Da den østrigske forfatter Peter Handke i 2019 modtog Nobels litteraturpris, havde flere mindre danske forlag allerede i årene forinden sørget for en stribe oversættelser af forfatterens små og ikke meget sælgende prosaværker. Blandt de små forlag, som solidarisk eller i konkurrence med hinanden (men nok ikke nogen hård konkurrence) deltes om opgaven, var Batzer & Co, Bestiarium og Rod & Co. Et større dansk forlag har mig bekendt ikke været i nærheden af Handke, siden Gyldendal i 2008 udgav romanen Kali.
Uden mikroforlagene så meget i dansk litterær kultur anderledes ud. Og uden oversætterne, for eksempel Handke-oversætterne Hanne Lund og Madame Nielsen.
Peter Handke: 'Målmandens angst ved straffespark'.
Bogen udkom i 1970, to år før bogen om moren, og et par år inden Handke selv fyldte 30. Ungdomsværker er de altså begge to, og milepæle i forfatterskabet.
Målmandens angst ved straffespark (i den tidligere danske oversættelse hed det ’frygt for’) handler ikke om fodbold. Og det intense øjeblik, som Madame Nielsen med præciseringen af titlen har gjort endnu mere intenst, sætter sig ikke direkte igennem i læseoplevelsen.
Spændende i almindelig forstand er romanen ikke.
Uden udsigt til redning
Montøren og eksfodboldspilleren Josef Bloch mister på bogens første side sit arbejde. Eller rettere: Han tolker ved arbejdsdagens begyndelse sine omgivelser sådan, at han nu står uden arbejde og dermed uden den fundamentale forståelse af verden, som arbejdet og rutinernes vanemæssighed før har givet ham. Han er med titlens metafor målmanden, der afmægtigt afventer straffesparkskyttens beslutning og skuddets fald. Han er med en anden af bogens metaforer den eksmontør (hvad Josef Bloch præcis har monteret, får vi ikke at vide), for hvem ingenting længere ligger fast. Verden er en strøm af uforståelige tegn. Trods sine mange anstrengelser for at aflokke dem betydning undslipper meningen ham; bøjer af, springer hen over hovedet på, siver igennem ham.
Han er et menneske i den dybeste eksistentielle krise uden udsigt til redning.
Romanens rum er banale og hverdagsagtige, men får, når Josefs blik falder på dem, et præg af uvirkelighed. Ligesom Josef selv er en figur, vi genkender i kraft af dens psykologi og menneskelighed, men som på samme tid er lige så sær og uaflæselig som omgivelserne.
Vi følger Josef i døgnene efter den uforklarlige afskedigelse sværme for en billetdame i den lokale biograf. Vi følger ham under et natligt møde med hende, der ender med drab. Inden vi ligesom Josef smyger det skrækkeligt betydningsfulde af os og føres videre til scene efter scene, som både er virkelige og uvirkelige, og mættet af betydning, men aldrig af kun én betydning.
Det mærkelige, den konstant truende fordømmelse og den eksistentielle angst, som gennemstrømmer hovedpersonen, knytter romanen tæt til en anden europæisk romanklassiker, Kafkas Processen. Den reference sætter navneligheden – Josef Bloch og Josef K. – en tyk streg under. Det sidste kan virke lidt spøjst i en roman, som ellers dyrker sprogets sprækker, faldgruber og misforståelser: Sproget kan du ikke stole på, for meningen er hullet som en si. Bortset altså fra visse steder, hvor den til gengæld er som skåret ud i pap.
Det er også min eneste indvending mod en roman, som har i indre spænding – angst og foruroligelse – hvad den ikke har i ydre spænding: Den en anelse anstrengte måde at give sine pointer udtryk.
Mest medrevet er jeg som læser, når Handke giver det ydre syn på hovedpersonen plads og lader os følge Josef Blochs usikre skridt hen over sprogets glatis og igennem hans mangetydige møder. Mindst taget af romanens semantiske tågebanker er jeg, når der pædagogisk redegøres for dem. Piktogrammerne, der mod slutningen af romanen skal gengive Josef Blochs sproglige fremmedgørelse fra verden, er i den forbindelse et højdepunkt. Eller topmålet af noget skåret ud i pap. Og samtidig er de vel den unge kunstners – avantgardeforfatteren Peter Handkes – smag for det radikale. Fred være med dét.
Madame Nielsen har skrevet et kort og godt efterord. Bloch er »til vanvid selvbevidst« og »umenneskeligt opmærksom« på livet, hvor andre bare er til i det. Det er én af flere gode iagttagelser af både romanen og af det vilkår for det moderne menneske, som gjaldt i 1970 og på Kafkas tid. Og ikke gælder mindre i dag.
Peter Handke: ’Målmandens angst ved straffespark’. Oversat af og med efterskrift af Madame Nielsen. Batzer & Co, 146 sider, 200 kroner
