Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Vildfarne musikere søger hjælp hos den ældste. Og hvad kan Burroughs så gøre for dem?

William Burroughs var ikke et blødsødent blomsterbarn, men den ældste af den stamme, der blev kendt som beatforfatterne. De musikere, der opsøgte ham, da han blev gammel, eller ældre, ville lære at håndtere oprør, fortvivlelse og beruselse
Burroughs er centrum i bogen, men den handler ikke om hans eget værk, den handler om andres brug af det. Kurt Cobain, Patti Smith, Jimmy Page, Lou Reed, David Bowie. Burroughs er deres vejviser, deres far, deres gud.

Burroughs er centrum i bogen, men den handler ikke om hans eget værk, den handler om andres brug af det. Kurt Cobain, Patti Smith, Jimmy Page, Lou Reed, David Bowie. Burroughs er deres vejviser, deres far, deres gud.

Ritzau/Scanpix

Kultur
15. januar 2021

En hel bog om William S. Burroughs og »rock’n’roll-kulten«. Hvad skal man med den? Burroughs var ikke musiker, han var forfatter, han var en »writer«, som man siger på amerikansk, han var en, der skrev. Som han selv siger det om Jack Kerouac i den selvbiografiske essaysamling, han kaldte The Adding Machine, regnemaskinen. Kerouac var en skriver, han skrev. Et sted i den bog, jeg skriver om her, spørger en undrende Lou Reed, hvordan det kunne gå til, at den smukke unge forfatter, der skrev On the Road, kunne degenerere til den fede drukkenbolt, man så på senere fotografier. Og hvorfor sad han hjemme foran fjernsynet og drak whisky med sin mor? »Det skal jeg sige dig,« siger Burroughs. »Der er ikke så stor forskel på den ene og den anden. Da han var ung, sad han foran fjernsynet og drak whisky med sin mor, og det BLEV HAN VED MED. Han blev bare ældre.«

Det var med andre ord lige meget, hvor Jack Kerouac sad, han sad der for at skrive.

Der bliver ikke »forfattet noget«, der bliver skrevet. Den, der skriver, er der for at skrive. Det er det, han gør. Det er det, han foretager sig. Og når man skriver, gør man det hos sig selv. Det er ikke en tilskuersport. Man er der, hvor det sker, man skriver om, men man er der ikke for at deltage i hverken det ene eller det andet, man deltager ikke. Man er der for at skrive, og det kan ingen andre deltage i.

Casey Rae: ’William S. Burroughs and the cult of rock’n’roll’.

Anderledes med rockmusikere, især med de rockstjerner, der i den her bog opsøger den aldrende forfatter, som de tror, han er, William S. Burroughs, som de tror, han hedder, for at få gode råd om, hvordan man omgås de narkotiske stoffer, han skrev om, og som de måske tror, han anbefaler også til andres brug, men det gør han ikke. Han holdt ikke op, for det kunne han ikke, men han ville gerne have gjort det.

Heroin er ingen hjælp, når man vil skrive, og det var det, han ville. »Gå ikke ned ad den lange grå korridor,« sagde han. Dernede finder man kun de sindssyge mareridt, han fyldte sin berygtede Naked Lunch med. En bog, der aldrig ville være blevet skrevet, hvis ikke Jack Kerouac og Allen Ginsberg havde hjulpet ham med at renskrive hans noterede »rutiner«, som han kaldte de vignetter, der fungerer i skriften som de mekaniske tricks, jazzmusikere anvender for at bevæge sig rundt i det ingenmandsland, de bliver kastet ud i for at spille deres soli. For at kunne sige det, der er at sige nu og her, i det her lille hul af en bar på den der lille sidegade i Harlem eller på scenen i Olympia i Paris. Der står de, alene. De er et cirkusnummer, det er den, der skriver, ikke. Heller ikke hvis han kommer til at forfatte noget og ikke bare skriver, for det gør han jo indimellem, men skriften er handlingen; hvad den siger, er det, Charlie Parkers horn siger, eller hvad Paul McCartney synger, eller Lou Reed, eller David Bowie, den mest betydende af de rocklegender, der befolker bogen her som små børn, der trækker i bedstefars snørebånd: »Fortæl, fortæl!«

Selvfølgelig var hans indflydelse størst i den sidste del af hans liv, de senere år, og selvfølgelig var det ikke i litteraturen, det foregik, ikke i litteraturen som sådan, den har altid haft for travlt med at være litteratur til at kunne finde plads til en skriverkarl som Burroughs. Ingen nobelpris til ham, end ikke på tale.

Narkoman! Bøsse! Amerikaner! Writer!

