Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Paul McCartney er sig selv i mange aldre på hjemmebygget soloalbum

Eksbeatlen McCartney har givet os et fornemt 18. soloalbum, hvor han spiller alle instrumenter. Han fremstår som en snu ræv i produktionsapparatet, men kan stadig synes nyfødt, når det kommer til følelsesregisteret
Eksbeatlen McCartney har givet os et fornemt 18. soloalbum, hvor han spiller alle instrumenter. Han fremstår som en snu ræv i produktionsapparatet, men kan stadig synes nyfødt, når det kommer til følelsesregisteret

Mary McCartney

Kultur
8. januar 2021

Det er et 78-årigt ikon, der giver rynket, men alligevel ungdommelig hals på sit 18. soloalbum McCartney III.

Alder er som bekendt relativ, og ganske vist har Paul McCartney noget af et skælvende espeløv af en stemme tilbage efter alle disse år, men han har også en dirrende forsølvet pen til at udfærdige friske melodier og hjerteskælvende harmonier med. Og han har stadig agten og magten til at skyde popformatet ud af boksen.

Den otte et halvt minutter lange »Deep Deep Feeling« starter som en trampende soul-blues, men muterer til et hjemmeorkestralt værk, hvor McCartney synger formidabelt flerstemmigt, mangefarvet med sig selv, mens han vender de dybeste følelser af kærlighed og tab.

»Sometimes I wish it would go away
Sometimes I wish it would stay.«

Flere forskellige aldre

McCartney III er – som titlen indikerer – det tredje i en serie. Det første udkom i 1970, det andet i 1980 og i slutningen af 2020 det tredje. På alle tre spiller hovedpersonen alle instrumenter. Altså et hjemmeværk perfekt timet til vores selvisolation.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her