Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

To nye tv-dokumentarer lærer os på nye måder om at være tæt på psykisk syge

Tv-dokumentarerne ’Lys på den lukkede’ og ’De pårørende’ sætter fokus på psykisk sygdom ved at vende opmærksomheden mod de steder i det psykiatriske system, hvor der tænkes nyt. Og ved at gøre den syges relationer til omdrejningspunkt, minder de om, at heling er en holdindsats
Søren Magnussen bringer noget normalt ind i noget, der slet ikke er normalt i DR’s dokumentarserie ’Lys over den lukkede’.

Søren Magnussen bringer noget normalt ind i noget, der slet ikke er normalt i DR’s dokumentarserie ’Lys over den lukkede’.

Lisa Borchert

Kultur
22. januar 2021

Det er kommet Thomas for ører, at der er en gravid ansat på en af hospitalets afdelinger. Han må gøre noget. I en trappeskakt i haven har der nemlig ophobet sig store mængder spirituel forurening, der kan skade fostret, men trappeskakten er aflåst, så han må have fat i en ansat.

Heldigvis findes Søren Magnussen. På Rigshospitalets lukkede afdeling. Og i verden.

For Søren går ikke i rette med Thomas og forklarer ham, at cigaretskod og visne blade altså ikke er spirituel forurening. Han prøver heller ikke at berolige Thomas med, at lidt skrald ikke skader nogen. Og hans svar er ikke, at det er nogle andre, der har ansvar for rengøringen.

Han finder en nøgle, kravler med ned og rydder op og udlægger bagefter episoden som et udtryk for, at Thomas er et omsorgsfuldt menneske, der tager ansvar for fællesskabet.

For i Sørens verden er der ikke urolige patienter, drevet af vrangforestillinger, men mennesker, der, trods deres lidelser har noget at smide i den fælles pulje og bliver mere hele mennesker af at gøre det. Som han siger om Thomas skaktmission:

»Tænk, at have overskud til at tænke på andre mennesker, når man har det så dårligt.«

Sørens mission

Scenen stammer fra den nye dokumentar Lys på den lukkede, der lige nu kan ses på DR TV, og som er det seneste udtryk for et fornyet journalistisk fokus på det psykiatriske system i Danmark. For eksempel modtog Politikens Anders Legarth Schmidt årets Cavlingpris for sine fortællinger fra et børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit i Glostrup. 

 

Fra Lisa Blonds dokumentarserie ’Lys på den lukkede’.

Fra Lisa Blonds dokumentarserie ’Lys på den lukkede’.

Lisa Borchert

 

Og det er også en unik adgang til et lukkede afsnit, denne gang på Rigshospitalet, der har givet filminstruktør Lisa Blond mulighed for at følge Søren Magnussens arbejde. Over to afsnit følger kameraet dagligdagen med patienterne, afbrudt af animerede tilbageblik på Sørens egen tid som patient på selv samme afdeling.

Over en fem års periode røg Søren Magnussen nemlig ind og ud af de lukkede afdelinger i forbindelse med hans bipolare lidelse. Da han fik det bedre, dannede han en lille omsorgshær af frivillige, som fik navnet Frirum i Psykiatrien, og i nogle år cyklede han rundt mellem de lukkede afsnit i hovedstaden og satte gang i aktiviteter for de indlagte. I dag er han fastansat ved Psykiatrisk Center København på Rigshospitalet til at gøre alt det, der intet har med behandling at gøre.

At sørge for at glimt af liv, skønhed og hverdag finder ind på et sted, hvor der ellers ikke er meget af det. Som Anna, en ung pige, der er indlagt med voldsom selvskadende adfærd, siger: »Han bringer noget normalt ind i noget, som slet ikke er normalt.«

Så når Søren og Thomas gør rent i trappeskakten er det ikke terapi, men to mennesker, der sammen gør det, som mennesker gør: Holder orden i deres omgivelser. Og i en tid, hvor det efterhånden betragtes som terapeutisk virksomhed at gå en tur i skoven eller læse en god bog, virker det næsten provokerende, når Søren afviser, at afdelingens frodige have – som de sidste par år er vokset frem af den tidligere golde gård, så klatreplanterne i dag er ved at dække det høje sikkerhedshegn – er en ’terapihave’: »Vi laver ikke terapivanding. Det er ikke terapigravning. Det er havearbejde.«

Liv og skønhed

Lys på den lukkede følger Sørens arbejde på afdelingen, når han med hjælp fra en bager laver »verdens største kagebord – i hvert fald på en lukket afdeling«, stabler en cubansk havefest på benene med assistance fra salsadronningen Ketty, og når han fikst dækker et hul i væggen – efterladt af en tidligere patient – med et hyggeligt lammeskind.

