Marianne Larsens nye digtsamling er til at blive glad af og det utrolige er, at det lykkes

Marianne Larsens nye digtsamling, der har den vidunderlige titel den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, excellerer i en særligt svær undergenre: digte, hvor den aldrende digter lykkeligt erindrer glimt fra sin barndom. Den formel er jo nærmest definitionen på det sentimentale, så der skal en ret præcis sproglig orkestrering til for ikke at falde ned i klichéernes – også de følelsesmæssige klichéers – ursump.

Nu er Marianne Larsen en af vores rigtigt gode forfattere, så dér ender hun ikke. I stedet giver hun et storøjet lyssyn videre til sin læser, et idyllisk nærvær både i sine billeder af det, der ligner solbadede, idylliske barneår fra efterkrigstiden, og i de digte, der forsigtigt åbner op mod større, kosmiske kræfter. »Da mit syn var på sit højeste så jeg tydeligt mælkevejens/ utalligheder over mit hoved,« som det lyder i det korte digt »Uden briller«.