Suzanne Brøgger i veloplagt dialog med egne standpunkter – og med en sjælløs samtid

Hvorfor hedder det altid »En undersøgelse viser«? Hvorfor hedder det aldrig »Et kunstværk viser«? Det skyldes, svarer Suzanne Brøgger i sin nye bolsjeblanding af en bog, at kunsten og litteraturen er afskaffet som centralkilder for erkendelse, hvilket hun anser for fatalt for menneskeheden.

Kunsten udgør for hende nemlig en ganske særlig »fortolkningsstrategi over for de kaoskræfter og den død, mennesker er udsat for, og som vi – vistnok i modsætning til andre dyr – er bevidste om«. Kunsten har, fremhæver hun, et »merindhold«, noget, der adskiller sig fra forfatterens personlige brændstof, og et værk vil som hovedregel være mere end et spejl for genkendelse og identifikation.

Jeg citerer og refererer her bogens afsluttende essay, det længste, kaldet »Apologi«, en forsvarstale og et tilbageblik på et lille halvt århundredes virksomhed som skribent, debattør, provokatør. Men man kunne såmænd også slå ned mange andre steder: Digtningen er »det lys, der skal hjælpe os til at finde vej i en verden af svig, krig, forræderi, troløshed og bedrag«.

Litteratur kan hjælpe os til at forstå vore forsvundne forfædre, indefra: »Hvad følte de? Hvad tænkte de? Hvordan reagerede de på noget, vi nok selv kender i vores inderste«, og over for hvilket vi selv ikke ved vore levende råd?

At en sådan erkendelsessøgen har mistet terræn og prestige, både kulturelt og socialt – at kunsten, med forfatterens udtryk, er blevet »detroniseret« – ser hun som den nok vigtigste forklaring på, at #MeToo slår så hårdt igennem i kunstlivet.

»Engang var kunsten ’hellig’ som en religionserstatning. Museer, teatre og koncertsale var ’hellige haller’ – modernitetens kirker – ligesom kunstnere var urørlige som hellige aber.«

Kunstnere, de »havde lov til at være promiskuøse, pædofile pæderaster, uden at nogen kunne krumme et hår på deres hoved«. Ja, ikke nok med det, de var såvel på trods af som på grund af »deres udskejende liv i virkeligheden rollemodeller for alle dem, der bare passede deres ni til fem-job og deres børn«. Da kunsten mistede sin ’transcendens’ og blev »en metervare«, fremstod kunstneren pludselig bare latterlig og selvhøjtidelig.

I dag, skriver Suzanne Brøgger, er det nemlig blevet altafgørende, »ikke bare at leve sundt og rigtigt, ikke bare at leve det gode liv, men at være god«. Kunstneren er imidlertid ikke god, og det er tilmed usundt at være kunstner.

For man overgiver sig som kunstner helt til den daimon, man er i tjeneste hos, uanset hvad den forlanger af én. »Det er på mange måder en både livgivende og en så opslidende tjeneste, at mange af os hærges før tid eller risikerer at komme til at kigge for dybt i trøstens flaske.«

Tvinges til lydighed

Som jeg læser Suzanne Brøgger, er hun seriøst bekymret for, at kunsten i disse tider ikke blot drives på tilbagetog af medialiseringen, amerikaniseringen og underholdningsindustrien, men også tvinges til lydighed af dagsordner styret af politik og moral som under de sociale mediers »grupperaserier og psykopatologier i den fælles ensomhedsbrønd«. Men derudover ser hun sundhedsdyrkelsen som et sørgeligt symptom på sjæleligt forfald:

»En sund sjæl i et sundt legeme,« siger et gammelt ord om sjælens kosmos, der betyder: visdom, tapperhed, besindighed og retfærdighed. »Men I bruger al jeres tid på at skrabe penge sammen og løber for livet med lukkede ører for at holde kroppen i tiptop form og tænker ikke på sjælen. I løber som nødstedte djævle, der lukker sig mere og mere om sig selv.«

Man hører her en genlyd af titlen på en gammel digtsamling af Jørgen Gustava Brandt: De nødstedte djævle er de værste, men også et ekko af Luthers advarsel mod menneskets ’indkrogethed’ i sig selv, incurvatus in se.

Hvad har Suzanne Brøgger så at byde på som modstand imod kropskultur, sjælløshed og dyrkelse af et liv vendt indad mod sig selv i stedet for udad mod medmennesket og Gud? Vel først og fremmest sin egen kompromisløshed som forfatter og offentlig person, selv i tider, hvor hun tog standpunkter, hun senere har forladt, for eksempel hvad angår parforholdet og kernefamilien.

Men de positive budskaber henter hun derudover i en række modige og frygtløse figurer: I rejsefællen Puk Damsgård, der har flyttet krigsreportagen ind i intimsfæren hos civilbefolkningen; i litterære helteskikkelser som Thit Jensen, Agnes Henningsen og Sigrid Undset samt ikke at forglemme psykoanalytikeren Lou Andreas-Salomé, her i ligeværdig dialog med Friedrich Nietzsche; desuden den fandenivoldske kunstfotograf Suste Bonnén, hvis seks ægteskaber passerer katastrofalt, men yderst underholdende revy; for slet ikke at tale om mere eller mindre excentriske slægtninge og et spøgelse, der bryder op fra et bordel i New Orleans for efter mange genvordigheder at havne i et kloster i Toscana!

Verdens genfortryllelse

Af bogens øvrige indhold kan nævnes nogle korte samtidssignalementer (bl.a. »Café«, »Kvinder med vinger« og »Håndtryk«) foruden et rørende og aldeles bedårende brev henvendt til et barn af i dag og betitlet »Verdens genfortryllelse« og udmundende i følgende manende slutning: »I min tid drejede politik sig om, hvorvidt vi var villige til at dele vores velfærd med flygtninge og indvandrere, mens det egentlige spørgsmål var og blev, om vi var villige til at dele jorden og at lade livet gå videre til vores efterkommere.«

Sådan er også Suzanne Brøgger fulgt med tiden og dermed ankommet til den. Mens hun skrev på sin bog, er, siger hun, tidsånden skiftet, både uden for og inde i hende selv. Arbejdet med de 27 essays og andre prosastykker bevægede hende derfor fra afklaring videre til nye spørgsmål. Hendes bog har følgelig måttet forme sig dialektisk, som et talende vidnesbyrd om, at man kan blive klogere, selv om man længe har været vis.

Hvad angår titlen, Med egen hånd, går den jo tilbage til dengang, hvor folk ellers måtte diktere deres breve, og det derfor tjente en person til ære at kunne skrive selv. Det kan Suzanne Brøgger! Læseren skal da heller ikke til slut snydes for nogle gyldne citater. Om en irakisk eksilforfatter siger hun: »Man skal have været knust af en elefant for at få den myndighed, fortællingen forlanger.«

Og da hun ikke kan falde i søvn under sit og krigsjournalistens besøg i det oprørske kvindekollektiv i syrisk Kurdistan, en landsby, der er »indrettet som et laboratorium for at tilgodese kvinders behov«, fastslår hun: »Det var ikke mit kvindelige behov at sove blandt frøer og skorpioner.«

Suzanne Brøgger: ’Med egen hånd’. Gyldendal, 252 sider, 300 kroner.