Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Rundt om en klassiker: Schuberts ’Winterreise’

Schuberts liedcyklus ’Winterreise’ hører til det ypperligste i den vokale kammermusik. Otte album med forskellige udgaver vidner om et hjørne af værkets omfattende fortolkningshistorie. Jeres anmelder tager dem under behandling og inviterer på en lytning
Den østrigske komponist Franz Peter Schubert (1797-1828) optræder i Wien. Malet af ukendt kunstner. 

Den østrigske komponist Franz Peter Schubert (1797-1828) optræder i Wien. Malet af ukendt kunstner. 

Gianni Dagli Orti/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Kultur
11. januar 2021

Den klassiske musik rummer talrige mesterværker, som holder sig levende ved løbende at blive fortolket på nye måder. I vores nye serie åbner vi for dette univers ved at skrive om en række mesterværker og udvalgte indspilninger af dem. En kærkommen lejlighed til fordybelse i en coronatid. Det er ikke noget nyt at anmelde en given pladeindspilning af et stykke klassisk musik ved at holde den op mod andre versioner af det samme stykke. Det var en disciplin, som Hansgeorg Lenz, Informations tidligere musikkritiker i en menneskealder, udøvede med internationalt udsyn og sproglig virtuositet. Det nye og attraktive i forhold til dengang er, at læserne i dag har mulighed for at lytte til de omtalte album, nye som ældre, på nettets musiktjenester. De klassiske mesterværker åbenbarer sig fortsat som vedkommende, fordi de bedste af de udøvende kunstnere læser på forskellig måde, hvad der står imellem nodelinjerne – det er det vigtigste, mente Gustav Mahler – og foretager dermed ofte særdeles personlige prioriteringer i realiseringen af musikken.

Tredimensional

Seriens første klassiker er Franz Schuberts sangcyklus Winterreise, komponeret 1827 i Wien, 24 sange eller lieder fra en digtcyklus af tyske Wilhelm Müller. Det tør siges at være en begyndelse, der passer til årstiden og vores nedlukkede tilstand. Winterreise er et monodrama for en sanger og et klaver, uden en egentlig handling. Sangeren fortæller om sin skæbne, han er blevet svigtet i kærligheden og begiver sig ud på en fodrejse gennem sne og is. Som en fremmed kom han kom til pigens landsby, og han forlader den som en fremmed. Efterhånden ændrer færden sig til en rejse ind i et forpint sind, hvor det omgivende landskab genspejler vandrerens hallucinerende tilstande af desillusion, depression og dødsdrift, dog uden at han griber til selvmordet.

I vores behandling af denne klassiker er udvalgt otte album, som ses i en særskilt boks, og udgangspunktet er et album med en ung duo fra 2020, den engelske baryton Benjamin Hewat-Craw og tyske Yuhao Guo som akkompagnatør. Deres fortolkning er ikke en højdespringer. Versionen løfter sig ikke op over det almindelige, svækket som den er af væsentlige utilstrækkeligheder. »Erstarrung« (nr. 4 i sangcyklussen)   – betyder stivnet tilstand – domineres af klaverets hidsige rytmer og en faretruende basmelodi, vandreren leder forgæves efter sin elskedes spor på den frosne jord. Hewit-Craw har ikke blik for den næsten desperate intensitet, som klaveret så malende kalder frem; stemmen fører sig pænt og smukt frem, den tyske sprogbeherskelse er desværre ikke overbevisende, artikulationen er ikke sjældent for slap, udynamisk er et ord, der falder for.

Billedet bliver langt mere tredimensionalt i versionen med den svenske baryton Peter Mattei. Klangen har bund og karakter, det er en udpræget intelligent sanger, hvor følelse og analyse er i balance; han mestrer det tyske sprog, nuancerer dets særegene musikalitet og styrer linjespillets kurver med udsøgt vægtning af betonede stavelser og fraser.

