Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Paul McCartney er sig selv i mange aldre på hjemmebygget soloalbum

Eksbeatlen McCartney har givet os et fornemt 18. soloalbum, hvor han spiller alle instrumenter. Han fremstår som en snu ræv i produktionsapparatet, men kan stadig synes nyfødt, når det kommer til følelsesregisteret
Eksbeatlen McCartney har givet os et fornemt 18. soloalbum, hvor han spiller alle instrumenter. Han fremstår som en snu ræv i produktionsapparatet, men kan stadig synes nyfødt, når det kommer til følelsesregisteret

Mary McCartney

Kultur
8. januar 2021

Det er et 78-årigt ikon, der giver rynket, men alligevel ungdommelig hals på sit 18. soloalbum McCartney III.

Alder er som bekendt relativ, og ganske vist har Paul McCartney noget af et skælvende espeløv af en stemme tilbage efter alle disse år, men han har også en dirrende forsølvet pen til at udfærdige friske melodier og hjerteskælvende harmonier med. Og han har stadig agten og magten til at skyde popformatet ud af boksen.

Den otte et halvt minutter lange »Deep Deep Feeling« starter som en trampende soul-blues, men muterer til et hjemmeorkestralt værk, hvor McCartney synger formidabelt flerstemmigt, mangefarvet med sig selv, mens han vender de dybeste følelser af kærlighed og tab.

»Sometimes I wish it would go away
Sometimes I wish it would stay.«

Flere forskellige aldre

McCartney III er – som titlen indikerer – det tredje i en serie. Det første udkom i 1970, det andet i 1980 og i slutningen af 2020 det tredje. På alle tre spiller hovedpersonen alle instrumenter. Altså et hjemmeværk perfekt timet til vores selvisolation.

Det går i mange retninger i denne tredje omgang. Både kvalitativt højt op og et stykke ned for den ene af to overlevende fra den legendariske, uforlignelige Liverpool-kvartet The Beatles.

Manden har naturligvis noget erhvervet og enderimet livsvisdom at give videre. Den inderligt klaverdrevne »Women and Wives« er således en perle, der kun kan skinne så smukt, fordi dens afsender er blevet poleret så grundigt af tidens sand og tand.

»Every path that we take
Makes it harder to travel
Laughter turned to sorrow
Doesn’t get me down
Chasing tomorrow.
«

Han fremstår som en snu ræv i produktionsapparatet, mens han stadig synes nyfødt, når det kommer til følelsesregisteret. Og det er jo også musikkens mulighed: Som kunstner at formulere sig selv i flere forskellige aldre. Og ligeledes som lytter.

Han er også de andre aldre

McCartney III’s relevans er netop dette: At overvinde et levet livs akkumulerede erfaring, nydelse, lyst, forbitrelse, skuffelse, og stadig tro på, at man er ny, når man slår dynen til side om morgenen – dog som årene går med flere tricks i det metaforiske ærme og lidelser i det konkrete kropshylster.

»You never used to be afraid of days like these / But now you’re overwhelmed by your anxieties / Let me help you out let me be your guide / I can help you reach the love you feel inside,« som det lyder på den opløftende, optimistiske »Find My Way,« hvor hans selvbyg-kor lyder som Queen, hihatten minder om en rusten fælg, og elguitarerne dufter af Nordvestafrika.

Og nyd også den spinkle, finurligt melodiske »The Kiss of Venus,« der tvinger hovedpersonen så rørende ud på de spinkleste grene i hans stemmetræ.

Til gengæld bliver det lidt trivielt, når McCartney insisterer på vanemæssig rock’n’roll på »Lavatory Lill« eller en nærmest Black Sabbath-metallisk tyngde på »Slidin’«.

McCartney III er et hjemmetømret rockalbum fuld af afslørende årringe, men også knasthuller, der tillader lytteren at skue tilbage gennem tiden på den, McCartney var. Han er ikke kun 78 år, han er også de andre aldre. Og han drømmer stadig.

»When tomorrow comes around
You’ll be looking at the future
«.

Paul McCartney: ’McCartney III’ (Capitol Records/Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her