen er det spejl, Katrine Marie Guldager holder op for sig selv, men den skal desuden helst stå som et tolkningstilbud til hvem som helst, der har prøvet det at fare vild i en familie.

Romanen er det spejl, Katrine Marie Guldager holder op for sig selv, men den skal desuden helst stå som et tolkningstilbud til hvem som helst, der har prøvet det at fare vild i en familie.

Les Kaner

Kultur
8. januar 2021

Et vigtigt sted ni tiendedele fremme i Katrine Marie Guldagers nye murstenstykke roman render læseren ind i en passage, der i en påfaldende aggressiv tone behandler litteraturens velkendte konflikt mellem æstetik og moral:

»Jeg er træt af, at moral er så svært at tale om i min familie, og jeg ved da godt, at de fleste ting kan ses fra flere sider, jeg ved da godt, at mennesker er både gode og utilstrækkelige og pisseirriterende, men det er det samme inden for litteraturen. Så snart nogen overhovedet siger ordet moral, så er der nogle andre, der hvisker uha, uha, pas på med det, som om der er noget her i verden, der ikke også er moralsk. Alt skal åbenbart bare være glitrende æstetik for dem, der alligevel ikke har noget i klemme, pirrende sprog for dem, der allerede har det hele og i øvrigt kun plejer deres egne dødssyge interesser. Hold kæft, hvor er jeg ikke interesseret.«

Umiddelbart vil Guldagers læsere i denne her svada muligvis genkende den socialt bevidste forfatter med det stærke politiske engagement og den sunde retfærdighedssans. Men pas nu alligevel på.

Det citerede afsnit udsiges ikke af romanens nutidsfortællerjeg, men betjener sig af »dækket« gengivelse af, hvordan forfatteren tænkte, da hun var sidst i 20’erne og havde udsendt sine to første bøger.

Hun følte dengang, at hun sad fast i en familie, hvis normaltilstand var hamrende utryg. At hendes liv for evigt var slået ud af bane. Selv om hun konstant forbød sig selv at være vred, så var vred det eneste, hun var. Derfor det rasende tonefald.

Det samme og noget andet, som vel først og fremmest hedder sådan, fordi forfatteren her endnu en gang behandler sin egen og sin families historie, men genremæssigt griber stoffet anderledes an, har form som to parallelle spor, begge berettet i præsens.

I fortidssporet følger man jeget, fra hun som 21-årig mister først sin nærmeste veninde og blot en uge efter sin far, som omkom ved togulykken i Sorø marts 1988, frem til syv-otte år efter, hvor hun er brudt igennem som forfatter og, ikke mindst takket være et forløb i klassisk psykoanalyse, har fået så nogenlunde styr på sig selv.

I nutidssporet, som løber fra august til december 2019 og derpå forlænges frem til juli 2020, følger man den verbale og kreative proces med at skrive den roman, man lige nu læser.

Umiddelbart kunne man måske fristes til at opfatte fortidshistorien som billedet og nutidsprocessen som en slags ydre ramme. Men pas nu alligevel på.

Også bogens nutid tilhører dens fortalte tid, også metasporet er iscenesat kunstnerisk, blandt andet ved tydeligt at markere, at hvor jeget, da hun var i 20’erne, befandt sig i et permanent kaos, lever hun nu trygt forankret i en velfungerende kernefamilie og kan om nødvendigt tage til både Sverige og Spanien for at skrive.

Tilbage til et traume

Det er bestemt ikke første gang, Katrine Marie Guldager endevender personligt stof. Det første digt i debutbogen Dagene skifter hænder hedder »Begravelse«, i det femte, »Arv«, trækker det lyriske jeg »spor af væltede togstammer« efter sig, og i det syvende, »Vindmølle« tales om »Arvegods, gafler og familiebilleder der falder ud som sindssyge onkler i kredsløb om sig selv«. Senere, i digtsamlingen Et sted i verden (2014), finder man ligefrem en hel suite, »Efter katastrofen 1-IV«, som slutter således:

Efter katastrofen var der så mange, der gerne ville hjælpe, men selvfølgelig ikke på den måde, du havde brug for. Ingen ville hjælpe dig med at hive dét slør fra dine øjne. Efter katastrofen var der noget, der var blevet væk, et tonefald, et sted i verden, man kunne vende tilbage til. Efter katastrofen var der ikke noget at vende tilbage til. Men der var heller ikke noget før.

Hvorfor, kan man så spørge, vender Katrine Marie Guldager nu endnu en gang tilbage til det traume, som hun har kredset om i så mange digte, og som tillige udgjorde kernen i Lysgrænsen (2007), denne kloge og modne bog, hun skrev over sin psykoanalyse?

Svaret vender på én gang indad mod forfatteren og udad mod hendes læsere. Hun vil, skriver hun på romanens nutidsplan, »ikke længere leve med denne ufortalte historie«, og jo dybere hun nu når ned i sit manuskript, jo mere rasende bliver hun.

Det gamle raseri kommer buldrende, hun kan mærke de gamle følelser komme mod sig »som pludselige godsvogne«. Alene denne sammenligning siger jo alt om drivkraften bag skriveprocessen.

Men samtidig kan nutidsjeget ikke lade være med at spørge sig selv, om der også sidder nogen derude, »som trænger til at læse denne historie for at blive bedre til at fortælle deres egen«.

Romanen er det spejl, hun holder op for sig selv, men skal desuden helst stå som et tolkningstilbud til hvem som helst, der har prøvet det at fare vild i en familie. Denne dobbelte bestræbelse gør bogen til på den ene side et eksistentielt dokument – personligt, ikke privat – og på den anden side et lærestykke i frigørelse og nødvendig selvovertagelse.

Den kamp for at overleve og blive til, som vi alle på hver sin måde bliver piske nødt til at gennemføre, ikke mindst de af os, der er omgivet af mennesker, som virker søde og rare og korrekte og normale, men i grunden konkurrerer om, hvem der lider mest, sådan som tilfældet er i romanens familie, hvor jeget, som det hedder, ikke fik lov at sørge, fordi hun skulle slås med alt det kaos, faren efterlod, og hele tiden følte, at de andre talte til én, som ikke fandtes.

I den forbindelse virker det som en styrke, at Katrine Marie Guldager på datidsplanet har givet sig lov til at være udførlig, hvor det for eksempel gælder ture til Afrika, hvor hun tilbragte en del af sin barndom, og til Cuba, hvor hun gik på danseskole.

Hun har netop ikke villet klippe sig selv ud af billedet! Og netop derved får hun stillet sin person ud midt i det hele, hvor alle kan se, at hun er et menneske af kød og blod, ikke bare et omvandrende traume eller en effektiv tekstproducent.

Hvilket sidste hun vitterlig er. Når Det samme og noget helt andet fungerer som roman, skyldes det, at den trods sit smertetyngede stof i grunden er skrevet, om ikke let, så dog klart, usentimentalt og frem for alt konkret og koncist.

Kompositorisk hæfter man sig ved, at den dobbelte beretning falder i nøjagtig to gange tyve dele. For datidsjeget og nutidsfortælleren kan godt lide »struktur og orden«, ligesom ingen af dem frygter ordet moral.

Katrine Marie Guldager: ’Det samme og noget helt andet’. Politikens Forlag, 454 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her