Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

I ’Badehotellet’ længes man nu efter tysken og danskens intimitet. Det er godt lavet

Besættelsestidens hverdagsproblemer dukker op som revet kartoffel i leverpostejen på Andersens Badehotel, hvor nogle af de anstrengte forhold, som Besættelsen skabte, truer med at blive anstrengende, mens andre er vederkvægende
Løjtnanten Uwe Kiessling (spillet af Anton Rubtsov) har siden sit første besøg på ’Badehotellet’ fattet interesse for hotelbestyrerinden Amanda Berggren (Amalie Dollerup). Hun er ikke længere helt uimodtagelig.

Løjtnanten Uwe Kiessling (spillet af Anton Rubtsov) har siden sit første besøg på ’Badehotellet’ fattet interesse for hotelbestyrerinden Amanda Berggren (Amalie Dollerup). Hun er ikke længere helt uimodtagelig.

Mike Kolöffel

Kultur
16. februar 2021

Det føles meget mærkeligt, men man er jo ligefrem begyndt at længes efter, at hotelbestyrerinden Amanda Berggren kaster sig i armene på den venlige tyske løjtnant Uwe Kiessling her i tredje afsnit af Badehotellets ottende sæson.

I de tidligere sæsoner flød kropsvæskerne i en lind strøm mellem hotelværelserne, men i denne virker selv den ellers så virile Grosserer Madsen til at have mistet lysten, så snart besættelsesmagten rullede ind over grænsen. I kraft af de enormt store krigsgenerationer, så ved vi jo, at dette ikke er repræsentativt.

Men denne måde at skabe længsel i seeren på er på den anden side også effektiv, hvis hensigten er, at vi skal begynde at heppe på den tyske løjtnant, der allerede i syvende sæson ankom til Skagen og blev en hyppig, men uvelkommen besøgende på hotellet. Fra begyndelsen blev han betaget af hotellets unge kvindelige bestyrer, Amanda Berggren – spillet af Amalie Dollerup, der har manglet en konflikt at spille op ad.

Her i ottende sæson har løjtnanten lagt noget af det koleriske fra sig, og tyske Anton Rubtsov er blevet mere blød i sin portrættering af løjtnantens splittelse mellem at være tysk officer, forelsket ung mand og høfligt menneske. Og Fru Berggren er ikke længere helt uimodtagelig.

Det er vederkvægende at følge deres begyndende længsel efter hinanden. De ved godt, at de ikke bør, men deres forsigtige smil fortæller noget andet. Det er, som om Amalie Dollerups skuldre forsøger at trække sig tilbage, og hendes arme og hænder samles foran kroppen for at sikre afstanden, men hendes ansigt er begyndt at læne sig frem.

Grev Ditmars (Mads Wille) ansigt bliver til gengæld mere og mere forpint. Han kæmper med, at hans nazistiske stedfar bruger familiens gods som en slags privat rekrutteringscentral til Frikorps Danmark. Kæresten Philip (Sigurd Holmen le Dous) er mere optaget af arbejdet i hotellets køkken, hvor smagen af leverpostej skal bevares, selv om farsen strækkes med kartofler. Afstanden mellem de to er snart lige så stor som mellem lever og spæk i postejen.

Desværre er det svært rigtigt at forstå den ellers fuldstændigt forståelige afmagt, som grev Ditmar føler. Han fører en kamp mod en fjende, vi aldrig ser (stedfaren og moren opholder sig jo på godset), og hans dårlige humør er mest bare anstrengende. Men hans replik: »Kommer vi nogensinde til at tale sammen igen?« indfanger den splittelse, som Besættelsens hårdtoptrukne grænser skaber mellem mennesker, og som snart præger hele hotellet.

Tyske nuancer

Der bliver også plads til at give et meget nuanceret billede af de tyske soldater, som gæsterne og personalet på den ene eller den anden måde i stigende grad flettes sammen med. Den hjælpsomme og Frau Berggren-betagede løjtnant protesterer, da hotelbestyrerinden undrer sig over, at han kan mønstre medfølelse over for en ung soldat, hvis kæreste er halvjøde og forfulgt, fordi det vel er i modstrid med partiets holdning.

»De siger hele tiden ’Deres parti’,« siger han, og da Fru Berggren spørger, om det da ikke er det, så svarer han ikke.

I den tyske wehrmacht var partimedlemskab ikke et krav. Waffen-SS var afdelingen for politiske soldater, og ved Nürnberg-retssagerne blev afdelinger som Waffen-SS og Gestapo dømt ulovlige. ’Den rene værnemagt’ er dog i vid udstrækning blevet afvist som en myte.

