Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

’Taarn’ føles mest som en uløselig rebus plastret til i blod, kulde og mudder

Glenn Christians prosa er skrevet til dem, der virkelig forstår at nyde det væmmelige
I ’Taarn’ fortsætter Glenn Christian arbejdet fra sine forrige bøger med at fremskrive et intenst, kropsligt ubehag. Rolf Nowotny har illustreret.

I ’Taarn’ fortsætter Glenn Christian arbejdet fra sine forrige bøger med at fremskrive et intenst, kropsligt ubehag. Rolf Nowotny har illustreret.

Illustration: Rolf Nowotny (beskåret udgave)

Kultur
15. januar 2021

Fysisk er Glenn Christians Taarn en virkelig lækker lille bog, smukt illustreret, trykt på den slags sider, der skal sprættes op med papirkniv, hvis man da stadig har sådan en derhjemme. Alligevel er der ikke noget bedaget over dens udtryk, ingen stemning af pibe og jakker med albuelapper.

Der er heller ikke noget bedaget, eller i al fald ikke noget trygt ved selve Glenn Christians tekst. I Taarn fortsætter han arbejdet fra sine forrige bøger med at fremskrive et intenst, kropsligt ubehag. At læse Taarn er som at træde ind i et teaterstykke uden fremdrift eller handling, dens skikkelser er underligt tomme og abstrakte, svære at holde ude af hinanden, men udsender samtidig en helt forvreden måde at være i verden.

Glenn Christian: ’Taarn’.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her