Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Kid Cudi afslutter efter ti år sin trilogi om sine psykiske lidelser og sit stofmisbrug

Den amerikanske rapper og producer Kid Cudi har efter ti års pause færdiggjort sin ’Man on The Moon’-trilogi om sine psykiske lidelser og stofmisbrug. Han var med til at starte bølgen af rap om psykisk sygdom og afslutter den ikke her. Men han rækker ud til sine lidelsesfæller og tilbyder dem råd og håb
Kid Cudi har leveret det tredje og sidste album i Man on The Moon-trilogien, The Chosen. Ikke et album, der afslutter hans lidelser, men i det mindste et album, hvor han fremstår med lysere sind og et langt større overskud.

Kid Cudi har leveret det tredje og sidste album i Man on The Moon-trilogien, The Chosen. Ikke et album, der afslutter hans lidelser, men i det mindste et album, hvor han fremstår med lysere sind og et langt større overskud.

Universal Music

Kultur
15. januar 2021

Det virkede som ungdommelig hybris, da Kid Cudi i 2009 fik det politisk bevidste, ældre rap-ikon Common til at udlægge Cudis debutalbum Man on The Moon: The End of Day med en lille tale på åbningsnummeret.

»Ikke mange mennesker rejste sig mod systemet kaldet livet. Men hen mod slutningen af årtusindets første ti år hørte vi en stemme. En stemme, der talte til os fra undergrunden for en stund. En stemme, der talte om sårbarheder og andre menneskelige følelser og emner aldrig tidligere hørt så levende og ærlige.«

Men egentlig var det en ret præcis varedeklaration for det hudløst selvudleverende indhold på Kid Cudis debutalbum, hvor han tegnede et portræt af en mand med stærkt depressive tendenser. Ja, helt tilbage til barndommen huskede han at have sloges med sit sind. »They all didn’t see/ The little bit of sadness in me,« lød det i et snapshot fra hans barndom.

Fortællingen fortsatte året efter på Man on The Moon II: The Legend of Mr. Rager, der beskrev hans vej endnu længere ud på glidebanen med misbrug af hash og kokain.

Først her over ti år senere har Kid Cudi nu leveret det tredje og sidste album i Man on The Moon-trilogien, The Chosen. Ikke et album, der afslutter hans lidelser, men i det mindste et album, hvor han fremstår med lysere sind og et langt større overskud.

Selvterapeutiske selvoptagelser

36-årige amerikanske Scott Ramon Seguro Mescudi alias Kid Cudi står i dag som en skelsættende rapper, sanger, sangskriver og producer, fordi han satte de psykiske lidelser og de selvterapeutiske selvoptagelser på dagsordenen i amerikansk hiphop.

Op igennem 2010’erne tog Cudis lidelsesfæller bladet fra munden. Rappere som Kendrick Lamar, Drake, Logic, Childish Gambino og Kanye West gik alle i bekendelsesmodus.

I midten af årtiet kom de purunge SoundCloud-rappere til (de blev berømte via deres uploads til streamingtjenesten SoundCloud), og de bar nærmest deres stofmisbrug og depressioner som adels- og varemærker. Det skete i et umage mix mellem glorificering og rå reportage.

»Sniffin’ cocaine ’cause I didn’t have no Actavis/ Smokin’ propane with my clique and the bad bitches / Call me Cobain,« lød det fra Lil Peep på »Cobain«, hvor han rimer kokain på Nirvana-forsangeren, der også var stofmisbruger – han fixede heroin – og dybt deprimeret. Han skød sig selv i 1994, 27 år gammel.

Så længe holdt Lil Peep ikke. »21 still depressed pray for me :)« tweetede den amerikanske rapper og sanger Lil Peep den 1. november 2017. To uger senere døde han 21 år gammel af en overdosis.

Det er det store, pivåbne amerikanske medicinskab, som Lil Peep – ud over brugen af ulovlige stoffer – forvildede sig ind i og kom ud af med fødderne forrest. I hans tilfælde handlede det om opioidbaserede mediciner som Fentanyl og Oxycodone. Ud over hundredtusindvis af almindelige amerikanske borgere bidrog disse også til den overdosis, der slog rapstjernen Mac Miller ihjel 26 år gammel i 2018. »Well, this is what it look like right before you fall/ Stumblin’ around, you’ve been guessing your direction/ Next step, you can’t see at all,« rappede han på det posthume album med den sigende titel Circles.

Knausgård-lignende raptus

Kid Cudis liv går også i ring. Det bekræftes på hans aktuelle album. Som tungen, der hele tiden søger ned i hullet, hvor der engang sad en tand‚ kredser Cudi om sin depression og angst i tekster, der ikke er videre kunstfærdige, men i en Karl Ove Knausgård-lignende raptus rabler et nærmest uredigeret tankemylder af sig. Hvis altså Knausgård ikke var en selvled forfatter, men en rapper med lige dele megalomani og melankoli. Mellem de lange tekster om hans lidelser og forsøg på at dulme dem rappes der også – pletvist paranoidt – om hatere og om at forsvare sin trone.

