Badehotellet havde fra begyndelsen det benspænd, at langt det meste af handlingen skulle udspille sig på hotellets matrikel. Sikkert af økonomiske årsager: locations er dyre. Men det havde den lykkelige konsekvens, at det meste af dramaet udspillede sig mellem personerne på hotellet. Her i andetsidste afsnit er det tydeligt, at det har der været meget lidt plads til i ottende sæson, fordi der er alle de historier om besættelsestiden, man også gerne ville fortælle.
I seriens begyndelse lærte vi hotellets faste gæster at kende ved at betragte dem indgå i relationer til de andre. Vi lærte, at grosserer Madsen »ikke har meget kultur,« som Sibylle Weyse med de gamle penge erklærede i første sæson. Og at fabrikant Frigh var en forkælet arving over for sin kone fru Frigh, der var reelt interesseret i virksomheden, men hæmmet af sit eget konservative kvinde- og familiesyn.
Det var i måden, de meget forskellige personer interagerede på, at deres personligheder stod tydeligt frem og blev til elskelige karikaturer – ikke mindst i møderne mellem den københavnske overklasse og det nordjyske køkkenpersonale. Men nu er gæsterne kun sjældent alle samlet til cognac, bridge, skuespiller Edward Weyses hyggejazzklaverrepertoire tilsat lidt høflig fjendtlighed og tvungen tolerance i hotelles lille stue.
Fanget i Edderkoppens spind
Fru Frigh (Anette Støvelbæk), der med stor succes har overtaget tobaksvirksomheden efter sin nu afdøde mand, oplevede i syvende sæson den store skam at blive forført og franarret en stor sum penge af en mand, der udgav sig for at være Johan Ramsing, direktør for Ramsings Kemiske Fabrik på Lyngbyvejen, men i virkeligheden var en tidligere bogholder fra klasselotteriet, der havde taget af kassen.
Ud over at det er en nydelse igen at opleve Anette Støvelbæk sige ordet »bogholder«, som om der var tale om en slags utøj, så føles det mest af alt forstyrrende, at denne falske Ramsing, der nu kalder sig Emil (og spilles med et dejligt skarpsindigt smil af Rasmus Botoft) stadig er med os i ottende sæson. Da det nu foregår uden relation til de andre beboere på hotellet, der i forrige sæson var sultne vidner til fru Frighs betagelse og siden skandale, og dermed gjorde Botofts karakter til godt badehotelsmateriale.
Men hvis man gerne vil have sortbørsflanken dækket af i sin kortlægning af besættelsestidens historie, så er det selvfølgelig oplagt at bruge en kriminel, vi allerede kender. Måske derfor har Emil involveret sig i et samarbejde med den mest kendte sortbørshandler af alle: Svend Aage Hasselstrøm alias Edderkoppen.
Historien om Svend Aage Hasselstrøm er en af landets mest berømte kriminalsager, men som man kan læse i historiker Claus Bundgård Christensens artikel om edderkopsagen i antologien Over stregen under besættelsen, så startede den først i 1948 med »en øl og en femkroneseddel«. Det var, hvad journalisten Anders B. Nørgaard gav en fuld mand, der havde opsøgt ham på Socialdemokratens redaktion for at fortælle en historie om den kriminelle underverden. Sagen rullede derfra og førte helt tilbage til sortbørshandel med rationeringsmærker under Besættelsen, men forgrenede sig i organiseret kriminalitet, der også efter Besættelsen omfattede både vold, bestikkelse, narkohandel og bedrageri.
Besættelsen stjæler billedet
Det er helt forståeligt, at historien om sortbørshandel frister enhver, der beskæftiger sig med Besættelsen, men her presses den akavet ind i historien på en måde, der forstyrrer seriens karaktertegninger. Fru Frigh trådte i karakter, da hendes sølle mand døde, men nu er hun pludselig igen reduceret til en forvirret kvinde, hvis verden defineres af en mand, der ikke fortjener hende.
På samme måde har grosserer Madsens involvering i en deserteret tysk soldats skæbne resulteret i, at han er ukendelig. Han er pludselig sentimental, han lader sig narre af grove mænds trick, der ellers plejer at være hans egne, og han udbryder kun sjældent »Hold nu din kæft, Therese,« til sin overbærende kone.
De enkelte fortællespor relateret til besættelsestiden er såmænd spændende nok i sig selv, men det er ødelæggende for sammenhængskraften og komedien på det lille hotel, der lever af de kantede personers diskrete sammenstød.
’Badehotellet’, ottende sæson, fjerde afsnit. Manuskript: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Instruktion: Fabian Wullenwber. TV 2. Mandag kl. 20, tilgængeligt på TV 2 Play
Vi anmelder ’Badehotellet’
TV 2's komediedramaserie ’Badehotellet’ er gået ind i sin ottende sæson og den for fiktionen så fristende Besættelse. Hvordan griber den populære serie det an? Vi anmelder hvert afsnit.
