Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Korrekturlæserens hævn: Marie Ulrich oplevede sexisme på TV 2 og udgiver nu en roman om det

Tiden er unægteligt moden til en roman om arbejdspladskulturen på TV 2, så Marie Ulrichs debutroman ligger lunt i svinget. ’love story’ er en afdæmpet historie om giftige arbejdsforhold i mediebranchen
Hvis man vil have saftig sladder om TV 2, behøver man ikke læse ’love story’. Vil man derimod have et velskrevet portræt af en kvinde, der brænder nallerne på en kynisk og sexistisk branche, kan man roligt gå i gang med bogen.

Hvis man vil have saftig sladder om TV 2, behøver man ikke læse ’love story’. Vil man derimod have et velskrevet portræt af en kvinde, der brænder nallerne på en kynisk og sexistisk branche, kan man roligt gå i gang med bogen.

Lise Ulrich

Kultur
29. januar 2021

Det er et ganske tyndt filter af fiktion, der adskiller love storys hovedperson Mona, der som 28-årig cand.mag. i dansk bliver ansat i medievirksomheden Surface Media, fra romanens forfatters egen historie.

Hvis man skulle være i tvivl, beretter bogens flap, at »Marie Ulrich er født i 1988 og uddannet cand.mag. i dansk … og var fra 2017 til 2020 ansat i TV 2’s nyhedsafdeling som korrekturlæser og sprogkonsulent«.

Marie Ulrich opsagde sidste år jobbet for at skrive love story færdig. Romanen er ikke en selvbiografi eller et partsindlæg i diskussionen om sexisme på TV 2, men den er skrevet oven på erfaringen af at arbejde i mediehuset og lander derfor midt i en større debat om #MeToo, grænsesætning og krænkelser; en debat, hvor TV 2 har stået i centrum: først med beskyldninger om en sexistisk kultur, så med fyringerne af Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen og senest med den kontroversielle tilbagetrækning af en dokumentar om sexisme på TV 2 lavet af arbejdspladsen selv.

Det er dog en anderledes dæmpet form for gråzone-sexisme, der afdækkes i love story, sammenlignet med den, vi kender fra #MeToo-vidnesbyrd i medierne. Det er ikke voldtægter og trusler, der beskrives, men små kommentarer, sexistiske hentydninger, der i deres diffuse ubehagelighed langsomt kan bryde et menneske ned.

Oversigt over »hjernedøde ludere«

I love story ansættes Mona på Surface Media på en tremånedlig kontrakt til 150 kroner i timen som korrekturlæser og sprogkonsulent. Hun skal udføre »spionage«, som hendes chef beskriver det, over for de skrivende medarbejdere og logge deres stavefejl i et stort excelark, hvis statistik måske kan have konsekvenser for deres ansættelser. Ikke ligefrem et lovende udgangspunkt for en god oplevelse i ens første voksenjob.

Men fordi hun er uerfaren, usikker på sig selv efter et langt dagpengeforløb og smigret over overhovedet at få et job – som en sand nyuddannet humanist – går Mona til opgaven med energi og begejstring. Hun sender mails ud om nutids-r’er og pronomenfejl til kolleger, hun end ikke har mødt, og bliver selvfølgelig hurtigt upopulær.

Og så er der sexismen: Mona får besked på at smile mere af sin chef, som også sender hende en frisk facebookbesked en sen nattetime. Hun får at vide, at hun har en god røv som opmuntrende kommentar fra en ældre mandlig journalist, og hun læser korrektur på en tophistorieartikel, der giver »overblik over« de kvinder, Donald Trump har kaldt »hjernedøde ludere«.

Da hun forsøger at kritisere kulturen over for den yngre kollega Linn, får hun det sigende svar: »Jargonen er, som den er, plat, men ikke ond. Jeg har assisteret nede i newsroom i to år nu, og det blev meget sjovere at gå på arbejde, den dag jeg stoppede med at blive fornærmet.«

Hvor Linn altså hårdnakket har besluttet at affinde sig med hyggesexismen, bliver Mona tydeligt mærket af den. Hun begynder at se sig selv udefra, at seksualisere sig selv i alle situationer. Hun tænker på sit tøj, sin makeup, om hun er for tilknappet eller for slutty. Arbejdspladsens seksualiserende blik internaliseres og bliver til en form for selvhad.

Hun forelsker sig i en af stjernejournalisterne (heraf romanens titel), den selvoptagede Henrik, der aldrig rigtig er interesseret i hende, men som giver hende små bidder af opmærksomhed, der holder hendes interesse i kog. Hen imod slutningen af romanen bliver det klart, at hun ikke føler, hun fortjener mere eller bedre.