Albumtrilogiens titel, Man on The Moon, bruges undervejs til at beskrive månen, verdensrummet som isolation – den, som Major Tom oplever på David Bowies sang »Space Oddity«. Og der er andre genkendelige metaforer hos Cudi. Selv beskriver han en Pink Floyd-lignende mur omkring sig på Man on The Moon II – en femakterstour gennem hans lidelsesfulde sind, der ender med den resignerede akt fem »You Live & You Learn«, hvor Cudi stadig må se sig fanget bag muren og finder en form for fred med det.

Men månereferencen markerer også den fase af dagen, hvor han opsluges af sine lidelser. »The moon will illuminate my room/ And soon I’m consumed by my doom,« lyder det på hans debutalbum i 2009. Samme sted rapper han »I’m this close to go and trying some coke/ And a happy ending would be slittin’ my throat.« Kokainen kommer i brug på det andet Man on The Moon-album. Hør bare lyden af en cokesniffende næse på »These Worries« fra The Legend of Mr. Rager – navnet på hans rasende, altsmadrende side.

’Crazy diamond’

Der har naturligvis været psykisk sygdom i musikken og hos musikere før.

Britiske Pink Floyd havde den psykiske sygdom tæt inde på livet i deres frontfigur Syd Barrett, som forstærkede sine sindslidelser med psykedeliske stoffer – og i 1968 blev smidt ud af gruppen. 1975-klassikeren »Shine On You Crazy Diamond« er bandets hyldest til manden.

I 1979 leverede Pink Floyd også et af de største, musikalske psykodramaer med The Wall, der i ord, musik og en slags radioteater fortalte en ung mands psykiske sygdom funderet i en forsvundet far, en overbeskyttende mor, et brutalt uddannelsessystem, hans efterfølgende fascistiske magtfantasier og endelig hans retræte ind i sig selv.

Tidligere havde David Bowie skabt Aladdin Sane (1973), der kunne omskrives til A Lad Insane – en sindssyg fyr. Og The Who gav os i 1969 konceptalbummet Tommy om den sanseberøvede knægt af samme navn, der – som en slags præludium til The Wall – blev kultleder.

Nyere konceptalbummer som A Perfect Circles Thirteenth Step (2003) og Mars voltas De-Loused in the Comatorium (2003) handler om psykisk lidelse, misbrug og afvænning.

Og længe før Kid Cudi & Co. var der også værker, der fortalte om psykisk sygdom i førsteperson.

Metal-ikonet Alice Cooper beskrev på 1978-albummet From the Inside sine oplevelser på en New York-anstalt, hvor han blev indskrevet på grund af alkoholisme. På singlen »How You Gonna See Me Now« sidder Cooper i en gummicelle.

Og amerikanske Nine Inch Nails’ brutale historie om den depressive glidebane på The Downward Spiral fra 1994 har et – omend knap så voldsomt – spejlbillede i virkeligheden, i frontfigur Trent Reznors problemer.

Kanye Wests afhængighed

I samme periode som SoundCloud-rapperen Lil Peep kæmpede sin sidste kamp, stod Kid Cudi i tilsvarende problemer. 2016 lignede et skelsår for ham. Han udgav endnu et album om sine problemer Passion, Pain & Demon Slayin’ – uden for Man on The Moon-serien – men han handlede også og indskrev sig på en afvænningsklinik. Noget, som rapperen Eminem allerede beskrev i 2009 på sit album Relapse, vel at mærke i sit alter ego Slim Shadys skikkelse. Men ikke mindre selvbiografisk af den grund.

En anden stjernerapper Kanye West måtte også i afvænning i 2016. Under sin turné begyndte det at rable for ham. Fra scenen sendte han en bøn til sin ven, stjernerapperen Jay-Z: »I know you got killers. Please don’t send them at my head. Please call me.« Det endte med indlæggelse og aflysning af resten af turneen. Senere kom det frem, at West var blevet afhængig af opioidbaseret medicin. Det behandlede han to år senere på albummet Ye: »Shit could get menacin’, frightenin’, find help/ Sometimes I scare, myself, myself.«

PR-foto: Universal Music

PR-foto: Universal Music

Helende, elektrificerende mestersang

I 2018 indgik Kid Cudi en duo med selvsamme West om albummet Kids See Ghosts. Og egentlig står dette album nu som en spoiler for Kid Cudis aktuelle album. For allerede da blev det gjort klart, at han havde fået det bedre.

Det kan også forklare de ti års pause mellem Man on The Moon II og III, for måske ønskede Kid Cudi sig en happy ending. Det får vi i hvert fald her, omend ikke ubetinget.

Man on The Moon III: The Chosen begynder i krisen: »Back just where I started, it’s the same old damaged song.«

Albummet kredser hyppigt om hiphopundergenren traps enkle klapperslangebeats og basstrukturer, og det fungerer strålende på »Heaven on Earth«, hvor en spilledåsemelodi ledsager hans anerkendelse af, at han må redde sig selv.

