Podcasten ’Flyvende tallerken’ er den ufo-dækning, man ikke vidste, man savnede

Indtil for nylig var min referenceramme inden for ufo-dækning ganske smal. Den begrænsede sig til en kuriøs tv-debat, der fandt sted på en fynsk lokal tv-station i 1991, som jeg har moret mig over på YouTube, og læsning af bladet En skør, skør verden, der fra 1992 til 2000 berettede om usandsynlige hændelser, herunder en del ufo-relaterede. 

Jeg har ikke savnet dækning af uidentificerede objekter i det danske mediebillede, for den slags har jeg forbundet med løbsk fantasi og usaglig underholdning. To ting, der er fine og interessante nok i sig selv, men som ikke har kunnet fremkalde nogen reel interesse for emnet hos mig.

Ufo-spørgsmålet har ligesom kunnet vente til den dag, der faktisk er besøg af intelligent liv fra det ydre rum. Så skal alt, man ved om, hvad liv og intelligens vil sige, alligevel op til revision.

P3’s podcast om ufoer Flyvende tallerken har fået mig på andre tanker. I den genoptager værten Frederik Dirks Gottlieb sin barndoms glødende interesse for fænomenet, i anledning af at Pentagon sidste år offentliggjorde nogle videooptagelser af ufoer, der fløj rundt over amerikansk jord.

Den slags optagelser har man kendt til længe, det nye er, at det amerikanske udenrigsministerium officielt anerkender dem som noget, man bør undersøge nærmere. Pentagon står også ved, at man i årevis har haft en ufo-efterforskningsenhed. I al hemmelighed, indtil nu.

Frederik Dirks Gottlieb abonnerede som barn på tidsskriftet ufo-nyt og delte interessen for det ydre rums eventuelle ikkemenneskelige livsformer med sin nu afdøde far. Han var, fortæller Frederik Dirks Gottlieb, decideret ufo-entusiast, der fulgte med i alt på den front og selv elskede at spejde ud i universet med sin stjernekikkert.

Efter farens død, lagde P3-værten interessen for ufoer fra sig som noget lidt fjollet, man ikke helt kunne være ved. Før altså i sommer, hvor videoerne blev offentliggjort, og der pludselig var frit lejde for ufo-interessen.

Findes der lunkne vandpytter i rummet?

Ambitionen i Flyvende tallerken er at lave en podcast om ufoer, som både overbeviste ufo-observatører og skeptikere kan få noget ud af. Selv har jeg snarere været en magelig ufo-ignorant, der ikke gad at give mig i kast med spørgsmål, jeg alligevel ikke kunne få svar på, og jeg er totalt fanget af de indtil videre fem afsnit.

Med sig i studiet har Frederik Dirks Gottlieb forskellige gæster som en dansk forhenværende jagerpilot, der vurderer de famøse videoer. Han interviewer også den computertekniker, der som den første opdagede en af de filmede ufoer på en radarskærm ombord på et amerikansk militærskib i 2004.

En rigtig god beslutning, Frederik Dirks Gottlieb har taget, er, at han i hvert afsnit har astrofysikeren Anja Cetti Andersen med på sidelinjen. Hun fungerer som en blanding af ekspertkilde og saglighedsgarant, men hun er også en helt at høre på, fordi det er så fuldstændigt fundamentalt for hende at forholde sig åbent og nysgerrigt til det materiale, han præsenterer hende for. Det er en fryd at høre hende tale om de principper og idealer, hun som forsker repræsenterer og lever efter. 

Når Anja Cetti Andersen taler om liv i det ydre rum (som hun altså af princip ikke er afvisende over for eksistensen af) bliver det til et langt mere jordnært (havde jeg nær sagt) spørgsmål, end man kender det fra ufo-teorier og science fiction.

Sandsynligvis er det jo bare et spørgsmål om, hvorvidt der ude i rummet findes vandpytter med den rette lunkne temperatur, hvori liv af en mere kompleks karakter kan opstå. Samtidig kan hun opridse størrelsesforholdene i universet med en præcision, så det svimler for en et øjeblik, inden man oversætter det, hun lige har sagt, til den mere diffuse erkendelse, at universet er helt ufatteligt stort.  

Kan mennesket nu styre sig?

Det viser sig, at Anja Cetti Andersen også er en stor fan af science fiction, og det emne taler hun også virkelig begavet om. Det er for eksempel en god iagttagelse, at den store ubekendte i mange science fiction-historier er, hvordan vi selv som menneskehed vil opføre os. For det videnskabsmenneske Anja Cetti Andersen er, vil det rigtige være at møde eventuelle aliens med nysgerrighed og bestræbelse på at forstå dem.

Men der findes jo også konkurrerende menneskelige impulser såsom frygt eller sult (Anja Cetti Andersen forestiller sig, hvordan man som kulinarisk understimuleret astronaut ville håndtere et væsen, der lidt lignede en kyllingesteg).

Det minder mig om en god dokumentarfilm, jeg så for mange år siden og desværre har glemt navnet på, der handlede om nogle amerikanere, der syslede med at forberede modtagelsen af hidtil ukendte livsformer fra det ydre rum.

En slags ufo-entusiasternes højtidelige festudvalg simpelthen. Det var vigtigt for dem at undgå konflikt, og dokumentaren var rørende, fordi løsningen af samtlige politiske og territoriale konflikter på denne planet for dem bare var delmål, man hellere må få styr på, inden den reelle udfordring melder sig: At skulle forholde sig til en radikalt anderledes livsform.

Når Flyvende tallerken er bedst, sætter podcasten forestillinger i gang, der ikke bare handler om, hvorvidt der er intelligent liv i rummet eller ej, eller hvordan det måtte se ud, men også om, hvad det kræver af os at møde eventuelle rumvæsner derudefra. 

‘Flyvende tallerken‘ kan høres på diverse podcastplatforme.