Men ikke mindst, når Søren bare hænger ud. Han ser hiphopvideoer med Adam på 21 år, der er indlagt for første gang og beskriver sin hverdag på afdelingen således: »Står op, går i seng og ryger 1000 smøger.« Men sådan behøver det ikke at være i Søren Magnussens verden, for Adam er ung, en god rapper, og skabertrangen er en ukuelig kraft.

Han er tålmodig med Kenny, der tilsyneladende foretrækker at kommunikere inden for rammen af et pressemøde om en storstilet, fremadrettet plan for fred i verden. Og denne socialdemokratiske statsminister svarer beredvilligt på spørgsmål fra Søren i salen og efter forhandlinger påtager han sig det ærefuldt hverv som majsgrilningsansvarlig til salsafesten – mens vi andre mindes om, hvad man måske kan høre, hvis man ikke forventer, at andre mennesker kommunikerer ad samme kanaler som os.

Og han går små bitte gåture med Allan, der er glad for at synge sine otte grundigt omskrevne covernumre til folk på gaden. »Allan er fandeme et dejligt menneske,« siger Søren, og man er, gennem Lisa Blonds nænsomme kamera, slet ikke i tvivl om, at Allan er et helt usædvanligt dejligt menneske.

De pårørende

Lys på den lukkede har, som titlen også tilkendegiver, valgt at fokusere på lyspunkterne – kun i en enkelt scene hører man en patient skrige fra et værelse på en måde, der ikke efterlader nogen tvivl om, at her rækker ikke alverdens tålmodige ører og salsavibes. Det er ikke et glansbillede, men det er en dokumentar, der insisterer på, at der er honningkrukker overalt – hvis man altså skaber dem.

Anderledes tungt er det i De pårørende, en dokumentarfilm af Vibe Mogensen, produceret af Bullitt Film, der netop har haft premiere på TV 2. Dokumentaren følger gruppesamtalerne mellem fem forældre til psykisk syge unge, der over ti gange mødes med terapeuten Lene E. Karlsson.

Her handler det ikke om, at der er nogen, der skal blive raske. Det handler om at komme frem til en accept af, at det, der er forbigående kriser for de fleste af os, er et livsvilkår for dem. De skal finde en måde at holde sig oven vande og forhåbentlig også finde de øjeblikke af glæde, som livet byder selv den kronisk kriseramte. Samtalerne har til formål at lære dem at leve med det faktum, at deres børn ikke fik det gode liv, som de drømte om og troede på. 

 

Fra Vibe Mogensens ’De pårørende’.

Fra Vibe Mogensens ’De pårørende’.

Bullit Film

 

Dokumentaren klipper effektfuldt mellem gruppesamtalerne og sekvenser med barndomsbilleder. I poolen, i familiens sommerhus, trygt i favnen hos stolte forældre. Kontrasten mellem hjemmevideoen af Julie, der danser og smiler til kameraet, og hendes forældres beretning om den seneste indlæggelse er hjerteskærende: der hvor hun frabad sig bedøvelse, da de skulle sy hendes selvpåførte sår (»fordi hun gerne ville mærke smerten«).

Men krydsklipningen tjener også et formål: At minde om, at de fleste familier er helt almindelige familier. Lige indtil de ikke er det længere.

Gavmildt

De pårørende er en gavmild dokumentarfilm. Det er en stor gave, de fem om bordet giver os andre ved at lade et kamera være til stede i et rum, der er så oplagt sårbart. For mens det ikke er alle, der har oplevet at være pårørende til en alvorligt psykisk syg, vil vi sandsynligvis alle gennem vores liv opleve at være tæt på mennesker, der er det.

Og der er meget at hente hos de fem forældre i forhold til bedre at forstå, hvad der sker i de familier, hvor alting ramler sammen – måske også et par tips til, hvordan vi andre kan tilbyde støtte. 

For eksempel kan man måske bedre forstå, hvorfor mennesker trækker sig når de ’burde’ søge støtte og fællesskab. Som Jette, mor til Martinus på 22 år, som er misbruger og lider af ADD, der fortæller om misundelsen i forhold til alle dem med ’normale’ børn, og at den misundelse, resulterer i, at hun bliver vred og trækker sig: »De her fucking veninder, der har tolvtalsbørn og sidder og snakker over rødvinen om, at de ikke kunne bytte det fejlkøb af en kjole, så nu har de spildt 1000 kroner,« siger hun. »Jeg kan simpelthen ikke holde ud at være sammen med mennesker.«

 

Fra Vibe Mogensens ’De pårørende’.

