Jeg overgav mig totalt til ’Otmars sønner’

For tyve år siden introducerede kritikeren James Wood genren ’hysterisk realisme’. Begrebet blev brugt til at beskrive litterære værker, der »jagter vitalitet for enhver pris«, og som konsekvens heraf »ved tusinde ting, men ikke kender til et eneste ægte menneske«. I sit essay Hysterical Realism nævnte Wood Zadie Smiths Hvide tænder, Salman Rushdies Jorden under hendes fødder, Don DeLillos Underverden, Thomas Pynchons Mason & Dixie og David Foster Wallaces Infinite Jest som eksempler på »den store ambitiøse roman«, der »synes at ville afskaffe stilheden, som skammede den sig over stilheden. Historier og underhistorier spirer på hver eneste side, og romanerne skilter konstant med deres glamourøse forstoppelse«.

Peter Buwalda: ’Otmars sønner’