Tim Knudsens tredje bind om danske statsminstre blomstrer i fortælleglæde

De store socialdemokratiske politiske ledere i anden halvdel af det 20. århundrede: Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag betalte alle en pris for den magt, de med større og mindre evner, større og mindre lyst takket være partiets positionering af de pågældende, samt almindelige magtkampe og gunstige alliancer blev betroet. Jens Otto Krag forklarede engang i 1972 denne skribent, at han med undren havde set en avis beskylde ham for statsministerambitioner. Hvordan skulle han have haft dem, ville han vide? Både Hedtoft og H.C. Hansen døde i utide i embedet og aflyste begge hver for sig og tilsammen blot ved deres alder alle eventuelle lyster hos Krag. Desuden havde Krag kun én ambition: at overtage og beholde udenrigsministeriet. Det var hans hjerteblod.

Før ham stod ydermere den kun fire år ældre Viggo Kampmann, der heller ikke havde forestillet sig topposten, som heller ikke ønskede den, og som Krag jo ikke kunne vide, at Kampmann midt i en formidabel kvalificeret demonstration af næsten overmenneskelig virkekraft brændte sammen med pigesjov og alkoholproblemer. Et blafrende sind og et par hjerteanfald, og Krag blev kaldt til sygesengen, men søgte dengang i 1962 udvej ved at spørge smedeformanden Hans Rasmussen, om det dog ikke var noget. Men som Rasmussen fortalte, havde han sagt til dem, at det der ville han sgu’tte røre ved, ikke med en ildtang. Jens Otto Krag blev derfor tøvende og ikke videre entusiastisk statsminister, en position, han herefter stadigt mere målrettet brugte til at lempe Danmark op på næste hylde og ind i EF – Fællesmarkedet – senere EU. Det var Krags livsmål: Vi kan ikke have flere af de krige, sagde han og kunne ikke forstå, at det ikke var argument nok.

Professor emeritus Tim Knudsen er i sit storværk: Statsministeren bd. 3: Fra krigstid til samarbejdende folkestyre 1942-1972 kommet til dette afsnit af de danske statsministres historie med udgangspunkt i Grundloven af 1849 og frem til nutiden.

Det besatte land

Tredje bind begynder i det besatte land, hvor den politiske dimension i forhandlingspolitikkens dage nødvendigvis måtte forvrides til det uigenkendelige. På den anden side blev det også lidt af et mesterstykke: Da politikerne i overensstemmelse med folkestemningen og efter uantagelige tyske krav søgte ud i kulissen. Forhandlingspolitikken fortsatte sådan set, men med andre midler i departementschefstyret besættelsen ud. Landet kom frelst igennem prøvelserne uanset senere tiders politikeres mod med tilbagevirkende kraft og dumsmarte udtalelser om den usle samarbejdspolitik.

De ledende folk i landet mingelerede landet gennem en livsfarlig krise, vel at mærke uden at miste befolkningens tillid. Efter krigen trådte politikerne frem igen, og alt var som før. Hvad trods alt intet var og aldrig blev igen.

Efterkrigstidens økonomiske kanonvækst fra midten af 1950’erne stillede helt andre krav til det politiske system og tiltrak en ny type socialdemokratiske ledere: cand.polit.erne der lidt efter lidt fortrængte de vante fagforeningsfolk.

Centrum i Tim Knudsens fremstilling må nødvendigvis blive Viggo Kampmann og Jens Otto Krag, der for alvor udviklede statsministerposten til det, vi kan genkende i dag og gjorde det i en anderledes slags samvirke med embedsapparatets superstjerner. Disse tænkte planøkonomisk som deres politiske chefer og trådte ud i offentlighedens søgelys, mere end den ældre embedsmandskaste brød sig om. Psykopatklubben kaldte disse opfindsomme økonomer og topembedsmænd sig selv.

En af Tim Knudsens mange styrker er, at han som statskundskabsfaglig anskuer sine hovedpersoner i statsministerembedets forvaltningshistoriske indfatning, den som de selv søgte at forny.

