Sådan lærer du at elske Badehotellet

Lad os starte med at klargøre, hvad Stig Thorsboe og Hanna Lundblads Badehotellet handler om under alle de blå himle, luftige skørter og glade smil: Hver sommer tjekker en lang række trofaste gæster fra den københavnske overklasse ind på det lille Andersens Hotel for at tilbringe nogle ugers ferie i lystfuld dekadence og det berømte nordjyske lys. I skyggerne render stuepiger og køkkenpersonale rundt og kæmper med konsekvenserne af de store omvæltninger, der præger tiden fra seriens start i 1928 til det tidspunkt, vi nu er nået til i ottende sæson: 1942.

Her ser det ud til, at krigens omsiggribende krise for første gang nivellerer klasseforskelle, og hotellets gæster ikke bare kan flyde ovenpå efter et kort dyk, men at der er grobund for reel social bevægelse. Idyllen er truet, og forandringer er ikke noget, hverken gæster eller personale egentlig bryder sig om at have på menuen. De skal have rødspætter på feriens første aften. Hvert år!

Det er hvad serien konkret handler om, men hvis du tager med tilbage til syv sæsoners lyse nætter, så vil du se, at den vil fortælle meget mere. Noget om at være almindeligt menneske, mens verden brænder.

1: Nyd lyset, kostumerne, musikken, det hele!

Badehotellet er en nyskabelse i dansk tv. Den er sin helt egen genre. Den er en komedie, men samtidig er den en fortælling om krig, økonomiske katastrofer og personlige nederlag, den er et lystspil men samtidig socialt bevidst, den er en farce, men samtidig tager den alle sine karakterer alvorligt både som personer og som karikaturer og tidsbilleder. Det hele går op i en overbevisende helhed, fordi man i produktionen går hele vejen alle de veje, der er at gå.

Kostumerne er overdådigt udførte, i klare farver, sort og blåt i almuekøkkenet, silkeglinsende og hvidt i stuerne. Vejret er enten strålende solskin eller stormende og truende. Musikken løber som en stemningsskabende tråd via Jeppe Kaas og Halfdan E’s tidskloge kompositioner. Der er alt det lys, vi drømmer om. I musikken, i replikkerne, i humøret, i kærligheden. Det er ikke ensbetydende med, at virkeligheden ikke også er til stede. Hvem har egentlig nogensinde sagt, at det ene udelukker det andet?

2: Omfavn farcen

Anskuer man Badehotellet som en farce og overgiver sig til dens virkemidler, så byder flere skuespilleres pragtpræstationer på det fineste inden for den genre.

Jens Jacob Tychsen spiller den ekstremt selvoptagede, men elskelige skuespiller Edward Weyse, der ved seriens begyndelse både fungerer som teaterkunstner og stumfilmsstjerne. Jens Jacob Tychsens Edvard Weyse og det behovsstyrede, kulturløse men hovedrige og entreprenante stenbrobarn, grosserer Madsen (spillet af Lars Ranthe), er seriens farcestjerner. Der var en del farcefumlen i seriens første sæson, hvor man måske endnu ikke stolede fuldt ud på Jens Jacob Tychsens enorme komiske talent og derfor gav ham utroværdige forcerede replikker, som den hvor han foran alle hotellets gæster og personalet fortæller grosserer Madsen om sin nye sportsvogn, at der ikke er plads til at have erektion i den.

Men hurtigt stod det klart, at Tychsens gummiansigt med de særdeles sigende og justerbare øjenbryn i kombination med læbernes prusten, flabben og brutale bevægelser og tungens tisken var mere end nok til at fremkalde en enerverende, dramatisk, men vidunderlig charmør, og de dårlige replikker og falden på halen-indslag forsvandt.

Weyse er en tvivler, men aldrig om sit eget værd og evne, tvivlen handler alene om hvordan han kan bevare sin lille (selv)behagelige boble, mens verden eksploderer omkring ham. På samme måde virker Lars Ranthes grosserer Madsen så overbevist om sine egne fortræffeligheder, at han nægter andet end at tjene på, at verden brænder. Han har ikke tænkt sig at bruge sine penge på at få en moral, som ellers er det eneste, der måske kunne vinde ham de andre overklassegæsters respekt. Lars Ranthe er herlig som fattigrøven, der har fået pænt tøj på. Han bærer sin vom foran sig som et trofæ over sit livs sejr over baggårdens sult.