Hele den militære organisation var gennemsyret af den nazistiske ideologi, og særligt på østfronten var værnemagten involveret i krigsforbrydelser. Det udelukker jo ikke, at den enkelte soldat kunne være uenig i det ideologiske projekt, men alligevel stillede op.

Uden sammenligning i øvrigt, så stillede sønderjyder jo også op, da de blev indkaldt til den tyske hær under Første Verdenskrig, selv om de følte sig som danske og ikke ønskede at kæmpe for Tyskland. Det var et pligtsamfund, og det var det stadig i 1930’erne og 40’erne.

Men i dramaets og Badehotellets navn sukker man efter, at Fru Berggren og den tyske løjtnant skal kaste alle hæmninger, høfligheder og pligter bort og mødes i et favntag, der er 1940-scenografien værdig. På trods af alt det, vi ved om nazister og behandlingen af de såkaldte tyskertøser. Det er godt lavet.

’Badehotellet’, ottende sæson, tredje afsnit. Manuskript: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Instruktion: Fabian Wullenweber. Mandag kl. 20 på TV 2, tilgængelig på TV 2 Play.

Serie

Vi anmelder ’Badehotellet’

TV 2's komediedramaserie ’Badehotellet’ er gået ind i sin ottende sæson og den for fiktionen så fristende Besættelse. Hvordan griber den populære serie det an? Vi anmelder hvert afsnit.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dilletant af ringeste skuffe!
Jeg begynder at overveje, om komikken er frivillig, eller om det skyldes mangel på talent. Hele iscenesættelsen er bare så ringe, at det begynder at ligne en bevidst stil. Men hvad ved jeg?

Hvorfor jeg så ser det?
- Tja, så kan jeg jo diskutere med min kære kone. Hun synes det er godt...

Jens Christian Jensen

Skuespillerne er ikke dilletanter. Genren hedder lystspil.
Om man så kan lide eller ej er jo en smagssag.

Anders Sørensen

Jeg har aldrig set Badehotellet. Men jeg er allerede begyndt at blive mere træt af anmeldelserne af Badehotellet, end jeg er af Badehotellet, fordi den der meta-ting bliver pisseirriterende efterhånden. Den der ting, hvor man forholder sig let ironisk, fordi man ved, at Badehotellet ikke er stor kunst, men hvorfor skulle det også være, fordi hvad er kunst egentlig, er Badehoteller ikke kunst, er du elitær, eller hvad?

Og så bliver Badehotellet pludselig til kunst, fordi uanset hvordan man angriber det (Badehotellet), eller ser det, er det godt, fordi det giver anledning til demokratisk debat om kunstens rolle og funktion, og så kan vi snakke lidt mere om det, og være ironiske eller ærlige, og der er INGEN OPRIGTIGHED TIL STEDE LÆNGERE! Alt forsvinder i en sky af ironi og meta.

Alt er tø-hø og forstilt.

Carsten Markussen, Niki Dan Berthelsen, Niels østergård og Jack Køhler anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg ser Badehotellet med stor fornøjelse, af de samme banale og pastelfarvede årsager som alle andre tilhængere. Men ak hvor blev jeg skuffet i går aftes, hvor den mystiske hr. Ramsing stiger ud af fru Friggs værelsesvindue, som åbentbart hverken er i stueplan eller i nogen etagehøjde, men et sted midt i mellem. Mærkelig dum detalje, når nu der er gjort så meget ud af scenografien i øvrigt. Mine forhåbninger om at serien vil fortsætte spændings- og kvalitetskurven opad led et alvorligt knæk. Håber ikke jeg biver nødt til at revurdere hele min begejstring.

Carsten Markussen

Hvorfor skal denne ringe serie anmeldes afsnit for afsnit? Jeg har kun set første afsnit af denne sæson, og skal ikke se flere. Hvorfor spilde en side hver eneste uge af min avis?

Søren Kristensen

CM, mener du ikke sæson for sæson? Uanset er svaret nok at der er så mange strukturelle og filmtekniske ligheder mellem Badehotellet og Matador, at man ligesom er nødt til at forholde sig til serien, hvis ikke man vil stå tilbage som tåbelige ignoranter og som kultur- og nyhedsmedie bliver man jo (også) nødt til at forholde sig de ting som interesserer den såkaldt brede befolkning, hvis ikke man vil ende i et elitært limbo hvor det simpelthen ikke kan løbe rundt. Jeg siger ikke at Information anmelder Badehotellet for pengenes skyld, jeg hælder mere til den opfattelse at man bare anmelder det der nu engang bliver ssnt. Lige nu er det Badehotellet.

Jens Christian Jensen

Løsningen er enkel, Carsten. Du skriver til redaktionen og beder dem om kun at omtale emner som du kan lide og interessere dig for.