Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Jeg overgav mig totalt til ’Otmars sønner’

Med ’Otmars sønner’ har Peter Buwalda skrevet en fantasifuld familiekrønike om en faderløs mand og en hævngerrig kvinde på eventyr i olieindustrien
Tempoet i ’Otmars sønner’ er til at få åndenød af, og det underbygges af, at der tælles nedad i kapitlerne: Vi starter med kapitel 111 og slutter med kapitel 75 og har endnu to bind at se frem til.

Tempoet i ’Otmars sønner’ er til at få åndenød af, og det underbygges af, at der tælles nedad i kapitlerne: Vi starter med kapitel 111 og slutter med kapitel 75 og har endnu to bind at se frem til.

Chris Russell Gartner

Kultur
15. januar 2021

For tyve år siden introducerede kritikeren James Wood genren ’hysterisk realisme’. Begrebet blev brugt til at beskrive litterære værker, der »jagter vitalitet for enhver pris«, og som konsekvens heraf »ved tusinde ting, men ikke kender til et eneste ægte menneske«. I sit essay Hysterical Realism nævnte Wood Zadie Smiths Hvide tænder, Salman Rushdies Jorden under hendes fødder, Don DeLillos Underverden, Thomas Pynchons Mason & Dixie og David Foster Wallaces Infinite Jest som eksempler på »den store ambitiøse roman«, der »synes at ville afskaffe stilheden, som skammede den sig over stilheden. Historier og underhistorier spirer på hver eneste side, og romanerne skilter konstant med deres glamourøse forstoppelse«.

Peter Buwalda: ’Otmars sønner’

Er du som jeg vild med netop de romaner, som Wood var knap så forelsket i, vil du elske hollandske Peter Buwaldas Otmars sønner, en frygtløs, fantasifuld og fængende roman, hvori »personerne er forbundet med hinanden, som informationer er forbundet med hinanden på the World Wide Web« for nu at bruge James Woods ord.

Bogens ene hovedperson hed egentlig Dolf, men da hans mor blev gift med Otmar, hvis søn hed Dolf, måtte han skifte navn. Så »det år, Dolf skulle i niende klasse, døbte de ham Ludwig med vand fra Maas-floden i et ymerbæger«. I dag er Ludwig 34 år og sneet inde på en sibirisk ø, hvor han arbejder for olieselskabet Shell, hvis magtfulde direktør J.R. Tromp måske er Ludwigs rigtige far.

Grundet snestormen må Ludwig dele hotelværelse med journalisten Isabella, bogens anden hovedperson, der er fast besluttet på at afsløre Shells forbrydelser og den skandaløse Tromp, som hun har haft et SM-forhold til. Da Ludwig røber, at hans stedbror, et verdensberømt musikalsk geni, har fundet en ukendt sats af Beethoven, øjner hun straks muligheden for endnu en forsidehistorie.

Med afsæt i dette drama bindes der tråde til fortiden i en fortælling, der indimellem har så meget fart på, at man som læser er ved at få åndenød. Enkelte figurer synes også selv at have svært ved at trække vejret, så overdrevent karikerede fremstår de. Trods denne indvending overgav jeg mig totalt til Otmars sønner, hvis tempo underbygges af, at der tælles nedad i kapitlerne: Vi starter med kapitel 111 og slutter med kapitel 75 og har endnu to bind at se frem til. Først da kan vi fælde endelig dom over Buwaldas værk og regne ud, hvad der er på spil for Ludwig og Isabella. Birthe Lundsgaard har oversat lige så godt, som tilfældet var i 2016 med Buwaldas debut Bonita Avenue.

Peter Buwalda: ’Otmars sønner’. Oversat af Birthe Lundsgaard. Politikens Forlag, 544 sider, 350 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her