At seriens farceelementer lykkes er i høj grad de to skuespilleres fortjeneste. Det kræver en stor karakterskuespiller at spille en karikatur.

3: Se verdenshistoriens bølger som små krusninger

Med sin lette gang på jord tilbyder Badehotellet et blik på verdenshistorien, hvor personerne ikke bare bliver produkter af den.

Mads Willes grev Ditmar ankommer til serien i 1928 som en resigneret mand, hvis skæbne blev forseglet allerede ved undfangelsen. Hans manerer er gammeldags, mens han krop vil noget nyt. Han forsøger længe at undertrykke det og gifter sig med grosserer Madsens ustyrlige datter Amanda (Amalie Dollerup) i håbet om, at de kan leve separate liv, så snart han har gjort sin adelige pligt i arverækken. Men så møder han den kulturradikale reklametegner Philip Dupont (Simon Holmen Le Dous), som tilbyder ham en flugt fra mursten og adelsmatrikel. Friheden og hinanden finder de i Weimarrepublikkens dekadente Berlin.

Badehotellet er nærmest et kammerspil og foregår kun sjældent uden for hotellets vægge, så vi ser aldrig greven og Philip mødes i Berlin, men vi fornemmer deres længsel efter hinanden, og man kan levende forestille sig, hvordan de mellem de perioder, hvor de må holde på formerne på hotellet, danser på randen af katastrofen i Berlin. Vi ved som seere, at det er en midlertidig lykke skabt af de massive sociale omvæltninger som Første Verdenskrig tillod, men at tingene snart skal vise sig at blive værre end nogensinde for homoseksuelle i det forarmede Tyskland. Men det ved de to ikke, og det er helt afgørende for, at de kan spille så overbevisende, at man bliver lige så overrasket som Philip Duponts venner, da verdenshistorien en dag kommer marcherende op langs kysten i form af unge hitlerjugendmedlemmer og gennembanker den gennemsympatiske og forelskede unge mand.

På samme måde som de fattige daglejere, der i årene efter børskrakket flakkede omkring og søgte arbejde – også på hotellet – ikke forbandt deres ulykke med verdenshistorien, så har Philip Dupont sikkert ikke forbundet sin lykkelige tid i Berlin med, at Første Verdenskrigs sprængning af styreformer og grænser også betød øget frihed og selvbestemmelse for den enkelte. I Badehotellet fungerer verdenshistorien som et forstyrrende element i kulissen, som den gør det i de fleste menneskers liv.

4: Se den sociale kritik bag de små stridigheder

Der skete mange forandringer, og der opstod mange nye muligheder i mellemkrigsårene, men det var ikke ensbetydende med, at man forstod at udnytte dem, eller at det i det hele taget var muligt. Der findes næppe noget sværere end at forlade sin klasse. Det kan man bevidne ved at følge den emsige stuepige Otilia (spillet af Merete Mærkedahl) gennem hele serien. Hun har været på højskole, og hun har set det dér lys, som ej er for de lærde blot, så hun ønsker at hele verden eller i hvert fald almuen skal på højskole. Kokkepigen Martha (Ena Spottag) ser næsten rædselsslagen ud, når Otilia lægger højskoleplaner for hende.

»Otilia har så mange ideer. Hun har jo været på højskole,« siger den jævne stuepigekollega Edith fra Ålbæk (Ulla Vejby) om hende, men det er som om der ikke rigtig sker noget. Den venlige embedsmand Hr. Auerland hjælper Otilia med at blive uddannet som lærer, men Otilia søger alligevel tilbage til hotellet hver sommer, tilbage til de trygge rammer som tyende, hvor hun kan være den bedrevidende og klogeste i køkkenet, mens hun har svært ved at gøre sig gældende i hotelgæsternes selskab og som skolefrøken.

Det er svært at forlade sin klasse, og en tur på højskole og en uddannelse er ikke almuens billet ud af standssamfundssumpen, som Grundtvig ellers gjorde sig så store forhåbninger om. Ikke for Otilia, i hvert fald. Da Grosserer Madsens Amanda ved et tilfælde overtager driften af hotellet, afslører hun, at hun heller ikke har fået øje på Otilias opdrift, da hun fejlagtigt antager, at de to stuepiger Edith og Otilia er bedste veninder. I almuen er man et kollektiv, et skæbnefællesskab. I Amandas overklasseøjne finder der ingen personligheder dér, så de må da alle kunne lide hinanden.