Tekstindlevelse

»Frühlingstraum« (11)  – Forårsdrøm – er hvilepunktet på rejsen. Vandreren gør holdt for at sove. Han drømmer om forårets grønne enge og fuglesang, vågner op til kulden, da hanen galer, og falder ubehjælpeligt i sorte eftertanker. Her efterlader vi Benjamin Hewat-Craw, som heller ikke her lykkes med denne sangs dramaturgi, og bringer to store tyske sangere i spil.

Dietrich Fischer-Dieskau udgav syv studieindspilninger af Winterreise, dertil kom et antal udgivne liveoptagelser. Fischer-Dieskau er i manges øjne den betydeligste liedsanger i det 20. århundrede – måske særligt i Schuberts enorme output, som han indspillede – og hans beherskelse af stemmeklang, sproglyd og tekstindlevelse kommer suverænt til udtryk i 1972-versionen af »Frühlingstraum« med den mangeårige klaverpartner, englænderen Gerald Moore. Man får her demonstreret det forhold, som tyskerne kalder Mitsprache des Gefühls – dette at klaveret aktivt deltager i uddybningen af tekstindholdet, i sådan en grad at man ikke længere kan tale om blot klaverledsagelse.

’Winterreise’: Sangere og pianister

  • Benjamin Hewat-Craw (baryton), Yuhao Guo, 2020.
  • Peter Mattei (baryton), Lars David Nilsson, 2019.
  • Dietrich Fischer-Dieskau (baryton), Gerald Moore, 1972.
  • Dietrich Fischer-Dieskau (baryton), Jörg Demus, 1966.
  • Werner Güra (tenor), Christoph Berner, 2010.
  • Peter Schreier (tenor), Svjatoslav Richter, 1985.
  • Matthias Goerne (basbaryton), Christoph Eschenbach, 2014.
  • Hans Hotter (basbaryton), Gerald Moore, 1954.

Tenoren Werner Güra følger dette spor med Christoph Berner, der spiller på et historisk pianoforte. Deres Winterreise er en opsigtsvækkende tolkning, fordi klangrummet med den spændstige, lyriske stemme og det sprøde instrument, hvor alle toner er klart separeret, bliver gennemlyst af en særligt indtrængende intensitet. Man rives med i »Frühlingstraum«, drømmens skønhed er bedøvende, virkeligheden melder sig med istapper i sindet, eftertanken er tilbageholdt og sorgfuld.

I en skruestik

Vi går nogle skridt tilbage i cyklussen. »Auf dem Flusse« (7) – På floden – spiller på en dobbelthed, den vilde strøm under isskorpen og hjertets kuldslåede kredsløb. Tempoet er langsomt, rytmen ubønhørligt fremadskridende, det begynder sagte og slutter i et højlydt klageråb. Og hos de tyske basbarytoner med to generationers afstand, Hans Hotter og Matthias Goerne, oplever vi den selvmedlidende enetale på forskellige niveauer af indlevelse. Med sin ualmindelig velmodulerede røst holder Goerne lytteren i en skruestik, ja han udvikler efterhånden et raseri tæt på sammenbruddets rand. Pianisten Christoph Eschenbach spiller imidlertid ikke med på Goernes nuanceringskunst, og han læser ganske ofte hen over Schuberts anvisninger om styrkegrader og artikulation; klangen mudrer til i mellemdelens staccato-motiver, som gerne må stå skarpt imod sangerens melodiøsitet.

Det er derfor vældig interessant at gå 60 år tilbage herfra og lytte til Gerald Moores meddigtende klaverspil i Hans Hotters version. Hotter (1909-2003) var en af sin generations ypperligste liedsangere og en uforglemmelig Wagnersanger. Optagelsen fra 1954 er remastered, lyden er distinkt og varm, ligesom Hotters ædle tolkning af en sårbar, resigneret vandrer, som slet ikke går til kanten som Goernes.