Og den cut-up! At klippe trykte og skrevne tekster i stykker og lime dem sammen, ikke nødvendigvis tilfældigt, der er ikke megen tilfældighed i Burroughs’ skrift eller dens syn på verden, der er snarere en ubønhørlig daglig kamp mod den omsiggribende kontrol, som heroinen er det bedste billede på, og som gennem computerens ynkelige forsøg på tænkning breder sig som klammere og klammere omfavnelser af alt levende, til det isner menneskets sjæl til døde.

SALUT LES COPAINS!

Burroughs var imod det, kan man sige, ligesom situationisterne var det. De boede lige om hjørnet fra det »Gamle Beat Hotel« i Paris, hvor Burroughs og Brian Gysin, en britisk maler, udviklede cut-up-metoden sammen med Ian Sommerville, der allerede dengang i tresserne var begyndt at arbejde med alternative programmeringer af den kommende, digitale fremtid, ligesom Guy Debord og hans bande af piger og drenge fra Saint-Germain-des-Prés undersøgte mulighederne og forkastede dem.

Metoderne, cut-up og détournement var langtfra ny. Surrealisterne var der længe før, og kubisterne, Dada. Malerne klippede og klistrede. Tzara smed ordene i en høj hat og trak dem op i tilfældig rækkefølge. Sommetider bliver der en slags digt ud af det, for det meste sker der ingenting, det er ikke nok at gøre et eller andet tilfældigt, det skal også skrives, det første skridt er kun en frembringelse af et sæt muligheder til videre opbyggelse eller ødelæggelse, skrift, for det meste kunne man lige så godt kaste tilfældets produkter direkte i skraldespanden eller måske tilbage i hatten og så brænde lortet. Med tilfældet følger en masse ligegyldighed, en masse spild. Man tager pis på borgerskabet, ok, men hvad er egentlig borgerskabet, hvis det ikke lige er en opfindelse, man kan tage pis på. Hvad er borgerskabet i virkeligheden? Hvorfor skal det være så vigtigt at tage pis på det?

Der er oprør, og der er oprør. Hvem bedømmer, hvad der er hvad? Det gør de andre kunstnere, de andre der skriver, også inden for kunsten findes der, hvad akademikerne kalder »peer review«, det er bare ikke så organiseret, det er ikke i så høj grad en konkurrence, et kapløb, behøver i hvert fald ikke at være det. Vurderingen er ikke en tommelfinger vendt op eller ned, men handling, yderligere handling, videre. Vurderingen er retning, vurdering er energi.

Enhver retning kan være den rigtige og den forkerte, en af de rigtige eller en af de forkerte, og tændsatsen er tit forsøget på at bevæge, hvad der nu måtte være at bevæge, i den modsatte retning. En lang overgang er der enighed, en konsensus måske, i den umiddelbart nærmeste gruppe af oprørsk eksperimenterende, men det bliver ikke ved, en dag sidder man ikke længere sammen, men hver for sig spredt gennem handlinger og tanker, og man forsøger at se tilbage. Hvad var det, der skete?

Det har du skrevet om, bedstefar, fortæl os, hvordan vi skal bære os ad med at komme dertil, hvor du sidder? Vi er fortabte, hvad skal vi gøre? Hjælp os!

William S. Burroughs var den rigtige at spørge. Han skød sin kone og skubbede deres fælles søn ned til mareridtene i den lange grå korridor, han advarede alle andre imod. Det må han have båret på. Han havde ikke styr på noget som helst, hans liv var en kamp imod ethvert forsøg på at styre noget som helst. Mennesket er på vej videre, mente han, der er noget her, der holder fast i os, så vi ikke kan komme ud af stedet, ud i rummet, til det andet sted, vi kommer fra, og hvor vi hører hjemme, så vi ikke kan komme væk. Udryd det! Skyd et hjørne af det! Skriv det væk! Vend dets egne ord imod det! Ordet er en virus fra det ydre rum!

Burroughs er centrum i bogen, men den handler ikke om hans eget værk, den handler om andres brug af det. Kurt Cobain, Patti Smith, Jimmy Page, Lou Reed, David Bowie. Burroughs er deres vejviser, deres far, deres gud.

Hvad bogen ikke gør, eller kun gør mangelfuldt, er at ridse historien op, den sorte musik i Amerika, det tyvende århundredes avantgardelitteratur, som beatforfatterne var besatte af, og hvor Burroughs som forfatter, som en der skriver, egentlig hører hjemme, selv om han var nevø af Edgar Rice Burroughs, der skrev Tarzan.

Han var Tarzans nevø. Han søgte tilbage i junglen og havde yage med hjem, ayahuasca. På forsiden af THE BURROUGHS FILE, City Lights Books 1984, står han med tropehjelmen i hånden nede ved højre knæ og ser lidt fraværende på den plante, han lige har mødt. Han siger vel goddag til den.

