Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Mahlers 5. kan både være en tung romantisk orkestermaskine og i elegant emotionel ligevægt

Gustav Mahlers femte symfoni rummer en verden af dybe almenmenneskelige livserfaringer. Vi nærmer os storværket sats for sats og illustrerer det med vurderinger af en håndfuld markante fortolkninger, der spænder fra narkotisk skønhedsdis til vægtløs elegance
Gustav Mahler og hans hustru, Alma Mahler, fotograferet i 1905.

Gustav Mahler og hans hustru, Alma Mahler, fotograferet i 1905.

Granger/Shutterstock

Kultur
26. januar 2021

Gustav Mahlers mægtige 5. Symfoni blev færdiggjort i 1902. Det er formodentlig hans oftest opførte symfoni, adagiettoen er blevet folkeeje, men det er vigtigere at bemærke, at alle fem satsers emotionelle spændvidde har givet værket et stort publikum. Det er tredelt i sit fænomenale stræk, som begynder i cis-mol og efter besøg i mange andre tonearter slutter i D-dur. Første del indeholder symfoniens mørke kapitler, en udbygget sørgemarch efterfulgt af en hovedsats af undertiden skræmmende udtrykskraft. Den vidt forgrenede scherzo udgør anden del, hvirvlende danseepisoder i konstant transformation. I tredje del sætter en forløsning sig gradvis igennem, klangskønt i den langsomme sats, adagiettoen, og energisk og højstemt i finalens vrimlende tummel.

Den store sorg

Symfoniens dokumentation på plade er tæt på uoverskuelig, de her ni valgte album, som er tilgængelige på Spotify, bringer imidlertid nogle af de væsentligste dirigenter og orkestre i spil. Vores udgangspunkt er en 2017-optagelse med det orkester, der uropførte 5. Symfoni i Köln 1904 – Gürzenich Orkestret under dets nuværende chef, franskmanden François-Xavier Roth.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her