Andre steder kværner det 18 numre lange album i en lige lovlig grå tvangspræget trap-fure, men det interessante er, at det matcher teksternes monomane fokus på lidelserne. Et uskønt, men meget sigende match mellem musikkens repetition og depressionens klaustrofobi – det udsigtsløse gråvejr, der bare synes at blive tættere og tættere.

Heldigvis modsvares dette af en god del musikalske solstrålehistorier og tekstlig selvterapi undervejs.

»Tequila Shots« er et helende, elektrificerende mesterværk af en sang, hvor Cudi synger smukt, nærmest helende som en ny generations Marvin Gaye til sig selv: »Can’t stop this war in me,« lyder det, men så indikeres en nyt beredskab: »This time I’m ready for it/ This fight, this war in me.«

Senere på albummet er vi igen i en moderne udgave af den helende soulmusiks favn med den formidable »The Void«, hvor et massivt mandekor smælder en ny, radikal overlevelsesstrategi: »I will fall in the void, fall in the void just to avoid/ Anything that can bring me down or fuck with my flow.«

Den selvbiografiske barndomsfortælling »Elsie’s Baby Boy (flashback)« er hans smukt sungne hymne i marchrytme om den lille Kid Cudi. »He was so sad in the winter.« Om at være lillebror til en søster og to brødre, om tabet af sin far, da han var 11.

Duet om selverkendelse

Scott Ramon Seguro Mescudi går også aktivt ind i kampen mod depression, angst og andre psykiske lidelser.

»Jeg følte mig som et skadet menneske, der svømmede i en pool af følelser,« sagde han i juli 2020 i en video for Well Being-organisationen, der kæmper for at afmystificere og destigmatisere psykisk sygdom i USA. »Det tog mig lang tid at nå til et sted, hvor jeg turde dedikere mig til at komme igennem det. At vide, at vi kan tage smerten og vende den.«

Kid Cudi adskiller sig fra sine syngende og rappende lidelsesfæller ved at række ud til andre nødstedte i ord og musik. »This for the sad people who keep the blunt burning and we/ Off on a journey,« lyder det på Man on The Moon III: The Chosen. Og: »For every lil’ homie that’s lonely/ This is all for you.«

Hilsener som disse har han sendt fra sine plader til sine lidelsesfæller fra tidligt i karrieren. Han er ikke alene, og det skal hans lyttere heller ikke være.

Og som vi nærmer os slutningen på hans nye, delvist fremragende album, begynder det at lysne – omend med forbehold. »Healing but I’m dealing with some things, shit’ll never stop.«

På den fine ballade »Lovin’ Me« har han besøg af den fremragende singersongwriter Phoebe Bridgers, som han synger en vigtig erkendelse i duet med: »I told myself I cannot grow/ Without lovin’ me.«

Den indre borgerkrig er slut, Kid Cudi har forsonet sig med sin tilstand. Selv om han stadig har tilbagefald til misbruget af hash, kokain og kodein-holdig hostesaft. Og selv om månen stadig lyser og truer med undergang, når natten falder på i Kid Cudis verden. Nu har han flere – sunde – redskaber end nogensinde før til at lukke øjnene. Og få lidt ro.

Kid Cudi: ’Man on The Moon III: The Chosen’. Republic Records/Universal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Ole Mortensen

Igen og igen støder vi på det. Hvordan et for tidligt møde med døden former et menneske.
Mennesker er jo som de fleste ved flokdyr, eller måske endda stimedyr. Når dyr og stimer søger i flokke stimer er det for at føle sig trygge. Eller man kan sige , så føles døden ikke nærværende.
Jeg har set med mine egne øjne stimefisk hentet fra Sydamerikas Amazonas flod til et akvarie.
Og der kan gå uger eller måneder før de opfatter at der er noget udenfor akvariet. Selvom de kan se det og høre dig. De holder sig til stimen og den fælles bevidsthed og opfattelse af omgivelserne, som de deler med hinanden via følsomme organer på siderne af deres kroppe. Med andre ord de holder døden på afstand af deres bevidsthed.
De fleste mennesker er født ind i enten kristendom, islam, andre religioner eller et samfund lig vores. Man indgår i den fælles opfattelse af verden og døden bliver aldrig nærværende.
Men har man , som barn, stået over for dødsfald, sygdom, klimakrise eller , på anden vis døden. Kan man ikke indgå i denne fælles fortrængelse af døden. Man ser verden og samfundet som det er og ikke som alle andre ser det eller ønsker det er.
Med andre ord man falder udenfor stimen. Men er stadig nødt til at fungere socialt. Og ender ofte i miljøer på kanten af samfundet. Man har ikke andre steder at gå hen. Psykiatrien og samfundet forsøger at trænge det falske virkelighedsbillede ned over de som falder udenfor deres egen trygge verden. Og deraf patienternes reaktioner.
Disse såkaldte psykiske sygdomme, opstår ikke , som man fejlagtigt tror af svigt , vold eller sygdom. Men fordi døden bliver nærværende.
Hver 5 dansker vil i en nær fremtid have en psykiatrisk diagnose, hvis det fortsætter som nu.
For døden er´ altid nærværende. Det er en tragedie.