Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Kid Cudi afslutter efter ti år sin trilogi om sine psykiske lidelser og sit stofmisbrug

Den amerikanske rapper og producer Kid Cudi har efter ti års pause færdiggjort sin ’Man on The Moon’-trilogi om sine psykiske lidelser og stofmisbrug. Han var med til at starte bølgen af rap om psykisk sygdom og afslutter den ikke her. Men han rækker ud til sine lidelsesfæller og tilbyder dem råd og håb
Kid Cudi har leveret det tredje og sidste album i Man on The Moon-trilogien, The Chosen. Ikke et album, der afslutter hans lidelser, men i det mindste et album, hvor han fremstår med lysere sind og et langt større overskud.

Kid Cudi har leveret det tredje og sidste album i Man on The Moon-trilogien, The Chosen. Ikke et album, der afslutter hans lidelser, men i det mindste et album, hvor han fremstår med lysere sind og et langt større overskud.

Universal Music

Kultur
15. januar 2021

Det virkede som ungdommelig hybris, da Kid Cudi i 2009 fik det politisk bevidste, ældre rap-ikon Common til at udlægge Cudis debutalbum Man on The Moon: The End of Day med en lille tale på åbningsnummeret.

»Ikke mange mennesker rejste sig mod systemet kaldet livet. Men hen mod slutningen af årtusindets første ti år hørte vi en stemme. En stemme, der talte til os fra undergrunden for en stund. En stemme, der talte om sårbarheder og andre menneskelige følelser og emner aldrig tidligere hørt så levende og ærlige.«

Men egentlig var det en ret præcis varedeklaration for det hudløst selvudleverende indhold på Kid Cudis debutalbum, hvor han tegnede et portræt af en mand med stærkt depressive tendenser. Ja, helt tilbage til barndommen huskede han at have sloges med sit sind. »They all didn’t see/ The little bit of sadness in me,« lød det i et snapshot fra hans barndom.

Fortællingen fortsatte året efter på Man on The Moon II: The Legend of Mr. Rager, der beskrev hans vej endnu længere ud på glidebanen med misbrug af hash og kokain.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jens Ole Mortensen

Igen og igen støder vi på det. Hvordan et for tidligt møde med døden former et menneske.
Mennesker er jo som de fleste ved flokdyr, eller måske endda stimedyr. Når dyr og stimer søger i flokke stimer er det for at føle sig trygge. Eller man kan sige , så føles døden ikke nærværende.
Jeg har set med mine egne øjne stimefisk hentet fra Sydamerikas Amazonas flod til et akvarie.
Og der kan gå uger eller måneder før de opfatter at der er noget udenfor akvariet. Selvom de kan se det og høre dig. De holder sig til stimen og den fælles bevidsthed og opfattelse af omgivelserne, som de deler med hinanden via følsomme organer på siderne af deres kroppe. Med andre ord de holder døden på afstand af deres bevidsthed.
De fleste mennesker er født ind i enten kristendom, islam, andre religioner eller et samfund lig vores. Man indgår i den fælles opfattelse af verden og døden bliver aldrig nærværende.
Men har man , som barn, stået over for dødsfald, sygdom, klimakrise eller , på anden vis døden. Kan man ikke indgå i denne fælles fortrængelse af døden. Man ser verden og samfundet som det er og ikke som alle andre ser det eller ønsker det er.
Med andre ord man falder udenfor stimen. Men er stadig nødt til at fungere socialt. Og ender ofte i miljøer på kanten af samfundet. Man har ikke andre steder at gå hen. Psykiatrien og samfundet forsøger at trænge det falske virkelighedsbillede ned over de som falder udenfor deres egen trygge verden. Og deraf patienternes reaktioner.
Disse såkaldte psykiske sygdomme, opstår ikke , som man fejlagtigt tror af svigt , vold eller sygdom. Men fordi døden bliver nærværende.
Hver 5 dansker vil i en nær fremtid have en psykiatrisk diagnose, hvis det fortsætter som nu.
For døden er´ altid nærværende. Det er en tragedie.