Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tegneserie kombinerer popkultur, historie og finlitterære referencer i analyse af kærlighed

Liv Strömquist graver dybere i en udforskning af, hvad kærlighed er i denne såkaldt senkapitalistiske tidsalder
Det er selve kærligheden, det gælder hos Strömquist. Og dens betydning i parforholdet. Gerne med et popkulturelt udgangspunkt: Hun undrer sig over, hvordan det kan være, at Leonardo DiCaprio i årevis har datet unge undertøjs- og bikinimodeller – og aldrig særlig længe ad gangen.

Det er selve kærligheden, det gælder hos Strömquist. Og dens betydning i parforholdet. Gerne med et popkulturelt udgangspunkt: Hun undrer sig over, hvordan det kan være, at Leonardo DiCaprio i årevis har datet unge undertøjs- og bikinimodeller – og aldrig særlig længe ad gangen.

Liv Strömquist/’Den er der ikke’

Kultur
8. januar 2021

Den prisbelønnede svenske tegner, forfatter og satiriker Liv Strömquist har i en årrække på aktivistisk vis formidlet progressiv feminisme i tekst og billeder, så man både ler og bliver klogere.

Hendes styrke har været den lethed og det overskud, med hvilken stoffet serveres, så man føler sig taget i hånden snarere end prædiket til. Det skyldes, at man fornemmer, at hendes nysgerrighed trods alt er større end hendes socialpolitiske engagement.

I hendes seneste tegneserie, Den er der ikke, har dette imidlertid fået den konsekvens, at humoren trænges i baggrunden, fordi hun simpelthen har så meget at fortælle.

Det er selve kærligheden, det gælder. Og dens betydning i parforholdet. Det profane, popkulturelle udgangspunkt er klassisk Strömquist: Hun undrer sig over, hvordan det kan være, at Leonardo DiCaprio i årevis har datet unge undertøjs- og bikinimodeller, den ene efter den anden, og aldrig særlig længe ad gangen.

Han er »lidt ligesom en lunken kogeplade på komfuret … der aldrig rigtig får vandet til at koge. Man kan endda sætte hånden på kogepladen uden at blive brændt«. Hvad mangler der?

Strömquist udruller DiCaprios datingmønster som symptom på et samfund, hvor individets frigørelse under det kapitalistiske system har gjort parforholdet til en transaktion, følelsesmæssig tilbageholdenhed til et aktiv og den evige valgfrihed til et ideal.

Med især filosoffen Byung-Chul Han og sociologen Eva Illouz i bagagen beskriver hun en situation, hvor mænd ikke som før i tiden opnår prestige ved at få børn, og kvinderne derfor påtager sig endnu mere af opgaven, men samtidig mister status, hvis de viser det. Resultatet er – som hos DiCaprio og bikinimodellerne – NO LOVE.

Det fører Strömquist flere spadestik dybere i en udforskning af, hvad kærlighed er, og hvilke forhold den udfolder sig under i denne såkaldt senkapitalistiske tidsalder. Det lyder mere langhåret, end det er, da der er underholdende og skarpe afstikkere til alt fra Thomas Manns Buddenbrooks og Søren Kierkegaards Stadier på livets vej til Beyoncés sang »Irreplaceable«. Vi ender med Teseus, der forlader Ariadne på Naxos.

Der mangler ligesom noget

Man kan indvende, at Strömquist, bortset fra ovennævnte diskussion af samtidens kønsroller, negligerer den determinerende faktor, børn er for både parforholdet og selve kærligheden til alle tider.

Det er en enorm blind vinkel, der svækker analysens bredde og får eksempelvis hendes poetisk afrundende behandling af parforholdet som minireligion og kærlighedens ophør til at runge lidt hult. Der mangler ligesom noget her.

Når det er sagt, er der stadig masser af stof til eftertanke i bogen, ofte afleveret fra en skæv vinkel, som samtidig introducerer læserne til interessante historiske skikkelser eller aspekter af deres liv, de måske ikke er bekendt med.

Liv Strömquist/’Den er der ikke’

Et af hovednumrene er en sondering af den amerikanske avantgardedigter Hilda Doolittles forskellige kærlighedsforhold – hun er særlig interessant for Strömquist, fordi hun havde »et KÆMPE talent for, eller tilbøjelighed til, at forelske sig«.

Doolittle oplevede en art vision, eller »okkult begivenhed«, hvor hun så delfiner boltre sig i havet efter som et lynnedslag at have kastet sin kærlighed på en ukendt mand, hun delte skibsdæk med.

Det bringer Strömquist ind i en søgende og stilfærdigt rørende udforskning af kærligheden som samfundsudfordrende kraft, som livets store mysterium, der bliver væsentlig mindre banal af, at den hjælpes på vej af visdomsord fra blandt andet den berømte sufiske 1200-talsdigter Rumi og den florentinske neoplatoniker fra 1400-tallet, Marsilio Ficino.

Vi kender strategien fra Strömquists tidligere værker, først og fremmest det usædvanligt veloplagte hovedværk Kundskabens frugt – om kussens kulturhistorie (2014) – men også opsamlingsbindet med ældre, kortere serier I’m Every Woman (2019).

Hun trækker på sin akademiske baggrund i kombinationen af popkultur, historisk-biografiske nedslag og finlitterære referencer i analysen af forholdet mellem mennesker. Formen er teksttung, men sproget meget nutidigt og generelt letflydende. Det er for det meste håndtekstet og opsat til varierende grafisk effekt på siderne.

Tegnet med humor

Som tegner er Strömquist begrænset, men hendes klodsede figurer er tegnet med humor og, når det gælder, endda en morsom portrætlighed. Hun pepper dette uhøjtidelige udtryk yderligere op med groft indklippede fotos – i nærværende bog optræder for eksempel Gammelsmølfen, Miraculix og Jabba the Hut som trælse mandetyper.

Det er måske et trick, hun har brugt lidt for ofte til, at det er helt så skægt, som det burde være, men lad nu det ligge – bundlinjen er, at hendes formidling af ofte kompliceret stof ville blive rodet og uengagerende, hvis ikke den var grafisk.

Når det er sagt, er Den er der ikke desværre mindre morsom end Strömquists tidligere værker. Strengere redaktion ville have hjulpet: Den er for lang og rummer for mange gentagelser, og den får, fordi stoffet er så krævende, ikke nok ud af de humoristiske vinklinger, hun ellers er så god til.

Men fred med det, for det er uden tvivl hendes mest ambitiøse bog til dato og måske også den, hvor analysen på mest interessant vis transcenderer hendes socialpolitiske engagement og bliver mangetydig. Den har måske ikke Kundskabens frugts øjenåbnende slagkraft, men den er til gengæld mere eftertænksom.

Liv Strömquist:Den er der ikke’. Oversat af Kamilla Löfström. Cobolt, 169 sider, 249 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her