Da den svenske dramatiker Lars Norén fik spillet sine krasse teaterstykker i Danmark i 1990’erne, optrådte han ofte i programmerne med et portrætfoto i sort-hvid. Her var hans skaldede ansigt fotograferet, så den ene del af ansigtet lå i lys og den anden del i sort skygge. Fotoet havde sin egen ildevarslende symbolik. For jo. Denne kunstner dyrkede mørket. Det kulsorte mørke.
Nu er Lars Norén død, 76 år gammel – af corona. Hans dramatik har præget ikke bare Sveriges teater, men det nordiske og hele det europæiske teater. Han udvidede teatrets domæne ved at beskrive menneskets umenneskelighed i replikker, som ingen før havde skrevet for en teaterscene. Og han beskrev det vestlige samfunds dysfunktionelle parforhold og dets driftsstyrede individer med nådesløs afsløring. Når man som tilskuer havde oplevet et nyt Norén-stykke, havde man tit hovedpine i dagevis bagefter. For Norén gjorde ondt.
Men der var jo også altid en overlegen humor. En af de skelsættende oplevelser for mig var Odense Teaters produktion af Kaos er nabo til Gud med en debuterende Mikael Birkkjær, der nok stjal meget af billedet med et hudløst portræt af den yngste bror - men selvfølgelig stak heller ikke William Rosenberg, Lho Jansberg eller Morten Hovman op for bollemælk. Eller Peter Marcell.
"Nu er Lars Norén død, 76 år gammel – af corona"
Hov, burde der ikke stå "med corona"? Det lader til at være den gængse formulering.