Amanda selv har ellers også for nylig måttet sande, at al den vilje til at bryde med normerne, hun havde som ung, alligevel endte i et ægteskab med en mand, der nok var kulturradikal og moderne, men tog for givet at hun ventede derhjemme med aftensmaden og holdt selskaber. Nu er hun fraskilt og desillusioneret romantiker, der bestyrer det hotel, hun i første sæson foragtede som de faste formers fængsel, da hun drømte om fest og sex i Hornbæk. Hun er godt nok den, der bestemmer, men det var altså, hvad det kunne blive til. I øvrigt er det selvfølgelig en mand, der ejer hotellet.

5: Bliv klogere på andet end krig og katastrofe

I historiske serier er man ofte så optaget af, at personerne skal reagere på specifikke store verdenshistoriske strømninger, at man ikke formår at udnytte alle de små tegn, der er i tiden og som var med til at forme almindelige menneskers verdensbilleder. I Badehotellet begrænser seriens skabere sig ikke til Depression og Besættelse. Nej, inden for hotellets vægge er man også optaget af andre sigende sysler.

Fru Fjeldsøs (Birthe Neuman) kuede, men fuglepassionerede og herbariumsamlende søn (Martin Buch) er en del af en ny form for naturdyrkelse, der allerede havde resulteret i stiftelsen af Dansk Ornitologisk Forening i 1906 og senere i 1917 gav grobund for den første naturfredningslov. Den undseelige og ængstelige hr. Fjeldsø får sit livs kald, da han bevidner den ellers venlige grev Ditmar med adelig nonchalance nedskyde en majestætisk rød glente, fordi rovfuglene »tager vildtet«. En almindelig praksis blandt jagtjordejere i begyndelsen af 1900-tallet, der smadrede hele økosystemet. Hr. Fjeldsøs indignation er efter nedskydningen konstant blussende og tvinger ham i seriens anden sæson til at forpurre grosserer Madsens planer om at bygge herskabelige sommerhuse nær kysten og flytte til Sverige.

I anden sæson træder endnu et barn af tiden ind på scenen, nemlig den fritænkende arkitekt Max Berggren (Anders Juul), der er kommet for skade at præsentere et funktionalismeinspireret udkast til et stort byggeri for ejendomsspekulanten grosserer Madsen, der selv er vokset op i tredje baggård og bedst kan lide huse »formet som kvinder«. Senere får den unge Berggrens visioner dog ben at gå på, da grosserer Madsen bliver involveret i den lukrative kommunale og statslige indsats for at komme bolignøden i storbyerne, hvortil arbejderklassen har vandret siden midten af 1800-tallet, til livs og skal bygge huse for socialdemokrater i København.

I Badehotellet er personerne ikke bare billeder på tiden, men de er personer præget af tiden. Så hvis man bliver træt af arkitektens flirt med grosserer Madsens datter Amanda og fru Fjeldsøs umyndiggørelse af sin søn, så kan man se efter de små tegn og derfra zoome ud på den store historie om socialdemokratiseringen af København og den voksende naturbeskyttelsesbevægelse. Det samme kan man gøre med hr. Weyses rejse fra stumfilmens tunge makeup og tydelige gestik, over teaterscenens konstante tragiske figurer til talefilmens lethed og filmene om Onklen fra Amerika, og så er der frk. Wetterstrøms spiritisme og fru Auerlands råkost og motionsdyrkelse.

Selvfølgelig er alt ikke lige fremragende, som mine anmeldelser afspejler, men overordnet er der kort sagt nok at kaste sin kærlighed på, hvis man overgiver sig til seriens charme. Luk øjnene, mærk sandkornene prikke mod huden, indsnus duften af persillesovs og cognac og lyt til hr. Weyse synge sig forbi personlige kriser og historiske katastrofer.

’Badehotellets’ ottende sæson har premiere mandag aften kl. 20 på TV 2. Alle øvrige sæsoner er tilgængelige på TV 2 Play.