Vandreren møder en trofast følgesvend, kragen – »Die Krähe« (15). Lyst og makabert med en højt svævende melodik, som fuglen, der kredser over ham tålmodigt ventende på hans død. Igen to tyskere. Tenoren Peter Schreier blev udfordret til nytænkning af den russiske mesterpianist Svjatoslav Richter i deres koncertopførelse fra 1985, og det høres særligt i denne sang. I et livligere tempo end vanligt, klaveret i en foruroligende fugleflugt, sangeren stedvis i et ironisk tonefald. Den vinkel bliver endnu tydligere manet frem af Werner Güra og Christoph Berner i et lidt roligere tempo, Güra i en halvt talende dialog med kragen, mens Berners lette historiske instrument udkonkurrerer det tunge moderne flygel med klanglig og rytmisk forfinelse.

Lindetræet

Cyklussens femte sang står frem som den mest betydningsfulde for generationer af tysktalende europæere. »Der Lindenbaum« – Lindetræet – er den første sang i dur; den begynder som en nostalgisk folkevise, men ændrer gradvis sit toneleje i en mere foruroligende retning. Siden middelalderen har lindetræet i tysk kultur været symbolet på den unge kærligheds mødested. Ved brønden uden for byporten, hvor de elskende kunne forenes i naturens forårs- eller sommerdragt. Den første folkeviseagtige del af Schuberts lied blev udbredt som en uofficiel nationalsang fra midten af 1800-tallet – således omtaler Thomas Mann den i romanen Trolddomsbjerget som »noget ganske særligt og eksemplarisk tysk.«

De susende blade i træets krone lignes med vandrerens skiftende emotioner, fra den uskyldige folklore på postkorterindringen til det dybt oprivende i sjælen. Og her er det klaveret, der tiltager sig hovedrollen med gennemgående hurtige tonekaskader i omskiftelige former. Grenene inviterer vandreren til at finde hvile under træet, men med den kolde vind i ansigtet vælger han at gå uden at se sig tilbage. Lindetræets susen resonerer dog i ham længe efter, og han tænker, at han kunne måske have fået fred der.

Dietrich Fischer-Dieskau er ubetinget anmelderens foretrukne fortolker af »Der Lindenbaum«, blandt andet som den synges i 1966-versionen med pianisten Jörg Demus. Nogle få år senere gav Fischer-Dieskau en liedkoncert i København og Hansgeorg Lenz skrev herefter, at »det var en af de aftener, hvor man er lykkelig for, at man ikke er sanger. For så ville man gå fra den og skyde sig en kugle for panden«. Det er måske at sætte sagen på spidsen, men med denne sanger befinder man sig fortsat på et svimlende højt niveau.

Men opsøg nu Schuberts Winterreise i de omtalte versioner eller find frem til andre album og opdag, hvor forskelligt sangene træder frem, hvor fine nuancer kunstnerne arbejder med, og hvor dybt Schubert trænger ind i det menneskelige sind, når det er mest udsat.   

Serie

Rundt om en klassiker

Valdemar Lønsted anmelder løbende nyere album med et klassisk mesterværk og sammenligner det med andre indspilninger. Alle album er tilgængelige på musiktjenester som Spotify og Apple Music. Hensigten med serien er at komme tæt på det enkelte værk og belyse det ud fra den righoldige fortolkningshistorie, som er særligt kendetegnende for den klassiske musik.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Mondrup

Tenoren Werner Güra og Christoph Berners fortolkning er noget det bedste jeg har hørt (inkl. Fischer-Dieskau). Men prøv også at lytte til den danske bariton Bo Skovhus og pianisten Stefan Vladar--piano. Deres indspilning kan høres på youtube. Jeg oplevede dem til en koncertopførelse for et par år siden. Skovhus er operasanger og fik sammen med pianisten en slags opera ud af sangene. Også udtalemæssigt er Skovhus på hjemmebane. Man skal høre godt efter for at erkende, at Skovhus' modersmål ikke er tysk.