Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

’WandaVision’ er en vidunderlig og begavet superhelteserie om kærlighed og kønsroller

Elizabeth Olsen og Paul Bettany fortryller som heksen Wanda og androiden Vision i Disney+’ første superhelteserie, ’WandaVision’, der er iscenesat som en klassisk sitcom fra 1950’erne, hvilket ganske enkelt er genialt
Det nygifte par, heksen Wanda (Elizabeth Olsen), og androiden Vision (Paul bettany), flytter i superhelteserien ’WandaVision’ til lillebyen Westview, og morsomme og mærkelige ting sker.

Det nygifte par, heksen Wanda (Elizabeth Olsen), og androiden Vision (Paul bettany), flytter i superhelteserien ’WandaVision’ til lillebyen Westview, og morsomme og mærkelige ting sker.

Disney+

Kultur
18. januar 2021

Hun, Wanda Maximoff (Elizabeth Olsen), er en magtfuld heks – også kendt som Scarlet Witch – der kan manipulere med genstande og verden omkring sig. Han, Vision (Paul Bettany), er en hyperintelligent androide, et kunstigt skabt menneske, der er stærk og hurtig, og som kan gå igennem vægge. De elsker hinanden – ja, det er et lidt usædvanligt forhold – og man har mødt dem begge i adskillige af Marvels superheltefilm, ikke mindst dem om Avengers.

Nu har Wanda og Vision så fået deres egen tv-serie, WandaVision, som kan ses på streamingtjenesten Disney+, og som er intet mindre end genial – i hvert fald at dømme ud fra de tre første afsnit, jeg har fået lov til at se.

WandaVision består af cirka 30 minutter lange afsnit, der vækker mindelser om en klassisk amerikansk sitcom fra 1950’erne: sort-hvide, kvadratiske billeder, dåselatter og vandede vittigheder om parforholdets mange glæder og udfordringer i 1950’er-lignende omgivelser. Forestil jer rapmundede Lucille Balls ægteskabssitcom, I Love Lucy (1951-57), blot med superhelte i hovedrollerne. Serien begynder med, at det lykkelige, nygifte par flytter ind i en typisk amerikansk lilleby, Westview, og her skal lære at leve som kone og mand – helst uden at gøre for meget væsen af sig, selv om de er alt andet end almindelige.

Begavet kønsrollekritik

Det spænder selvfølgelig ikke stille af. Allerede da Vision skal bære Wanda over dørtærsklen til deres nye hjem, og han glemmer, at han er den eneste, der kan gå gennem lukkede døre, hvorfor Wanda, smilende og hovedrystende over sin distræte mand, sidder tilbage på dørtrinnet udenfor. Eller om morgenen efter, da hun som den gode, hjemmegående hustru, hun er, vasker op og sætter på plads ved hjælp af sine magiske kræfter, så der er service overalt i luften, hvorfor Vision selvfølgelig banker hovedet ind i en tallerken, der går i stykker. Wanda, altså. Men så er det jo godt, at hun kan samle den igen blot ved tankens kraft.

Vision har fået arbejde i et stort, anonymt firma, hvor han bearbejder og ekspederer formularer i et stort firma, og WandaVision får megen morskab ud af hans manglende forståelse for, hvad firmaet egentlig laver – det ved firmaets øvrige ansatte vist heller ikke. De kan i hvert fald ikke forklare det. Men det er vistnok noget med at forbedre produktiviteten i firmaet ved at effektivisere behandlingen af formularerne og så fremdeles i én endeløs sløjfe af bureaukratisk meningsløshed.

Det er i scener som denne og så Wandas let nervøse forsøg på at blive en del af byens øvrige hjemmegående netværk af kvinder – og i det hele taget opføre sig som en rigtig dame – at WandaVision har held med at diskutere datidens kønsroller på en endog meget morsom og begavet måde. Wanda forstår ikke helt, hvad der forventes af hende, og hver gang hun konfronteres med de gammeldags forventninger til hende som kvinde og hustru, studser hun og stopper et øjeblik, inden hun så prøver at gøre, som der bliver sagt. Det lykkes selvsagt sjældent.

