Besættelsen er foreløbig kun et ferieforstyrrende element i ’Badehotellet’. Hvilken befrielse

’Badehotellet’ er tilbage, og det samme er manuskriptforfatternes evne til at lade historien snige sig ind mellem sprækkerne på det lille hotel
Da vi møder den nye gæst i værelse 8, docent i arkæologi  Claus Villumsen (Andreas Jebro), demonstrerer Stig Thorsboe og Hanna Lundblad igen deres evne til på næsten umærkelig vis at få flettet faktiske historiske begivenheder ind i fortællingen på en måde, der ikke dominerer, men blot understøtter en af hotelgæsternes tilbøjeligheder.

Da vi møder den nye gæst i værelse 8, docent i arkæologi  Claus Villumsen (Andreas Jebro), demonstrerer Stig Thorsboe og Hanna Lundblad igen deres evne til på næsten umærkelig vis at få flettet faktiske historiske begivenheder ind i fortællingen på en måde, der ikke dominerer, men blot understøtter en af hotelgæsternes tilbøjeligheder.

TV2

Kultur
2. februar 2021

Alt er slet ikke ved det gamle på Andersens Badehotel ved Skagen i TV 2’s serie Badehotellet, men gæsterne har besluttet sig for overhovedet ikke at tale om, at tyskerne har overtaget nabohotellet Hotel Udsigten. De er på ferie!

Det er ærlig talt rart at høre, da syvende sæson nærmest blev overtaget af alt det, der er at fortælle om Besættelsen. Noget tyder på, at balancen måske bliver bedre i denne sæson, hvor Amalie Dollerup som hotelbestyrer Amanda Berggren igen modtager overklassegæsterne fra København, og personalet sladrer og pusler om dem fra køkkenet. Måske ikke. Sammenlagt med sjette og syvende sæson er der allerede ved at være udsolgt i den gavebod af menneskelige dramaer og etiske dilemmaer, som Besættelsen frister fiktionen med.

Heldigvis er (selv)elskelige kongelig skuespiller Edward Weyse (Jens Jacob Tychsen) der stadig til at le hånligt ad ideen om, at han kunne have noget ud af at læse Poul Reumerts erindringer, inden han skal skrive sine egne. Og til at blive stærkt frustreret over at få spoleret sine sommerferieplaner af, at hans teaterven Svend Damm (Lars Mikkelsen) har søgt tilflugt hos hans smukke kone Helene – der på grund af familiære forpligtelser (som Weyse selvfølgelig er hævet over) endnu er i hjemmet i København – fordi han er kommunist og i fare for at blive anholdt og interneret.

På den måde fungerer Besættelsen foreløbigt mest af alt som et forstyrrende element i den nordjyske ferieidyl. Hvilken befrielse. For det er ikke for at høre om Besættelsen, at vi ser Badehotellet.

Historiske begivenheder ad bagvejen

Da vi møder den nye gæst i værelse 8, docent i arkæologi (det påstår han i hvert fald), unge og ikke så lidt frække Claus Villumsen (Andreas Jebro), demonstrerer Stig Thorsboe og Hanna Lundblad igen deres evne til på næsten umærkelig vis at få flettet faktiske historiske begivenheder ind i fortællingen på en måde, der ikke dominerer, men blot understøtter en af hotelgæsternes tilbøjeligheder. Fru Plough, spillet herligt æterisk af Sonja Oppenhagen, belejrer den unge arkæolog med spørgsmål om udgravningerne i Jelling.

I 1941 ledte man ganske rigtigt efter resterne af Gorm den Gamle i Sydhøjen i Jelling. Ikke mindst af frygt for at nazisterne kunne finde på at gøre det samme. Den nazistiske organisation Ahnenerbe blev allerede etableret i 1930’erne. Dens formål var kort sagt at finde bevis for den ariske races overlegenhed ved at knytte den sammen med gamle ’ædle’ slægter. Det skete blandt andet via arkæologiske udgravninger, man så spandt ind i den ariske myte, der skulle retfærdiggøre Storgermanien.

Man forestiller sig, at den legendariske udgraver Einar Dyggve støvet og svedende må se en topnazist samle Gorm den Gamles kranie op med sin læderbehandskede hånd foran ham, mens Dyggve med et hårdt blik erklærer: »Det hører til på et museum!«, før han overmandes. Men man fandt desværre ikke Gorm den Gamle i 1941. Den skuffelse har fru Ploug endnu til gode. Men i mellemtiden har vi glæde af den lille understøttelse af fru Plougs karakter, som udvekslingerne om Jelling udgør.

Det var også fru Ploug, der i syvende sæson fik arrangeret, at en delegation af hotelgæster og personale tog til Skagen for at deltage i et af de store sangstævner, der fungerede som en slags protest mod besættelsesmagten. National samling var en naturlig og udbredt reaktion på Besættelsen, og den danske befolknings store interesse i udgravningen i Jelling i 1941 var næppe udelukkende arkæologisk.

Den unge Claus Villumsen, der muligvis er frihedskæmper i arkæologforklædning, er tydeligvis meget lidt optaget af udbygningen af nationens historie, der finder sted i Jelling, men koncentrerer sig om, hvad tyskerne har gang i på stranden, eller faktisk mest om hvordan han kan udbygge sit kendskab til den smukke frk. Berta Frigh. Hvis han viser sig at være frihedskæmper, er det lige lovlig tidligt, at modstandskampen i sommeren i 1941 virker så velorganiseret, men det tilgiver man, fordi det er forfriskende at se en frihedskæmper portrætteret mindre martret, hårdkogt og målrettet end man ellers normalt ser i fiktionen. Han er på ferie.

’Badehotellet’. Manuskript: Stig Thorsboe og Hanna Lundbland. Instruktion: Fabian Wullenweber. Ottende sæson, første afsnit, mandag kl. 20 på TV 2

Vi anmelder ’Badehotellet’

TV 2's komediedramaserie ’Badehotellet’ er gået ind i sin ottende sæson og den for fiktionen så fristende Besættelse. Hvordan griber den populære serie det an? Vi anmelder hvert afsnit.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her