Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

To nye tv-dokumentarer lærer os på nye måder om at være tæt på psykisk syge

Tv-dokumentarerne ’Lys på den lukkede’ og ’De pårørende’ sætter fokus på psykisk sygdom ved at vende opmærksomheden mod de steder i det psykiatriske system, hvor der tænkes nyt. Og ved at gøre den syges relationer til omdrejningspunkt, minder de om, at heling er en holdindsats
Søren Magnussen bringer noget normalt ind i noget, der slet ikke er normalt i DR’s dokumentarserie ’Lys over den lukkede’.

Søren Magnussen bringer noget normalt ind i noget, der slet ikke er normalt i DR’s dokumentarserie ’Lys over den lukkede’.

Lisa Borchert

Kultur
22. januar 2021

Det er kommet Thomas for ører, at der er en gravid ansat på en af hospitalets afdelinger. Han må gøre noget. I en trappeskakt i haven har der nemlig ophobet sig store mængder spirituel forurening, der kan skade fostret, men trappeskakten er aflåst, så han må have fat i en ansat.

Heldigvis findes Søren Magnussen. På Rigshospitalets lukkede afdeling. Og i verden.

For Søren går ikke i rette med Thomas og forklarer ham, at cigaretskod og visne blade altså ikke er spirituel forurening. Han prøver heller ikke at berolige Thomas med, at lidt skrald ikke skader nogen. Og hans svar er ikke, at det er nogle andre, der har ansvar for rengøringen.

Han finder en nøgle, kravler med ned og rydder op og udlægger bagefter episoden som et udtryk for, at Thomas er et omsorgsfuldt menneske, der tager ansvar for fællesskabet.

For i Sørens verden er der ikke urolige patienter, drevet af vrangforestillinger, men mennesker, der, trods deres lidelser har noget at smide i den fælles pulje og bliver mere hele mennesker af at gøre det. Som han siger om Thomas skaktmission:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Et menneske som Søren er en gave til psykiatrien Der burde være en Søren på alle psykiatriske afdelinger. Desværre er mennesker med den baggrund og de kvaliteter sjældne.

Daniel Joelsen

Det viser samtidigt også hvor bureaukratisk, enevældigt og umenneskeligt et velkørende system også er, hvis der ikke er en snært af menneskelighed og patienterfaring med indenom i behandlingen.

Jeg er overbevist om at bl.a. jobcentre, PTSD behandlingssteder også kunne forbedre deres service ved at udvise samme form for tværfagligt arbejde.