En del af Marvel-universet

WandaVision er inspireret af flere Marvel-tegneserier om Wanda og Vision, og den bliver en slags syntese af nogle af de mange historier og teorier, der er blevet luftet om de to gennem årene. Det er ikke som sådan nødvendigt at kende så meget til de to figurer, når man begynder at se serien, men det hjælper, også med at greje nogle af de meget mærkelige ting, som foregår omkring vores hovedpersoner i den ellers tilforladelige by.

Og nu kommer der lidt SPOILERS for dem, der ikke har set de seneste Avengers-film fra Marvel.

Det forholder sig nemlig således, at Vision faktisk er død. Slået ihjel af den intergalaktiske superskurk Thanos, der knuste androidens kranium og tog en såkaldt evighedssten fra hans pande – det er en art ædelsten med mægtige kræfter, som gav Vision liv. WandaVision foregår efter hændelserne i Avengers: Infinity War og Avengers: Endgame, og hvordan det kan lade sig gøre, at Vision nu er i live, er ikke godt at vide.

Bizar situation

Men måske det har noget at gøre med, at den verden, som han og Wanda nu bebor, ikke er virkelig – at den er en simulation, hvor de kan få lov til at leve det fredelige liv med hinanden, de begge så gerne ville, men ikke kunne. (Hvis man gerne vil vide mere om de to figurer og deres udvikling, kan man med fordel lytte til seneste afsnit af podcasten Supersnak med superhelteeksperterne Morten Søndergård og Kim Schou).

I hvert fald er ikke alt, som det bør være i Westview. Wanda opdager små sprækker i den pæne facade, som for eksempel da hun og Vision har hans chef og dennes kone til middag, og de bliver bedt om at fortælle, hvordan de mødte hinanden, og hvornår de blev gift. Ingen af dem kan huske det, spørgsmålet sætter uvelkomne tanker i gang, og situationen udvikler sig meget bizart.

Jeg har naturligvis en teori om, hvad det er, der foregår, men jeg skal undlade at komme med den her – det vil blot føre til endnu flere mulige SPOILERS. Men jeg kan dog afsløre, at der i WandaVision, blandt andet i de håbløse, dybt mandschauvinistiske tv-reklamer, man får lov til at se undervejs, optræder symboler og navne, der mere end leder tankerne hen på Hydra, den hemmelige, ondsindede organisation, der i Marvel-universet forsøger at tilrane sig verdensherredømmet.

Gennemført univers

Jeg er voldsomt begejstret for WandaVision. Hele ideen med at placere en superheltefortælling, som ikke ligner en superheltefortælling, i en sitcom-ramme er brillant. Det giver skaberne bag serien, manuskriptforfatter og showrunner Jac Schaeffer og instruktør Matt Shakman, rig mulighed for at lege med alle komediegenrens klicheer og konventioner, ikke mindst de visuelle – bare vent til afsnit nummer tre – og blande humor og drama på en opfindsom og vittig måde.

Samtidig bruger de lillebyidyllen, som man kender fra så mange andre film og serier – Blue Velvet, The Stepford Wives, Picket Fences, Desperate Housewives – til at portrættere en poleret verden, hvor ikke alt er, hvad det giver sig ud for at være. Miljøtegningen og tidsbilledet er virkelig gennemført i WandaVision, ja, selv replikkerne, og måden, personerne taler på, emulerer den tids ordbrug og diktion. Det er ganske enkelt vidunderligt og vidunderligt morsomt.

Og skulle man stadig være i tvivl om, hvorfor Elizabeth Olsen og Paul Bettany er så gode skuespillere – det bør man dog ikke være – får man rig mulighed for at nyde dem begge her. Det sker ofte, at de i en scene skal skifte mellem det muntre og veltimede, som de begge mestrer til perfektion, og så det mere alvorlige, alt imens de også skal give indtryk af at befinde sig på usikker grund. Det er især deres præstationer og bagmændenes evne til at spille i forskellige tonearter på samme tid, der gør serien til så unik en oplevelse.

WandaVision er den første af Disney+’ Marvel-serier, og jeg må sige, at det lover endog meget godt. Hvis resten af sæsonens ni afsnit – og de øvrige serier, der er på vej – kan leve op til det, jeg nu har set, bliver 2021 så meget bedre end 2020.

’WandaVision’ – Idé: Jac Schaeffer. Instruktion: Matt Shakman. Fotografi: Jess Hall. To afsnit er tilgængelige på Disney+ nu. Nyt afsnit hver fredag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her