Krimipodcasten ’Djævlen i detaljen’ interesserer sig mere for retfærdighed end for ondskab

I modsætning til mange andre krimipodcasts appellerer DR’s ’Djævlen i detaljen’ ikke til amatørdetektiven i en, men til den almindeligt kritiske samfundsborger
I modsætning til mange andre krimipodcasts appellerer DR’s ’Djævlen i detaljen’ ikke til amatørdetektiven i en, men til den almindeligt kritiske samfundsborger

Mia Mottelson

Kultur
30. januar 2021

Sidste år genopstod DR’s krimipodcast Djævlen i detaljen, som kørte en kort overgang i 2018. Det skal man være glad for, hvis man gerne vil høre om unaturlig død og overlagte ulykker på en måde, der er mere rig på perspektiv end den gennemsnitlige true crime-podcast.

Ikke at der ikke findes gode ting i den genre, men man kan godt blive mæt af mordbeskrivelser. Eller døv over for dem, sådan nærmest blasert i sit forhold til den rene og skære grusomhed. Den følelse er ikke anbefalelsesværdig.

Det er til gengæld den tilgang, som Per Lysholt som vært for Djævlen i detaljen lægger for dagen. Podcasten var oprindeligt en serie om videnskaben bag drabsopklaring, og den videnskab fylder stadig en del i mange af afsnittene. Eksempelvis er der sat et helt afsnit af til at fortælle om politihundens historie, dens røgt og pleje og forskellige specialer. Anledningen er, at man for tiden er ved at oplære en ny type politihund, et hold vandsøgningshunde som dem, der blev sendt fra Sverige for at opsnuse ligdelene i Øresund under opklaringen af ubådssagen.

Men den nye version af Djævlen i detaljen interesserer sig også for andre typer af kriminalitet end drab og for andre former for problemhåndtering end opklaringsarbejdet.

Pinligt forsøg på forbrødring

Og at der er noget at komme efter, kan man høre i afsnittet »Svindler i skjul«, der handler om den tidligere ejendomsspekulant og storinvestor i Parken, Patrick De Vela, der skylder 87 millioner kroner, men ikke desto mindre lader til at leve et uforstyrret liv i en pragtvilla i Spanien, fordi hans formue står i hans kones navn, og fordi man fra myndighedernes side ikke går efter svindlere, hvis man ikke vurderer, det kan betale sig i kroner og øre.

Afsnittet er velfortalt med scenarier, man husker. Såsom en akavet situation, hvor De Vela har rekrutteret Don Ø som forlover til sit bryllup, selv om der ikke var andet end penge, der bandt dem sammen. Hvilket pinligt forsøg på forbrødring! Afsnittet drives frem af et enkelt, men relevant spørgsmål. Nemlig hvordan det kan være, at Patrick De Vela (i modsætning til folk, der har gjort sig skyldige i mindre forseelser) kan slippe afsted med sin svindel. Her bruger Per Lysholt sin egen retsfølelse som drivkraft på en fint afbalanceret måde, der aldrig tangerer det revolverjournalistiske.

Det samme gør han i afsnittet »Futtog i frostvejr«, der bruger angrebet på den amerikanske kongresbygning til at genbesøge spørgsmålet om, hvorvidt masseanholdelsen af demonstranter til COP15 i 2009 var rimelig og retfærdig.

Retsfølelsen er også et omdrejningspunkt i afsnittet »På dødspatrulje i Herlev«. Titlen på afsnittet indikerer knaldroman, og det banderelaterede skuddrab, der på demonstrativ vis fandt sted ved højlys dag i et ellers fredeligt kvarter, kunne også godt give stof til en. Men forbrydelsen er ikke i sig selv hovedsagen her. Den fungerer snarere som et afsæt for en superlødig kritisk undersøgelse af den bandeparagraf, der blev indført i 2017 og har ført til en drastisk stigning i antallet af livstidsdomme.

Sidste år blev ti mennesker idømt fængsel på livstid, mens tallet før har været nede på et par stykker årligt. Syv af de ti har haft bandetilknytning, hvad der som noget ret nyt giver mulighed for at fordoble strafferammen. Formålet var at afskrække bandemedlemmer fra at slå hinanden ihjel, men andelen af bandedrab er kun steget. Det paradoks diskuterer Per Lysholt med kriminologen Linda Kjær Minke.

På et podcastmarked, der er ret proppet med produktioner, der beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvordan og hvorfor mennesker begår forbrydelser, er det tiltrængt med en podcast, der i stedet tager fat i spørgsmål, som hvad formålene med fængselsstraf er, og hvordan man kommer bandekriminalitet til livs, når livstidsstraf åbenbart ikke virker.

I det hele taget er det dejligt, at Djævlen i detaljen ikke appellerer til amatørdetektiven i en, men derimod den almindeligt nysgerrige, retfærdighedssøgende samfundsborger. Og at det lykkes at gøre på en måde, der ikke er unødigt tør. 

’Djævlen i detaljen’ kan høres på dr.dk og diverse podcastplatforme.

En podcast om dagen 

Der kommer hele tiden flere podcasts og flere danske podcastlyttere til. Under nedlukningen vil Information kritisk lytte sig igennem det populære medies kriblende undergrund og brusende hovedstrøm. Vi starter med de danske.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her