Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’One Night in Miami’ fortæller om fire sorte ikoners venskab og kamp for rettigheder

Skuespilleren Regina King instruktørdebuterer med en fremragende film om en nat i 1964, hvor fire sorte ikoner mødtes på et hotelværelse i Miami og udfordrede hinanden og verden
Fire venner og sorte ikoner, Cassius Clay (Eli Goree), Malcolm X (Kingsley Ben-Adir), Sam Cooke (Leslie Odom Jr.) og Jim Brown (Aldis Hodge), mødtes i 1964 på et hotel i Miami, og det møde er nu blevet til Regina Kings fremragende ’One Night in Miami’.

Fire venner og sorte ikoner, Cassius Clay (Eli Goree), Malcolm X (Kingsley Ben-Adir), Sam Cooke (Leslie Odom Jr.) og Jim Brown (Aldis Hodge), mødtes i 1964 på et hotel i Miami, og det møde er nu blevet til Regina Kings fremragende ’One Night in Miami’.

Amazon Studios

Kultur
25. januar 2021

Det er en brillant præmis for en god historie. Den 25. februar 1964 mødtes fire berømte sorte mænd på et hotelværelse i Miami: Cassius Clay, der samme aften havde vundet verdensmesterskabet i sværvægtsboksning over Sonny Liston, footballspilleren Jim Brown, soulsangeren Sam Cooke og aktivisten og Nation of Islam-lederen Malcolm X.

Ingen ved, hvad de fire talte om den aften, men det skal jo ikke forhindre kreative mennesker i at forestille sig, hvad der kunne være sket i løbet af en lang aften og nat. Det blev først til teaterstykket One Night in Miami af Kemp Powers og nu også filmen af samme titel, der er instrueret af den oscarvindende skuespiller Regina King og har manuskript af Powers selv. Og som lige nu kan ses på streamingtjenesten Prime Video.

Det er Regina Kings spillefilmdebut som instruktør – hun har tidligere instrueret en del tv – og det er hun sluppet endog meget godt fra. One Night in Miami er en både morsom, spændende og oprørende film, som føjer nye aspekter til skildringen af ’the black experience’ – altså oplevelsen af at være sort i Amerika dengang og nu.

Forandringer på vej

Alle fire mænd, sorte ikoner, står i One Night in Miami ved en slags vadested i livet, og de skal finde ud af, hvor de nu vil hen. Cassius Clay (Eli Goree) er lige blevet verdensmester, men kæmper med sin identitet og overvejer kraftigt at konvertere til islam. Hans mentor og guide i den proces er Malcolm X (Kingsley Ben-Adir), en af de ledende skikkelser i Nation of Islam, som dog har tænkt sig at bryde med den politisk-religiøse organisation, fordi han har fundet ud af oprørende ting om den øverste ledelse.

Sam Cooke (Leslie Odom Jr.), en af tidens populæreste sangere, floppede fælt, da han for nylig optrådte foran et hvidt publikum på Copacabana i New York. Det havde ellers været hans store drøm. Og endelig er der NFL-stjernen Jim Brown (Aldis Hodge), der møder racisme overalt, og som nu overvejer at forlade sporten til fordel for filmen.

De fire mænd er gode venner, men også meget forskellige, og det varer ikke længe, før temperamenterne og uenighederne viser sig. Malcolm har brug for, at Cassius – der ikke længe efter skifter navn til Muhammed Ali – stiller sig op sammen med ham og fortæller verden, at han er muslim, og at han følger sin mentor over i en nystiftet organisation i stedet for Nation of Islam.

Det personlige ansvar

Samtidig er Malcolm vred på sine venner over, at de efter hans mening ikke tager de sorte amerikaneres borgerrettighedskamp alvorligt. Især Sam Cooke spilder efter hans mening sit enorme talent og den magt, han fra en scene har over en stor forsamling af mennesker. Sam mener derimod, at Malcolm er bedrevidende, selvretfærdig og paranoid og har alt for travlt på andres vegne – og at han bare udnytter Cassius i sit eget politiske spil.

Selv mener Sam, at han undergraver systemet, fordi han ejer rettighederne til egne og andres sange, hvorfor det er ham, som alle de hvide betaler til, når de genindspiller dem, og der kommer store, indbringende hits ud af det.

Og således bølger diskussionen frem og tilbage i One Night in Miami, der blandt meget andet handler om det personlige ansvar, man er nødt til at tage på sig, hvis samfundet skal ændres – ikke mindst hvis man er sort amerikaner og tilmed berømt og indflydelsesrig. Der er for meget på spil til ikke at gøre det, understreger Malcolm igen og igen, og det viser sig da også, at de tre andre faktisk giver ham ret, blot er de ikke helt enige om hvordan. De er hver især på toppen inden for deres respektive områder, og hvad de end gør, vil der være millioner af mennesker, som følger med i og lader sig inspirere af det.

Historiske begivenheder

Indimellem kan man godt mærke, at One Night in Miami er baseret på et teaterstykke, især når de fire mænd er på hotelværelset, og argumenterne flyver frem og tilbage. Det betyder dog ikke, at filmen er kedeligt eller statisk fotograferet, og historien får luft under vingerne, fordi den begynder hos Cassius Clay i ringen med Jim Browns besøg hos en rig, hvid velgører, som viser sig at være dybt racistisk, med Sam Cooke på Copacabana, og da Malcolm X taler med sin kone om sin umulige situation i forhold til Nation of Islam. Han frygter for sit liv – med rette skulle det vise sig: Han blev myrdet af Nation of Islam-medlemmer et år efter den lange nat i Miami.

Det, der virkelig får filmen til at leve, er de fire skuespillere. De er alle fantastiske og forvandler fire ikoner til fire venner og mennesker, der tvivler, fejler og frygter ligesom alle andre. Kingsley Ben-Adir er fremragende som Malcolm X, der kæmper for ikke bare sit politiske liv, men helt bogstaveligt for sit liv. Leslie Odom Jr. kan synge, så det lyder, som om Sam Cooke er genopstået. Og Eli Goree lyder og ligner den unge, storskrydende og rapkæftede Cassius Clay.

Det er en fornøjelse at være i deres selskab og spændende at få et indblik i deres tanke- og følelsesverden, både når de udfordrer og driller, og når de støtter og trøster. Og selv om deres samtale er fiktion, virker den helt igennem troværdig, og man føler faktisk, at man er vidne til noget både unikt og historisk. Det er svært ikke at mærke en rislen ned ad ryggen – i det hele taget har filmen et fedt soundtrack – da Sam Cooke til sidst under en tv-optræden fremfører en ny sang, ’A Change Is Gonna Come’, der er hans svar på Bob Dylans ’Blowin’ in the Wind’ og netop et forsøg på at engagere sig dybere i kampen for sorte amerikaneres rettigheder.

Alt det, som han og vennerne taler om i løbet af den lange nat i Miami.

’One Night in Miami’ – Instruktion: Regina King. Manuskript: Kemp Powers. Fotografi: Tami Reiker. Kan ses på Amazons streamingtjeneste, Prime Video

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her