Kampmann og Krag udviklede statsadministrationens top i takt med embedsmandsfunktionens forandring i analytisk omhyggelighed og særdeles aktivt. Det løbende udvalgsarbejde mellem topfolk af universitetsfolk, embedsmænd og politikere blev siden, også som en nyttig teoretisk øvelse, skåret væk af Venstres Anders Fogh Rasmussen. Han ville selv. Debatten gik i stå. Man kan måske se de aktuelle fodfejl i topforvaltningen i det lys.

Med VKR-regeringen i 1968 fik Socialdemokratiet et kollektivt chok. De radikale skiftede ham og inklinerede for det rivaliserende tvillingepar V og K.

I Hilmar Baunsgaard fremtrådte en ny ambitiøs radikal politiker, der ikke var særlig radikal og i mindre grad politiker end reklamemand. Jens Otto Krag kunne ikke fordrage det nye radikale stjerneskud, der ved at lege med klodser i tv mente at forklare kildeskatten og slæbte over to snese mandater hjem til det lille parti og sikrede sig statsministerstolen.

»Hilmar er overfladisk,« sagde Krag. »Jeg har sagt det til ham. Det brød han sig ikke om.« Uviljen var gensidig. Baunsgaard stolede ikke på Krag og de ledende socialdemokrater, der til gengæld også var parate til at løbe om hjørner med den noget begrænsede mand.

Mærkelig periode i dansk politik

Tim Knudsen ser i den periodiske folkekære Baunsgaard mere en nærtagende, smålig og bitter mand, hvis succes blev aske i munden. VKR-regeringen med en småuduelig statsminister i spidsen blev en af de mærkeligste perioder i dansk politisk historie, al den stund de gamle borgerlige partier i den grad førte socialdemokratisk politik, så deres vælgere blev rundtossede. Dertil kom en af de VKR-aktører, Tim Knudsen af gode grunde ikke kan stå for, nemlig den konservative tidligere dommer, justitsminister Knud Thestrup, et ualmindeligt sympatisk og elskværdigt menneske, der nær havde kastet sit eget parti ud med badevandet (fostervandet), da han med klingende spil og vajende faner fik tvunget den frie abort igennem kristenfolkets vilde protester og et noget tøvende folketing; ydermere satte spørgsmålstegn ved lange straffe og frigav pornografien, så de danske byer flød over med sjofle billeder og liderlige bøger. Dén pæne mand.

For Baunsgaard var det næppe sagen, småborgerlig som han var i højere grad end andre i statsministerpartiet. Men for K var det en spilfordærver og en identitetskrise, som partiet ikke så let kom sig over. Og ikke før den moderne Poul Schlüter kom til.

Dertil skal som det mere afgørende føjes: VKR lagde foruden skuffelsen over S og venstrefløjen grunden til den borgerlige vælgerutilfredshed, der siden skabte partier som Erhard Jacobsens centrumdemokrater, Kristeligt Folkeparti og først og sidst den labile skattesnyderadvokat Mogens Glistrups Fremskridtspartiet, hvis sidste rester kan studeres i vore dages Dansk Folkeparti.

Jens Otto Krag kom igen efter VKR og dannede i 1971 sin sidste regering, den der som Krags nu eneste reelle interesse førte Danmark ind i EF. Da det var gjort, skred han, slidt op, men i illusionen om et rigt efterliv.

Krag så at sige fuldbragte sin egen tragedie i et kort og ulykkeligt alkoholiseret otium, en tilstand, der dog ikke ganske udslettede det venlige, højt begavede og omsorgsfulde menneske, der stadig levede et sted bag den sært kejtede og indebrændte facade.

Tim Knudsens tredje bind blomstrer i fortælleglæde og faglig ciselering, hvor man jo også som læser aner personernes nærvær i forfatterens eget liv.

Til efteråret kommer de næste to bind. Der er noget at se frem til.

Tim Knudsen: ’Statsministeren bd. 3.’ Samfundslitteratur, 655 sider, ill., 399 kroner