Det er ikke overgreb eller krænkelser, Mona udsættes for, men en kynisk og mandschauvinistisk omgangstone, som de fleste af os nok kender i en eller anden udstrækning, og som Mona forventes at kunne kapere. Som kærlighedsobjektet Henrik manipulerende formulerer det: »Stærke kvinder ser ikke sig selv som ofre.«

Mona går i rette med udsagnet og spørger, om hun så er svag, fordi hun kritiserer kulturen, hvortil Henrik svarer: »Mona, det er også et spørgsmål om attitude. Du virker i bund og grund lidt negativ. Det er ikke min skyld, at du er korrekturlæser.«

KUA versus mediebranchen

Det er ikke den eneste gang, at Monas status som korrekturlæser bruges imod hende. Det, at hun ikke er journalist, men universitetsuddannet, spiller en stor rolle i love storys univers – hun er en fremmed fugl, som journalisterne måske har deres egne akademiske mindreværdskomplekser overfor, men som ikke desto mindre er allernederst i hierarkiet.

Der skæves nedladende til hendes hættetrøje med påskriften »GRLPWR« (girl power). Feminisme giver ikke status på Surface Media, hvor der også hersker en forventning om, at Mona må være en seksualforskrækket tør akademiker. I virkeligheden har hun sex med en ny mand hver weekend og har nok nærmere svært ved at få stillet sit seksuelle behov.

Mona vil gerne skrive selv og arbejder som kulturjournalist på en – igen – ganske let fiktionaliseret version af magasinet Soundvenue, som Marie Ulrich selv skriver for. Der er honoraret for et interview 200 kroner før skat (200 kroner!!), til gengæld er det et sejt sted at skrive. Mediebranchens afhængighed af velvillige humanister udstilles virkelig. Og foragten for en akademisk disciplin som korrekturlæsning er i den grad skrevet frem.

love story er ikke så meget en love story som humanistens eller korrekturlæserens hævn over en branche, der nok centrerer sig om sprog, formidling og viden, men som ikke værdsætter det omhyggelige/nøjeregnende blik, KUA oplærer i. På Surface Media – det ligger i navnet – skal man have sexappeal, charme og ’styrke’. Afstanden mellem KUA og mediebranchen har aldrig føltes så stor som i love story.

Udramatisk sexisme

Noget er helt galt med stemningen og omgangstonen på Surface Media, og det billedgøres via Monas ydmygende deroute på arbejdspladsen og i livet. Selv ikke den velmenende studieveninde Anna kan trænge igennem den selvdestuktive adfærd, Mona til sidst havner i. Bogen viser, hvordan der skal mindre til end målrettet seksuel chikane for at nedbryde en medarbejder. Det er nok at være prekært ansat, blive devalueret og udsat for en konsekvent hyggesexisitisk omgangstone.

Hvis man vil have saftig sladder om TV 2, behøver man ikke læse love story. Som Marie Ulrich for nylig udtalte i et interview i Politiken: »De scener, der foregår i min bog, ville aldrig kunne nå en avisforside, for de er udramatiske. Men jeg håber, at de viser i detaljer, at det er opslidende at gå på job i den type miljø, og hvordan det er som kvinde at blive fanget i det og ikke få sagt fra. At man kan gå ned psykisk.«

Vil man derimod have et velskrevet portræt af en kvinde, der brænder nallerne på en kynisk og sexistisk branche, kan man roligt gå ned i boghandlen (når den en dag åbner igen). Marie Ulrich skriver sikkert – fortællerstemmen er humoristisk, og fortællingen har et godt tempo – om at være prekært ansat nyuddannet kvinde og humanist på et arbejdsmarked, der ser ned på både ens køn og uddannelse.

Det er en erfaring, mange af bogens tiltænkte læsere nok vil kunne spejle sig i. Og det er et vigtigt aspekt af debatten om sexisme, der ofte kommer til at dreje sig om de store, sensationelle sager.

Marie Ulrich: ’love story’. Byens forlag, 292 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Anders Thomsen

Umiddelbart lyder det en sober og en mere elegante løsninger med at få sat sexisme på dagsordenen. Vi har jo brug for en reel diskussion om der må betragtes som sexisme og hvor grænsen går i forhold til bagateller, overreaktion , jovial omgang til reelt nedgørende, krænkende kønsdominerende adfærd.