Seneste artikler
Når ’Badehotellet’ lykkes, mærker man historiens katastrofe i en længselsfuld berøring
2. marts 2021’Badehotellets’ ottende sæson rummede hele projektets potentiale, men også dets skrøbelighed. Der var verdenshistorie som hverdag, men også som leverandør af alt for mange etiske dilemmaer, der kan gøre et vellykket lystspil til et middelmådigt dramaI ’Badehotellet’ længes man nu efter tysken og danskens intimitet. Det er godt lavet
16. februar 2021Besættelsestidens hverdagsproblemer dukker op som revet kartoffel i leverpostejen på Andersens Badehotel, hvor nogle af de anstrengte forhold, som Besættelsen skabte, truer med at blive anstrengende, mens andre er vederkvægendeBadehotellet var sjovere, dengang grosserer Madsen var værnemager
9. februar 2021Besættelsen optager badehotelsgæsterne i stigende grad i sæsonens andet afsnit, skønt den glider overbevisende ned med flødeskum og kagecreme. Det efterlader kongelig skuespiller Edward Weyse mere og mere isoleret i sin selvoptagede boble, og han kan ikke bære farcen alene
Det er da netop en af grundene til at serien er god.
Informations begejstring for det såkaldte folkelige, minder om Mette Frederiksens makrelmad: Folkelig for enhver pris - også selvom der begge steder er tale om junk.
Engang gad Inf ikke se i den retning hvor sukkersød folkelighed som Badehotellet befandt sig. Men nu gælder det om at vise hvor rummelig avisen er, og at man skam ikke kun er for "eliten" og de intellektuelle, så nu bruges der spalte op og spalte ned på at skrive om Kim Schumacher, Michael Bundesen og andre ligegyldige pop-fænomener. Hvornår turen til Sussi og Leo, Keld Heick og skal Morten Kolort da ikke snart have en revival?
My foot!
Man kunne jo evt. bare nøjes med at læse de tråde der omhandler emner man er interesseret i, Arne.
Jeg selv syntes at det er givende at man kan få oplysninger og indblik i emner man umiddelbart ikke selv ville have opsøgt. Det er sådan man får udvidet sin horisont.
Der er ikke nogen elite eller intellektuelle, der er kun forbrugere tilbage, det undrer også mig da en af de største jazz giganter forlod os for en uge siden, ikke et ord om det i avisen, tilgengæld masser af pop skrald, brevkasse, når forbrugeren og kasseapperattet bestemmer, bliver vi alle kvalt.
Jens Christian - Det var skam også ud fra et ønske om at blive klogere, at jeg så et par afsnit af Badehotellet.
Og ja - jeg fik skam udvidet min horisont: At der åbenbart ingen grænser er for hvad gode, solide skuespillere er tvunget til at medvirke i for, at kunne skaffe til huslejen.
Men det vidste jeg nu godt.
Jeg undredes også over, at de gode, solide skuespillere accepterer at sige deres replikker på en så idiotisk og flad måde. Fx. har jeg altid sat Søren Pilmark højt, men da jeg så og hørte hvordan han gebærdede sig som Stauning - "det er løgn", tænkte jeg. Hvorfor gør han det? Med det talent han har, så må han da kunne vælge hvilke roller han vil medvirke i.
Jeg er så elitær, at jeg finder den forlorne folkelighed som Badehotellet er, deprimerende, og at så mange mennesker gider spille tid på det.
Og som Emil Groth helt rigtig skriver. Hvorfor helvede bruger Inf. tid og spalteplads på den slags - henset til alt det avisen IKKE skrive om, fx. en nekrolog over Chick Corea
Det er alt det pop og small-talk der i stigende grad fylder avisen,, der gør at jeg tæller på knapperne om hvorvidt jeg skal forny mit abo til august.
At du ikke kan lide det, Arne, er naturligvis helt ok. Det ændre dog ikke på at det er et af de mest sete programmer og er vældig populært. Nogen kan lide det og andre kan ikke.
Ja, stilen er speciel. Det hedder lystspil. Det skal være overspillet og overkarikeret.
At skuespillerne skulle være tvunget til at medvirke for at skaffe til huslejen er noget vrøvl. Skuespillerne står faktisk i kø til at medvirke i serien pga. dens popularitet.
"Det ændre dog ikke på at det er et af de mest sete programmer og er vældig populært." - Så er vi der igen! 3 mia fluer synes, at hestelort er det rene guf, Siden hvornår har kvantitet været afgørende? Burde det ikke være kvalitet, der var udslagsgivende?
Mht. lystspil så findes der skam gode sådanne, der ikke taler ned til folk, og hvor skuespillere og instruktører har sat sig for at underholde på en sober og redelig måde. Hvor karakterne er troværdige Expl: Ballings "Jeg er sq min egen", Biers "Den eneste ene", eller hvad med Fisken de kaldte Wanda, samt en perlerække af lystspil fra Hollywood - blot hvad jeg lige kan komme på pt.
Hvis det forholder sig således, at skuespillerne står i kø for at få lov til at medvirke i Badehotellet - hvor har du det fra? Og skulle det være tilfældet, så er det vel den økonomiske nød der tvinger dem til det. Jeg har en skuespiller i familien, og hun beretter det stik modsatte, nemlig at for at få et job, så må skal man være indstillet på, at sluge adskillige kameler.
Mener du, at Badehotellet skulle være en undtagelse?
Så det er åbenbart dig der skal definere kvalitet ??
Nogle kan lide det og andre kan ikke. Du har meget svært med at acceptere at andre kan lide noget du selv syntes er noget lort. Det er mest synd for dig syntes jeg.
Derudover gider jeg ikke diskutere mere med dig, Arne. Slut herfra.
Børne MPG giver arbejdspadser, information har sat tre journalister af til, at skrive en artikel om børnemgp.
Så mere af det.