Fra Vibe Mogensens ’De pårørende’.

Bullit Film

 

Og man lærer, hvorfor det nogle gange er bedst at undgå impulsen til at forsikre andre mennesker om, at det hele nok skal blive godt igen. For måske har de bare brug for, at verden kan rumme, at det hele er noget lort. Og nogle gange kan man ikke fikse ting. End ikke sit barn. Og så er den største kunst måske ikke ’at være der for barnet’, men derimod at finde styrken til ikke at tage telefonen, når den for 10.000 gang ringer midt om natten.

Men først og fremmest er De pårørende en dokumentar, der viser den helende kraft, som fællesskabet i samtalegruppen er. Over de 50 minutter går det op og ned for de syge, som er genstand for samtalerne, men om bordet bevæger det sig hele tiden fremad i et stadig mere nært og nærende fællesskab. 

Relationer

Styrken i begge dokumenterer er, at de anlægger et indirekte blik på den syge igennem relationerne omkring hende. Det er ikke isolerede portrætter af mennesker med psykiske lidelser. Vi er så vant til at anskue det unormale som noget, der er uden for alting, og som nærmest per definition ikke indgår i fællesskaber. Både Lys på den lukkede og De pårørende er fortællinger om vigtigheden af relationer.

Man kunne se begge dokumentarer som en kritik af den måde, vi har indrettet det psykiatriske system på. At vi bare opbevarer psykisk syge og fylder dem med medicin, mens de pårørende får lov til at sejle. Men det er ikke antipsykiatriske indlæg i debatten.

Ingen hævder, at medicin ikke bør være en del af behandlingen, og der er ingen, der siger, at der er nemme svar. Lys på den lukkede hævder ikke, at Jette og de andre pårørende ville kunne sove trygt om natten, hvis bare deres børn havde mødt Søren på den lukkede. 

Men den bold, som de to dokumentarer smider videre til samfundet, er, at de stadig mere begrænsede ressourcer, som der er truffet en politisk beslutning om at stille til rådighed for psykiatrien, ikke rækker. 

Menneske for mennesker

For gu’ er Søren og Lene sikkert usædvanligt skønne mennesker (naturligvis ikke i samme kaliber som sangskaberen Allan, men hvem er det?) Og selvfølgelig handler det også om, at systemet til tider er stift og rigidt – en skovl kan være et våben, men den er først og fremmest et haveredskab, og fordele ved den i den funktion opvejer risikoen for misbrug.

Ganske givet er der også nogle blinde vinkler i behandlersystemet. I et interview her i avisen har Søren Magnussen tidligere udtrykt det således: »Hvis vi ikke for alvor begynder at forstå, at de mennesker, der har en alvorlig psykisk lidelse, stadig er fyldt med kærlighed, omsorg og små drømme, så sker der aldrig væsentlige forandringer på de psykiatriske sengeafsnit. Så der er brug for langt flere patientstyrede aktiviteter.«

Men Søren og Lenes primære superkraft består, når alt kommer til alt, i at de er ansat til at have tid til at være mennesker over for de mennesker, som de møder. Den tid, som de andre ansatte i systemet ikke har, fordi de løber helvedes stærkt for blot at sørge for, at alle overlever deres vagt.

I et af Sørens digte fra dengang, det var ham, der havde akut brug for omsorg, beskriver han oplevelsen af at stå foran ruden ind til det aflåste personalerum. Nogle gange var der personalekage. Og de sad og grinede ad noget. Men hvad er der at grine ad her, spørger han. Desperate stod de foran ruden og hamrede og sendte fuckfingre; »forladt af de voksne til smøger og mærkeligheder«, skriver han og slutter: »Jeg foragter dem for deres magt over min afmagt. Eller jeg savner en af dem hos mig. Det gør jeg mest.« 

’Lys på den lukkede’, Instruktion: Lisa Blond, tilgængelig på dr.dk

’De pårørende’, Instruktion: Vibe Mogensen, tilgængelig på tv2play.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et menneske som Søren er en gave til psykiatrien Der burde være en Søren på alle psykiatriske afdelinger. Desværre er mennesker med den baggrund og de kvaliteter sjældne.

Daniel Joelsen

Det viser samtidigt også hvor bureaukratisk, enevældigt og umenneskeligt et velkørende system også er, hvis der ikke er en snært af menneskelighed og patienterfaring med indenom i behandlingen.

Jeg er overbevist om at bl.a. jobcentre, PTSD behandlingssteder også kunne forbedre deres service ved at udvise samme form for tværfagligt arbejde.