Rumpenisserne fra filmatiseringen af Ronja Røverdatter kan stadig give mig mareridt. De knæhøje, rynkede skikkelser er alt andet end hyggelige risengrødsspisere med deres skaldede isser og hårtjavser, der står som gustne glorier om deres hoveder. Da røverdatteren sidder fast i et hul og råber på hjælp, lægger de blot hovedet på skrå og spørger: »Hvaffor do da?«
Det uhyggelige kor af »hvaffor«-skikkelser, der ikke vil hjælpe, kendetegner meget godt stemningen i Rasmus Daugbjergs (f. 1993) debutroman Rygtet. Det er en ulækker lille bog, som Daugbjerg, der sidste år tog afgang fra den danske forfatterskole, og også er uddannet fra den svenske pendant Biskops Arnö, har skrevet.
’Rygtet’ af Rasmus Daugbjerg.
Rygtet er Ronja Røverdatter som horrorfilm, den er Elverhøj med klamme enkemænd og ingen lykkelig slutning. I Rygtet flytter en fremmed uden navn til en by uden navn, og historierne svirrer straks. På første side står den fremmede i en rugmark og hyler som »et ulvedyr« – allerede her bemærker man den sproglige halvforvrængning, lyden er ikke helt som en ulv, men en lignende, uopdaget art. Hvorfor? »Rygtet siger, at du har begravet dit barn et sted i skoven og ikke kan huske hvor,« hvisker bogen til sin læser.
Sådan taler byens beboere, der har norrønt-mytologisk klingende navne som Unnr, Sølver, Svalte, Troggel, Embla og så videre. Stemmerne fortæller om barnemord, sult, mishandling og forslugenhed, og beskrivelserne er så ækle som indholdet: »Han siger, at der er et hus over for en blomsterhandler, hvor en klump af gamle mennesker har mast sig sammen for at stirre ud af det samme vindue.« Menneskeklumpen minder om den slags misrøgt, jeg har rumpenisserne mistænkt for at gå rundt og diskutere i al deres forlorne tilforladelighed.
Daugbjerg vrider sære, men også modernistisk formfuldendte billeder ud af sproget. Rygtet minder om Villy Sørensens sære historier, men uden den underliggende kafkaske erkendelse af menneskets grusomhed. Her er volden mindre allegorisk. Der er også en snert af Theis Ørntoft’sk metaforfremmedgørelse over bogens memento mori-billeder af rådne liljekonvaller, der får luften til at blive »glaseret og kødagtig«. Men bogen tror på sin verdensskabelse, den er ikke ironisk. Mest af alt føles Rygtet som et langt Francis Bacon-maleri. Deforme kroppe, der lader som om, at mareridtet er helt normalt.
Djævelsk uhyggeligt
Generelt fremmaner bogen et middelalderligt, gotisk univers, hvor mælkebøtter bløder ned i skovbunden, og hvor onde enkemænd pludselig vender tilbage fra de døde.
Det er dog mest stemning, for man aner knapt konturerne af en historie. Noget væmmeligt er allerede sket, og vi befinder os efter katastrofen. Der er et »Urhul« i udkanten af byen, som hver dag æder det stengærde, der skulle inddæmme det. Der har været en frygtelig »Storvinter«, hvor alle sultede, og hvor man måtte grave store huller i skoven:
»Tvillingen siger, at de magre kroppe ligger under jorden og gnider sig mod træernes rødder. De sutter på rødderne, til der kommer sukkervand ud, siger hun.«
Daugbjerg er en uhyggens fremmeste stilist, når han kontrasterer foruroligende billeder med bedrevidende sladrestemmer. »Der er enkelte af os, som ikke tør lære dig at kende. De fleste af os vil ikke,« siger den ondsindede fællesstemme til denne fremmede eller endda læseren, som forsøger at trænge ind i universet. Enkelte har ondt i maven, efterhånden må flere antage, nogen siger det ene og andre mener det andet – sådan går snakken.
Rygtet som fortæller
Det medfølgende presseskriv forklarer, at det er titlens rygte, som er bogens egentlige ærinde, hovedperson og historie. Men selv om rygtestemmerne er uhyggelige, får man derved lidt uheldigt henledt opmærksomheden på bogens svageste punkt, som er manglen på fortælling. Der sker ikke så meget, ulykkerne er stadig uforklarede, rygtesuppen koger ikke for alvor over.
I starten er mystikken nervepirrende, i længden føles det lidt vel formularisk.
Men det er mest et problem, fordi der står ‘roman’ på forsiden. Ændrer man strategi og læser i stedet de næsten helvedesagtige småscener som prosadigte, så vokser historierne sig skræmmende. Så kan man lige pludselig ikke få en passage som denne af nethinden:
»Fluehovedet siger, at han har set dig drikke vand fra brønden. Du krøb væk og holdt hænderne på maven. Du har kastet dit barn ned i en brønd og kan ikke huske hvilken. Rygtet siger, at du går fra by til by og smager dig frem.«
Det er skabelsen af et nordisk horrorkatalog, der gør Daugbjergs debut så god. Bogen forklarer ikke barnemord og sult eller bruger antieventyret som metafor, men fremmaner sin egen skandi-gotiske verden af fugt, mudder og fugle, der ikke kan flyve.
Her er ikke en bog, der vil spejle den virkelige verden, og det er et vidunderligt og ambitiøst brud med den realismefordring, der ellers kendetegner meget nordisk litteratur for tiden. Hvor gode bøger om moderskab og faderopgør der end skrives, så er Rygtets saftige, væmmelige billeder forrygende. Rasmus Daugbjerg debuterer med mareridtsagtig kraft.
Rasmus Daugbjerg: ’Rygtet’. Forlaget Møllegades Boghandel. 128 sider. 200 kr. Udkommer 29. januar 2021.
