Rosarium har to betydninger. Det kan betyde en stor rosenhave, og det kan betyde en rosenkrans som den, katolikker kan benytte, når de beder. Jeg er ikke sikker på, om begge betydninger spiller med i Charlotte Weitzes roman af samme navn, men der er en del i denne bog, som er tvetydigt, uden at man føler sig helt sikker på hvorfor.
Rosarium er en slags slægtsroman, hvor man følger seks generationers ud- og afvikling, samtidig med at der springes mellem fortid, nutid og en endnu ikke indtruffet fremtid. Tiden er flydende, vægten ligger på personernes forhold til naturen og den måde, hvorpå de selv indgår og går i et med den.
Romanen er delt i tre hovedafsnit, det første om en lille polsk familie, det næste om Esther og Johannes, der vil være pige og bliver til Johanne – dog uden at miste sin avlekraft – og det tredje om deres efterkommere: tvillingerne Viola og Lilly, Lillys datter Marie og Maries datter Fine.
Den polske familie flygter ud i skoven, da russerne indtager deres landsby, som ligger lige ved grænsen. Men mens far og mor forsvinder – det viser sig senere, at de er blevet fanget, torteret og straffet med døden for krybskytteri – smelter Bror og Søster sammen med omgivelserne og undervejs også med hinanden, så Søster bliver gravid.
Bror klæder sig ud som hjort og jager dyr, Søster bliver mere og mere til planteføde, i en grad, så rosengrene efterhånden skyder ud fra hendes gravide mave, og hun udsender en bedøvende duft af rose og af – suppe. Den suppe, deres mor lige havde lavet, da de var nødt til at flygte, må man tro.
Skoven
I næste storafsnit fortæller Johanne i et langt brev sine to døtre hele forhistorien, som de dog aldrig får, da hun ender med at brænde brevet. Næste generation lærer så ikke den historie at kende, som betros til læseren, uden at man helt forstår hvorfor.
Men Esther, deres mor, er datter af Søster og endnu mere plante end hende. Johanne finder hende i et nonnekloster, hvor nonnerne lever af sollyset, det samme gør Esther tilsyneladende, senere viser hun sig dog i høj grad som kødæder.
Splittelse mellem dyrisk natur og planteverdenen?
Undervejs i fortællingen leder Marie, der er biolog, efter en talende, menneskelig rose, som måske viser sig at være Esther.
Hele slægten bliver imidlertid grøn i huden, der har tendens til at danne pigge, mens deres afføring er fuld af hybenfrø. Det og meget andet handler afsnit tre om.
Skoven er dels den russiske zars jagtskov, vi må altså befinde os før Oktoberrevolutionen, dels en lignende skov i Amerika. Vi møder zarens søn i to udgaver, én som voksen, der finder Søster og tager hende til sig, senere i romanen som seksårig, der finder Søster i det, der nu er blevet et stort rosenkrat, og patter på hendes mælkefyldte bryster. Samme zarsøn? Hvis det er zarsønnens søn, skal vi et godt stykke bag om Første Verdenskrig. Eller skal det bare være mystisk?
Selv tørt refereret, som her, virker handlingen eventyragtig, men i passager slår researchen til, så man både indlægges til botanikforedrag, indføring i Jordens geologi og udredninger om skoven, der nærmest lyder som et uddrag af den tyske skovfoged Peter Wohllebens bog, Træernes eventyrlige liv.
Videnskabelige redegørelser pakkes nødtørftigt ind i fiktion som her:
»Nu mens hun sov eller hvilede, fik jeg lidt tid til at genoptage min videnskabelige læsning,« skriver Johanne og fortsætter: »DNA-molekylet har jo længe været kendt ... osv. osv.« over to fulde sider.
»Jeg fortaber mig,« skriver hun et andet sted, og man må give hende ret.
Den slags virker slet og ret klodset.
Der er ekkoer af folkesagn og Grimms eventyr, men også af litteratur, som Herbert Reads The Green Child fra 1934, baseret på en legende fra det 12. århundrede om to grønne børn, der dukkede op i den engelske landsby Woolpit, og som talte et ukendt sprog. Charlotte Weitze henviser selv til Read.
Føde og brændstof
Hvor den overordnede tankegang er klar: Mennesket er en del af naturen og er selv afhængigt af planteverdenen, spørger jeg mig selv, om man ikke kunne fange den pointe uden så talrige foredrag. Eller nøjes med betragtninger som denne, fremført af en vis magister Steen:
»Vi er den eneste organisme, der nogensinde har kunnet ligge henslængt på chaiselongen, mens kartoflerne koger over gassen, og stuen opvarmes af kullet i kakkelovnen. Eller som nu, Erichsen, hvor vi sidder i et automobil og kører fremad uden selv at bevæge kroppen. Også det er planternes værk. De er vores føde og vores brændstof.«
Så sandt, så sandt, man kan kun tilslutte sig. Vist er vi selv en del af naturen og afhængige af den. Når Bror og Søster ikke har navne, peger det jo også på, at deres skæbne ikke er individuel, men – al fantasi til trods – fællesmenneskelig.
Men der er en del at bryde sin hjerne med i denne bog. Det er dog ikke hele tiden, det kun føles som en kvalitet.
