Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hvis du kun skal høre én rockplade i år: Når krisen kradser, kradser postpunkbandet Shame

Den sydlondonske kvintet Shame har krisehåndteret sig til en vitalistisk og polyfonisk postpunkperle af et album. Dermed har de forædlet den rasende energikilde, som de finder i den friktion, som tidens neoliberalisme, gentrificering, narcissisme og materialisme tilbyder
Shame er i øjenhøjde med den menneskelige dårskab og hybris, som bandet uddriver i en euforisk koncentreret kraftanstrengelse kaldet ’Drunk Tank Pink’.

Shame er i øjenhøjde med den menneskelige dårskab og hybris, som bandet uddriver i en euforisk koncentreret kraftanstrengelse kaldet ’Drunk Tank Pink’.

Dead Oceans

Kultur
20. januar 2021

Det sker igen og igen undervejs, mens man forpustet følger Sydlondon-kvintetten Shame gennem deres andet, fremragende, hyperenergiske album Drunk Tank Pink: Forsanger Charlie Steen angriber mikrofonen.

Det kan lyde, som om han ser den som en personlig fornærmelse. Eller som en lukket dør væk fra hverdagen, som kan løbes ind, hvis man synger indædt nok. Eller som en vej ind i hjertet på en rundtosset tid, som han vil ruske til en form for kullet fornuft.

Som forsanger i Shame skal der så også kæmpes for pladsen i det disciplineret rasende band. Bassisten lyder som et lokomotiv drevet af kviksølv, og trommeslageren er et olmt, sjofelt maskingevær mod doven forudsigelighed. Alt imens de to guitarister etablerer forrygende krydsild eller skyder genveje gennem rytmegruppen med deres call-and-response.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Martin Rønnow Klarlund

Chris Hedges