Hvis du kun skal høre én rockplade i år: Når krisen kradser, kradser postpunkbandet Shame

Det sker igen og igen undervejs, mens man forpustet følger Sydlondon-kvintetten Shame gennem deres andet, fremragende, hyperenergiske album Drunk Tank Pink: Forsanger Charlie Steen angriber mikrofonen.

Det kan lyde, som om han ser den som en personlig fornærmelse. Eller som en lukket dør væk fra hverdagen, som kan løbes ind, hvis man synger indædt nok. Eller som en vej ind i hjertet på en rundtosset tid, som han vil ruske til en form for kullet fornuft.

Som forsanger i Shame skal der så også kæmpes for pladsen i det disciplineret rasende band. Bassisten lyder som et lokomotiv drevet af kviksølv, og trommeslageren er et olmt, sjofelt maskingevær mod doven forudsigelighed. Alt imens de to guitarister etablerer forrygende krydsild eller skyder genveje gennem rytmegruppen med deres call-and-response.

Drunk Pink Tank er et forunderligt, forrygende anderledes dyr end Shames debutalbum Songs of Praise. Den lidt for monokrome postpunk på debuten er her blevet erstattet af mangfoldighed. Især takket være en ekstremt rytmebevidst tilgang, der sender bandet i en lang bue uden om de firefjerdedeles bundgarnspæle på forgængeren. Og skubber dem tættere på de synkoperede new wave-mestre i Talking Heads og de dynamiske punkfunkere i Gang of Four – og et godt stykke væk fra Sex Pistols stavren og vrængen.

Hør hvordan trommer, bas, elguitarer, tamburin, elektronisk detaljeknitren finder hver deres plads i det musikalske haglvejr. Det er skødesløst affyret finmekanik, brutal legesyge.

Resultatet af krisehåndtering

Drunk Tank Pink er resultatet af krisehåndtering.

Hovedguitarist Sean Coyle-Smith kunne efter debutalbummet ikke holde ud at spille rockguitar igen. Han undersøgte nye stemninger af guitaren og antirockede sangskrivningsstrategier. Han lyttede til Talk Talk (altid en god idé), Talking Heads (tjek) og nigeriansk hi-life (en genre præget af hurtigt klatrende guitarmotiver og lifligt lette rytmikker, som man også kan høre – omend mere fummelfingrede – reminiscenser af på Drunk Tank Pink).

Samtidig var forsanger Charlie Steen faldet ned i et vakuum efter at have festet 2018 væk.

Titlen på albummet angiver det kammer i Steens og Coyle-Smiths lejlighed, som de smed en vaskemaskine ud af og så malede pink. Her skrev Steen teksterne om identitets- og meningstab.

»I don’t feel that I deserve / To feel human for an hour / Or even for a minute.«

Siden tog bassisten Josh Finerty bandets skitser med til det skotske højland for at udvikle dem med den elektroniske musiker Makeness. Og endelig mødtes bandet i La Frette-studierne uden for Paris sammen med produceren James Ford.

I januar 2020 var de færdige med albummet. Og så kom der en virus i vejen. Først nu et år efter udkommer det, men det dufter alligevel af helt frisk sved, blod og tårer.

Med Charlie Steen som en både sober og beruset, intenst galende og nøgternt kommenterende forsanger. Hans tekster søger ud i naturen, hvor uendeligheden maner til besindelse eller ind i kroppen, hvor teknologien for længst har skabt uro.

»Detach your internet / The hills see none of that / And which way is heaven, sir? / We all got lost somehow.«

PR-foto: Dead Oceans

Det største idéarsenal

Shame spiller sig ind i en yngre generation af postpunkede bands, der har fundet en ny rasende energikilde i den friktion, som tidens neoliberalisme, gentrificering, narcissisme og materialisme tilbyder.

Ligesom Bristols Idles og Dublins Fontaines D.C. render Shame os i traditionerne og brøler – gerne i euforiske kor – mod tingenes stilstand. Hør bare deres flerstemmige råbekor på åbningsnummeret: »Are you waaaaiting / To feel goood? / Are you praaaaaying / Like you shoould?«

Når krisen kradser, så kradser disse postpunkbands igen, og Shame gør det med langt det største idéarsenal.

Shame er i øjenhøjde med den menneskelige dårskab og hybris, som uddrives i en euforisk koncentreret kraftanstrengelse kaldet Drunk Tank Pink.

Hvis du kun skal høre én rockplade i år, kunne det godt være denne. Jeg ved det. Det er tidligt at sige den slags. Men jeg vover – stadig forpustet – pelsen.

Shame: ’Drunk Tank Pink’ (Dead Oceans/Playground)