Vildfarne musikere søger hjælp hos den ældste. Og hvad kan Burroughs så gøre for dem?

En hel bog om William S. Burroughs og »rock’n’roll-kulten«. Hvad skal man med den? Burroughs var ikke musiker, han var forfatter, han var en »writer«, som man siger på amerikansk, han var en, der skrev. Som han selv siger det om Jack Kerouac i den selvbiografiske essaysamling, han kaldte The Adding Machine, regnemaskinen. Kerouac var en skriver, han skrev. Et sted i den bog, jeg skriver om her, spørger en undrende Lou Reed, hvordan det kunne gå til, at den smukke unge forfatter, der skrev On the Road, kunne degenerere til den fede drukkenbolt, man så på senere fotografier. Og hvorfor sad han hjemme foran fjernsynet og drak whisky med sin mor? »Det skal jeg sige dig,« siger Burroughs. »Der er ikke så stor forskel på den ene og den anden. Da han var ung, sad han foran fjernsynet og drak whisky med sin mor, og det BLEV HAN VED MED. Han blev bare ældre.«

Det var med andre ord lige meget, hvor Jack Kerouac sad, han sad der for at skrive.