»Vaya adelante« skrev han hjem til Ginsberg – gå trøstigt videre.

Frem når man alligevel nok aldrig. Men netop den bog, THE BURROUGHS FILE præsenterer egentlig Borroughs’ projekt så godt, det kan lade sig gøre, med mange instruktive, praktiske eksempler på den skrift, der er dets dynamo i nattens maskineri.

Den historie fortæller Casey Rae ikke i William S. Burroughs and the cult of rock’n’roll. Han springer frem og tilbage i en associativ mønsterdannelse mellem den ene og den anden af bogens hovedpersoner, som de nu forsigtigt tripper om Burroughs i Tanger, i Paris, i New York, London eller Lawrence, Kansas.

Bowie især, han er den anden, jævnbyrdige hovedperson. Men også Lou Reed, Tom Waits, Laurie Anderson.

For hvis man vil være en, hvis man vil være den eneste, må man være mange, fordi mange er magt i den symbolske verden, i poesien og kunsten, og før vi ved af det, er vi Baudelaire, før vi ved af det, er vi Stéphane Mallarmé, før vi ved det, spiller vi skak med stjernerne, før vi ved af det, eksploderer vi som sole, før vi ved af det, er vi sorte huller, sorte ryttere i rummet. Det er et langt og forfærdeligt liv fyldt med magiske besværgelser, et langt liv som fremmed, og Burroughs ville ikke være en fremmed, Burroughs ville ikke fra begyndelsen være en fremmed, han blev måske, hvad han allerede var, men de andre, dem der opsøgte ham, ville de være fremmede alligevel, som ham, som han alligevel var det, selv om han ikke ville?

Hvad ville de? Hvorfor gik de ned ad den lange grå korridor for at finde ham?

Burroughs var en stemme, stemmen er knyttet til kroppen. Den siger: »I think the most important thing in the world is that artists should take over this planet, because they are the only ones who can make anything happen. Why should we let these fucking newspaper politicians take over from us.«

Rockmusikerne i 1960’erne og 1970’erne opførte sig og opfattede sig som shamaner, og hvad gør shamanerne? De renser stammens ord, siger Stéphane Mallarmé. Men findes der mere noget samfund, der bliver holdt sammen af ord, der skal renses af poesiens og musikkens magi? Handler den her bog ikke, når det kommer til stykket, om en flok vildfarne børn, der søger hjælp hos den eneste shaman, fra før det hele forsvandt, ikke med et brag, men med en klynken? Og hvad kan han gøre for dem?

Bowie er hans kamæleoniske, symbolske barn. Hverken Burroughs eller Bowie kan uden videre aflæses som hørende hjemme i andet end det evigt skiftende, selv ikke som fraværende.

Stéphane Mallarmé er den paradoksale bedstefar. Han renser ordene til stammens bedste. Som The Master Musicians of Jajouka i Marokko blæser dem rene. Stammen er det samfund, hvor digteren og musikeren passer sit job.

I de moderne samfund med deres specialisering af de fælles praktiske og symbolske funktioner er det tit sådan, at digterne og musikerne, malerne, at magikerne egentlig udgør deres egen stamme, eller deres egne stammer, og skriver deres magiske, totemiske tabeller, værker og rituelle forløb, mest til hinanden. Ikke fordi det er det, de vil, men fordi det er det, der er de nye betingelser.

Lav dem om!

Burroughs var der. Hans stamme var ganske lille. Han var en af stammens stemmer. Stammen blev kaldt beatforfatterne. Han var den ældste. De andre var Jack Kerouac, Allen Ginsberg og Gregory Corso. Tilsammen skrev de et nyt sprog, et blandt mange af dem, der opstod af nødvendighed efter Anden Verdenskrigs rædsler. Andre fulgte efter, måske Jack Kerouac og William Burroughs skrev dem.

Måske er det det, denne bog handler om.

Casey Rae: ’William S. Burroughs and the cult of rock’n’roll’, White Rabbit, 312 sider, 28 dollar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ugly headline, good article. Hapyy I followed the hippies, peace and love, and not the dark ones, the addicted ones. Wir kinder von Barnhoff Zoo. Pakiérne på Blågårds Plads, de drikker af de klare, klare glas. Rabalderstræde - Istedgade. Berlin er fremragende, også Heroes. Men nyskabelsen lå før, ti år før, hos hippierne. West coast- East Coast. Swinging London. Those were the days. De få år i starten, Laurel Canyon - Liverpool - London. The doors of perception, siden blev hippie ordet ringeagtet. Sunshine Superman og den direkte inspiration fra muggles og the golden leaves. Ikke det sorte hul fra beatnicks. Ud i lyset, BOB. Light my fire. Every other day, only!