Knud Romer tager ikke mørket seriøst. Det gør hans gæster heldigvis

Danmarks mest markante eksilfalstring samt forfatter-foredragsholder-radiovært-reklamemand-lejlighedsvis-skuespiller Knud Romer har fået en samtalepodcast. Han har fået grøn stær og er ved at blive fuldkommen blind. I Velkommen i mørket med Knud Romer inviterer han en skiftende gæst med ind i en sal foran et publikum, slukker lyset og spørger, om de er bange for mørket.

Samtalen starter altid i barndommen. Dramatiker Line Knutzon fortæller om at have haft en sjette sans for at afkode voksnes uærlighed som barn og omsætte det til dramatik. Forfatter Thomas Korsgaard fortæller om at vokse op i en fattig familie i Jylland og føle sig anderledes.

Der er også gæster fra andet end kultureliten, såsom evolutionspsykolog Jill Byrnit og konfliktmægler Mia Marcussen. Men selv om der indledningsvis gøres meget ud af sætte scenen med mennesker, der taler sammen i mørke, så bliver meningen med, at de så sidder der, aldrig helt tydelig.

Skal de tale om Knud Romers mørke sind og om hans blindhed, skal de tale om, hvordan det er at sidde i mørket, eller skal det handle mere generelt om ’mørke’ emner? Ingen af delene og så alligevel lidt det hele synes det temmelig uklare koncepts svar at være.

Som podcastlytter er præmissen jo allerede, at man ikke kan se personerne – og den intimitet, der måske opstår i mørket, kan sjældent høres. 

Man får ikke præsenteret Romers samtalepartnere med andet end fornavn. Men forfatter Thomas Korsgaards beretning er en lidt almindelig historie om teenageoprør, og man fornemmer, at han kun er med, fordi han er et kendt navn – som man irriterende nok selv skal tjekke afsnittets noter for at finde. Aktivist og skuespiller Ditte Johansen fortæller om sine identitetskriser og sit handicap (som man ikke får sat mærkat på), men Knud Romer ved tydeligvis godt, hvad hendes diagnose er. At holde det skjult for lytteren virker mere forstyrrende end befordrende for en åben snak.

Hospicesygeplejersker og frisører

De gæster, der fungerer absolut bedst i Knud Romers mørke, er sjovt nok dem, der er mindst medievante og mindst ekspertvidner, men som har noget på hjerte og kan tackle bulderbassen.

Der er hospicesygeplejersken Kirsten, der selvsagt er vant til at møde mennesker som Knud Romer i livets neurotiske yderområder. Hun fortæller fantastisk om at tage på udveksling til Japan som 15-årig, om at udvikle et venskab med en meget ældre forfatter, om næsten at blive nonne hos Mariasøstrene og om så at finde sit kald på et hospice. Hun har sjældent hørt kloge og generøse refleksioner om et felt, få har så velovervejet et forhold til. Romer vil gerne reducere det at dø til noget absolut dramatisk og fremmed, men sygeplejersken nuancerer venligt, men bestemt hans konklusioner. 

Den samme evne til at fortælle en god historie har frisøren Vesna, der med sin beretning om at være halvt serber, halv roma og få sin familie nedslagtet under borgerkrige i eksjugoslavien får en til fuldstændig at glemme, hvor forvirret man egentlig var over, hvorfor hun i første omgang var inviteret med i programmet.

Uden alvor

Det, der mestendels afholder samtalerne fra at hæve sig til det vedkommende, er, at værten Knud Romer ikke rigtig ved, hvad det er, han vil med sit mørke. Han smider om sig med Kierkegaard og Heidegger, med litterære referencer og barndomsanekdoter, men det virker mere som studentikost blær end som noget, han faktisk mener noget med. 

I afsnittet med evolutionspsykolog Jill Byrnit proklamerer Romer stædigt, at det er en dyrisk drift i mennesket at ville dræbe en, der truer hans territorium eller partner. Hun forsøger at afvise og siger, at så simpelt er det ikke i dyreverdenen. Når konfliktmægler Mia Marcussen prøver at forklare, at en skilsmisse måske ikke altid er det værste, at en afslutning på en konflikt er bedre end langdrag, vil han ikke anerkende andet end absolutter som had og kærlighed. 

Den intime samtale i mørket afslører nogle gange en vis banalitet, et manglende forarbejde eller en mangel på lydhørhed over for gæsten og dennes indsigter.

Mørket bliver mest af alt en fremkaldervæske for, at Knud Romer hverken tager mørket seriøst som benspænd for samtalen eller som sanselig påvirkning. Eller også har han en berøringsangst og undviger enhver dybde, fordi det for ham er nemmere at se tingene i sort-hvid end at tage nuancerne ind. Det kan godt være, men podcasten følger desværre hverken flugtens eller intimitetens spor.

’Velkommen i mørket med Knud Romer’. Ni episoder. Kan høres eksklusivt på podcasttjenesten TalkTown eller via ALT for damerne og Euroman.
’Ind i mørket med Knud Romer’. To episoder. Tilgængelig på Spotify og hos Apple Podcast.